Kongressen.com
Kultur Sikkerhedsrådet

“Space Force”: Et underholdende take på alvorlige emner

Netflix har produceret en ny serie om det nye amerikanske “Space Force”. Det er fra holdet bag den amerikanske udgave af “The Office” med Steve Carell i hovedrollen. Hvis man håber på en afløser til The Office, så bliver man skuffet, men serien er alligevel yderst underholdende, og stiller nogle interessante og grundlæggende spørgsmål op om fremtiden i rummet.

Netflix har skabt en ny serie, “Space Force”, og den har jeg personligt set meget frem til. Det er fra folkene bag den amerikanske udgave af “The Office”, og Steve Carell er i hovedrollen som den nye firestjernede chef for Space Force, general Mark Naird.
Selvom fans af The Office ikke skal se Space Force som en afløser, så er serien alligevel værd at se. Den er selvsagt humoristisk med løbende satiriske referencer til præsident Trump, men bringer også vigtige emner til debat om fremtiden i rummet.

Serien indledes med at denne nye styrke etableres, og general Naird overraskes med rollen som chef for det nye værn. Alle er ret enige om, at det er et grinagtigt projekt, og der er ikke rigtig nogen, som tager det seriøst – undtagen general Naird, som altid har drømt om at blive værnschef, og nu prøver at få det bedste ud af en lidet optimal situation.
Samtidig er der selvfølgelig forviklinger på hans hjemmefront som komplicerer det hele. Hans hustru (spillet af Lisa Kudrow) bliver idømt en 40 år lang fængselsstraf for en ikke nærmere defineret forbrydelse, og general Naird efterlades alene med en teenagedatter, som ikke kan falde til ude i midten ingenting, hvor hendes fars nye job har bragt dem hen.

Genenem hele serien kommes der med sarkastiske referencer til præsident Trump, selvfølgelig uden at præsidenten nævnes med navn. Hver gang præsidenten nævnes bruges blot betegnelsen “POTUS” (President of the United States”). Men når karakterer i serien opfordres til at få en Twitterkonto for at kunne følge med i amerikansk udenrigspolitik, så er der ikke megen tvivl om referencen. Ligeledes gøres der grin med præsidenten, da det i et af afsnittene er præsidentens fødselsdag, og der går konkurrence i at give den bedste gave for at gøre præsidenten glad. Idéerne rækker fra en storslået raketaffyring til navngivning af en stjerne. Hvem der opnår størst tilfredshed hos præsidenten følges naturligvis på Twitter.
Førstedame Melania Trump gør også en indirekte optræden, da man får at vide at FLOTUS (First Lady of the United States) har designet nogle nye uniformer til Space Force, og selvfølgelig gerne vil have dem prøvet i virkeligheden.

Serien er først og fremmest en komedieserie, som bringer nutidige elementer fra amerikansk politik ind, og der kan ikke være meget tvivl om skabernes holdning til præsident Trump.

Vigtige emner til debat

De vigtige emner som serien sætter i fokus drejer sig især om militariseringen af rummet.
Igennem hele den første sæson som nu er på Netflix, er Kina den helt store konkurrent – ligesom de er det i virkeligheden. Spørgsmålet bliver, hvordan man håndterer dette?
Disse diskussioner kommer til udtryk i vel nok det vigtigste og sjoveste makkerpar i serien: Steve Carell i rollen som chef for Space Force, general Naird og John Malkovich i rollen som den civile chefforsker ved Space Force. Malkovich er idealisten (det meste af tiden), som er klar modstander af en militarisering af rummet, mens Carrell har rollen som generalen, der prøver at forklare den dumme civilist nødvendigheden af at kunne slås i rummet – men som selvfølgelig samtidig til stadighed lader sin gode side vinde i sidste ende.
Forholdet opsummeres ganske glimrende i general Nairds udtalelse om forskerne i Space Force, “as a scientist, you have a loyalty to reason. Makes you a bit untrustworhty.”

Det er et højaktuelt spørgsmål, som stilles for der er et rumkapløb i gang mellem stormagter som USA, Kina, Indien (som også ses i serien) og EU. Og et af de helt store ubesvarede spørgsmål lige nu er graden af militariseringen af rummet, for der er ingen tvivl om, at alle aktører ser rummet i en sikkerhedspolitisk kontekst, og ikke længere som et fredens domæne. Det er netop den dynamik, som serien på en behagelig let måde tager op.

Som sagt skal du ikke se den nye serie som en afløser til The Office på trods af at holdet bag er det samme. Men se serien og lad dig underholde med et humoristisk take på et af de helt store sikkerhedspolitiske emner i fremtiden, når vi kommer ud på den anden side af Corona-krisen. Indtil da er det ikke helt spild af tid at slænge sig på sofaen i selskab med Steve Carell og John Malkovich.

Læs også

Jon Stewart kaster sig ind i veteraners kamp for hjælp

Philip Chr. Ulrich

Prisen ved tidligere militærfolks støtte til politiske kandidater kan være høj

Philip Chr. Ulrich

Begyndelsen på en ny verdensorden

Philip Chr. Ulrich

Princeton-professor går til angreb på USA’s tyndslidte demokrati

Johs Rasmussen

USA skal lede alene eller i flok

Philip Chr. Ulrich

Endelig en film om Henrik Kaufmann

Philip Chr. Ulrich