Kongressen.com
Analyse Økonomisk analyse Perspektiv

A working class hero is not something to be

Mange amerikanere har ondt i økonomien og stadig flere lever under den officielle fattigdomsgrænse. Flere af disse, selv om de er i arbejde. En ny slags arbejderklasse er de seneste år opstået i USA – ´The Working Poor´.

Da John Lennon i 1970 sang om at være Working Class Hero, sang han om hvordan samfundet og dets mest velhavende udnytter de fattige. Han sang om at tage et ansvar for at opbygge sit eget samfund, i stedet for blot at følge politikerne eller storkapitalen. I dag er sangen vel mere aktuel end nogensinde.

For de overraskende resultater af forårets primærvalg har rod i vreden mod det etablerede system, og følelsen af større afstand mellem rig og fattig. Og det er sidstnævnte gruppe, der får opmærksomheden i dette skriv.

Fattigdom er normalt noget, vi associerer med arbejdsløshed, men i USA er fattigdom i den grad et velkendt fænomen blandt folk, som er i arbejde. Den seneste opgørelse fra U.S. Census Bureau viser at 10,2 millioner amerikanere i 2014 levede under fattigdomsgrænsen, selvom de brugte mindst halvdelen af året på arbejdsmarkedet. I 2007, før den store recession, var 7,5 millioner i samme situation.

Så på trods af fultidsjob eller op til flere deltidsjobs, så er godt syv procent af alle amerikanere i arbejde fattige. Hvordan hænger det sammen?

Hvis du gerne springer over de matematiske mellemregninger og årsager, og hellere vil frem til de politiske konsekvenser, så kan du på Laudrup’sk vis drible let og elegant ned af banen til den næste mellemrubrik.

Der er to primære årsager til fattigdom blandt folk i arbejde. Den ene er lønudviklingen, og den anden er kvaliteten af jobs. Lad os starte med lønnen.

I den nederste ende på lønstigen har udviklingen været flad igennem det seneste årti, når man renser tallene for inflationen. Det vil sige, at det, der måske har lignet små stigninger i timelønnen, er blevet ædt op af inflationen (som ikke engang har været så stor som håbet, men det er en anden snak)

Så er der det med kvaliteten af jobs. Et stigende antal af amerikanerne har siden 2007 fået arbejde i lavtlønnede brancher som detailsalg, hotel- og restaurationsbranchen samt sundheds- og ældreplejen, mens en mindre procentmæssig del af arbejdsstyrken i dag er ansat i den finansielle sektor. Læg dertil at antallet af deltidsansatte, som hellere ville have haft fuldtid i dag er ca. 6 millioner mennesker mod 4,2 millioner i april 2007.

På det mere generelle plan bør det nævnes, at USA ikke skiller sig markant ud fra sine ligesindede i toppen af verdensordenen. I 2014 levede 46,7 millioner mennesker under den officielle fattigdomsgrænse, hvilket udgør knap 15 procent af befolkningen. Lidt færre end i Kina og lidt flere end i Rusland.

Antallet af amerikanere under fattigdomsgrænsen har ligget stabilt de seneste fire år efterhånden som dønningerne fra recessionen har lagt sig, men tilbage i 2007 – det seneste hele år før recessionen brød ud – levede knap 37 millioner mennesker i fattigdom.

Den årlige rapport om fattigdom i USA udkommer hvert år i september. Tids nok til at få en rolle i valgkampen.

De vrede hvide mænd
Men hvad siger det så om det aktuelle politiske landskab, at 15 procent af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen? Hvilken rolle spiller The Working Poor i kampen om det ovale kontor?

Lad os starte med et lækker frisk meningsmåling. Kun fire procent af amerikanerne har ”a great deal of confidence in Congress”, mens 48 procent har ”only some”, og 46 procent har ”hardly any”. Av for den. De tal bliver kun marginalt bedre, hvis man kigger på præsidentembedet (15 procent har tillid).

Målingen, som er foretaget af nyhedsbureauet AP og researchenheden NORC fra University of Chicago, viser, at amerikanerne er helt vildt trætte af deres politiske system i det hele taget, og af de etablerede politikere i særdeleshed. De er trætte af politisk fnidder, som betyder at ellers brugbare lovforslag kan blive forkastet på grund af politiske drillerier.

På begge sider findes en kandidat, som giver folket fornemmelsen af nye vinde.

Det er en af de primære ting som mange finder tiltrækkende ved en fyr som Donald Trump. ”He can get things done,” lyder det. Ikke så meget politisk snak, meget mere action. De Trump-supportere jeg har talt med har alle opfattelsen af, at han kan forhandle bedre end sine forgængere på grund af sin karriere i erhvervslivet. Derudover beskriver de ham som handlingernes mand, og så betyder det ikke så meget, at de er imod nogle af The Donald’s specifikke politiske forslag som eksempelvis muren ved grænsen til Mexico. Og at de i øvrigt ikke, som myten ellers tilskriver det, tilhører arbejderklassen.

Hvis man blev bedt om at tegne en Trump-vælger, ville flere tegne en fyr med gul arbejdshat, wife beater og selebukser og et par solide sikkerhedssko end de ville tegne en ældre mand i jakkesæt og slips. For slet ikke at tale om at tegne en kvinde… Men gennemsnitsindkomsten hos en Trump-vælger ligger årligt på $72.000, langt over landsgennemsnittet på $56.000. Og også væsentligt højere end både Clinton og Bernie Sanders, hvis vælgere ligger omkring de $61.000.

Nå, det var et sidespor. På den anden side har Sanders samme appel blandt befolkningen som Trump, og derudover går stødene på Clinton rent ind, når Sanders blæser til at angreb mod ulighed og grådighed blandt de rigeste amerikanere.

Løsningen på venstrefløjen har centreret sig om mindstelønnen. Det har været et stort samtaleemne i valgkampen, hvor Bernie Sanders har markeret sig som fortaler for en $15 føderal mindsteløn. Det har tidligere været en markant forskel på Sanders og Clinton. Den demokratiske frontløber har tidligere støttet et forslag, som ville hæve mindstelønnen til $12, fordi hun tvivler på at nogle af landdistrikterne kan håndtere $15. Men i løbet af foråret har Clinton forsøgt at lukke flanken af ved at sige, at hun gerne underskriver et lovforslag, der hæver mindstelønnen til $15, hvis det indeholder en gradvis implementering.

Kampen om mindstelønnen har fyldt meget i USA det seneste år, siden bystyret i Seattle for knap 14 måneder siden vedtog, at minimumslønnen i byen skal stige til $15 fra det tidligere føderale niveau på $7.25. Og mon ikke det får endnu mere spalteplads når både Californien og New York går samme vej fra årsskiftet.

Indtil videre har den eneste effekt i Seattle været stigende priser på restauranterne, som er en af de sektorer, der beskæftiger flest under eller omkring minimumslønnen. Restauratører forsøger at hente det tabte fra stigende omkostninger ind ad den vej før de eventuelt må ty til nedskæringer.

Bekymringerne blandt virksomhederne var mange, og især et potentielt tab af arbejdspladser har været modargumentet for at sætte minimumslønnen op. På den anden side af debatten har de ansatte, som tjener i nabolaget af minimumsløn brug for at få flere penge mellem hænderne.

Flere penge mellem hænderne på de, der har mindst, er et politisk fokus i USA. Det er på dagsordenen i kongressen, i kampen om præsidentembedet og hos centralbanken. For så længe pengene udebliver, så længe vil vreden blandt befolkningen bestå.

Læs også

Rigtig god sommer fra alle os på Kongressen.com

Anders Agner Pedersen

Frafaldne Republikanere går til angreb på Trump

Mads Høeg-Mikkelsen

Over 300 virksomheder boykotter Facebook

Katrine Villarreal Villumsen

Her lurer nogle af overraskelserne ved kongresvalget i november

Lars Græsborg Mathiasen

Russisk dusør for drab i Afghanistan bekymrer på flere niveauer

Philip Chr. Ulrich

Præsidentvalgkamp set gennem en græsrods øjne

Camilla Sebelius Winther