Kongressen.com
Analyse

Twitter – Trumps skarpeste våben eller med til at styrke Demokraternes sag i rigsretshøringerne?

Præsident Donald Trump er vant til at bruge Twitter til at sende alt fra politiske prøveballoner ud, angribe sine modstandere eller til at ændre diskursen på politiske debatter. Men præsidentens seneste Twitter-aktivitet under rigsretshøringerne kan også have været med til at spænde ben for præsidentens egen strategi.

Høringerne omkring en mulig rigsretssag mod Trump er i fuld gang, og i fredags, da tidligere ambassadør til Kiev, Marie Yovanovitch, vidnede, skete noget, der for mange nok var ventet. Trump tweetede.

”Everywhere Marie Yovanovitch went turned bad. She started off in Somalia, how did that go? Then fast forward to Ukraine, where the new Ukranian President spoke unfavorably about her in my second phone call with him. It is a U.S. President’s absolute right to appoint ambassadors,” skrev præsidenten på sin profil med mere end 66 millioner følgere simultant med afhøringen af Yovanovitch.

Og dermed skød præsidenten muligvis også sig selv i foden med de 236.

Yovanovitch: Tweetet er skræmmende
Tweetet kunne nemlig være blevet holdt for sig selv i sin virtuelle eksistens.

I stedet fandt det hurtigt vej ind til selve høringen, hvor det blev læst op for Yovanovitch under høringen. Hun kvitterede med at sige, at hun fandt det ”skræmmende”, at præsidenten på den måde gik efter manden – altså, hende – og ikke bolden.

At tweete sig ind i en større sag er dog en klassisk Trumpsk taktik.

Ifølge en større analyse fra New York Times har præsident Trump i skrivende stund brugt Twitter 1.710 gange til at tweete konspirationsteorier. 1.308 gange har han angrebet nyhedsmedier. 417 gange har han brugt det sociale medie til at varetage emner inden for præsidentembedet Og 256 gange har han angrebet Hillary Clinton. Blot for at nævne et par eksempler.

Men denne gang ramte præsidenten muligvis forbi.

Hvem ved, hvordan høringerne med Yovanovitch reelt var gået, hvis tweetet ikke var blevet til og dermed læst højt under høringen?

Tweet på tegnebrættet hos Demokraterne
Adam Schiff, formand for rigsretsudvalget, var ikke sen til at gribe Trumps tweet.

”Du skal bare vide, ambassadør, at nogle af os her ser dybt alvorligt på vidnetrusler,” sagde han.

Spørgsmålet er derfor nu, om det at tweete kan tolkes som en decideret trussel, der overtræder den føderale lovgivning omkring manipulation af et vidne.

Det i sig selv er en spændende debat, som vi ikke har skullet forholde os til, før Trump satte fod i Det Hvide Hus og ændrede diskursen på, hvordan en debat kan styres.

Samtidigt var Yovanovitchs høring og vidneudsagn til at starte med formentlig ikke lige så vigtig, som nogle af de andre, der har været og skal igennem maskineriet. Måske kunne republikanerne ligefrem have tøjlet hende, havde det været overladt til høringen alene.

Men Trumps tweet kom hurtigt til at sætte Trump i et dårligt – nærmest, ifølge Demokraterne – et ”mafia-agtigt” lys.

Demokraterne vil derfor formentlig gøre alt for at at få netop Trumps tweet med i deres anmærkninger til en mulig rigsretssag mod præsidenten.

Læs også

Nyt pro-Trump forum kan få indflydelse på den politiske diskurs i USA

Katrine Villarreal Villumsen

Vi har fået Afghanistan-krigens ”Pentagon Papers”

Philip Chr. Ulrich

Frygten for nyt Pearl Harbor lever videre i cyberspace

Philip Chr. Ulrich

Trump bruger rigsretshøringerne til at mobilisere vælgerne og drive donationer til sin kampagne

Katrine Villarreal Villumsen

De allieredes krisestyring faldt til jorden i London

Philip Chr. Ulrich

Michael Bloomberg har brugt over en million dollars på Facebook-annoncer på én uge – men han vinder ikke

Katrine Villarreal Villumsen