Connect with us

Hi, what are you looking for?

Kongressen.comKongressen.com

Politisk analyse

Amerikanernes frustration over Washington stiger

Slagsmålet om budgettet har nu varet i to uger, og der er ikke umiddelbart noget der tyder på, at en løsning er lige om hjørnet. Senest har præsident Obama igen afvist et udspil fra Republikanerne i Repræsentanternes Hus. På sidelinjen står den amerikanske befolkning og ryster på hovedet – Amerika er ved at køre helt af sporet, mener et stigende antal vælgere

Hvem styrer landet, mens I slås? Det synes at være bekymringen blandt de amerikanske vælgere, der i nu 14 dage har set politikerne kaste mudder efter hinanden, mens store dele af det offentlige Amerika er lukket ned.
Det gik i forvejen ikke for godt med tilliden til det politiske system, ligesom det heller ikke var ret mange amerikanere, der før budgetstriden mente, at USA var på ret kurs. Tværtimod har tendensen de seneste måneder været klar: Stadig flere amerikanere mente, at deres land bevægede sig i den gale retning. En tendens, som for alvor er blevet forøget de seneste 14 dage.
De nyeste tal viser således, at hele 73,9 procent af amerikanerne mener, at USA er på det gale spor, mens blot 18 procent mener det modsatte. Tal, der i sig selv kan få panderynkerne frem hos de fleste, men fortsætter udviklingen i dette tempo, ja, kan antallet af tilfredse vælgere snart tælles på en hånd. For siden 1. oktober, hvor nedlukningen blev en realitet, er antallet af utilfredse vælgere steget med knap ti procent. Således var det ’kun’ 64 procent af amerikanerne, der mente at deres land var på gale spor, før budgetstriden startede. På det tidspunkt mente 27,3 procent, at det generelt så ganske fornuftigt ud for Amerika. Dermed går der altså en direkte linje mellem det politiske slagsmål om budgettet og den stigende frustration blandt vælgerne.

Frustration rettes mod Capitol Hill
I en ellers anstrengt situation, kan præsident Obama glæde sig over, at det ikke er ham, vælgerne retter deres frustration imod. Tværtimod har præsidentens opbakning i befolkningen ligget stabilt gennem de sidste to uger. 44,4 procent mener, at Obama gør det fornuftigt, mens 50,4 procent mener, at der er plads til forbedringer.
Det er derimod en anden del af Washington, befolkningen har set sig gnavne på. Nærmere bestemt Capitol Hill, hvor Senatet og Repræsentanternes Hus har mere end vanskeligt ved at finde fælles fodslag. Til stor frustration for vælgerne, hvis tillid til Kongressen er dalet fra 15,2 procent til blot 10,5 procent de sidste 14 dage. Omvendt er antallet af utilfredse steget fra 77 til 82 procent.

Striden om budgettet fortsætter i de kommende dage. Senest på torsdag skal en aftale om forhøjelse af gældsloftet være vedtaget. Sker det ikke, vil det ikke længere være muligt for supermagten at optage gæld. Og det vil i praksis betyde, at USA går i betalingsstandsning fra 1. november. Hvilket vil få stor betydning, ikke bare for den amerikanske økonomi, men den globale økonomi generelt. Derfor er det ikke uden grund, at vælgernes øjne er rettet mod Washington i disse dage. Men som tallene fra RealClearPolitics afslører, så er der stadig flere, der ryster på hovedet i frustration over det de ser.

Anders Agner Pedersen er chefredaktør på Kongressen.com. Han er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole og New York State University med speciale i amerikansk politik. Grundlagde Kongressen.com i 2012 og er en af landets mest benyttede USA-analytikere i både i tv og radio. Medvært på de populære podcastserier ‘POTUS’ og ‘Kennedyland’ og forfatter til flere bøger om amerikansk politik, blandt andet 'KENNEDY', 'De Største Taler' og senest 'Kampen Om Det Hvide Hus'. Skriver på en ny bog om amerikansk politik, der udkommer i 2025.

Click to comment

You must be logged in to post a comment Login

Leave a Reply

Læs også:

Copyright © 2021 Kongressen