Kongressen.com
  • Forside
  • Analyse
  • Arbejdet for at undgå militær konfrontation mellem stormagterne
Analyse Sikkerhedsrådet

Arbejdet for at undgå militær konfrontation mellem stormagterne

Kontakterne mellem USA og Rusland er iskolde i disse år efter den russiske annektering af Krim-halvøen i 2014. Men samtidig er de militære kontakter blevet af største vigtighed for at undgå en militær konfrontation mellem de to stormagter i bl.a. Syrien. I spidsen for disse kontakter står den amerikanske forsvarschef Joseph Dunford og chefen for den russiske generalstab Valery Gerasimov.

Da den amerikanske forsvarschef general Joseph Dunford mødtes med sin russiske kollega, chefen for den russiske generalstab, general Valery Gerasimov i Wien i marts måned, var det ikke ligefrem smilene, som prægede portrætbillederne af de to generaler. Men der er heller ikke meget at grine af i forholdet mellem USA og Rusland i disse år. Efter Ruslands annektering af Krim-halvøen i begyndelsen af 2014 køledes de ellers regelmæssige kontakter mellem den amerikanske og russiske forsvarsledelse, og det var først i februar 2017 at de to militære chefer mødtes personligt.

Siden februar 2017 har Dunford og Gerasimov mødtes flere gange for at holde de militære kommunikationslinjer åbne i en tid, hvor russiske og amerikanske styrker opererer i Syrien, og risikoen er høj for en konfrontation mellem de to stormagter i det område.

Gerasimov har på sin side været med til at modernisere og udvikle russisk militærdoktrin og materiel til at udnytte assymmetriske fordele overfor f.eks. USA og være med til at genvinde Ruslands plads som stormagt i international politik. Dunford har modsat skulle håndtere en supermagts relative svækkelse overfor andre stormagter, samt en rodet politisk virkelighed i Washington D.C.

Tætte konfrontationer

Et tydeligt eksempel på den høje risiko for konfrontation mellem de to stormagter sås i februar 2018, da syriske regeringstropper støttet af russer fra sikkerhedsfirmaet Wagner Group angreb en amerikansk forpost i Syrien. Ifølge amerikanske kilder var det omkring 500 mennesker, som angreb de 40 amerikanere ved forposten. Der blev tilkaldt luftstøtte, og efter intense luftbombardementer var omkring 200 russere blevet dræbt.

Også i luftrummet over Syrien er der daglig risiko for fejl, idet amerikanske og russiske kampfly opererer i luftrummet over krigszonen. Derfor har man som udgangspunkt aftalt klare zoner for de respektive landes operationer, men disse brydes ofte af russiske kampfly.

For at mindske risikoen for sammenstød i luften har de to lande daglig telefonkontakt mellem officerer, den amerikanske stationeret i Qatar og den russiske i Syrien.

Risikoen for konfrontation var også en faktor inden de amerikanske bombninger af Assad-regimet som konsekvens af regimets brug af kemiske våben mod civile. Her sørgede man fra amerikansk side for at kontakte russerne i Syrien, inden man udførte bombningerne i april 2017 og april 2018. Dette skete både for at russerne ikke skulle søge at forhindre angrebene, men også for at undgå russiske tab.

Der er altså rigeligt potentiale for sammenstød og uheld mellem russiske og amerikanske styrker – især i krigszonen i Syrien.

To vidt forskellige opgaver i den samme kontekst

Begge de to ledere har skulle styre deres militær i en verdensorden i forandring – men med vidt forskellige udgangspunkter.

General Gerasimov har skulle stå i spidsen for et russisk militær i udvikling. Siden han blev udnævnt i 2012 har han stået i spidsen for en udvikling, hvor man har søgt at udnytte asymmetriske fordele i stormagtskonkurrencen med USA og Vesten. Siden invasionen af Georgien i 2008 har man i Rusland igangsat omfattende modernisering af militært materiel, og Gerasimov har fulgt dette op med bredere doktrinære diskussioner.
Her har Gerasimov tiltrukket sig stor opmærksomhed med en artikel fra 2013, hvor han præsenterede sine tanker om moderne krigsførelse. Det blev i Vesten døbt ”Gerasimov-doktrinen” og mere generelt kaldes ”hybrid krigsførelse”. Fra et russisk perspektiv er dette ikke en korrekt forståelse, idet man anser hybrid krigsførelse for at være et vestligt begreb, og noget Vesten fører mod Rusland.

I sin artikel fra 2013 tog Gerasimov en meget bred forståelse af moderne krigsførelse lige fra direkte militær konfrontation over folkelige opstande (som f.eks. Det Arabiske Forår) til statsstyrede operationer under tærsklen for væbnet konflikt (det kan være cyber- eller informationsoperationer). Samtidig har han også ved flere lejligheder understreget, at moderne krigsførelse ikke egner sig til ét fast tankesæt og løsningsmodel, men at man i stedet bør tilpasse sin håndtering til hver enkelt situation.
Det er denne meget brede forståelse af moderne krig, som vestlige analytikere, militærfolk og politikere har haft store problemer med at konkretisere og forstå efter Ruslands annektering af Krim-halvøen i 2014.

Gerasimov har altså skulle stå i spidsen for et militær, som har søgt at udnytte sine nationale ressourcer så effektivt som muligt i en situation, hvor man i mange år har været den underlegne part.

Overfor Gerasimov har Joseph Dunford siden hans tiltrædelse i 2015 skulle håndtere et amerikansk militær i problemer. Man er ikke længere den ubestridte unipolære magt i international politik, og USA’s militære overlegenhed er ikke længere så sikker som den ellers har været i mange år.

Dunford har skulle håndtere usikre økonomiske forhold, aktive militære operationer overalt i verden og et krav om strategisk fokus på stormagtskonkurrenter som Rusland og Kina. Alt dette har skulle balanceres i en politisk kontekst, hvor politisk samarbejde i Kongressen har været en mangelvare, og senest en præsident som står for en politisk kurs, som på mange måder ligger i modsætning til amerikansk sikkerheds- og udenrigspolitik siden 1945.
Også i det amerikanske militær har man skulle håndtere doktrinære udviklinger for at kunne tilpasse sig de konflikter som man ser rundt om i verden, men også bedst muligt forberede sig til fremtidens konflikter. Men det nye for det amerikanske militær er, at det i disse år sker fra en svækket position. Den proces har Dunford skulle håndtere, og når han senere i år overdrager roret i Pentagon til sin efterfølger (formodentlig general Mark Milley fra den amerikanske hær), så vil det også være hans fokus i de kommende år.

For hvordan håndterer man som global supermagt sit relative fald overfor andre stormagter? Det er det store filosofiske spørgsmål, som de politiske og militære ledere i Washington skal håndtere, imens den russiske militære ledelse vil skulle fortsætte med at prikke efter svagheder i de vestlige militære systemer og alliancer.

Læs også

Lige på & Trump: Hende her udstillede alt det amerikanerne hader ved politik

Kongressen

Trump gearer ikke op til krig med Iran

Philip Chr. Ulrich

Hvordan er vi nået her til i forholdet mellem USA og Kina?

Philip Chr. Ulrich

Hvorfor forsøger Trump-administrationen at inddæmme Irans regionale tilstedeværelse og militære magt?

Stine Collin Nielsen

Kampagnesporet: Hemingway, RFK, Pearl Jam og Obama

Kongressen

Manden der kan føre dine krige for dig

Philip Chr. Ulrich