Kongressen.com
Analyse Sikkerhedsrådet

Trumps Mellemøst-kurs giver Putin frit spil

De seneste måneder har været kulminationen på en årrække, hvor Rusland med sit diplomati har overhalet USA indenom og etableret sig selv som den nye magtmægler i Mellemøsten. Med den amerikanske uforudsigelighed har Rusland fået frit spil i Mellemøsten. Rusland har fået en ledende rolle og mere indflydelse end de tidligere kunne have drømt om. Men hvad betyder det for USA og Mellemøsten?

Af Thomas Matthies, Mellemøst-analytiker, Kongressen.com

Den russiske militære indgriben i Syrien i efteråret 2015, markerede vendepunktet i den syriske borgerkrig og Ruslands tilbagevenden til Mellemøsten, som en stor magtaktør efter årtiers fravær. Udover Syrien, så har præsident Putin haft travlt i Mellemøsten med at etablere sig selv, som en ny ledende spiller. Putin har bl.a. udvekslet besøg med mangeårige amerikanske allierede i Mellemøsten. Rusland synes genopstående fra den persiske golf til Nordafrika, især efter USA, slidt af to årtier med krig, ser ud til at være ivrige efter at reducer sine forpligtelser i regionen. Uvillig til at stå i vejen for russiske ambitioner, er den amerikanske politik blevet mere og mere uregelmæssig og forvirrende, for de mangeårige modstandere og allierede.

I Levanten, i Nordafrika og i den Persiske Golf, har Kreml lykkedes med at genopbygge nogle af de gamle forhold, som Rusland opgav i løbet af 1990’ere. Takket være en vellykket intervention i Syrien, fremstår Moskva nu som en vigtig magtmægler. Ruslands tilbagevenden til regionen er blevet lettet i vid udstrækning af opfattelsen af, at USA forsøger at løsrive sig fra regionen. Men der er stadig store forskelle mellem USA’s rolle efter 1990 og den rolle, Rusland nu ønsker at spille. USA i 1990’erne var både den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt, unikt i stand til – og villig til – at spille denne rolle. Det var grunden til, at alle andre regionale aktører ville være på god fod med USA.

Præsident Trumps beslutning om, at trække de amerikanske tropper tilbage fra det nordlige Syrien, har således på dramatiske vis forstærket indtrykket af en forhastet amerikansk tilbagetrækning fra Mellemøsten og russisk opstigning. Rusland har signaleret til de regionale aktører, at Rusland, i modsætning til USA, ikke lader deres allierede i stikken, som USA senest har gjort med kurderne – men også har gjort tidligere, f.eks. i forbindelse med Hosni Mubarak i Egypten under det arabiske forår. Både Tyrkiet og Israel må nu acceptere den russiske tilstedeværelse i deres baghave. Men hvad kommer det til at betyde for vestlige interesser og den regionale stabilitet i Mellemøsten, hvis Rusland kommer til at få en mere fremtrædende rolle?

Et skift i den regionale opbakning
Fra Syrien til Ukraine og fra Afghanistan til Libyen er det amerikanske globale lederskab og dets troværdighed og holdbarhed truet. Men også de værdier, de vestlige institutioner og alliancer, som Vesten har haft siden 2. verdenskrig er under pres. Det er således blot konstatering af hvad der efterhånden er et velkendt faktum. USA er kørt ud på et sidespor. Delvis pga. USA’s egne fejltagelser og manglende vilje. Men også i høj grad pga. de regionale diplomatiske forhold i Mellemøsten. Ganske vidst har USA stadig meget militær tilstedeværelse i Mellemøsten. Men uden opbakning fra de regionale aktører er det svært at vinde på den lange bane. Det er her russisk diplomati har vundet.

Problemet for USA er, at deres mest trofaste allierede i Mellemøsten vakler. Saudi Arabien er svag, f.eks. har Iran kunne angribe saudiske oliefaciliteter uantastet, og forholdet til USA har i høj grad været et bekvemlighedsægteskab baseret på ideen om ”min fjendes fjende er min ven”. For USA er de strategiske omkostninger ved det saudiske forhold gradvis blevet mere og mere utålelige. Tyrkiet spiller deres eget spil. Tyrkiet er efterhånden tættere på at være en rogue state i NATO-samarbejdet. Og Israel er i politisk dødvande med premierminister, Benjamin Netanyahu, som har været ud af stand til at skaffe politisk flertal omkring sig.

På den anden side vinder Rusland mere og mere frem i Mellemøsten. Det geopolitiske skifte var tydeligt i Sochi i oktober, hvor Putin mødtes med Erdogan, hvor denne NATO-allierede der for nylig købte luftforsvarssystemet S-400 fra Rusland, talte om, hvordan de skal kontrollere det nordøstlige Syrien. Det russisk-tyrkiske forhold har over de seneste år oplevet en fremgang. Handels- og energiforbindelser, samt en fælles følelse af fremmedgørelse fra Vesten, er nu de vigtigste drivkræfter i dette forhold. Samtidigt har den russiske indgriben i Syrien betydet, at Ankara intet andet valg har end at samarbejde med russerne. Men samlet set ligner det russisk-tyrkiske forhold meget mere et transaktionsforhold, end en alliance eller et strategisk partnerskab. Med undtagelse af økonomiske bånd, så mangler deres forhold de historiske, politiske, geopolitiske, strategiske og personlige bånd, som er nødvendige for at sikre holdbarheden og tilliden.

Ligeledes har Putin også besøgt Saudi Arabien for første gang siden 2007. Det nylige angreb på saudiarabiske oliefelter, der medførte begrænset reaktioner fra Washington, og det anstrengte forhold til USA efter mordet på Jamal Khashoggi i 2018, har efterladt Riyadh endnu mere åben for Putin. Ligesom Tyrkiet, havde Saudi Arabien ikke andet valg end at forbedre sit forhold til Rusland. Derudover har Saudi Arabien også en voksende interesse i at koordinere olieproduktion med Rusland. Den saudiske konges besøgte derfor Moskva i 2017 for første gang og de to energisupermagter blev her enig om at koordinere deres olieeksportpolitik. Siden 2014 er forholdet mellem Moskva og Riyadh blevet forbedret gennem en bilateral indsats både på øverste ledelsesniveau og gennem OPEC+ aftalen, som omhandler en reduktion af olieproduktionen for at stabilisere priserne.

For Rusland repræsenterer den nuværende situation en hidtil uset åbning for indflydelse i Mellemøsten. For Rusland betyder det, at de får adgang til en stor regional magt som ellers tidligere havde været i et næsten eksklusivt partnerskab med USA. For Saudi Arabien er Rusland en chance for at diversificere sit netværk på et tidspunkt, hvor USA valker i sine forpligtelser i Mellemøsten og opfører sig uregelmæssigt og sætter spørgsmålstegn ved værdien af alliancer. Derudover er fremgangen i forholdet til Rusland et saudisk forsøg på at beskytte sig mod to strategiske sårbarheder: Omskiftelighed på oliemarkedet og konkurrence med Iran. Rusland kan være en nøglepartner for Saudi Arabien i håndteringen af ​​begge. Moskva og Riyadh har ligeledes fundet gensidige interesser i andre områder, såsom i Libyen, hvor begge har støttet general Khalifa Haftar såvel som i Sudan, hvor de har støttet det militære overgangsråd.

Et sted hvor forholdet til Rusland også har set stor fremgang er i Israel. Det nye forhold skyldes i høj grad det personlige diplomati mellem Putin og Netanyahu, men Ruslands fremkomst som en vigtig tilstedeværelse i Syrien har også betydet, at israelerne nu ikke har andet valg end at opretholde gode forbindelser med deres nye “nabo”. Israelske embedsmænd håber, at Moskva vil hjælpe dem med at tackle den største trussel, de står over for – Iran og Hizbollah. Indtil videre har Rusland leveret noget, men langt fra alt, hvad Israel vil have.

Det var også i Sochi i oktober, hvor Rusland holdte sit første Afrikatopmøde nogensinde. Putin hilste mere end 40 afrikanske ledere velkommen med fokus på at opbygge forsvarsrelationer og handelsaftaler, der især var koncentreret om energi og minedrift. Ruslands tilbagevenden til Nordafrika skal også ses i lyset af USA’s frigørelse fra regionen. F.eks. har forholdet mellem Moskva og Kairo, der blev afbrudt i 1970’erne, gennemgået en betydelig opgradering under Abdel Fattah el-Sisi efter kuppet i Egypten i 2013. Sisi blev kritiseret i Vesten for hans menneskerettighedskrænkelser og fandt i Putin en bekvemlig partner. Egypten er således blevet en vigtig kunde for russiske våbensalg. Ligeledes har Rusland og Egypten også samarbejdet omkring at støtte general Khalifa Haftar i den libyske borgerkrig.

Hvorfor er Rusland tilbage – og hvad betyder det for USA og Mellemøsten?
Ligesom USA, er russerne interesserede i Mellemøsten pga. olie og gas. Som en af verdens top tre producenter, har Rusland en vigtig andel det globale marked. Aktiviteterne i mellemøstlig olie og gas har direkte indflydelse på russisk økonomi og politisk stabilitet. Selvom Rusland og Mellemøsten er konkurrenter, er de i stigende grad nødt til at koordinere deres aktiviteter, eftersom deres dominerende positioner som energisupermagter udfordres af nye forsyningskilder og teknologier. Samtidigt kan det siges, at for Rusland, der kæmper for at overvinde USA’s og EU’s sanktioner og dets eget dårlige investeringsklima, er udsigten til investeringer fra nogle af de rige mellemøstlige lande vigtige og bevis på Ruslands evne til, at bryde ud af international isolation. Russisk indflydelse og diplomati i den Persiske Golf udgør således ikke en trussel mod strømmen af ​​olie fra regionen.

Den russiske ambition om at vende tilbage til Mellemøsten kan også forklares med regionens nærhed til Ruslands grænser. I kraft af at Rusland er en Sortehavsmagt, så har kravet om indflydelse i middelhavet dybe rødder i russisk strategisk tænkning og politik. Geografi driver ikke kun russiske geopolitiske ambitioner, men har også åbenlyse konsekvenser for den russiske nationale sikkerhed. Ustabilitet kan nemlig smitte af på Ruslands Kaukasus-region, hvilket er et problem, som ingen russisk national sikkerhedsanalytiker kan ignorere.

I Mellemøsten har det russisk-iranske forhold gennemgået en usædvanlig transformation, som et resultat af den russiske intervention i den syriske borgerkrig. Men Rusland og Irans fælles fremtid i Mellemøsten er dog usikker. Rusland er interesseret i at vende tilbage til status quo ante i Syrien, og høste fordelene ved fred og genopbygning. Nogle russiske forretningsinteresser har set udsigten til syrisk genopbygning som en kommerciel mulighed, hvor en afslutning på konflikten derfor er en forudsætning. Iran er dog interesseret i at udnytte Syrien som platform i sin kamp mod Israel. Det udgør en stor hindring for Moskvas ambitioner i Mellemøsten.

For Rusland er afslutningen af konflikten i Syrien en mulighed for at konsolidere sin position, som den vigtigste magtmægler og fredsmægler i Mellemøsten. Rusland har altså ingen åbenlys interesse i at forlænge krigen i Syrien. Faktisk ser Rusland ud til at have en stærk interesse i, at begrænse den iranske indflydelse i Syrien. Med andre ord har deres fælles sejr i Syrien sat Iran og Rusland ud på hver deres kurs. Set fra Moskvas perspektiv er Irans tilstedeværelse i Syrien således en blandet velsignelse. Rusland står stadig over for store diplomatiske, militære og økonomiske udfordringer, der gør opgaven med at vinde freden endnu mere skræmmende, end at vinde krigen.

Ved at vende slagets gang i den syriske borgerkrig har Moskva også sendt en besked til andre mellemøstlige regimer om, at Rusland er en pålidelig partner. Næppe nogen ville stille spørgsmålstegn ved, at Moskva har positioneret sig som en vigtig geopolitisk og militær aktør i Mellemøsten, efter årtier med ubestridt amerikansk militær overlegenhed. Men Ruslands evne til at tale med alle parter er også en begrænsende faktor. For at blive en rigtig magtmægler i Mellemøsten ville det kræve, at Rusland tager sider i den konflikt, der rækker regionen fra hinanden – mellem Iran og stort set alle andre. Indtil videre har Rusland ikke været villig eller i stand til, at tage dette skridt og ser i stedet ud til at forblive den partner, som alle kan tale med.

En nøgtern vurdering af Rusland i Mellemøsten antyder derfor, at billedet omkring en russisk opstigning er en overdrivelse, og at de faktiske resultater af russisk diplomati i hele regionen er langt mere begrænset. I en region, der er drevet af hårde rivaliseringer, har muligheden for at tale med alle uden at tage sider begrænset nytteværdi. Uden kapaciteter til magtprojektion og økonomiske ressourcer, og med russisk diplomati stort set begrænset til en velannonceret vilje til at tale med alle parter, er Rusland ikke i stand til at løse regionens utallige problemer. Ruslands succes med at genoprette sig selv som en vigtig aktør i Mellemøsten bør derfor ikke skjule det faktum, at den russiske værktøjskasse – militær, diplomatisk og økonomisk – til at projicere og opretholde sin magt og indflydelse i regionen er ret beskeden.

Diplomati har vist sig nyttig for Rusland på et tidspunkt, hvor Obama og Trump har forsøgt at reducere USA’s engagement i regionen. For USA er Ruslands tilbagevenden til Mellemøsten vigtig, men næppe et skelsættende skift. Meget af det Rusland har opnået skyldes, at USA genovervejer sine forpligtelser i regionen. Udfordringen for USA er at definere og forsvare sine egne interesser og at få en bedre forståelse for russiske interesser og undersøge, i hvilket omfang amerikanske og russiske interesser støder sammen. Amerikanske beslutningstagere bliver nødt til at overveje, hvordan man udvikler en model for sameksistens i regionen som helhed.

Læs også

Nyt pro-Trump forum kan få indflydelse på den politiske diskurs i USA

Katrine Villarreal Villumsen

Vi har fået Afghanistan-krigens ”Pentagon Papers”

Philip Chr. Ulrich

Frygten for nyt Pearl Harbor lever videre i cyberspace

Philip Chr. Ulrich

Trump bruger rigsretshøringerne til at mobilisere vælgerne og drive donationer til sin kampagne

Katrine Villarreal Villumsen

De allieredes krisestyring faldt til jorden i London

Philip Chr. Ulrich

Michael Bloomberg har brugt over en million dollars på Facebook-annoncer på én uge – men han vinder ikke

Katrine Villarreal Villumsen