Amerikansk naturgas ‘goes international’

Naturgas en særdeles varm kartoffel i USA. Hvilket der er flere årsager til. Vældige forekomster af naturgas i den amerikanske undergrund og Ruslands fremturen i Ukraine betyder, at den varme kartoffel ikke bliver kold foreløbig.

Hvem havde regnet med det? Få. Hvem havde forudset det? Endnu færre. Ikke desto mindre er amerikansk naturgas nu blevet en del af et storpolitisk skakspil. Det er eksemplet på, hvor hurtigt noget kan gå fra at være et nogenlunde stille og roligt spil i Central Park til at være en højpolitisk dyst mellem Bobby Fischer og Boris Spassky. Et skakspil hvor ingen af spillerne formår at stille modsanderen skakmat. Amerikansk energipolitik er nemlig på kort tid gået fra at være en del af den nationale politiske agenda til at blive en udenrigspolitisk faktor. Denne ændring kræver en ubekendt. Noget udefrakommende. I dette tilfælde var det Ruslands annektering af Krim-halvøen, der udgjorde den ubekendte.

Så snart Krim blev erklæret russisk rørte Capitol Hill på sig. Straks skulle der indføres politiske tiltag, der kan true Rusland. Det der umiddelbart lå til politikernes højreben er eksport af naturgas. For det vil ramme den russiske bjørns økonomiske forråd kraftigt, hvis Europa kigger andetstedshen for at købe naturgas. Men når man er venstrebenet, så ligger bolden i virkeligheden slet ikke til et matchvindende skud mod mål. Naturgas har faktisk slet ikke gode forudsætninger for at blive kampafgørende. Og selv den amerikanske befolkning står nok ikke klar med betingelsesløs applaus når USA’s naturgas modtager bolden.

For i USA har naturgas igennem lang tid været en fast bestanddel på den politiske dagsorden. Primært som et nationalt anliggende. Den amerikanske undergrund bugner af naturgas – den såkaldte skifergas. Der er så meget skifergas under USA’s fastland, at selvforsyningen er sikret generationer frem i tiden. Velviljen til at benytte naturgas som energikilde i USA er vokset til nærmest uanede højder i takt med at fund af skifergas i den amerikanske jord er boomet indenfor de seneste år.

Men som altid er der en bagside af medaljen. Naturgas er ikke udelukkende fryd og gammen for den amerikanske befolkning. Amerikanerne har fået tudet ørerne fulde om, hvilken velstand og fremdrift naturgas vil bringe til landet, og at det er mindst ligeså billigt som kul. Alligevel måtte befolkningen henover vinteren sande, at produktionen af naturgas ikke nødvendigvis kommer amerikanerne til gode. I hvert fald ikke direkte. Selvom naturgasproduktionen aldrig har været større i USA end den er nu, så steg prisen på naturgas i det der var den strengeste vinter i årtier. Vinteren var så lang og så kold, at tre fjerdedele af de store søer frøs til is. Og hvad skete der med prisen på naturgas? Den steg selvfølgelig i takt med at folk måtte skrue mere og mere på deres varmeapparater. Det er jo i sig selv naturligt nok. Men mon ikke man havde håbet på, at det ville have været billigere at købe naturgas? Når nu Washington siger, at der er så meget af det, og når det nu det skulle være så billigt.

Da termostaterne i de amerikanske hjem ikke længere var sendt på stenhårdt overarbejde, og den faste is i Lake Michigan og Lake Superior var blevet til en god omgang slush-ice, blev USA’s befolkning mindet om at naturgas kan have mere vidtrækkende konsekvenser end blot økonomiske. Hvis gasrørledninger ikke bliver tilstrækkeligt vedligeholdt, så kan der ske det, som indtraf i Harlem i marts. En enorm eksplosion jævnede to hele boligejendomme med jorden, og hvad der var værre endnu, så sendte eksplosionen et stort antal mennesker på hospitalet og tog livet af otte personer. Ulykken ville formentlig ikke have fundet sted, hvis ikke nettet af rørledningen under New York kun sporadisk har været moderniseret de seneste 100 år.

Gaseksplosionen og de høje priser på naturgas hen over vinteren har fået amerikanerne til at stille spørgsmålstegn ved politikernes lovprisning af USA’s enorme naturgas reserver. Får den almindelige amerikaner overhovedet noget ud af det? Man forstår amerikanernes tvivl. For selvom en øget produktion af naturgas vil skabe arbejdspladser, så er det formentligt ikke i et omfang som gør, at hver og hver anden amerikaner pludselig får langt lettere ved at finde arbejde. Samtidig er høje priser på naturgas, gaseksplosioner i de store byer på østkysten, og dertilhørende dyr renovering af gasledninger nok ikke et fuldstændigt overstået kapitel. Nu tilføjer naturgas endnu et kapitel til den politiske dagsorden. USA’s naturgas og energipolitik presses ind på den internationale storpolitiske scene.

Amerikansk naturgas ’goes international’
Før var fundene af skifergas primært et nationalt anliggende. Men det fik Rusland ændret på. For med Ruslands fremturen i Ukraine har USA’s naturgas taget elevatoren fra den nationale etage og helt op på øverste sal. Der hvor kun de allervigtigste udenrigspolitiske sager får adgang. Vladimir Putin har indirekte gjort USA’s naturgas til en spiller på den internationale storpolitiske scene. Utilfredsheden med Ruslands annektering af Krim og raslen med sablen i forhold til de østlige ukrainske provinser gør, at Europa kan føle sig nødsaget til at lede efter en anden leverandør af naturgas. De europæiske lande er nemlig særdeles afhængige af naturgasimport. Og som det er nu, kommer naturgassen fra Rusland.

Siden krisen mellem Ukraine og Rusland begyndte har politikerne i Washington fået øjnene op for den europæiske efterspørgsel efter naturgas. Hvis USA kan komme ind og overtage det marked, så ligger der mange milliarder af dollars og venter. Ikke nok med det. Hvis USA kommer ind på det europæiske gasmarked, så vil Rusland samtidig blive særdeles svækket økonomisk. Selvom det er at tage munden for fuld at sige, at der ligger en ny Kold Krig og venter forude, så er der ingen tvivl om, at der er et bredt politisk ønske i Washington om at svække Putins Rusland. Det er nærmest en win-win for USA. At tjene store beløb på at eksportere naturgas til Europa, og i samme moment svække Rusland alvorligt økonomisk. Amerikansk naturgas er kommet for at blive på den udenrigspolitiske scene.

En tom trussel
Men et er at naturgas er indlemmet som faktor i storpolitikkens fold. Noget andet er den indflydelse som amerikansk naturgas reelt set opnår. At svække Rusland via energipolitik er ikke så ligetil. USA har nemlig slet ikke de tekniske muligheder til rådighed for at overtage Ruslands rolle som Europas førende naturgasleverandør. I hvert fald ikke i morgen eller i overmorgen. Der er mange lange og seje træk, som USA skal igennem før ønsket om at svække Rusland via naturgaseksport overhovedet kan komme i nærheden af at blive realiseret.

Først og fremmest skal USA’s ’Department of Energy’ give tilladelse til at flere virksomheder må eksportere naturgas. Sidste år fik den første og den ene af hidtil to virksomheder denne tilladelse. Bagefter skal der indhentes endnu en håndfuld tilladelser. Når alle tilladelser er givet, kræver transatlantisk eksport af naturgas et helt særligt anlæg. Anlægget skal være bygget specifikt til at komme naturgas ’på dåse’ og sejle det ud af landet. USA har endnu ikke et eneste af disse anlæg. Optimistiske vurderinger er at det første anlæg tidligst vil stå færdigt om to års tid. Så selvom der er bred enighed på Capitol Hill om, at der hurtigt skal gives flere tilladelser til opførelse af disse anlæg, så er det tydeligt, at der stadigvæk vil gå nogle år før de står færdigt.

Hertil kommer at opførelsen af disse anlæg ikke bare er et greb i lommen. Når først virksomhederne formelt set har fået grønt lys til at eksportere naturgassen, så skal de bare lige finde små ti milliarder dollars. Det er jo også en slags penge. ’Red tape’, som bureaukrati kaldes i USA, tiden det tager at bygge eksportfaciliteter, samt prisen for disse gør, at USA’s eksport af naturgas må betragtes som en tom trussel mod Rusland. Måske om nogle år vil USA kunne gøre kur til det europæiske kontinents behov for naturgas. Men ikke nu og her.

Da Obama aflagde Bruxelles et besøg i sidste måned i forbindelse med den forestående handelsaftale mellem USA og EU var naturgas naturligvis på dagsordenen. EU vil gerne have, at USA speeder processen op med at kunne fragte naturgas til Europa. Hvilket Obama nikkede til. Men samtidig gav præsidenten også en mindre røffel til EU. Obama sagde, at EU bliver nødt til at udvikle deres egen energiproduktion. Dette sagt med slet skjult skelen til, at USA ikke vil kunne levere tilstrækkelig naturgas til at efterkomme Europas efterspørgsel og dermed skubbe den russiske bjørn tilbage i sin hule langt ovre østpå. Og leveringen af naturgas kan alligevel slet ikke begynde før om flere år.

De europæiske lande skal bruge naturgas. Nu og her. Det er der kun et land der kan levere, og det er Rusland. EU vil derfor ikke stresse Putin for meget til, at han svarer igen ved at lukke for gashanen. Når USA ikke kan levere naturgas til Europa, så runger Obamas og Kerrys trusler og fordømmelser overfor Rusland ganske hult. For så vil Europa fortsat kigge mod øst for at købe naturgas. Den amerikanske naturgas bliver en spiller på den storpolitiske bane. Ingen tvivl om det. Men som et værktøj til at svække Rusland er amerikansk naturgas for nuværende blot varm luft.

Naturgas vil forblive på den politiske dagsorden
På trods af at amerikansk naturgas ikke i første omgang kan bruges til for alvor at true Rusland, så vil vi se meget mere til naturgas på den politiske dagsorden i USA. Det skyldes ganske enkelt at skifergassen stadig både er et nationalt anliggende for USA, samt at den er introduceret på den internationale scene. Der vil stadig komme kolde vinter, hvor man vil brokke sig over prisen er for høj for at kunne holde varmen. Ind til der bliver investeret anseelige milliardbeløb i en modernisering af de amerikanske byers gasrør, vil der desværre stadig ske ulykker som den i Harlem. Og så er der lige den der med, at produktionen af naturgas vil være vigtig for jobskabelsen i USA. Der går ikke længe imellem, at naturgas i en eller anden sammenhæng nok engang bliver smækket på avisernes forsider. Og der går heller ikke længe imellem at politikernerne bringer naturgas frem på dagsordenen.

Naturgas vil fremover samtidig også have et internationalt snit. Et snit der stikker langt dybere end en overfladisk rift som amerikansk naturgas lige nu må regnes for at være. Selvom den amerikanske naturgas ikke har international klasse, så kan den få det. Hvis ellers bureaukratiet lempes og pengene til at bygge eksportfaciliteter slår til. Rusland kan lige nu bare læne sig tilbage og smågrine lidt af USA’s påståede naturgasmæssige styrke. Men USA ligger altså på lur. Så snart USA kan, så vil de. Den europæiske efterspørgsel er der, og hvorfor skulle USA ikke efterkomme den. Amerikansk naturgas vil derfor stadig indgå som komponent i USA’s storpolitik fremover.

Og det er klart, at når man har noget, der har allerede har haft mandat til at være samtaleemne henover middagen og i Washingtons korridorer, så er det absolut urealistisk at tænke sig at gassen går af ballonen foreløbig. Især når den tidligere mangeårige fjende Rusland pludselig agerer på en måde, som gør at det amerikanske ønske om at genere Kreml opstår på ny. Uanset om konteksten er af indenrigspolitisk eller storpolitisk karakter, så er naturgas kommet for at blive på den amerikanske politiske dagsorden. Og det er formentlig blot for at få mere og mere opmærksomhed i Washington og i de amerikanske hjem. En ting er i dog sikker. Den kommende stjernespiller på det storpolitiske hold er trods alt stadig rookie. Erfaringen er allerede delvist skrabet sammen på hjemmebanen. Men der vil stadigvæk gå nogle år før den amerikanske naturgas for alvor har international klasse, og kan være med i kampen for at hente sejren i den storpolitiske superliga.