Kongressen.com
Perspektiv

Atlanta United – den sjældne succeshistorie fra syden

I en by, der er notorisk kendt for sin sportslige mesterskabstørke, har fodboldholdet Atlanta United alligevel skabt enorm succes.

To sæsoner – det var alt, hvad Atlanta United skulle bruge for at hjemtage sit første amerikanske mesterskab i fodbold, MLS Cup. Og klubben fra syden ligner et godt bud på et kommende ’power house’ i MLS. Tingene bliver nemlig gjort ordentligt i klubben, der satser hårdt på egne talenter samt på at skabe en regnbuefarvet fankultur, der ville gøre store, europæiske klubber misundelige. Den stensikre 2-0 sejr over Portland Timbers i finalen den 8. december er et godt eksempel på det seriøse arbejde, klubben lægger for dagen.

Men hvordan er det lykkedes for en fodboldklub at blive den mest populære sportsklub i en by, der historisk set ikke er særligt interesserede i sport og i et land, der heller ikke er synderligt interesserede i fodbold… endnu?

Atlanta – den forfærdelige sportsby

Ikke siden 1995 har USA’s 9. største metropol vundet et professionelt mesterskab i nogen sport – det eneste, professionelle sportsmesterskab byen har vundet – hvilket sætter Atlanta Uniteds præstation i perspektiv. Både fordi, byen har tørstet efter sportslig succes, men også fordi det sker i en sportsgren og en by, der vokser enormt i disse år.

Atlanta United og fodbold har udfyldt et sportsligt vakuum i ’the Capital of the New South’, der længe har ledt efter byens sportslige varemærke. Football-holdet Atlanta Falcons har aldrig vundet Super Bowl, selvom man har været i finalen to gange – senest i 2016. Basketball-holdet Hawks har ikke vundet NBA siden 1958, og dengang var holdet ikke engang placeret i Atlanta, men i St. Louis.

Baseballholdet Braves betragtes som byens stolthed med en World Series titel fra 1995 og et hav af divisionstitler op gennem 90’erne og 00’erne. Ishockey er der ingen der taler om i Hotlanta, hvis klima ikke ligefrem indbyder til vintersport.

Og det er svært at pege på, hvad der er årsagen til, at byen som har så svært ved at samle publikum og skabe sportslige succeshistorier, pludselig har fået fodbold som det helt store samlingspunkt. Men flere faktorer spiller formentlig ind; professionel sport kom relativt sent til byen, så der har ikke været tradition for at følge sport, de økonomiske forhold i det historisk set fattige syden, har ikke været et attraktivt marked for de kommercielle sportsgrene og Atlanta har gennemgået en markant forandring såvel økonomisk som demografisk i nyere tid.

Black Mecca har siden 90’erne set sin sorte befolkning skrumpe fra næsten 70 procent til godt 50 procent i 2014, mens flere hvide, amerikanere flytter til området i takt med byudviklingen der skete i kølvandet på de olympiske lege i 1996.

Det betyder mange tilflyttere uden tilknytning til byens gamle sportshold, hvilket har tilladt en ny sportsgren at blive den mest populære i en by, der repræsenterer det moderne syden.

Fankulturen

Foruden successen på banen er den helt store succeshistorie den store tilskuersucces, klubben er blevet.

I 2006 identificerede 12,8 procent af byens indbyggere sig som enten homo- eller biseksuelle, hvilket gør Atlanta til den by med den tredjehøjeste andel af LGBTQ-indbyggere bag Seattle og San Francisco. Og det er måske her vi skal finde svaret på Atlantas succes.

”En fodboldfan er bare anderledes. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal beskrive det, eller hvordan jeg skal præcisere det, men de virker bare mere åbensindede. Mere afslappede.”

Sådan lyder det fra grundlæggeren af LGBTQ-fangruppen ’All Stripes’, Sean Ellis i et interview på Atlanta United fan-bloggen ’Dirty South Soccer’. Og partneren i ’All Stripes’ David Prophitt, fortsætter til samme medie:

”United-fansene er meget yngre. Der er meget mere diversitet. Det er er alle farver. De repræsenterer hele samfundet. Det er det der unge Atlanta. De kommer alle steder fra, og deres syn på LGBTQ-bevægelsen er måske anderledes end hos én, der kommer fra en landlig, sydøstlig baggrund.”

Men alt er ikke rosenrødt i Atlanta. Klubben fik for eksempel stor kritik for ikke at arrangere en officiel Pride-fest, som flere af de andre klubber i MLS gjorde. På trods af dette gør klubben sit for at imødekomme sin trofaste, regnbuefarvede fanbase. For eksempel spillede klubbens anfører og tidligere FC Nordsjælland-spiller Michael Parkhurst med et regnbuefarvet anførerbind i kampen mod Colorado Rapids, da der var uofficiel Pride Night blandt klubbens fans i juni, mens klubben hele sæsonen har solgt regnbuefarvede halstørklæder i den officielle fanshop.


Med et tilskuergennemsnit over en hel sæson på lidt over 53.000 har klubben sat rekord for højeste tilskuergennemsnit i ligaen. Ved flere lejligheder var der endda over 70.000 tilskuere på det splinternye Mercedes-Benz Stadium, og klubben satte derfor også rekord for flest tilskuere ved en regulær sæsonkamp samt i en play-off kamp.

Det er flotte tal, og netop anfører Parkhurst har sørget for at inkludere fansene i klubbens succes.

”Det er vores trofæ, men jeg mener virkelig, at det er alles trofæ, alle der har været en del af det. Det drejer sig om spillere, trænere, alle i klubben, fansene, vi er alle en del af samme klub og vi kæmper for de samme mål. Så nyd dét her trofæ, dét er til os alle sammen,” sagde han til klubbens officielle hjemmeside da han underskrev en ny kontrakt med klubben umiddelbart før jul.

MLS’ nye powerhouse storsatser på unge talenter

Der er intet tegn på, at klubben ryster på hånden i forhold til deres strategi. Til næste sæson er den hollandske trænerlegende Frank de Boer hentet ind på trænerposten som erstatning for den rutinerede argentiner Tata Martino, og bag kulisserne er holdet også stærkt besat på trods af det ærgerlige farvel til vicepræsident Paul McDonough i august. McDonough er som bekendt skiftet til David Beckhams Inter Miami, hvor han angiveligt har fået carte blanche til at skabe samme succeshistorie som i Atlanta.

Med McDonough i spidsen blev kimen blandt andet lagt til en enorm satsning på talentarbejdet – et arbejde, der er i sikre hænder hos Tony Annan som akademidirektør. Og med Frank de Boer i spidsen for førsteholdet er der nærmest garanti for, at der fortsat bliver satset på de unge talenter.

Derudover er den tidligere Premier League-spiller Carlos Bocanegra ansat som klubbens tekniske direktør, og sammen med den tidligere Tottenham-direktør Darren Eales har man lagt sig fast på en anderledes og mere utraditionel strategi for en klub i MLS.

I stedet for at bruge massive summer på at hente mere eller mindre afdankede, europæiske stjernenavne som mange af de andre MLS-klubber har for vane at gøre, så går man efter unge, talenter, sultne efter succes og lover dem muligheden for at bevæge sig til en af de store, europæiske ligaer, hvis tilbuddet kommer.

Kombineret med klubbens egen talentmasse og et par rutinerede amerikanske kræfter i Brad Guzan og anfører Michael Parkhurst, har strategien allerede båret frugt, og hvis rekrutteringen fortsætter med samme succesrate, så kan det vise sig at være en strategi med et langvarigt potentiale. Spillere som Josef Martínez, Miguel Almirón og Ezequiel Barco – alle hentet i sydamerikansk fodbold – har i den grad potentialet til at spille i de fem største, europæiske ligaer, og det kommer de formentlig også til inden længe.

Fremtiden er regnbuefarvet i Atlanta, og det bliver spændende at se, hvor længe der går før LA Galaxys fem mesterskaber bliver overhalet af de fremadstormende Five Stripes fra sydens hovedstad.

Læs også

Manden der kan føre dine krige for dig

Philip Chr. Ulrich

Manglen på shelters er Bay-områdets gordiske knude

Kongressen

Trump-doktrinen får kritik af tidligere udenrigsministre

Rasmus S. Jorgensen

Trump jubler i sit første rally efter Mueller-undersøgelsen

Rasmus S. Jorgensen

Dyre lejligheder sender folk på gaden i San Francisco

Kongressen

Kamp om hadforbrydelseslov er skidt nyt for Indiana

Rasmus S. Jorgensen