Kongressen.com
Analyse Sikkerhedsrådet

USA skal lede alene eller i flok

Hvad enten vinderen af valget den 3. november hedder Donald Trump eller Joe Biden, så vil de internationale udfordringer for USA være de samme: en dybt problematisk økonomisk situation, udfordringer fra magter som Kina, en anstrengt amerikansk alliancesystem er blot nogle af dem. Efter to partikonventer er det blevet tydeligt, at selv om udfordringerne vil være de samme, så vil håndteringen af dem være markant forskellig alt efter hvad beboeren i Det Hvide Hus er efter januar 2021.

Verden er fuld af udfordringer for USA, og både demokrater og republikanere er enige om, at USA fortsat skal spille en ledende rolle i international politik. Men hvordan det skal ske har de to partier over de seneste uger præsenteret forskellige visioner for ved deres netop overståede partikonventer.

Den republikanske dagsorden, anført af præsident Trump, søger at vise amerikansk styrke og derigennem dominans. Samarbejde gennem multilaterale organisationer blev knap omtalt, og slet ikke internationalt samarbejde om bekæmpelsen af Corona-epidemien. Det billede som de republikanske talere tegnede, var af et USA som er stærk nok i sig selv, og hvor præsident Trump i de seneste fire år har sagt fra overfor snyltende allierede og grusomme diktatorer på den internationale scene. Hvis præsidenten skulle blive genvalgt vil det også være kursen efter januar 2021.
Men vi fik måske også en lille forsmag på fremtidens republikanske udenrigspolitiske linje ved næste valg, da vi hørte taler af Nikki Haley og Mike Pompeo. Der er nuanceforskelle i de tos taler ved konventet, men det vil være interessant at følge over de næste fire år, hvordan de to får positioneret sig.

Hos demokraterne var der mere imødekommende toner at høre for USA’s allierede. Selvfølgelig skal USA være en leder i international politik, men det skal ske i spidsen for det omfattende alliancenetværk, som er blevet skabt over de seneste 75 år. Der skal en slags normalitet tilbage i amerikansk udenrigspolitik – og så alligevel ikke hundrede procent. For hvis man tror, at verden med et eventuelt valg af Joe Biden vender tilbage til business as usual, så kunne man godt gå hen og blive skuffet. Man har ikke længere de ressourcer, som man havde for snart 20 år siden, hvor manges opfattelse af amerikansk magt lader til at være fastfrosset. Der skal en bedre balance i udenrigspolitikken, og det kræver, at de allierede også kommer med og bærer en del af byrderne for at sikre vores liberale verdensorden.

Nu er det jo altså ikke sådan, at udenrigspolitik nødvendigvis er et emne der fylder særlig meget til et partikonvent – selv ikke i USA. Men når man lytter til talerne, så får man ofte et indtryk af den kommende udenrigspolitiske linje ved at lytte til de visioner for USA’s rolle i verden, som præsenteres i diverse taler. Det er altså ikke sikkert, at en taler står og lover en bestemt linje overfor f.eks. Iran, Kina eller nogle andre lande, men taler i mere overordnede termer om den rolle, som USA har og bør have i verden.

Det som blev hyldet hos republikanerne var et billede af et stærkt USA. Gennem sin overlegne økonomiske, politiske og militære magt skulle USA indtage sin naturlige lederrolle i verdenspolitik, mens spørgsmålet om allierede ikke fyldte voldsomt meget.
For demokraterne var der tale om et USA, som var stærkt i form af at være et stærkt forbillede for resten af verden, og som var stærkt i kraft af at kunne søge hjælp hos en lang række allierede – allierede som i præsident Trumps retorik ofte i højere grad er snyltere end bidragydere.

Ligeledes roste udenrigsminister Mike Pompeo også flere af hvad han omtalte som succeser for præsident Trumps udenrigspolitiske linje. Et vellykket diplomati med Nordkorea blev fremhævet. At præsidenten havde sat foden ned overfor det iranske styre og trukket USA ud af atomaftalen med Iran blev fremhævet som en succes, og præsidentens hårde linje overfor Kina blev også rost for at have fjernet sløret for kinesisk snyd og bedrageri i på det handelspolitiske område.

Men her fik vi også et indblik i den mulige fremtid for republikansk udenrigspolitik. To udenrigspolitiske stemmer i rækken af talere var nemlig udenrigsminister Mike Pompeo, og præsident Trumps tidligere FN-ambassadør, Nikki Haley.

For hvor der fra den siddende udenrigsminister var ubetinget ros til helt konkrete udenrigspolitiske ting som præsident Trump har gjort, så var Haley mere på 10.000 fod niveauet. Det var nemlig tale om USA’s rolle i verden, som hun talte om, og hvordan USA skulle være et forbillede for resten af verden. Der var da ingen tvivl om, at Haley er en af præsident Trumps støtter i partiet, men denne tale var ikke en som placerede hende tungt i Trump-lejren. Den var også spiselig for mere traditionelle republikanere, og på dne måde formåede den tidligere FN-ambassadør og guvernør i South Carolina at tale til et konvent som ellers i høj grad var en hyldest til præsident Trump, men uden i samme grad som Mike Pompeo at binde sig uløseligt fast til præsidentens udenrigspolitiske linje og eftermæle.
Der er ingen tvivl om, at Pompeo også har politiske ambitioner i fremtiden efter sin tid i Trump-administrationen, og mon ikke også ambitionerne rækker til at ville nå Det Hvide Hus? I så fald var hans tale en klar appel til præsident Trumps bagland, i hvert fald i langt højere grad end det var til politikerne i Kongressen. Det kunne meget vel blive mellem de to, at vi skal se nogle tunge kampe i den kommende tid om det republikanske partis fremtid og mere konkret udenrigspolitiske visioner, som i sidste ende jo er det som betyder mest for f.eks. Danmark.

Læs også

Jon Stewart kaster sig ind i veteraners kamp for hjælp

Philip Chr. Ulrich

Senatorer i svingstater under pres efter RBG’s død

Simon Fjordvang Brenøe-Jensen

Prisen for støtten til Trump er et misset genvalg

Simon Fjordvang Brenøe-Jensen

Har din virksomhed en strategi for Trumps genvalg?

Torsten Jansen

Pandemien svækker amerikanske universiteters tiltrækningskraft

Johs Rasmussen

Kampen om Amerika: Vestkysten står i flammer, Biden er på stoffer

Kongressen