Connect with us

Hvad søger du?

Kongressen.comKongressen.com

Politisk analyse

Udenrigspolitiske problemer vil ikke gå væk ved Trump-nederlag

Et ofte hørt kritikpunkt er at amerikansk udenrigspolitik under præsident Trump er uden retning, fordi præsidenten ikke har en selvstændig udenrigspolitisk dagsorden. Men det er en sandhed med markante modifikationer, at udenrigspolitikken flyder.

På en række områder fortsætter stormagten sin kurs, og selv ikke med et Trump-nederlag vil en række ting blive ændret. Der er store tendenser på spil i global politik, som selv ikke præsident Trump har kunne ændre på – også med konkret betydning for Danmark.

Det billede som er blevet tegnet af flere tidligere rådgivere og ministre fra Trump-administrationen, er af en præsident som ikke interesserer sig synderligt for udenrigspolitik, og kun har nogle enkelte fastlåste idéer, som han har haft i årtier. Dette billede har videre fået mange til at påstå, at amerikansk udenrigspolitik under præsident Trump er uden kurs, fordi den øverstbefalende ikke er ved roret og fører skibet sikkert frem. Og på en række områder har der da været markante zig zag skift i amerikansk udenrigspolitik under præsident Trump, men der er også en række områder, hvor den overordnede tendens i udenrigspolitikken følger tidligere tiders retning, og altså har været udtryk for kontinuitet. Det betyder også, at man på en række områder ikke vil kunne forvente store forandring, hvis Joe Biden skulle vinde den 3. november.

Der er store globale trends i gang, og samtidig vil en præsident Biden have svært ved at gøre op med f.eks. handelskrigen med Kina, eller løsne et fornyet sanktionsregime mod Iran, hvis han skulle blive præsident. En sådan kurs ville risikere at få ham til at fremstå svag.

Alt dette understreger, at den forhåbning som man til tider møder om at tingene vil vende tilbage til ”normalen”, hvis Joe Biden skulle vinde, er urealistisk, når det kommer til USA’s udenrigspolitik. Den supertanker som udgør amerikansk udenrigspolitik, har nu i mere end et årti søgt at ændre kurs for at tilpasse sig en ny virkelighed. Flere af de tilpasninger har også fundet sted under præsident Trump, selvom han på andre områder har eksekveret en zig-zag kurs.

For Danmark betyder det bl.a. at det forøgede amerikanske fokus på Arktis ikke kan forventes at gå væk, og dermed heller ikke det amerikanske pres for at øge vores fokus på regionen, og holde kineserne ude.

Store globale tendenser

Den største overordnede tendens som begyndte før præsident Trump tiltrådte, og som uden tvivl vil fortsætte under en eventuel præsident Biden, er udfordringen af den vestlige liberale verdensorden. Udfordrere som Kina og Rusland vil ikke gå væk, og det vil være i håndteringen af disse udfordringer, at vi vil mærke en forskel.

Netop denne fortsatte udvikling betyder, at USA’s fokus fortsat vil flytte mod øst, og altså væk fra Europa. Her er der nemlig generel enighed på tværs af det politiske spektrum, om at Kina er USA’s største konkurrent i international politik, og at man er nødt til at fastholde en hård kurs overfor ”Riget i midten”. Dette er altså ikke en opfindelse af præsident Trumps.

Allerede under præsident Obama søgte man at ændre USA’s tilstedeværelse rundt om i verden, for bedre at kunne håndtere udfordringen fra Kina. Der skulle findes en bedre balance i USA’s allokering af ressourcer rundt omkring, så man kunne flytte fokus mod Kina. Samme underliggende ønske har været gældende under Trump-administrationen.

Præsident Trumps handelskrig mod Kina fremhæves ofte som eksempel på den hårdere tilgang til Kina men for nylig har demokratiske senatorer fremlagt lovforslag om strengere restriktioner på kinesiske firmaer, og hårdere sanktioner for overtrædelser af menneskerettighederne i det vestlige Kina og Hong Kong. Det vil derfor være svært for en præsident Biden at standse handelskrigen, og normalisere forholdet med et trylleslag. For det første vil det med det samme blive fremstillet som et svaghedstegn, men samtidig er der altså tværpolitisk enighed om, at man er nødt til at gå hårdt til Kina.

Fokus på Arktis går langt fra væk

Netop stormagtskonkurrencen med Kina har også betydet, at de nordlige enge af Kongeriget Danmark er kommet i fokus i den amerikanske hovedstad. Det har handlet om at undgå et kinesisk fodfæste af den ene eller anden art, og helt konkret også kinesiske investeringer.

Kulminationen på Trump-administrationens opmærksomhed på de arktiske dele af Kongeriget må siges at være da idéen om et amerikansk køb blev præsenteret sidste år.

Men med et konsulat på Grønland og stigende opmærksomhed også rettet mod Færøerne, så er det usandsynligt, at denne opmærksomhed vil gå væk, hvis præsident Trump skulle tabe den 3. november. Til det er områderne simpelthen for grundlæggende geopolitisk interessante for USA.

Vi må ikke glemme, at amerikanerne allerede i 1823 slog fast, at Nord, Syd- og Mellemamerika var USA’s interessessfære. Det er ikke den store tilstræbelse at Grønland som del af dette geografiske område. En tilstedeværelse af uønskede aktører i det arktiske område ses nu som en direkte trussel mod USA’s territoriale sikkerhed, og derfor skal det undgås. Reelt må vi bare fra dansk side leve med, at vi nu bliver ramt af en opdateret udgave af Monroe-doktrinen fra 1823, som nu altså tilsyneladende også inkluderer de arktiske områder. Dette helt fundamentale geopolitiske problem gør også, at en Joe Biden-administration vil fortsætte fokusset på Arktis med stigende forventninger om dansk engagement.

Ud af Mellemøsten

Det har været en amerikansk ambition i et årti nu, at man vil have sine tropper ud af Mellemøsten. Men som vi også har skrevet om før her på Kongressen.com, så er det ikke lykkes Trump-administrationen at trække tropper ud af regionen, snarere det modsatte.

Men alligevel kan man se nogle tendenser, som følger i kølvandet på Obama-administrationens tilgang til regionen, og som nok i et vist omfang vil blive fulgt i en Biden-administration. Man søger i højere og højere grad at lægge ansvaret for at garantere sikkerheden i regionen over på andre aktører. Under Obama-administrationen foretog man en ret tydelig tilbagetrækning fra ansvaret i regionen, men endte alligevel med at vende tilbage, da Islamisk Stat kom frem på verdensscenen i 2014. Men begivenhederne i 2011 hvor USA bl.a. havde sagt til Ægyptens diktator Hosni Mubarak, at han ikke længere havde amerikansk opbakning lærte de øvrige autoritære stater i regionen, at man ikke kunne stole på USA. Budskabet fra Trump-administrationen har været til lande som Saudi Arabien, at de godt kan stole på USA til at levere våben og støtte, så længe sauderne vil påtage sig større ansvar. Det sker som del af en ansvarsoverdragelse til Saudi Arabien og Israel, hvor USA på næsten alle tænkelige parametre tilgodeser de to lande – senest eksemplificeret ved aftalerne mellem Israel og nogle arabiske lande. I den fredsproces som USA fører i øjeblikket, ser man nemlig tydeligt, at Trump-administrationens tilgang til fred i regionen er en klar forfordeling af palæstinenserne og i stedet styrkelse af Israel.
Under en eventuel Biden-administration er det tvivlsomt, om man vil være så utvetydig i sin opbakning til Israel, men en fortsat amerikansk tilbagetrækning vil være målsætningen i Washington D.C.

Alt dette betyder, at USA’s rolle i verden i disse år er ved at blive redefineret både ud fra amerikanske ønsker, men også som en reaktion på globale tendenser. Og det er netop disse globale tendenser, som man ikke må glemme at tage med i sine overvejelser om amerikansk udenrigspolitik. For selvom vi har set skiftende kurs, når det kommer til f.eks. troppetilstedeværelsen i Syrien, så er der altså nogle grundtræk som har været definerende for Trump-administrationens politik, og som vil fortsætte med at præge amerikansk udenrigspolitik selvom Joe Biden måtte blive præsident.

Der er altså ikke megen grund til at tro, at amerikansk udenrigspolitik vil vende tilbage til ”normalen” ved en demokratisk valgsejr. ”normalen” eksisterer ikke længere, og har ikke gjort det i snart et årti.

Skrevet af

Philip Chr. Ulrich er udenrigsredaktør på Kongressen.com og har ansvaret for 'Sikkerhedsrådet'. Han er cand.mag. i amerikanske studier fra Syddansk Universitet med studieophold i Amsterdam. Han har tidligere arbejdet som fuldmægtig ved Institut for Strategi ved Forsvarsakademiet, og ved Civil-Military Cooperation Centre of Excellence i Holland. Forfatter til 'I Nationens Tjeneste. David H. Petraeus og USA i krig fra Vietnam til Islamisk Stat' som udkom ved Syddansk Universitetsforlag. Desuden har han skrevet udgivelsen 'Velkommen til Trumps verden' og været redaktør på bogen 'Præsidenter - fra Washington til Trump' fra Lindhardt & Ringhof. Han har også bidraget til en række andre udgivelser og bøger om amerikansk politik og historie.

Læs også:

Copyright © 2021 Kongressen