Den seneste uges helt store historie i danske og udenlandske medier har været Præsident Trumps ønske om at købe Grønland. Den danske statsminister Mette Frederiksen afviste blankt salget blandt andet med argumentet om at salg af lande og befolkninger hørte en anden tid til. Og netop deri ligger noget af kimen til forståelsen af Præsident Trumps forslag om køb og salg. Det er nemlig ikke første gang, at USA har ført udenrigspolitik med pengepungen, og køb af territorium særligt på det amerikanske kontinent ligger meget dybere i den amerikanske mentalitet end bare en excentrisk milliardærs pludselig indfald.
Ideen om at købe Grønland er ikke ny i Washington. Grønland, der geografisk set hører til det nordamerikanske kontinent har været i amerikanernes søgelys længe, og interessen i Grønland er kun blevet større i takt med spændinger mellem USA og Rusland og med udsigten til nye resurser.
William Seward, der var amerikansk udenrigsminister fra 1861-69, er den første, der legede med ideen om at annektere Grønland. Under hans ledelse udarbejdede det amerikanske udenrigsministerium i 1868 en rapport om Grønland og Island, der også var medlem af det danske rigsfællesskab dengang, hvis fødevareresurser var interessante for et Amerika med vokseværk. Rapporten blev dog aldrig til mere, og et egentlig salgstilbud blev aldrig afgivet, måske fordi USA havde købt Alaska af den russiske zar året inden, og på den måde havde fået ønsket om et resurserigt arktisk område opfyldt.
Med anden verdenskrigs slutning og den kolde krigs begyndelse kom Grønland igen i fokus i Washingtons politiske kredse. Denne gang var det Grønlands geografiske nærhed med Sovjetunionens fjernere egne, der var særligt interessant for amerikanske politikere. Det amerikanske forsvars topfolk så tilegnelsen af Grønland som essentielt for amerikanske sikkerhedsinteresser i området. Amerikanerne overvejede dengang at bytte olierige områder i Alaska med militærstrategiske områder på Grønland. Man endte dog med fra amerikansk side at tilbyde Danmark 100 millioner dollars i guld (svarende til 1,4 milliarder dollars i dag) for Grønland. Danmark afviste dengang også et salg af Grønland, men 5 år senere fik amerikanerne dog adgang til grønlandsk territorium gennem en forsvarstraktat, der satte gang i opførelsen af Thule Basen.
Køb af territorium var vital for USA’s ekspansion
Ideen om at købe land for at udvide USA’s strategiske interesserer eller tilfredsstille det amerikanske behov for nyt land er altså ikke bare dukket op med Præsident Trump, men har været et fast element i amerikansk udenrigspolitisk tankegang.
I den amerikanske republiks spæde år, var det faktisk USA’s eneste mulighed for at skaffe sig adgang til nyt land, der kunne bosættes af den voksende amerikanske befolkning. USA var nemlig lukket inde mellem britiske kolonier i Canada, franske og britiske kolonier beboet af Amerikas oprindelige befolkning mod vest, og en spansk koloni i Florida. USA havde på det her tidspunkt ikke den militære magt til at tiltvinge sig nyt land med magt, og måtte derfor i stedet ty til pengepungen.
Thomas Jefferson, USA’s tredje præsident og forfatteren til den amerikanske Uafhængighedserklæring, havde et brændende ønske om udvide det amerikanske territorium mod vest. For Jefferson hang Amerikas overlevelse, som republik og arnested for frihed, uløseligt sammen med ideen om, at hver mand skulle kunne eje sin egen gård og leve et selvstændigt liv. Dette projekt krævede nyt land og her brugte Jefferson sine kontakter i et økonomisk trængt Frankrig, og i 1803 købte USA så 2,14 millioner kvadratkilometer land fra New Orleans i syd til Montana i nord. Prisen var 18 millioner dollars eller godt 9 dollar pr. kvadratkilometer. USA købte senere Florida af den spanske stat og fik på den måde skabt sig eneret på den mexicanske golfkyst fra Key West til New Orleans.
En skæbnebestemt trang til nyt land
Amerikas tidligste år var præget af ”Manifest Destiny” (Skæbnemanifestet på dansk); en tankegang der betragtede USA, som en særlig nation med en særlig rolle, der skulle bringe civilisation og fremskridt til det nordamerikanske kontinent fra østkysten til vestkysten. Frie landmænd i nordstaterne og plantageejere i sydstaterne pressede begge på for hele tiden at skaffe nyt land, som kunne bosættes og opdyrkes af den voksende amerikanske nation. På den måde fordrev amerikanerne med en blanding af militær magt og tvivlsomme jordhandler, Amerikas oprindelige befolkning og bosatte landene mellem kolonierne og de købte franske kolonier. Dette var dog ikke nok, og snart brændte ønsket om et Amerika til vestkysten.
Det næste store amerikanske jordkøb skulle så have været de Mexicanske provinser New Mexico og Californien, der begge talte større landområder end bare de to amerikanske stater af samme navn, samt Texas. Texas havde i 1836 erklæret sig uafhængig af det Mexicanske Imperium, og de politiske eliter i både Texas og USA nærede et klart ønske om at annektere Texas, hvilket Mexico modsatte sig. Præsident James Polk, der i 1844, var blevet valgt på løftet om at annektere Texas og udvide USA’ sydlige territorier tilbød Mexico at købe Californien og New Mexico og, som en del af handlen, overtage Texas. Dette ville Mexico ikke være med til, og da man ikke kunne finde frem til en løsning, endte det med en næsten to år lang krig mellem USA og Mexico, der sluttede med svigende nedlag til Mexico. Freden blev sikret gennem en traktat, der mere var en amerikansk betinget købsaftale, hvor USA overtog Arizona, Californien, Nevada, New Mexico, Texas, og Utah til den nette sum af 15 millioner dollars, halv pris i forhold til buddet før krigen.
Amerikansk betingede køb i Mexico og Filippinerne
Den mexicansk-amerikanske krig blev et vendepunkt for amerikansk sikkerhedspolitik. Det amerikanske militær havde nemlig opnået med magt, hvad diplomatiet ikke havde kunnet med forespørgsler og kapital. Alligevel lå det stadig dybt i amerikansk tankegang, at det var mere formålstjenesteligt at købe land. Da USA i 1953 ønskede land i det sydlige New Mexico og Arizona, der ikke var blevet købt i første omgang, tilbød man mexicanerne en ny købsaftale og måske belært af fiaskoen i 1848, slog mexicanerne til med det samme.
USA nåede i samme periode til vestkysten og man kunne tro, at USA havde opfyldt sin ”skæbne,” men amerikanske politikere begyndte at kigge i andre retninger efter nyt land, der kunne købes. Alaska og Cuba kom sammen med tidligere nævnte Grønland og Island i amerikanernes søgelys. I første omgang blev det dog kun til et køb af Alaska fra en økonomisk trængt russisk zar. Cuba skulle dog senere sammen med Filippinerne og Puerto Rico blive omdrejningspunkt for den spansk-amerikansk krig, der endte med, at USA i 1898 overtog Cuba og Puerto Rico samt overtog Filippinerne mod en betaling på 20 millioner dollars. Altså en ny blanding af fredstraktat og købsaftale.
De sidste ”gammeldags” køb
I starten af 1900-tallet legede amerikanske politikere med Præsident Roosevelt i spidsen med ideen om en mellemamerikansk kanal mellem Stillehavet og det Caribiske hav. Amerikanerne undersøgte muligheden for at købe land i både Nicaragua og i Panama, der dengang var underlagt Colombia. Man besluttede sig for den panamanske option, men man kunne ikke få en købsaftale igennem det colombianske senat. Roosevelt besluttede sig dengang for at støtte rebeller i Panama, og så snart Panama havde sikret sig sin uafhængighed købte den amerikanske stat jord og rettigheder til panamakanalen, der kunne påbegyndes i 1904.
Det sidste større amerikanske jordkøb kom i 1917 og var faktisk i en handel med Danmark. Amerikanerne købte de Dansk Vestindiske øer, hvis økonomi skrantede og var afhængig af dansk støtte. Amerikanerne var motiveret af en frygt for tysk ekspansion i den vestlige halvkugle. Amerikanerne frygtede, at tyskerne ville oprette ubådsbaser i Dansk Vestindien, og samtidig var amerikanerne blevet opmærksom på tyske tilnærmelser til regeringen i Mexico og muligheden for militær aktion mod USA i forbindelse med Første Verdenskrig.
USA og Danmark havde faktisk længe forhandlet om øerne. En købsaftale om St. Thomas var blevet indgået i 1867, men den blev aldrig effektueret. I 1902 blev en ny købsaftale afvist i en tæt afstemning i det danske Landsting, der blev afgjort, da modstandere af købsaftalen bar et 97-årigt medlem ind i salen for at stemme. I 1917 lykkedes det dog endeligt amerikanerne at købe Dansk Vestindien efter en dansk folkeafstemning, og USA overtog de danske øer mod en betaling på 25 millioner dollars.
En ny økonomisk udenrigspolitik
Sidenhen har amerikanerne ikke købt hele lande eller kolonier, men amerikanske køb af landområder til særligt militærbaser finder stadig sted om end i en mere subtil form.
USA’s stormagtsstatus blev for alvor fastslået under Anden Verdenskrig, og denne nye status gjorde det muligt at føre en mere subtil økonomisk udenrigspolitik, hvor betaling for landområder til baser i højere grad byggede på samarbejde med landene, der skulle afgive suverænitet.
Thulebasen er et eksempel på dette, hvor Danmark fik amerikansk militærstøtte mod oprettelsen af baser. Danmark var også et af de lande, der modtog Marshall-hjælp, hvor amerikansk økonomisk assistance blev handlet mod militær og økonomisk adgang til vesteuropæiske staters landområder. Et mønster, der er blevet gentaget adskillige gange op gennem den kolde krig og i tiden siden murens fald, hvor amerikanerne har købt sig adgang til landområder i Mellemøsten, Europa og Asien med militær udstyr, know-how eller økonomisk støtte som betaling.
Trumps ønske falder godt i tråd med Amerikas historiske udenrigspolitik
Hvorvidt Præsident Trumps ide om at købe Grønland bygger på et pludseligt indfald eller er en udløber af et længerevarende amerikansk strategisk dilemma tilsat en forretningsmands tankegang er svært at sige. Måske er det begge dele. Sikkert er det, at Præsident Trumps forslag ligger sig i tråd med nogle mere rodfæstede ideer og tankegange i amerikansk udenrigspolitik.
Den nationalkonservative højrefløj i det Republikanske Parti har længe leget med tanken om at udvide USA’s indflydelse over det nordamerikanske kontinent. I 1990’erne legede den nationalistiske, konservative præsidentkandidat Pat Buchanan med ideen om et Amerika, der strakte sig fra den mexicanske golf i syd til de arktiske egne i Alaska, Canada og Grønland. Et nutidigt ”take” på den gamle amerikanske ”manifest destiny”-tanke om et USA, der strækker sig over hele det nordamerikanske kontinent.
Præsident Trumps ide om at købe Grønland er en simpel løsning på det komplekse sikkerhedsproblem, som Grønland udgør for USA i en nær fremtid, hvor Grønland potentielt kommer til at sidde på større naturresurseforekomster samt værdifulde sejlruter i det arktiske. Resurser som amerikanerne er bange for kan falde i russiske eller kinesiske hænder. Ideen taler til Trump vælgeres ønske om ikke at gøre problemerne større end de er. Forslaget minder på den måde om Trumps forslag om en mur til Mexico, en simpel løsning på et komplekst problem.
Samtidig taler den til de nationalistiske anlagte i USA, fordi den giver dem lov til at drømme om et større og et stærkere USA, hvor præsidenten kan sætte sig igennem og presse sig til indrømmelser. En noget nostalgisk tanke, der hører en anden tid til, hvor Amerika havde en anden magt, hvilket det dansk-grønlandske afslag og den manglende brede amerikanske interesse i at sætte hårdt mod hårdt, da også har vist. Der er således ikke udsigt til, at USA i den nærmeste fremtid kan eller vil genoptage sin gamle fremgangsmåde med at ”erobre” landområder med pengepungen.
