Kongressen.com
Portrætter

Toni Morrisons litterære arv vil præge Amerika i generationer

Det har ikke skortet på store ord om Toni Morrison, efter hun for en måned siden døde i en af alder af 88. Hun har med sin tidsskelsættende litteratur etableret sig som en del af den amerikanske nationallitteratur og modtog som den første afroamerikanske kvinde Nobelprisen i litteratur i 1993. I 2012 blev hun overrakt USA’s største civile æresbevisning, The Presidential Medal of Freedom, af den daværende præsident Barack Obama. Det er med andre ord et litterært ikon, der er gået bort.

Toni Morrison voksede op i litteraturens navn, hvor forældrene introducerede hende i en fortællertradition med historier og folklore fra sin afroamerikanske arv. Hun blev hurtigt fascineret af klassisk litteratur så som Dostojevskij, Tolstoj og Jane Austen, og blev uddannet med en master grad i 1955 fra Cornell University, med specialet: ‘Virginia Woolf’s  and William Faulkner’s  treatment of the alienated.’ Morrisons litterære karriere tog hurtigt fart som senior redaktør på Random House, hvor hun dedikerede sit arbejde til promoveringen af afrikanske og afroamerikanske stemmer, heriblandt Angela Davis, Henry Dumas og Muhammed Ali.

Gennem elleve romaner publiceret over fem årtier, børnebøger, talrige akademiske tekster og universitets forelæsninger samt adskillige interviews og taleoptrædener belyste Morrison de undertrykte, som hun kaldte det afroamerikanske folkefærd.

Et nyskabende forfatterskab
Morrison debuterede i 1970 med romanen ‘The Bluest Eye,’ der adresserer, hvor skæbnesvangert et hvidt skønhedsideal kan være for en lille, sort pige i et raceopdelt samfund. Hovedpersonen Pecula føler sig grim, uønsket og forhadt grundet hendes sorte hudfarve. Pecula ønsker sig blå øjne, ligesom sin lyshårede dukke, for først der vil hun føle sig smuk og accepteret. Bogen tager et stærkt tematisk afsæt i, hvordan det hvide samfunds overlegenhed fortærer ens afroamerikanske indre – den emmer af afmagtsfølelse, der stikker så lagt ind i Peculas selvbevidsthed, at den skilles i vanvid.

Morrison gav den sorte læserskare noget, der ikke eksisterede, før hun gjorde tanker til univers.

Efter eget udsagn skrev hun bogen da det før udgivelsen var en sjældenhed i litteraturen at se sort, hjemmelig kvinde som protagonist. Morrison var stærkt medvirkende til at gøre en afroamerikansk kvinde til en genkendelig og mainstream figur i USA’s skønlitteratur.

I både fiktionen og faglitteraturen søgte Toni Morrison at udbrede et litterært kendskab til den afroamerikanske erfaringsverden, kultur og historie set indefra. Hendes fiktionelle tidsrammer strækker sig hele vejen tilbage til et kolonialt præ-USA i ‘A Mercy’ (2008) til et nutidigt miljø i hendes sidste udgivelse ‘God Help the Child’ (2015).

I USA’s litteratur har minoriteternes livssyn gang på gang været defineret ud fra det hvide samfunds livsanskuelse. Derved forstås det sorte narrativ ofte som modsætningen til det hvide, og det ville mange måske have tildens til at overføre til Morrisons litteratur, men det vil være en væsentlig fejlfortolkning og hæmning af hendes konceptuelle forståelsesparametre. Morrisons livsværk levendegør, hvad der foregår i det afroamerikanske samfund ikke som en fjendsk konfrontation til det hvide, men som en nuanceret entitet i sig selv.

Dermed ikke sagt at hun ikke provokerer og indfletter en vis mængde hvidhedskritik mellem linjerne, men budskabet er frem for alt afroamerikansk selvbevidsthed, identitet og relationer.

Et godt eksempel på ovenstående ses i ‘Paradise’ (1997), der sætter det sorte oplevelses-narrativ i forgrunden og det hvide forbeholdt til baggrunden, men med et introspektivt twist. Bogen handler nemlig om et sort bysamfund, der udstråler de samme diskriminerende værdier, som den ellers dominante kultur historisk set er kendetegnet.

I ‘Jazz’ (1992) er samfundskritikken mærkbar; i læsningen heraf kan man ikke lade være med at tænke den som en bemærkning til Fitzgeralds ‘The Great Gatsby’ (1925), som er bifaldet som et emblem på de brølende 1920’ere, der konnoterer festlighed, jazz musik, økonomisk fremgang og overfladiskhed. Fitzgerald er desuden krediteret for hans tarv på jazzalderen i novellesamlingen ‘Tales of the Jazz age.’ ‘Jazz’ foregår i akkurat samme æra og er på mange måder ‘The Great Gatsby’s’ modsætning.

Morrisons version redefinerer 20’erne fra ‘den anden side’ med omdrejningspunkt i Harlem Renæssance, den første sorte intellektuelle bevægelse i USA. Hvor afroamerikansk eksistens i Fitzgeralds version er ækvivaleret til nær usynlighed og replikløse ‘bucks,’ en betegnelse der historisk set er ensbetydende med en nedladende og brutalt dyrisk stereotypi af afroamerikanere, så fordyber Morrisons fortælling sig i en nuanceret medmenneskelighed samt aktiveringen af den afroamerikanske historiebevidsthed i 20’erne. Der beskrives også, hvordan jazzen blev opfattet i tidsalderen, såvel som dens rødder i blues og ragtime, som fra et amerikansk perspektiv stammer fra det afroamerikanske samfund i New Orleans – et kulturelt tilhørsforhold som Fitzgerald forsømmer.

Det der gør Toni Morrison til en nyskabende og hyldet forfatter er ikke kun hendes tarv om stærke emner og nationalhistorie, men selve udtryksmåden. Hun har sin helt egen stilistiske dna; sin egen stemme. Morrison tager den nemlig et skridt længere ved at indfase jazz musikkens idiosynkrasi i ‘Jazz’s’ lyrik. Sproget følger jazzens rytme; den er spontan, hurtig og langsom og med pludselige stop – selv syntaksen er melodisk.

Morrisons stemme: Redefinering og revisionisme
Morrisons tekster er politiske, og hun er ikke bleg for at takle store epokegørende tider i USA, for eksempel slavetiden, rekonstruktionen og borgerrettighedsbevægelsen. Hun skriver primært i genren historisk fiktion med en enorm benyttelse af dokumentarisme, der viser sig som realistiske miljøer, men særligt er en rig tilstedeværelse af statistiske og historiske begivenheder, blandt andet afroamerikansk migration, arbejdes beskæftigelse, volds- og lychning sager.  

Derudover rummer hendes fortællinger en indlysende rigdom i afroamerikansk arv, folklore og myter, der ofte bunder ud i brugen af magisk realisme, det unaturlige, hvilket resonerer som hovedtematikker i flere af hendes værker.

Hendes litteratur er en tour de force i symbolik – de færreste erfaringer er nemme, man skal tænke. Og når man tror, at man har fat i åbenbaringen, så er den flertydig.  Hun tvinger sine læsere til refleksion gennem antydningens og indlevelsens kunst. Hendes litteratur er heller ikke for sarte sjæle; harme mod den afroamerikanske krop – diskrimination, misrøgt, og frygtelig vold er tilbagevendende motiver i langt størstedelen af Morrisons værker. Men selv gennem fysisk og psykisk smerte viser hun et utal af måder, hvorpå man kan lære at elske, som det eksempelvis ses i hendes mest berømte værk, ‘Beloved’ (1987).  

I ‘Beloved’ er der lynchnings, piskning, voldtægt, stjålen brystmælk, personer som brændes levende, en sav mod et barns strube og ‘videnskabelige’ iagttagelser af slavernes dyriske karakteristikker.

“Schoolteacher beat him anyway to show him that definitions belonged to the definers – not the defined.” Sådan citeres et udsnit fra ‘Beloved,’ som hun modtog Pulitzerprisen i fiktion for i 1988. Bogen er baseret på den sande historie om Margaret Garner, men i bogen er navnet Sethe, en slave der forsøgte at undslippe fangenskabet, men blev pågrebet og tog sit eget barns liv for at skåne det for et liv som slave. I 1998 blev romanen lavet til en spillefilm med selveste talkshow dronningen Oprah i hovedrollen. Filmatiseringen er desværre intet lig den læselige oplevelse. Omvendt har Oprah dog været med til at booste Morrisons salgstal ved at favorisere flere af hendes bøger i ‘Oprah’s Book Club.’

‘Beloved’ handler hovedsagligt om slaveriets destruktion af identitet og om erindringen deraf; med andre ord, konfrontationen med ens fortid uanset hvor rædselsfuld den end må være. Romanen er fortalt i fragmenterede flashbacks, som understøtter måden, hvorpå man husker trauma. Miljøet finder sted i midten af 1800-tallet og i kølvandet på borgerkrigen. ‘Beloved’ er et neo-slave narrativ, der kun sekundært behandler slaveriet som institution og i stedet fokuserer på slavernes indre, hvilket redefinerer og manifesterer autoriteten hos slaverne.

Morrison genfortolker Garners historie med benyttelsen af en overnaturlig dimension, for bogens titel er ligeledes en person: en reinkarnation af protagonisten Sethes døde datter, der hjemsøger hende. Ved at gøre Beloved til et genfærd giver forfatterinden plottet en uundgåenlig katalysator, der fremhjælper konfrontationen med fortiden. Morrisons stilistiske ambiguitet leder en hen til fortolkningen, at Sethes brutale handling i virkeligheden stammer fra en moders inderlige kærlighed.

 I ‘Beloved’ er den tragiske agt konstant hintet til; den er større end sproget, og sproget er stort – selve hændelsen er så dybt begravet i teksten, at hvis man ikke læser nøje efter, så overser man den fuldstændig. Når man har den, så er den så eksplicit beskrevet, at man forstår, at dette er singulært læsning; aldrig har et barnemord været så grusomt og samtidig så poesifyldt beskrevet. ‘Beloved’ er stærk, følelsesladet og unik, og man efterlades med et hårdtslående indtryk af USA’s dystre slave tid.

Morrisons værker er naturligvis ikke kun race- og volds orienteret, de har rod i det tidløse og universale med grundmotiver som venskab i ‘Sula’ (1974), kærlighed, passion og had i ‘Love’ (2003), femininitet, natur og civilisation i ‘Tar Baby’ (1981), slægtskab og frihed i ‘Song of Solomon (1977) og maskulinitet og krig i ‘Home’ (2012).

Berømmelsen: Nationallitteraturen og kritikken
I 1980- og 1990’erne konfronterede kulturkampene selve identiteten og ideen om USA. I de højere læreanstalter var det nationallitteraturen, der stod for skud, og i takt med Morrisons etablerede berømmelse i samme periode kom hendes litteratur til at spille en central rolle i genovervejelsen af hvad der konstituerede den amerikanske nationallitteratur.

I hendes faglitterære signatur værk, ‘Playing in the Dark: Whiteness and the Literary Imagination,’ som er en litteraturkritik fra 1992,  undersøges der, hvordan race historisk er skrevet om samt de hvide klassikere og deres dominans i den amerikanske litterære kanon. Morrison postulerer på tankevækkende facon, at ‘hvidhed’ og ‘sorthed’ er omhyggeligt sammenflettede koncepter, men med vidt forskellige intellektuelle udledninger.

Kanon-kampen handler ikke om en kastrering af gamle, hvide mænds litteraturkultur, men om at implementere et minoritetssyn, der reflekterer et forandrende USA. Det er generelt accepteret, at det multikulturelle perspektiv vandt kanon-kampen. Morrison og minoriteter så som latin- og indfødte forfattere var medvirkende til at udvide forståelsen for karakteriseringen af en moderne nationallitteratur.

Igennem sin karriere var det ikke Morrison uvant at skulle svare på spørgsmål, der forbiså kompleksiteten af hendes litterære kundskab, og i stedet fokuserede på hendes valg af et afroamerikansk miljø og karakterernes hudfarve. Kritikken kan opsummeres således: Hun har talent, men er begrænset i det at hun ‘kun’ skriver om sorte – hvornår inkorporerer hun ‘substantielt’ hvide mennesker, og hvorfor marginaliserer hun det hvide samfund? 

For Morrison virker det som om, at der insinueres, at hendes kunstneriske værker ikke kan måle sig med omverdenen eller har nogen dybde uden et hvidt perspektiv at holdes op imod; dét som sociologen W.E.B. Du Bois teoriserede som den ‘dobbelte bevidsthed’ – en splittelse af sjælen og selvbevidstheden i erkendelsen af, at ens eksistens altid måles og vurderes gennem andres, specifikt, hvide øjne – apropos ‘The Bluest Eye.’ En tilsidesættelse af hvide karakterer eller ej, så er kritikken ikke kun en benægtelse af hendes kreative frihed, det er i tråd med afroamerikaneres kontinuerlige kamp for ligebehandling selv i litteraturens rammer.

Toni Morrison står som et fyrtårn i amerikansk litteratur, der satte lys på kompleksiteten af at være afroamerikansk i USA. I alle hendes værker gjorde hun en dyd ud af at skildre og udbrede afroamerikansk erfaringsverden gennem poetiske historieepoker, tankevækkende dramaer og passionerede kærlighedsfortællinger. Hendes forfatterskab er stadig højaktuelt i et nutidigt og polariseret USA, hvor hverdagsdiskrimination såvel som misforholdet mellem befolkningsgrupper og universaliteten af menneskets natur varer ved.

Læs også

POTUS : Harry Truman

Kongressen

POTUS : Franklin Roosevelt

Kongressen

POTUS : Woodrow Wilson

Kongressen

POTUS: Teddy Roosevelt

Kongressen

POTUS : Abraham Lincoln

Kongressen

USA har fået ny forsvarschef

Philip Chr. Ulrich