Kongressen.com
Analyse Sikkerhedsrådet

USA presser sine asiatiske allierede

USA’s forhold til Sydkorea og Japan presses i øjeblikket. Trump-administrationen lægger pres på de to lande for at betale mere for tilstedeværelsen af amerikanske styrker. Kravet lyder på en firedobling af Japans betaling og en femdobling af den sydkoreanske. At se et sådan pres på allierede som allerede bidrager meget til den fælles indsats sætter dystre perspektiver for de europæiske allierede.

Forholdet mellem Sydkorea og Japan har historisk været anstrengt, og derfor er der aldrig opstået en alliance i det nordøstlige Asien som vi har set det i det atlantiske område med NATO. Men i øjeblikket er forholdet på et absolut frysepunkt, og nu kompliceres den strategisk situation i området yderligere af Trump-administrationens transaktionelle tilgang til USA’s alliancer.

USA har 50.000 soldater stationeret i Japan og 28.500 stationeret i Sydkorea. Hidtil har de to lande betalt en del af udgifterne forbundet med disse udstationeringer. Men nu lyder kravet fra Trump-administrationen på en markant forøgelse af de sydkoreanske og japanske bidrag. Japan skal betale fire gange mere, end de betaler nu, og for Sydkorea lyder tallet på fem gange mere.

De nye krav har bl.a. fået de sydkoreanske forhandlere til at afbryde de årlige forhandlinger med USA om den traktat, som sætter rammerne for den amerikanske tilstedeværelse i landet. Hidtil er denne traktat blevet genforhandlet hvert femte år, men som nu skal genforhandles på årlig basis. Vi nærmer os i øjeblikket deadline for udløb af den seneste udgave.

USA’s krav presser, hvad der ellers må betegnes som to af USA’s vigtigste alliancer – særligt i lyset af det strategiske ønske om et større fokus på Asien. Men det sender også dårlige signaler til de europæiske allierede. Man har allerede været underlagt massivt pres for højere forsvarsinvesteringer, hvilket også har båret frugt, men nu viser Trump-administrationen altså yderligere villighed til at skrue op for presset. Dette kan være dårligt nyt for en dansk regering på vej mod NATO-topmøde i London i begyndelsen af december. Derfor er det vel næppe tilfældigt, at den danske regering lige nu udtrykker villighed til at sende 200 soldater til Irak for at lede NATO’s træningsmission i landet, og desuden nedsætte en arbejdsgruppe, som skal vurdere mulighederne for yderligere forøgelse af det danske forsvarsbudget. Der skal pudses lidt, inden statsminister Mette Frederiksen mødes med præsident Trump i London.

To af USA’s vigtigste alliancer

Selvom man ikke har kunne skabe en multinational alliance som NATO i det nordøstlige Asien, så udgør de bilaterale alliancer med Japan og Sydkorea alligevel nogle af grundpillerne i USA’s omfattende alliancenetværk og militære tilstedeværelse rundt om i verden.

Tankegangen bag en amerikansk militær tilstedeværelse flere tusinde kilometer fra det amerikanske fastland, går tilbage til erfaringerne fra Anden Verdenskrig. Lektien som de amerikanske ledere tog med herfra var, at USA var en uundværlig nation i international politik, og at man var nødt til at bruge sin nye dominerende position i international politik til at sikre stabilitet og forhindre nye stormagtskrige. Dette var naturligvis ikke kun på baggrund af blåøjet idealisme. Stabilitet og udvikling rundt om i verden betød også nye markeder for den amerikanske industri, som for alvor udviklede sig under og efter verdenskrigen. Derfor etablerede man omfattende militære tilstedeværelser rundt om i verden for at bruge amerikansk magt til at lægge låg på de dynamikker, som i historiens løb havde ført til stormagtskrige. I det store hele lykkedes planen.

I en moderne strategisk kontekst er de to alliancer fortsat vigtige. Sydkorea er vigtig ift. afskrækkelse af Nordkorea, som kunne have en bredere destabiliserende effekt på en økonomisk meget vigtig region for verdensmarkederne. Japan har været en vigtig amerikansk allieret under Den Kolde Krig i indsatsen for at inddæmme Sovjetunionen, og nu i det 21. århundrede er øriget også vigtig i USA’s stormagtskonkurrence med Kina – og også en de facto inddæmning af Kina.

Det er igen vigtigt at understrege, at den amerikanske tilstedeværelse i de to lande, altså ikke er der kun for at sikre deres sikkerhed. De er der også i en bredere amerikansk interesse, som de ledende figurer efter Anden Verdenskrig kom frem til, blev bedst sikret ved at have styrker til stede. Stabilitet rundt om i verden giver markedsmuligheder. Derfor anså man investeringerne for at være dét værd.

Den beregning er præsident Trump langt fra enig i. Han har ret konsistent i de seneste par årtier kritiseret, at USA på denne måde bruger penge på andre landes sikkerhed, og her har han især set sig sur på Japan. Kravet om større byrdedeling og direkte betaling for amerikanske sikkerhedsgarantier er derfor blevet en grundpille i ”America First” dagsordenen, som dominerer den udenrigspolitiske dagsorden fra Washington D.C.

Men Japan og Sydkorea betaler allerede en del af udgifterne, som er forbundet med at have amerikanske soldater udstationeret. I øjeblikket er man i begge lande i gang med større byggeprojekter af nye faciliteter til både personel og våbensystemer. I Japan er man i gang med tre større projekter, og her betaler japanerne henholdsvis 100%, 94% og 36% af udgifterne. De 36% er til byggeri af nye boligfaciliteter til amerikansk personel. I Sydkorea er man også i gang med et byggeprojekt, og her betaler Sydkorea 93% af udgifterne.

I Japan er man også ivrige efter at påpege, at 90% af nyindkøb til det japanske militær bliver foretaget hos amerikansk fabrikanter. Det gælder både indkøb af de nye F-35 kampfly, lufttankningskapaciteter (noget som efterlyses hos de europæiske NATO-allierede) og flere andre ting.

De to lande som Trump-administrationen i øjeblikket lægger massivt pres på hører altså almindeligvis til de mere aktive allierede, som mere villigt har påtaget sig omfatttende udgifter til forsvaret, end vi har set hos en række europæiske allierede.

Bør give anledning til bekymring

At amerikanerne på den måde skruer op for presset mod to af landets vigtigste allierede i en region, hvor den primære stormagtskonkurrent er placeret, bør give anledning til bekymring i de europæiske hovedstæder. For hvad betyder det for os?

Allerede under valgkampen i 2016 skød Donald Trump med skarpt mod de snyltende allierede. Siden da er der kun skruet mere op, og det har da også fået flere af de allierede til lommerne. Selv Danmark har erklæret, at vi vil komme op på 1,5% af BNP, omend dette ligger et stykke fra de 2%, som amerikanerne mener, at vi har forpligtet os til at nå.

Dette vil også blive emnet ved det kommende NATO-topmøde i London i begyndelsen af december, hvor amerikanerne vil høre planer fra de europæiske hovedstæder, om hvordan vi vil nå de 2%. Hvad statsminister Mette Frederiksen har tænkt sig at sige der, bliver meget interessant. Men som tidligere nævnt er det nok ikke tilfældigt, at det danske bidrag til NATO-missionen i Irak og en ny arbejdsgruppe annonceres nu.

Hvis amerikanerne på denne måde er villige til at lægge pres på to allierede, som i et større geopolitisk perspektiv ligger i en vigtigere region for amerikanske interesser, hvad vil præsidenten så kunne finde på overfor os i Europa? Det er nok bekymringen, mens man lader op til topmødet, og man må forvente at NATO’s generalsekretær, Jens Stoltenberg, i øjeblikket rejser rundt og får afklaret budskaber og plan for håndtering af en yderst kritisk amerikansk præsident.

Vi følger op her på Kongressen.com med en analyse af NATO-samarbejdet i forbindelse med topmødet.

Læs også

Nyt pro-Trump forum kan få indflydelse på den politiske diskurs i USA

Katrine Villarreal Villumsen

Vi har fået Afghanistan-krigens ”Pentagon Papers”

Philip Chr. Ulrich

Frygten for nyt Pearl Harbor lever videre i cyberspace

Philip Chr. Ulrich

Trump bruger rigsretshøringerne til at mobilisere vælgerne og drive donationer til sin kampagne

Katrine Villarreal Villumsen

De allieredes krisestyring faldt til jorden i London

Philip Chr. Ulrich

Michael Bloomberg har brugt over en million dollars på Facebook-annoncer på én uge – men han vinder ikke

Katrine Villarreal Villumsen