Kongressen.com
Analyse Sikkerhedsrådet

Thule beskytter stadig USA i det kolde nord

1200 km nord for den arktiske cirkel finder man den sagnomspundne Thule Air Base på Grønland. Basen er den nordligste i det amerikanske militær og er hjem til en række enheder og meget avanceret habengut. Den har eksisteret i mere end 60 år og har haft en meget speciel status særligt under den Kolde Krig. Derfor er det nok intet under at der gennem tiden har floreret mange teorier om hvad der egentligt foregår der oppe i det kolde ingenmandsland.

Thule blev bygget i 1941 som en lille amerikansk observations- og flybase til at hjælpe Danmark med at forsvare en del af sit territorium mod tyskerne. Basen blev til i dens nuværende form i løbet af 1950erne gennem det tophemmelige projekt ”Operation Blue Jay”, og har fungeret som luftbase og avanceret radarstation sidenhen. På sit højeste var basen hjemsted for 10.000 amerikanere, men nu er der dog kun 650 medarbejdere, hvor over halvdelen er danskere eller grønlændere. Denne kapacitet har både fredelige formål som i forbindelse med meteorologi, og direkte militære formål som en vigtig del af det amerikanske missil varslingsssystem, som skulle advare om eventuelle ballistiske atommissiler på vej mod USA. Dertil findes der også på basen en enhed fra 50th Space Wing som står for det amerikanske militærs globale satellitsystem. Luftbasens 3 km lange landingsbane håndterer mere end 3,000 flyafgange per år, og Thule har også den nordligste dybvandshavn i verden. Grundet disse mange alsidige og utroligt vigtige funktioner kan det nok derfor ikke undre synderligt at Thulebasen har en meget betydelig strategisk plads i den amerikanske forsvarstankegang.

Dette skulle vise sig særligt tydeligt under den Kolde Krig, hvor Thule var nøglen til den amerikanske strategi for atomar gengældelse. Strategiske bombefly ladet med atombomber fløj over Arktis for at mindske risikoen for at blive opdaget og her var Thule uvurderlig. Basen var lige så vigtig forsvarsmæssigt, da amerikanske jagerfly ville kunne opsnappe angribende russiske bombefly.

At der var atomladet bombefly ved Thule skulle vise sig at blive særdeles kontroversielt da et amerikansk B-52 bombefly i 1968 under en hemmelig operation, styrtede ned nær basen. Flyet var ladet med fire kernevåben som ved styrtet alle fik detoneret deres primære sprængningsladning, men hvor bomberne heldigvis ikke fik aktiveret deres atomare kerner. Styrtet ledte dog til kraftig radioaktiv forurening som mere end 700 danske civile og amerikanske soldater måtte rydde op uden beskyttelse på. Thuleulykken udløste en efterfølgende debat om den danske atomvåbenpolitik, da den daværende regering offentligt havde sagt at der ingen atomvåben var.

Thuleulykken var ikke den eneste gang amerikanerne havde problemer med atomet på grønlandsk jord. Kun 2 år tidligere var Camp Century basen 250 km øst for Thule blevet lukket da dens transportable atomkraftværk, der stod for al strøm til basen, var ved at blive knus af ismasserne. Basen var et forstadie til den ikke-realiserede ”Operation Iceworm” som gik ud på at placere 600 atombevæbnede raketter under den grønlandske is i et indviklet tunnelsystem. Grundet problemerne med Camp Century blev det dog aldrig ført ud i livet, men hele operationen blev først offentligt kendt i 1997 efter en rapport fra Dansk Udenrigspolitisk Institut.

Er Thule forgået?

Flere årtier er gået siden Thulebasens opståen men den er stadig lige så relevant for USA som tidligere. Det amerikanske missilforsvar vil være en afgørende del i beskyttelsen af landet i en fremtidig konflikt med Rusland eller en anden stormagt. Kinas forsøg på investeringer og Ruslands militære handlinger den seneste tid har kun skærpet behovet for en effektiv Thulebase for at sikre en amerikansk tilstedeværelse i Arktis. I en tid med et muligt genopstået atomkapløb har Danmark brug for den amerikanske tilstedeværelse mere end de har haft i årtier. Tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen gjorde dette klart for omkring et år siden under en spørgetime.

Vores respons kan ikke være, at vi begynder at tale om at fjerne tilstedeværelse [på Thulebasen, red.]. Måske snarere tværtimod.

Rusland ser på samme måde Thule som et seriøst problem. De er bekymrede for præcisionsangreb uden varsel hen over Nordpolen mod landets strategiske atomvåben. Disse ville ikke være mulige uden sensorerne på bl.a. Thulebasen, som alvorligt kan true Ruslands evne til strategisk gengældelse. Løkkes svar skal ses i lyset af den nuværende optrapning mellem Vesten og Rusland. Ifølge NATO udvikler Rusland atommissiler i strid med nedrustningstraktaten INF, aftalen mellem USA og Sovjetunionen fra 1987, som ledte til at knap 2,700 atommissiler blev destrueret.

De seneste år har Rusland genopbygget og udvidet seks fremskudte militærbaser i Arktis, der flytter den forreste forsvarslinje ud i Det Arktiske Ocean. Opbygningen er primært defensiv, men rummer også ”i stigende grad” offensive elementer oplyser Forsvarets Efterretningstjeneste. Kapaciteterne her inkluderer bl.a. lufttankningsfly som gør kampfly fra Ruslands nordligste base, Nagurskoye-flybasen på Franz Josefs Land øgruppen, i stand til at nå Thulebasen.

Rusland er dog ikke det eneste problem som kommer amerikanerne på Thulebasen ved. Kina er i gang med at udvikle atomubåde der ville kunne skjule sig under den Arktiske is på samme måde som russerne og amerikanerne selv. Kina går altså efter en såkaldt second strike capability, gengældelsesangreb, den type af forsvar som også de to andre stormagter gør brug af. Kinas militære interesse for Arktis har indtil videre været begrænset, men det er noget der hurtigt kan ændre sig.

Nok har Thulebasen nogle år på bagen, men forholder sig yderst betydningsfuld i forsvaret af USA. Som den internationale orden udvikler sig for tiden, kan det derfor kun forventes den stiger i relevans over de næste år. Danskerne gør klogt i at støtte basen og amerikanernes tilstedeværelse på Grønland. Det er en lille pris at betale overfor den sikkerhed de giver ved at være der og den relevans vi får tildelt på den internationale scene.

RED. : Denne artikel vil efter efterårsferien blive fulgt op af en anden artikel om den genkomne relevans af de nordlige egne for europæisk og nordamerikansk sikkerhed.

Læs også

“Jeg tror ikke, vi har set det værste fra White Power-bevægelsen endnu”

Anders Agner Pedersen

Den større risiko ved at efterlade kurderne

Philip Chr. Ulrich

Højspændte højesteretsdramaer i vente

“America First” efterlader USA’s allierede på kamppladsen

Philip Chr. Ulrich

Trumps primærvalgsudfordringer

Mads Høeg-Mikkelsen

Iltmanglen mærkes nu i Washington

Philip Chr. Ulrich