Kongressen.com
Analyse Sikkerhedsrådet

Vi har fået Afghanistan-krigens ”Pentagon Papers”

I 1971 blev USA rystet af udgivelsen af en tophemmelig Pentagon-rapport, som viste at skiftende administrationer havde løjet om udviklingen i Vietnam-krigen. Nu kan avisen Washington Post offentliggøre flere tusind sider interne analyser og interviews om USA’s krig i Afghanistan. Dokumenterne viser konsekvent fordrejning af sandheden om fremskridt i Afghanistan, og en generelt manglende strategi og vision. 18 år inde i krigen får vi nu de interne aktørers egne ord, for det som mange af os allerede var klar over.

I oktober måned var det 18 år siden amerikanske specialstyrker landede i Afghanistan. På hesteryg støttede de Den Nordlige Alliance i deres kamp mod Taleban og al Qaeda ved at kalde luftangreb mod fjendtlige stillinger. I løbet af få uger opnåede man det, som mange havde antaget kunne tage måneder hvis ikke år. Taleban-regimet blev væltet, og al Qaedas ledelse sendt på flugt. Men hvad skulle man så? Her 18 år senere lader det til, at det spørgsmål stadig er ubesvaret.

Efter et tre år langt retsopgør med de amerikanske myndigheder, har avisen Washington Post fået adgang til mere end 2.000 siders interne interviews og analyser af centrale personer i den længste krig i USA’s historie. Disse interviews er foretaget som erfaringsindsamling af det såkaldte Office of the Special Inspector General for Afghanistan Reconstruction (SIGAR), og det er disse som Washington Post nu vha. Freedom of Information Act har fået adgang til. Ud over dokumenterne fra SIGAR har avisen også fået adgang til hundreder af notater fra tidligere forsvarsminister Donald Rumsfeld, som supplement.

Offentliggørelsen af dokumenterne tåler sammenligning med offentliggørelsen af de såkaldte ”Pentagon Papers” i 1971. Dengang fik offentligheden et indblik i hvordan skiftende administrationer havde løjet og manipuleret beretninger fra Vietnam for at kunne vise en grad af fremskridt til offentligheden. Det samme billede tegner sig i de dokumenter, som Washington Post nu lægger frem.

Der er dog først og fremmest to ting som er værd at bemærke. For det første er det voldsomt deprimerende, at indholdet reelt ikke kommer bag på dem, som har fulgt krigens gang. Nu har vi blot embedsmænd og officerers udsagn til at bakke op om antagelser om en manglende strategi, vision og effekt.
For det andet er det tvivlsomt, om disse afsløringer vil have samme effekt, som offentliggørelsen af ”Pentagon Papers” havde i 1971. Den fortsatte krig i Afghanistan har, som vi før har skrevet om her på Kongressen.com, minimal offentlig opmærksomhed. Det er blevet en krig, som foregår i baggrunden af et tæt pakket politisk klima. Men dette er netop også en af grundene til, at de nye dokumenter bør vække forargelse. Man har i 18 ladet en krig fortsætte uden at man har kunne præsentere en reel målsætning og derfor heller ikke strategi, og i sidste ende haft svært ved at påvise en større og varig effekt i Afghanistan – selvom man konsekvent har fremhævet en sådan. Konsekvensen af dette, og de minimale omkostninger som krigen har haft for den bredere amerikanske befolkning, betyder at krigen er røget i baggrunden, og man kan derfor frygte, at de nye dokumenter vil have minimal effekt.

En manipuleret virkelighed

Hvis man har fulgt med i USA’s krig i Afghanistan siden begyndelsen, så vil man have bemærket en klar tendens. Hver gang en højtstående embedsmand eller officer har skulle beskrive missionen i Afghanistan, så er det altid blevet fremhævet, at der skete store fremskridt i landet, og at fjenden var presset.

Billedet som tegner sig i dokumenterne er dog ifølge Washington Post af en mangeårig indsats fra skiftende administrationer for at vildlede befolkningen. Som en amerikansk oberst er citeret for at sige: ”Every data point was altered to present the best picture possible. Surveys, for instance, were totally unreliable but reinforced that everything we were doing was right and we became a self-licking ice cream cone.” Data skulle altså bekræfte, at der skete fremskridt i Afghanistan for at støtte den siddende regering. Fra Obama-administrationen var der ifølge dokumenterne et konstant pres for at producere data, som kunne vise, at den troppeforøgelse som præsidenten havde beordret, havde en gavnlig effekt – og dette trods klare beviser for at dette ikke var tilfældet.

Heller ikke stigende antal fjendtlige angreb og tab hos koalitionen skulle ødelægge det gode billede. Et stigende antal fjendtlige angreb ville blive spundet, som en konsekvens af at koalitionsstyrkerne var lykkedes med at presse Taleban i defensiven, og et stigende antal selvmordsangreb fra Taleban blev trukket frem som tegn på, at fjenden nu var desperate og ikke turde indgå i direkte kamphandlinger med koalitionen. Ligeledes ville en stigning i antallet af dræbte koalitionsstyrker blive præsenteret som tegn på, at man var lykkedes med at presse fjenden og nå ind på deres enemærker.

Hvad var det for en virkelighed man ville skabe?

Mange glemmer, at da USA gik ind i Afghanistan var målet ret afgrænset. Man ville fjerne Taleban-regimet og bekæmpe al Qaeda. I de første stadier af planlægningen var der faktisk snak om, at man skulle gøre Kabul til en FN-zone, og ellers lade resten af landet være underlagt de lokale ledere/krigsherrer. Men missionen udviklede sig over årene til en målsætning om at gøre Afghanistan til et vestligt lignende demokrati med fair og frie valg, ligestilling mellem kønnene og mange andre noble hensigter.

Dokumenterne viser, at over årene forblev helt fundamentale uoverensstemmelser i Washington om visionen for den langstrakte mission i Afghanistan. Uoverensstemmelserne kom klart frem i 2009, da præsident Obama gennemførte en omfattende analyse af USA’s strategi. Skulle man satse på en mindre mission fokuseret udelukkende på terrorbekæmpelse, en større men stadig afgrænset mission fokuseret på at sikre stabilitet i landet eller en stor og omfattende ”nation-building” mission, som næsten med garanti ville betyde endnu flere års engagement.
Næsten samme problematik opstod i 2017, da præsident Trump forestod endnu en strategiproces. Igennem alle årene lader det til, at ingen i Washington D.C. har været i stand til at besvare et spørgsmål, som præsident Trump har været glad for at stille: ”Hvad laver vi i Afghanistan?”

En grundlæggende antagelse lader dog til hele vejen igennem at have været, at det var et succeskriterium i sig selv at bygge så mange skoler, brønde broer eller lignende rundt omkring i de afghanske landsbyer. Men som en amerikansk embedsmand er citeret i dokumenterne for at sige, så var der på intet tidspunkt, nogen som stillede spørgsmålet hvad der egentlig var pointen med disse mange byggeprojekter.
Dette er også en relevant i et dansk perspektiv, da mange af de positive resultater fra dansk side har været bundet op på infrastrukturprojekter eller skoler.

Men i sidste ende er det helt grundlæggende problem for den amerikanske indsats i landet – ligesom for den danske – at man ikke på noget tidspunkt virker til at have haft en samlet vision for hvad der skulle opnås trods tilstedeværelsen af over 100.000 koalitionssoldater.

$2 billioner senere

Mere end 775.000 amerikanske soldater har gjort tjeneste i Afghanistan. Af dem er 2.300 blevet dræbt og over 20.000 er blevet såret. Herudover kommer tusinder af dræbte afghanere.
Den dag i dag har USA fortsat 13.000 soldater i landet, og amerikanske luftstyrker er afgørende for de afghanske styrkers evne til at bekæmpe Taleban.
Prisen er oppe på omkring $2 billioner for de 18 års krig.

På nuværende tidspunkt står Taleban stærkere end de har gjort siden den amerikanske invasion i 2001. Trods omfattende militære operationer og mere end $9 mia. til bekæmpelse af dyrkelsen af opium, så stod Afghanistan sidste år for 80% af verdens samlede opiumproduktion.

Som nævnt vil mange af tingene fra dokumenterne nok ikke komme voldsomt bag på dem, som har fulgt med i de sidste 18 år. Men ligesom med ”Pentagon Papers” i 1971, så har vi nu de interne overvejelser om tingenes sande tilstand i Afghanistan. Det er et beskæmmende billede som viser sig af skiftende administrationer, som har solgt en langstrakt krig, som ingen reelt kan se nogen vej ud af, for man ved ikke hvad man vil i landet, men ingen har haft lyst til at være den præsident, som erkendte nederlag. Derfor har krigen fortsat uden noget klart defineret mål.

Læs også

Løbet er kørt, men Trump fortsætter sit juridiske spil

Emil Friis Lauszus

Nu er et godt tidspunkt at gense ens virksomheds dataoverførselsaftaler

Emil Friis Lauszus

Nordea: Investorerne drager et lettelsens suk

Kongressen

Kerry som klima-zar er godt nyt for det grønne Danmark

Anders Agner Pedersen

Biden spiller sikkert med Blinken som udenrigsminister

Anders Agner Pedersen

Kampen om Amerika – Alle præsident Bidens udnævnelser

Kongressen