Kongressen.com
Kultur

‘Vice’ – I magtens tjeneste

I dag har den prisbelønnede ‘Vice’ dansk premiere. Filmen vandt fortjent flere Golden Globes og er nu med i Oscar opløbet, hvor blandt andet Christian Bale er nomineret for sin stærke skildring af den kontroversielle vicepræsident Dick Cheney

I dag har det politiske komediedrama ‘Vice’ premiere med kamæleonen Christian Bale i hovedrollen som den skruppelløse vicepræsident og ‘de facto’ præsident Dick Cheney. ‘Vice’ er en semi-biografisk skildring af Cheneys liv fra fordrukken Yale dropout og elektriker til den mest indflydelsesrige vicepræsident i amerikansk historie.

Instruktøren Adam McKay, der har gjort sig velkendt i komediegenren, drager tydeligt på sine tidligere film med flere scener og stilistiske virkemidler, der afspejler situationer i ‘Anchorman’ og ‘The Big Short.’ Det er dog ikke komedie aspektet, man sidder tilbage med, men et dystert og kompromisløst billede af vicepræsident Cheney, som roden til nærmest alt ondt – et hjerteløst monster der udelukkende handlede på baggrund af egne interesser. Man skal holde tungen lige i munden, for selv om Cheney kom til at besidde en hidtil uset indflydelse som vicepræsident, og mange af hans medvirkende foretagender mildest talt var kontroversielle, så var han ikke alene om udførelsen.

‘Vice’ byder dermed publikum ind til en ukonventionel fortolkning af en monoton og direkte magtliderlig personificering af den 46. vicepræsident Dick Cheney. Filmen bruger usædvanligt meget tid på at informere via et sideløbende voiceover-narrativ, der sætter Cheneys medvirken i regeringens adskillige omdiskuterede handlinger i fokus. Her i blandt: fortolkningen af præsidentens magt, Guantanamo-fængslets tortur udøvelse, lovmæssige gråzoner, retorisk manipulation, propaganda, krig, forbindelse til olie-firmaer, og mediebilledets forskruede dækning af politik.

For et publikum der ikke har det store kendskab til Bush administration kan ‘Vice’ virke overvældende, og det er dét McKay går efter. For et bekendt publikum derimod, bliver der ikke frembragt noget information, som ikke er almenviden i dag.

 Vicepræsident embedet

Historisk set har vice stillingen primært fungeret som en ceremoniel og symbolsk fortaler for præsidentens politikker og interesser. Embedet har dog nogle centrale funktioner. I tilfælde af at præsidenten dør, bliver afsat eller gøres ineffektiv træder vicepræsidenten til. Stillingen råder også over stor betydning i senatet, hvor vicepræsidenten er ordfører og besidder den afgørende og udslagsgivende stemme i tilfælde af stemmelighed. Dermed har stillingen både rødder i den udøvende og lovgivende gren.

Stillingen har oplevet rig transformation. Især efter anden verdenskrig har vicepræsidentembedet udviklet sig i retning af større politisk indflydelse, hvilket har udladet begrebet, ‘den moderne vicepræsident.’ Walter Mondale (vicepræsident i 1977 – 81) er generelt krediteret for at være ophavsmanden til det moderne vicepræsidentembede. I Carter administrationen fik Modale som den første vicepræsident et kontor i det Hvide Hus’ West Wing, han spiste ugentligt frokost med præsidenten, blev dagligt briefet i forsvarsefterretninger, havde fri tilgang til det ovale kontor og agerede som en rådgiver og partner til præsidenten i både udenrigs- og indenrigspolitikker. Modales arv er videreført i forskellige udformninger af efterfølgende vicepræsidenter, men Cheney tog rollen til nye højder.

 Cheneys embede

Vicepræsidentsembedet er et sprængbrat til præsidentembedet, og flere har taget dette spræng. Men det har Cheney aldrig haft ambitioner om, hvilket er en central grund til, at han kunne udbrede sin myndighed, da Bush kunne stole på ham som rådgiver uden præsidentiel aspiration.

Cheneys rolle som vicepræsident var og er uden fortilfælde – i sådan en grad at Bush administrationen er omtalt som “The co-presidency” som hentydning til Cheneys enorme indflydelse, der nærmest agerede som en medpræsident. Bush og Cheney havde en speciel “understanding,” der vendte op og ned på præsidentens og vicepræsidents roller. Det var i højere grad Bush, som blev ansigtet udadtil, imens Cheney var manden, der styrede brikkerne i den politiske sfære.

Cheney udfoldede sit embede under komplet kontrol – han havde en finger med i spillet i både indenrigs- og udenrigsområder. Bush gav ekstraordinært Cheney autoritet til at dirigere den præsidentielle stabstransition, hvilket resulterede i en betydelig stor ansættelse af loyalt personale alle vegne i magtens tredeling. Derudover sørgede Cheney for at hans personlige stab dagligt blev briefet i centrale efterretninger, før information skulle indleveres til Bush.

Cheney var med til at skabe et statsstyre, der hæmmede både amerikanske og internationale frihedsrettigheder blandt andet gennem vedtagelsen af Patriot Act i 2001 og Homeland Security Act i 2002. Regeringen anvendte sidstnævnte til at udvide præsidentiel beføjelse, ikke mindst som øverstkommanderende og befalende for militæret.

9/11 – det definerende øjeblik

9/11 var skelsættende for Bush administrationen og samfundet. Pludselig var USA ikke længere tryg bag de store oceaner, hvilket var en reel sikkerhedsopfattelse. USA var i traume, og der bredte sig en kulturel frygt for yderligere angreb samtidighed med at samfundet oplevede en opblusning af fællesskabsfølelse og patriotisme.

I retrospekt var 9/11 startskuddet på en ny verdensorden, hvor terrorbekæmpelse siden har domineret amerikansk udenrigspolitik. Administrationen er også kendt som ‘the imperial vice presidency,’ ‘the unilateral presidency,’ og ‘the cowboy presidency.’ Fælles for disse betegnelser er ideen om, at USA førte et unilateralt cowboy diplomati, det vil sige, at USAs udenrigspolitik opererede aggressivt og uden den store betænksomhed for internationale relationer eller lovgivning.

Denne opfattelse blev integreret som officiel politik under navnet “The National Security Strategy of the United States,” bedst kendt som Bush Doktrinen. Heri klargør USA, blandt andet, at de har ‘pre-emptive’ (forbyggende og præventiv) ret til at gå i krig og indsætte militær aktion, hvis nationer huserer masseødelæggelsesvåben, hvis USAs sikkerhed er i fare, eller hvis der ikke kan opnås multilaterale løsninger. Denne sikkerhedsstrategi skal forstås som et opgør med tidligere udenrigspolitik, der prioriterede ‘containment’ (inddæmning) og ‘deterence’ (afskrækkelse). Bush doktrinen dannede dermed rammen for Irak invasionen.

Cheney var en nøglefigur bag Irak invasionen. Regeringen erklærede, at de havde klare beviser på at Irak regimet havde masseødelæggelsesvåben, samt at der var en forbindelse mellem Irak og 9/11. Ingen af disse såkaldte beviser har vist sig at være korrekte, faktisk er de pure fabrikationer. Det kontroversielle ligger i at begge antagelser var hovedkatalysatorer for invasionens legitimitet.

 Politisk ansvarlighed

Som ‘Vice’ lægger vægt på, så undgik Bush administrationen mange traditionelle og formelle begrænsninger i det politiske system, der transcenderede spørgsmål om ‘checks and balances’ og omfanget af præsidentiel magt, til en kulturel diskurs reflekterende forøget debat om politisk ansvarlighed og hjemmel.

Filmens slutning, som er baseret på Cheneys interview i ABCs ‘Good Morning America’ i 2008, fanger essensen af ovenstående.

I interviewet bringer værten en meningsmåling, der lyder: “Two-third of Americans say it’s [Irak krigen] not worth fighting.” Cheney svarer uimponeret og blankt “so?” – hvortil værten spørger noget overasket indtil, om han ikke bekymrer sig for, hvad den amerikanske befolkning mener.

Cheney svarer: “No. I think you cannot be blown off course by the fluctuations in the public opinion polls.” To tredjedele er ingen lille svingning og på daværende tidspunkt var krigen betydeligt upopulær i takt med stigende dødsfald, ingen masseødelæggelsesvåben, og ingen pragmatisk plan for implementeringen af demokratisk styre.

Filmen viser sig dermed fra en didaktisk side – lærestregen står som en advarsel mod skruppelløse politikeres brug af manipulation og misinformationer. ‘Vice’ opfordrer implicit sit publikum til at holde øje med politikken bag kulisserne, samt at holde politikerne for ansvar – for som McKay vil have det, så handlede Cheney ikke i folkets tjeneste, men i magtens tjeneste.

Læs også

RBG: En ekstraordinær kvindes historiske testamente

Marie Apitz