Kongressen.com
Analyse Sikkerhedsrådet

Trump må ikke læse Foghs bog!

Ved den første debat mellem de to præsidentkandidater fik Donald Trump endnu en gang luftet sin utilfredshed med at en række NATO allierede i hans optik ikke trækker deres del af læsset. Man skal derfor nok helst sørge for at den republikanske præsidentkandidat ikke læser et eksemplar af den tidligere danske statsministers nye bog som udkom tirsdag. Her bliver der nemlig plaget om et mere aktivt amerikansk lederskab – en mentalitet som vil kunne irritere Trump.

Snyltende allierede har været et gennemgående kritikpunkt i Donald Trumps udenrigspolitiske kampagnebudskaber, et som han understregede igen til debatten med Hillary Clinton natten til tirsdag. USA gør for meget for omverdenen, og får for lidt ud af det.

I den modsatte ende af debatten ser vi nu tidligere statsminister og NATO-generalsekretær Anders Fogh Rasmussen. I sin nye bog ”Viljen til at lede” som udkom tirsdag, retter han en skarp kritik af præsident Obamas udenrigspolitik, da han mener det er til skade for hele verden, hvis ikke USA spiller en aktiv rolle – en rolle som Fogh ikke mener USA har levet op til i de otte år med præsident Obama.

Når man har fulgt Anders Fogh Rasmussens opdateringer på Facebook, og udtalelser i diverse medier op til udgivelsen, så er der ingen tvivl om at han ser USA som en positiv magt i verden. I en statusopdatering tirsdag på Facebook skrev den tidligere generalsekretær: ”Der er intet alternativ til amerikansk ledelse. Kun et alternativ hvor USA trækker sig tilbage og efterlader et endnu større magtvakuum, som tyranner og terrorister hurtigt vil udfylde.”

Ifølge Fogh selv så bygger hans analyser i bogen på ”mange års erfaring med og interesse for global sikkerhedspolitik”, og der virker da heller ikke til at hans udtalelser bygger på en helt grundlæggende beundring for landet USA – et land som han siger at europæerne står i stor gæld til. Det er en rigtig svær pointe for undertegnede at sige noget imod. Jeg er vokset op med en morfar som aldrig slap sin beundring for USA og amerikanere. En beundring som blev skabt i hans ungdom, og klart forstærket af hans oplevelse af amerikansk hjælp under og efter Anden Verdenskrig. Den beundring gav han videre til mig, og derfor kan jeg nemt relatere til den fuldstændige fascination af USA, som Anders Fogh lægger op til i sine udtalelser. Europa skylder USA rigtig meget for den hjælp vi historisk har fået, for eksempel under Anden Verdenskrig. Det er en gæld som vi aldrig må glemme.

Men netop den pointe gør at man som europæer bør tænke sig om, hvor mange veksler vi trækker på forholdet. Foghs efterfølgende pointe er nemlig at USA bør agere verdens politibetjent i international politik. Med en valgkamp i USA hvor et af de udenrigspolitiske valgtemaer for den republikanske kandidat går på bebrejdelse af snyltende allierede, så er det måske et lidt farligt budskab at smide ud i den offentlige debat.

Spinnet vil nemlig ikke være svært for Trump-kampagnen. Endnu en europæer er ude og kræve mere af USA, uden at der er udsigt til at europæerne kommer til at gøre mere selv.

Kravet fra Fogh er nemlig klart: Præsident Obamas efterfølger er nødt til at markere sig mere markant på verdensscenen og vise lederskab. Konsekvensen af dette kunne ifølge Fogh sagtens lede til en endnu mindre rolle for FN, for den organisation er efterhånden blevet for udvandet af stater rundt om i verden, som ikke ønsker at spille efter reglerne. Fordi de ikke vil det, så skal USA kunne agere frit for at imødegå sådanne stater, som den supermagt Fogh stadig ser.

Men det krav er endnu et symptom i en noget forkælet attitude blandt mange europæere i forhold til USA’s rolle i verden. Mange ser det som negativt at USA er en meget aktiv aktør, mens mange andre kritiserer når USA efter deres mening bliver for passivt. Fogh hører til sidst kategori. I en kritik af Obama skal man jo dog have tanke for at USA ligesom os andre har været ramt af den globale finanskrise, og derfor har præsident Obama brugt flere år på at stabilisere amerikansk økonomi, og udføre en såkaldt ”retrenchment” udenrigspolitik. Simpelthen prøve at skabe balance i de amerikanske forpligtelser rundt om i verden, så mål og midler passer bedre sammen. Det gør de stadig ikke, og mange amerikanere mener stadig at USA trækker en for stor del af læsset. Det ser vi ved den store opbakning som Trump får til sine udtalelser. For mange amerikanske vælgere giver hans mening om et mere tilbagetrukkent USA god mening, for hvorfor skal USA bære så stor en del af læsset? Derfor kan Trump på den måde gå ud og kritisere NATO, uden at det giver bagslag hos hans vælgere

Det er altså en forholdsvis forkælet attitude, når Fogh, lige som mange andre europæere, går ud og kritiserer Obama og kræver et mere aktivt USA, når man tænker på den udenrigs- og indenrigspolitiske situation som USA har stået i gennem de seneste otte år. Prisen for det amerikanske lederskab vil jo skulle bæres af et USA som i flere år har kæmpet med at genopbygge sin økonomi, et politisk system i hårdknude og et militær som har været presset af krigene i Irak og Afghanistan. Det er jo ikke fordi de europæiske lande har tænkt sig at sende en check til USA for at hjælpe med at finansiere den globale politibetjents arbejde, men til gengæld vil mange stå klar med klagesang over et interventionistisk amerikansk imperium. Ikke den bedst handel, for nu at blive i Trumps jargon.

Så har vi slet ikke snakket om implikationerne ved et internationalt system baseret på at en supermagt skal agere politibetjent og regulere andre staters gøren og laden – efter hvilken standard? Der kunne man også forudse visse problemer, hvis man ikke var så optimistisk og positivt et menneske, som faste læsere af dette medie ved jeg er.
Jeg kan altså godt forstå Foghs fascination af USA, den ligger dybt i mig. Men hvilken rolle USA skal spille i verden er en anderledes nuanceret debat, som kræver et godt øje til konteksten. Kort sagt, så er det altså et interessant indspark Anders Fogh kommer med til debatten om USA’s rolle i verden, men det politiske klima er måske ikke det rigtige til flere europæiske krav om større amerikansk ageren i verden.

Med sit opråb til USA risikerer Fogh at levere mere ammunition til Donald Trumps kritik af snyltende allierede, som kræver opmærksomhed og hjælp fra USA, men uden at ville bidrage markant mere. Det er ikke lige det vores transatlantiske forhold har brug for.

Læs også

Skjulte optagelser afslører CNN’s politiske agenda – eller gør de?

Kongressen

Farlig udvikling i Højesteret omkring mørklægning af afgørelser

Emil Friis Lauszus

“Biden forsøger at reetablere USA’s muligheder for at bruge soft power”

Anders Agner Pedersen

Kampen Om Amerika – USA lukker sig om sig selv

Kongressen

Bidens skatteplan trækker kun minimalt i aktiemarkedet

Kongressen

Hvorfor er filibusteren USA’s største stopklods? Det har den ikke altid været

Otto Lykketoft