Connect with us

Hvad søger du?

Kongressen.comKongressen.com

Glimt Af Amerika

At følge spillereglerne i en hjemløselandsby

Millioner af amerikanere lever under fattigdomsgrænsen og må ofte bo på gaden. Barbara Thybo tog til hjemløsebyen Dignity Village i det nordvestlige USA. Og lærte gennem fire måneder om, hvordan livet på bunden af det amerikanske samfund kan være. Læs uddrag fra Dignity Village-kapitlet fra ‘Glimt Af Amerika’ her.

Af Barbara Thybo

’Herinde vil I møde voldtægtsforbrydere, potentielle mordere og rigtig mange, der har siddet inde. Vi tjekker ikke folks baggrund eller ID… eller deres rigtige navn, for den sags skyld. Vi kan ikke vide, hvad folk har været indblandet i, før de kom hertil og det er sådan set heller ikke vores interesse. Herinde dømmer vi ikke!’

Shannon kiggede på mig med et stift blik, mens resten af hendes krop sitrede og bevægede sig i alle retninger. Det var svært at vurdere hendes alder, men jeg skød hende til at være i slutningen af 40’erne. Hun var tydeligvis stofmisbruger og hendes mange års brug af meth havde sat sine spor. Når Shannon talte, tog hendes ansigter lige så mange former, som hendes snørklede fortællinger gjorde. De mange ticks fangede ens blik, og det blev i højere grad ansigtets omskiftelighed, man fokuserede på, end det hun reelt forsøgte at informere én om.

’All I’m saying is, look out for yourselves! That’s all I’m saying, girls!’

Jeg var netop ankommet til Dignity Village, USA’s første og eneste landsby for hjemløse. Landsbyen, som jeg med min veninde og specialemakker Ditte var taget til for at studere fænomenet hjemløshed i USA – et land hvor hver sjette indbygger lever i fattigdom, og hvor over en halv million mennesker er hjemløse. Dignity Village skulle være vores felt, vores hjem, i foråret 2013.

Men i mødet med Shannon var min optimistiske begejstring og alle brugbare tanker om det antropologiske feltarbejde langt væk. Jeg var overvældet. Af Shannon, de mange informationer og hendes direkte tone. Af den sære lugt af sur råd og frisk Douglas Fir gran, der sad fast i mine næsebor. Skulle jeg virkelig tilbringe de næste fire måneder her?

’Jeg har kvalme’, hviskede Ditte til mig.

Jeg nikkede og grinte akavet, som for at berolige hende og fortælle, at alt nok skulle gå. ’Det bliver så godt, det her, Ditte!’, forsøgte jeg at udstråle. Men jeg var svimmel, nervøs og havde allermest lyst til at vende om og løbe min vej. Ud gennem landsbyens lille port og de 20 kilometer til Portland centrum. Til velkendte byområder med masser biler og skyskrabere. Mon det var muligt at løbe til gamle København? Eller til min trygge og kedelige barndomsby, Brønshøj?

Shannon snurrede en gang rundt om sig selv, mens hun prustede og stønnede. Hun kløede sig i håret med sine lange sorte negle.

’Nå, jeg tror, det er alt, I behøver at vide om stedet indtil videre. I skal nok lære spillereglerne med tiden. Her er i øvrigt en del rotter. Ja, og så lugter her jo. You know how people like us homeless are’, grinte Shannon.

Jeg forsøgte at grine med, men var usikker på, om det mon var høfligt. Jeg havde ikke forventet denne form for selvironi og som ren, nypudset, ung universitetsstuderende, kunne man så tillade sig at grine af en hjemløs kvinde, som gør grin med sin egen lugt?

Jeg var forvirret og blev pludseligt pinligt bevidst om min egen tilstedeværelse. Mit rene hår og min åndssvagt store kuffert fyldt med rent tøj. At jeg endnu ikke rigtig havde sagt noget. At jeg mere eller mindre havde stået fasttømret til den asfalterede grund uden at sige et kvæk.

Jeg kiggede ned på mine fødder. De store dyre vandrerstøvler, som jeg af en eller anden grund havde syntes var perfekte til en hjemløselandsby. Det brune læder mod den sorte asfalt. Med et kig rundt kunne jeg hurtigt konstatere, at hele den lille landsby, på størrelse med en halv fodboldbane, var placeret på denne hullede og krakelerede asfalt.

Landsbyens mange små træskure blev i skumringen til silhuetter, der udgjorde en kulisse for de mørke skikkelser, der gik rundt. Jeg kunne ikke overskue at fokusere på dem. Ikke endnu.

En trist støvregn tog til. Et utaknemmeligt klima at være hjemløs i, tænkte jeg. Portland, en by næsten lige så tåget, grå og regnfuld som Seattle, kun fire timers kørsel nordpå.

Jeg kiggede tilbage på mine vandrestøvler og var nu mere tilfreds med mit valg af fodtøj.

Dignity Village i februar måned var mørk og angstprovokerende. Jeg lovede mig selv at holde mig tæt til Ditte. Skulle jeg indgå i symbiose med hende i fire lange måneder, so be it.            

Læs hele Barbara Thybos Dignity Village-kapitel i ‘Glimt Af Amerika’, der udkom fredag den 27. marts 2015 på Forlaget Rosenkilde. Og mød Barbara, når hun sammen med fire andre bidragydere, præsenterer ‘Glimt Af Amerika’ i Politikens Boghal onsdag den 1. april kl. 18.30

Skrevet af

Kongressen.com er et uafhængigt netmedie om amerikanske samfundsforhold. Vi grundlagde mediet i oktober 2012 ud fra den ambition at tilføre dækningen af supermagten substans og analyse. Som verdens supermagt spiller USA en helt central rolle for den verden, som Danmark er en del af. Derfor er der behov for at dække såvel amerikansk indenrigs- som udenrigspolitik på en mere kvalificeret og nuanceret måde. Lige som der er behov for at fortælle historier om det amerikanske samfund generelt. Det er det, vi her på Kongressen.com ser som vores fornemmeste opgave at gøre.

Click to comment

You must be logged in to post a comment Login

Leave a Reply

Læs også:

Copyright © 2021 Kongressen