Connect with us

Hi, what are you looking for?

Kongressen.comKongressen.com

Politisk analyse

Trumps krig mod de amerikanske universiteter kan påvirke præsidentvalget

Donald Trump og hans administration har før været på kant med de amerikanske universiteter og den viden, de producerer. Nu er han gået til kamp mod kritisk raceteori og antiracisme, og det kan have konsekvenser for det kommende præsidentvalg.

Den amerikanske valgkamp bevæger sig stille og roligt ind i sin afsluttende fase, og de to præsidentkandidater – Joe Biden og Donald Trump – forsøger med alskens kneb og tricks at mobilisere potentielle vælgere, der kan tippe magtbalancen den 3. november. Der er ikke nogen formular for denne form for mobilisering, og afhængig af den enkelte kandidats politiske profil, kan han appellere til de interesser, som de enkelte vælgere har, eller de politiske og historiske fortællinger der former deres verdensopfattelse. Den siddende præsidents strid med hvad han opfatter som en venstrefløjsorienteret mediesammenslutning er et arketypisk eksempel på, hvordan sådanne interesser og fortællinger på én og samme tid kan udnyttes til at mobilisere vælgere ved stemmeurnerne og skabe mistillid til den politiske opposition.

Trump-administrationen udfordrer kritisk raceteori

I løbet af september har Donald Trump identificeret en ny slagmark, hvor han kan erhverve sig mere politisk profit og måske udvide sin vælgertilslutning: De amerikanske universiteter og deres indflydelse på samfundets helbred. Som så ofte før startede denne kontrovers på Twitter, hvor Trump gik i kødet på kritisk raceteori (“Critical Race Theory”), et videnparadigme der ikke opfordrer til omvendt racisme, som Trump og hans tilhængere bebuder, men egentlig blot er en fællesnævner for en bestemt måde at læse og analysere USA’s juridiske, politiske og kulturelle historie på, der tager udgangspunkt i de negative påvirkninger visse begivenheder – historiske, juridiske, etc. – har haft for minoritetsbefolkninger. Selvom kritisk raceteori i bund og grund handler om inklusion, altså at nuancere politiske og historiske fortællinger og give en platform til hidtil tilsidesatte stemmer og perspektiver, har den yderligste amerikanske højrefløj haft succes med at stille denne verdensanskuelse i et binært lys. Kritisk raceteori undergraver USA’s traditioner og historie, lyder det fra højrefløjskombattanterne, og med Donald Trump i spidsen har denne politiske gruppering lanceret et kompromisløst angreb på den kritiske raceteori og de institutioner, der har været med til at udvikle den.

Trump-administrationen har indtil videre foretaget to indgreb, der begge understreger i hvor høj grad identitetspolitiske problemstillinger påvirker det politiske spil. Det første involverer et forbud mod forebyggende antiracistisk træning for føderalt ansatte. Forbuddets logik lyder, at den antiracistiske træning forudsættes af den enkelte medarbejders racistiske overbevisninger, og at sådan en præmis ikke stemmer overens med virkeligheden. Amerikanerne er jo generelt gode! Fortalerne for antiracistisk træning har svaret igen, at denne træning intet har med den enkelte medarbejders personlige overbevisninger at gøre, men at antiracisme derimod handler om at gøre enkeltpersoner mere opmærksomme på, hvorledes minoritetsgrupper systematisk nægtes adgang til de samme privilegier som hvide amerikanere.

Antiracistiske træningsmodeller er tæt forbundet med den viden, der produceres på de amerikanske universiteter, deriblandt de mest prestigefyldte institutioner som Harvard, Yale og Princeton. Og netop Princeton University har dannet rammen for det andet indgreb, som Trump-administrationen har foretaget. I kølvandet på at Princetons præsident offentligt udtalte, at universitetet vil bekæmpe racediskrimination i sine optagelsespraksisser, da disse historisk set har privilegeret hvide ansøgere, har den føderale regering nu bedt Princeton om at redegøre for alle de ansøgere, der kan have været udsat for diskrimination i optagelsesprocessen. Det amerikanske uddannelsesministerium (“Department of Education”) antyder i et nu offentliggjort brev til Princeton, at universitetet siden 2013 har modtaget mere end $75 millioner, som det ikke har været berettiget til, da det har brudt føderale lovgivninger, der (i en juridisk forstand) sikrer alle amerikanske statsborgere ligeværdig adgang til alle uddannelsessystemets niveauer.

Ironien er naturligvis, at Princetons præsidents offentlige beklagelse var tiltænkt som en progressiv uddannelsespolitisk strategi, der kunne skabe et mere forskelligartet uddannelsesmiljø på universitetet. Trump-administrationen har dog vendt denne logik på hovedet. I stedet for at afbilde Princetons indrømmelser som et forsøg på at skabe yderligere inklusion, er disse nu blevet et nyt politisk våben i kampen mod en højere uddannelsessektor, der i det store og hele er meget utilfreds med den nuværende præsidents politiske agenda.

Politiske tilhørsforhold skaber mistillid til viden

Trumps twitter-angreb på kritisk raceteori, forbuddet mod antiracistisk træning og uddannelsesministeriets indgriben på Princeton University er blot de seneste skud på en stamme, der har rødder i det seneste præsidentvalg. Valget i 2016 populariserede begreber som “det postfaktuelle samfund,” og denne aversion mod videnbaseret politiske løsninger er ikke blevet mindre i perioden siden Donald Trumps indsættelse. Eller rettere sagt: Den “viden” som politiske løsninger baseres på, skal helst stemme overens med de politiske overbevisninger, som den enkelte præsidentkandidats vælgere besidder. Hvis for eksempel konservative vælgere mener, at USA’s historie er gloværdig og skal fejres, så er det naturligvis nødvendigt, at Donald Trump kropsliggør dette verdenssyn. I den forstand er det politiske og juridiske opgør med universiteterne ikke så meget et spørgsmål om hvorvidt den viden der produceres, stemmer overens med virkeligheden eller ej. Derimod handler sådanne kontroverser for Donald Trump om at styrke sin vælgerbases antipati mod disse liberale højborge, og måske endda overbevise nogle af de vælgere, der endnu ikke har besluttet sig for hvem de vil stemme på, at Demokraterne og deres lakajer på universiteterne faktisk ikke har alle amerikaneres bedste på hjertet. Den systematiske racisme som kritisk raceteori og antiracistisk træning forsøger at forebygge betragtes nemlig af mange republikanske vælgere og politikere som en fiktion, der absolut ikke står mål med virkeligheden.

Set i lys af ovenstående, så bør vi anskue den seneste konflikt i kampen om nationens fortælling som et potentielt arnested for nye vælgere. Hvis Donald Trump kan overbevise enkelte hvide vælgere i de vigtige svingstater om at den kritiske raceteoris fakkelbærere forestiller sig et USA, hvor de hvides rettigheder undertrykkes, kan han måske sikre sig nogle af de stemmer, der tipper valget til republikanernes fordel.

Written By

Johs Rasmussen er ph.d.-studerende i litteraturvidenskab ved University of Wisconsin at Madison, hvor hans primære forskningsområder er efterkrigstidens transatlantiske litteraturforhold, litteratursociologi og litteraturens demokratiske potentiale. Johs har før boet i USA, senest i Atlanta, Georgia. Han er M.A. i American Studies fra Ruprecht-Karls-Universität Heidelberg og har deltaget på symposier og videnskabelige konferencer ved bl.a. Goethe-Universität Frankfurt, Georgia State University og Dartmouth College. Tilknyttet Kongressen.com som litteraturanalytiker.

Læs også:

Copyright © 2021 Kongressen