Kongressen.com
Perspektiv

Adgang forbudt for spejderdrenge

‘House Of Cards’ med Kevin Spacey i hovedrollen som Frank Underwood har taget både Danmark og resten af verden med storm. I dag udkommer første sæson af den populære serie på DVD herhjemme og dermed er der lagt op til et gensyn med en perlerække af nyklassiske politiske oneliners

Få serier har på så kort tid opnået kultstatus, som det er tilfældet med ’House Of Cards’. Siden serien fik premiere på Netflix 1. februar i år, har den høstet bunkevis af roser og efterladt publikum med ønsket om mere end de 13 afsnit, det foreløbig er blevet til.
Ikke mindst seriens hovedperson, Frank Underwood, der i Kevin Spaceys skikkelse, udstiller politik som et benhårdt og kynisk spil, har gjort stort indtryk. For Underwood er ikke bare kynisk. Han er blottet for enhver for form moral, og lægger ikke skjul på, at politik handler om magt, og skulle nogen påstå andet, ja, så lyver de. Eller sagt med Underwoods egne ord: ’Nobody is a boy scout. Not even boy scouts.’
Modsat andre politiske serier, hvoraf ’The West Wing’ er den mest kendte, er ’House Of Cards’ alt andet end patriotisk. Hvor staben omkring præsident Bartlet i ’The West Wing’ var stolte over at tjene deres land og tjene præsidenten, så er det helt andre ting, der driver de politikere, vi med Underwood i spidsen har lært at kende i ’House Of Cards’.
Underwood er fløjtende ligeglad med andre mennesker og andre menneskers følelser. Hvis han kan bruge dem som brikker i sit eget personlige magtspil, så er det fint, men hvis ikke, så er det bare ærgerligt. Der ryger bønder i et skakspil og hvorfor skulle han dog bekymre sig om den menige vælgers ve og vel, når han selv er blevet forbigået til posten som udenrigsminister? Nej, nu handler det om hævn og tilbageerobring af den magt, som Underwood, trods forbigåelsen, jagter ufortrødent.
Det er første gang, at det politiske system bliver fremstillet så brutalt og kynisk i mainstream sammenhæng, som det er tilfældet med ’House Of Cards’. Og der er ingen tvivl om, at vi med serien har været vidne til et paradigmeskifte, lyder vurderingen fra filmanmelder Iben Albinus, der er forfatter til flere bøger om amerikanske tv-serier:
”Der er tale om et paradigmeskifte, for der har været mistillid til politikerne i mange år og det er et tilbagevendende problem i amerikansk politik, og der var allerede kritiske politiske film tilbage i 1970’erne. Men det, der er paradigmeskiftet er, at Robert Redfords gode sunde engagerede amerikanske statsborger er væk og er erstattet af et korrumperet politisk dyr. Der er ikke længere nogen Redford-figur eller nogen præsident Bartlet. Det er den skræmmende nyhed, som skildres meget underholdende i ’House Of Cards’.”

Skurken som helt
Netop mistilliden til det politiske system i USA, som er blevet yderligere forstærket de seneste år under krisen, er, ifølge Iben Albinus, ved at bide sig fast i populærkulturen. For det er ikke bare i ’House Of Cards’ at der bliver gået kritisk til politikerne og det amerikanske samfund i al almindelighed. Det er en tendens, som man ser i andre tv-serier og på film, forklarer Iben Albinus:
”Noget af det, der gør, at ’House Of Cards’ virkelig rammer tidsånden er, at den har denne her skurkagtige hovedperson, nemlig Frank Underwood. Det er selvfølgelig set før, men ikke så meget i mainstream og det er meget in nu. Vi er trætte af helte som Kevin Costner, som havde moral og etik i alt, hvad han gjorde, og som kom hjem efter dramaet og kyssede konen, som stod og smurte madpakke. Der er en trang til at udforske vores egne mørke sider og det kan vi gøre med sådan nogle skurkagtige helte som Underwood. Det handler stadig om, at vi er ved at få en karakter som Frank Underwood kan betræde et nyt territorium, i forhold til, hvad det er for udfordringer, det moderne menneske står med,” siger Iben Albinus og uddyber:
”Når det er sagt, så er House Of Cards ekstremt velskrevet, velspillet og har nogle meget stærke karakterer i hovedrollerne. Den har et virkelig interessant ægteskab i forgrunden. Underwoods ægteskab med hustruen, som spilles af Robin Wright er virkelig interessant. Og den kommer på et tidspunkt, hvor vi alle sammen godt er klar over, at politiske ledere ikke er de rene engle. Det kommer på et tidspunkt, hvor rigtig mange amerikanere har svært ved at finde tilliden til deres ledere og deres politiske system. Og på den måde kan man sige, at ’House Of Cards’ er en fornemmelse af denne her tendens, som startede med ’The Sopranos’ og ’The Wire’, som går ind og kritiserer det amerikanske samfund. Det samme har man set i ’Homeland’, hvor krigshelten viser sig at være terrorist. Filmen ’Killing Them Softly’ med Brad Pitt er et andet godt eksempel.”

Forskellen på magt og penge
Arbejdet med sæson to af den populære serie skulle efter sigende være på vej i gang og forventes at blive i 13 afsnit, nøjagtig som første sæson var det. Hvornår præcis næste kapitel i fortællingen om Frank Underwood og hans slæng er klar, vides endnu ikke. Indtil videre må de mange fans stille sulten med første sæson på DVD, hvor de blandt andet kan lade sig enten henrykke eller forarge over Underwoods spydige oneliners i stil med:
”Choosing money over power is a mistake almost everyone makes. Money is a big mansion in Sarasota that starts falling apart after ten years. Power is that old stone building that stands for centuries. I cannot respect someone who does not see the difference.”

Læs også

“Et dårligt New Hampshire valg kan smadre din kampagne”

Anders Agner Pedersen

Næste stop New Hampshire

Mads Høeg-Mikkelsen

Iowa – den jævne stat med den store indflydelse

Mads Høeg-Mikkelsen

Et bibliotek uden bøger bygger bro i San Antonio

Kongressen

POTUS Special: Impeachment

Kongressen

Alright, Alright, Alright, Austin

Kongressen