Kongressen.com
Analyse Sikkerhedsrådet

Svækker Libyen-konflikten det amerikansk-tyrkiske forhold?

USA-Iran-konflikten har fyldt meget i mediebilledet, men imens USA har været optaget af situationen omkring Iran, har Tyrkiet haft fokus på Libyen. I starten af januar stemte det tyrkiske parlament ja til, at man kan sende tropper til Libyen. USA’s forhold til Tyrkiet er blevet gradvist forværret de sidste par år, mest nævneværdigt på grund af Tyrkiets køb af det russiske S-400 missilsystem. Så hvad betyder den seneste udvikling for det amerikansk-tyrkiske forhold?

Af Thomas Matthies, Mellemøst-analytiker, Kongressen.com

USA og Tyrkiet har i noget tid været på kollisionskurs. Selvom de to lande har været NATO-allierede i næsten 70 år, er dette partnerskab gradvist forværret i løbet af de sidste par år, fordi Washington ikke ved om de kan stole på Tyrkiet, og Ankara frygter, at USA ikke tager Tyrkiets sikkerhedsmæssige bekymringer alvorligt. I de sidste seks måneder er forholdet blevet yderligere forværret. I juli købte Tyrkiet avancerede russiske luftforsvarssystemer, og i oktober gik Tyrkiet målrettede efter de syriske kurdiske militser, der er allieret med USA. Og nu vil Tyrkiet sende soldater ind i Libyen imod USA’s ønske. Alligevel er der den 12. januar kommet en våbenhvile i Libyen efter 9 måneders krig. Men hvorvidt den holder, vil tiden vise.

I den seneste samtale med Erdogan påpegede Trump, at udenlandsk indblanding komplicerer situationen i Libyen, men hvorvidt Trump bad Erdogan om at holde sig ude af konflikten, er uklart. Indtil videre har USA virket relativt uinteresseret i udviklingen i Libyen. I Washington ser det ud til at man foretrækker USA i det mindste forbliver neutral og forfølger en våbenhvile, måske med en lidt større præference for at støtte GNA-regeringen. Men omvendt har Trump også udtrykt hans støtte til general Khalifa Haftar, som kæmper imod GNA.

Så i betragtning af, at Washington er splittet i spørgsmålet om at støtte GNA eller Haftar, tjener tyrkisk støtte til GNA muligvis ikke som et positivt element under det nuværende dårlige forhold. Og endnu et element af ubehag for USA er, at det ser ud til, at Tyrkiet og Rusland kommer til at afgøre Libyens skæbne, fordi på onsdag skal Erdogan og Putin mødes i Istanbul til et møde om bilateralt samarbejde om situationen i Libyen. Hvis det lykkedes for Rusland at lave en aftale med Tyrkiet om Libyen, vil det være endnu et fjer i hatten for Rusland, og gør yderligere skade på det amerikansk-tyrkiske forhold.

Erdogans mål i Libyen
Tyrkiets parlament godkendte i starten af januar planer for at sende tropper til Libyen, hvilket eskalerer det, som er blevet en kaotisk proxy-krig mellem flere magter for kontrollen over Libyen. Den tyrkiske præsident Recep Tayyip Erdogans plan er at styrke den FN-anerkendte regering i Tripoli, GNA. Premierminister Fayez al-Serrajs regering har igennem meget af 2019 kæmpet en blodig magtkamp imod den rivaliserende LNA-regering anført af Haftars styrker, der har base i det østlige Libyen. I de seneste uger er Haftar blevet forstærket af russiske lejesoldater med støtte fra Kreml. Haftars styrker har dermed fået overtaget i kampen om Tripoli og truer GNA-regeringens overlevelse.

For Libyens svækkede GNA-regering er Erdogan derfor en vigtig beskytter. Erdogan har sendt militære rådgivere, våben og 20 droner for at forsvare Tripoli. Erdogan har længe haft en ambition om en genoprettelse af det osmanniske rige og Tyrkiets lederskab i den muslimske verden. Siden 2011 er Tyrkiets interesse i Libyen derfor typisk blevet analyseret ud fra en ideologisk og geopolitisk vinkel, med udgangspunkt i Erdogans neo-ottomanisme, altså hans ønske om en islamistisk bevægelse svarende til hans eget Justice and Development Party (AKP).

Denne ambition har udmøntet sig i en alliance mellem Tyrkiet og den velhavende golfstat, Qatar. I opposition til dem er Saudi Arabien, Egypten og De Forenede Arabiske Emirater. Disse to grupper af lande repræsenterer en ny skillelinje i Mellemøsten, efter at have støttet modsatte sider i det arabiske forår og i Libyen og Syrien. En intervention i Libyen kan muligvis forværre Tyrkiets konflikt med Emiraterne, som er Haftars vigtigste støtter. Men det åbner muligvis også en ny konflikt med Rusland, der ellers har samarbejdet med Tyrkiet i Syrien og for nylig solgt Tyrkiet et avanceret missilsystem.

Erdogan har hævdet, at Tyrkiet har sikkerhedsmæssige og historiske interesser i Libyen. Men der er også vigtige tyrkiske kommercielle interesser på spil. Tyrkiets økonomi har været i frit fald i de sidste to år, og Libyen er en vigtig mulighed for økonomiske gevinster. Tyrkiske firmaer, især inden for byggeri, sidder nemlig på op mod 19 milliarder dollars i udestående kontrakter. Derfor underskrev Tyrkiet sidste år en aftale om et eksklusivt økonomisk område med GNA i Tripoli. I aftalen får Tyrkiet adgang til olie- og gasudvindingen i det østlige Middelhav ved kysten af Cypern i konkurrence med Grækenland, Cypern, Egypten og Israel.

Aftalen blev desuden underskrevet sammen med en separat aftale om sikkerheds- og militærsamarbejde (dvs. den livline, som GNA har brug for at fortsætte dets svækkede forsvar af Tripoli). Tyrkiet har altså kommercielle interesser på spil. Og ligesom i Syrien, så vil Tyrkiet nu have tropper på jorden i Libyen for at få en plads ved forhandlingsbordet. Fordi hvis den libyske regering falder, falder aftalen også med den.

Tyrkiets kurs i Libyen presser USA, Europa og NATO
Erdogans stadig mere aggressive udenrigspolitik har gjort hans naboer nervøse, især i Grækenland, som nu åbent er bekymret for en konfrontation. Diplomater siger, at situationen er den mest anspændte, den har været i mere end to årtier. Aftalen mellem Tyrkiet og GNA er problematisk, fordi den forsøger at give Tyrkiet rettigheder til gasreserver i farvande, som Grækenland, Cypern og Egypten også gør krav på. Grækenlands premierminister, Kyriakos Mitsotakis, har derfor opfordret NATO til at støtte Grækenland imod Tyrkiet. Tyrkiets position presser derfor NATO. I mange centrale konflikter samarbejder tyrkerne efterhånden aktivt med russerne imod andre NATO-medlemmers interesser – selvom tyrkerne og russerne i Libyen faktisk er på modsatte sider.

Så selvom Grækenland og Cypern stort set indtil nu har været tilskuere i den libyske borgerkrig, vil de sandsynligvis i stigende grad engagere sig i Libyen som tilhængere af LNA, hvilket yderligere kan komplicere EU’s allerede forvirrede holdning (med Frankrig og Italien på modsatte sider af konflikten).

Ligeledes har udviklingen i forholdet til Tyrkiet fået USA til at overveje, at flytte strategiske aktiver ud af Tyrkiet og udvide forsvarssamarbejdet med Grækenland og Tyrkiets rivaler, såsom Saudi Arabien og De Forenede Arabiske Emirater. Men der er høje omkostninger ved at forværre forholdet til Tyrkiet, f.eks. er det med til at skubbe Ankara tættere på Iran og Rusland. Samtidigt er Tyrkiet både strategisk vigtig pga. landets geografiske beliggenheden og fordi tyrkerne har NATO’s næststørste militær.

Så selvom det amerikansk-tyrkiske forhold er udfordret i øjeblikket, vil amerikanske interesser lide, hvis forholdet mellem de to lande bryder helt sammen, eller hvis Tyrkiet bliver en de facto modstander af USA. Dog har det indtil videre været svært at undgå polarisering og interessekamp omkring Libyen, fordi stormagterne USA, Storbritannien og Tyskland indtil videre har været relativt uinteresseret i konflikten. Tyrkiet og Rusland har derfor i høj grad haft frit spil.

For USA er Trumps bipolære tilgang til Libyen et problem. Tidligere sidste år gav Trump udtryk for hans støtte til Haftar, imens man ellers officielt i USA anerkender GNA, som Libyens regering. Libyen-konflikten deler USA, Europa og NATO mellem dem som holder med GNA, og dem som holder med LNA. USA kan derfor muligvis blive nødt til at indtage en mere tydelig udenrigspolitisk position i forhold til Libyen. Men Libyen deler i princippet USA mellem sine allierede i regionen. Derfor kan en mere utvetydig udenrigspolitisk position i Libyen være skadeligt for USA’s forhold til en lang række lande i Mellemøsten og Europa.

Selv med øget amerikansk støtte til GNA, viser Washingtons passivitet over for sine allierede, at USA er mere interesseret i at modvirke russisk indflydelse snarere end at bringe fred til Libyen. Ligeledes er man i Washington vant til at sætte dagsordenen i NATO. Det, at Tyrkiet har en så selvstændig og aggressive udenrigspolitik, skaber derfor spændinger. Særligt fordi begge sider forfølger deres egne interesser i denne konflikt. Og i denne sammenhæng er mødet mellem Putin og Erdogan på onsdag også en torn i øjet på det amerikansk-tyrkiske forhold. Så selv hvis USA og Tyrkiet ender ud med at stå på samme side i Libyen, kan udviklingen være med til at splitte forholdet mellem USA og Tyrkiet yderligere.  

Læs også

Putin udnytter konflikten mellem USA og Iran

Kongressen

Pentagon-budget til nye våben og stormagtskonkurrence

Philip Chr. Ulrich

Kampen Om Amerika #2: Status efter New Hampshire

Kongressen

Kaosset i Iowa øger spændingen i New Hampshire

Mads Høeg-Mikkelsen

USA’s sikkerhedspolitiske comeback er langt fra komplet

Philip Chr. Ulrich

Kongressen.com præsenterer ‘Kampen Om Amerika’

Kongressen