Kongressen.com
Analyse

Bagsiden af ‘celebrity endorsements’

Der er lagt op til en dramatisk valgkamp i 2020, der for demokraternes kandidatur byder på et proppet felt og mangfoldigt udvalg af aspirerende kandidater. I skrivende stund er der 20 demokrater, der har meldt sig ind i primærræset. Men hvad reflekterer de? Og hvilke overvejelser skal de kendtes politiske støtte have i bagtankerne mod næste valg?

Indtil videre har de forhenværende to artikler i denne miniserie klargjort at ‘celebrity endorsements’ har en minimal indflydelse på valgstemmer og resultater, men også at de kendtes politiske engagement kan fremhjælpe vælgerregistrering og demokratisk etos med potentiale for mere. Kort sagt, hvis ‘celebrity endorsements’ havde en selvstændig mærkbar effekt på folkets meningsdannelse, så burde Hillary havde stået noget stærkere i 2016, da kløften mellem hendes og Trumps følge i den kendte sfære ikke kunne være større, selvfølgelig i Clintons favør.

Underholdningsindustriens flertal har siden 1960erne reflekteret et progressivt og venstreorienteret verdensbillede, der ligger sig til det demokratiske partis værdisæt. Flere af de erklærede præsidentielle aspiranter har tætte bånd dertil, her i blandt senatoren Kamala Harris fra Californien og Los Angeles borgmester Eric Swalwell. Andre der stiller op i primærvalget, så som Bernie Sanders og Beto O´Rourke, der begge har nydt godt af ‘celebrity endorsements,’ har nærmest opnået en kendisstatus i sig selv. O’Rourke, hvis karisma skaffede ham national anerkendelse natten over under midtvejsvalget, ser nu frem mod 2020 valgkampen, indtil videre uden en politisk varemærkesag, men med et klart budskab om ‘national unity.’

De demokratiske kandidater står for mangfoldighed – der er flere kvinder og minoriteter repræsenteret end nogen sinde før. Der er ganske unge kandidater og de sædvanlige ‘gamle’ hvide mænd, men også asiatisk, hispanic, og afroamerikansk afstamning er repræsenteret. Der er højt uddannet og kvalificeret skikkelser med lang politisk erfaring, entreprenører, en homoseksuel kandidat, selvudnævnte demokratiske socialister samt konservative, moderate og liberale demokrater.

Partiet fremhæver diversitet og følger dermed trenden under midtvejsvalget, hvor man oplevede et historisk valg af forskelligartede politikere til Kongressen. Der er flere centrale emner, som går igen hos størstedelen af kandidaterne, så som strammere våbenlovgivning, klima og adskillige grønne tiltag, forbedret sundhedsvæsen, afskaffelse af studenter lån, afskaffelse af seksuel chikane, skattereform og immigrations spørgsmål – størstedelen af emnerne afspejler velkendte problematikker i den politiserede kendiskultur.

Skader ‘celebrity endorsements’ mere end det gavner?
Trump har som bekendt distanceret sig fra underholdningsindustrien, som han har navngjort ‘Hollywoods elite.’ Præsidenten har ikke haft nær så meget brug for græsrodsbevægelser og støtte fra kendisser, da han på forhånd var, og er, et etableret brand, hvilket han igennem sin utraditionelle tilgang til politik har videreudviklet som siddende præsident.

Der ligger en reel frygt for, at Hillarys kendisstøtte gjorde mere skade end gavn i 2016 valget. Den enorme anti-Trump bølge, der bredte sig, selvfølgelig ikke kun fra kendisserne, formåede ikke at sænke skuden. Måske det endda resulterede i, at flere svingvælgere lagde større afstand til Hillary. Et godt eksempel på bølgen af Trump modstand i underholdningsindustrien er de adskillige late night talk shows, der har omformet en betydelig del af deres ‘air-time’ til et anti-Trump narrativ, som inkluderer den ene anti-Trump gæsteoptræden efter den anden, komiske segmenter som Trumps tweets og ugentlige ‘dumheder,’ samt Alec Baldwins sketch i SNL, hvor han efterligner præsidenten.

Det gamle udsagn, alt publicitet er godt publicitet, er en bevidst karrierestrategi fra Trumps side, og det spillede kendisserne lige ind i. Men hvilke overvejelser skal der gøres for at udfordre ham i 2020? De kendtes evne til at synliggøre politik via deres vidtrækkende platforme kommer endnu engang til at være deres hovedvåben. Men i stedet for at imødegå Trump på hans niveau, burde man muligvis bygge ens ‘endorsement’ på solid analyse og klarhed ved at sætte sin egen kandidat i godt lys uden at kaste mudder på modkandidaten. En anden ting er, at en ‘celebrity endorsement’ kan give bagslag og skade berømthedens karriere.

‘Celebrity endorsements’ evne til at drage opmærksomhed falder ind under en større diskussion i moderne politik; nemlig at det er personen selv, der trækker overskrifterne og ikke selve politikken, hvilket kan betragtes som en personalisering af politik.

Personaliseringen af politik
Mediernes politiske reportager er i almindelighed personificeret – politikerens personlige og egne synspunkter bliver gerne introduceret i stedet for hans/hendes partibaggrund, og dermed falder eller står det politiske argument ud fra individets appeal.

I en lang periode har omdrejningspunkt bevæget sig væk fra traditionel partipolitik, som førhen var den afgørende faktor i den politiske arena. Partiet stod for en vis ideologi, hvis dyder og grundidéer dets medlemmer principielt fulgte og stræbte for at imødekomme, hvilket så legitimerede den enkelte politiker. Nu om dage tager partiet ofte en sekundær rolle, mens den individuelle politiker sættes i centrum – det er politikerens personlighed, fremstilling og autenticitet, der fylder mediebilledet og præger den politiske kultur. Udviklingen skal også ses i kombination med den efterhånden fremtrædende mistillid til det politiske system.

Dermed ikke sagt at partipolitik ikke har nogen kyndighed – parti tilknytning og politik spiller stadig en prominent rolle i det amerikanske system, for slet ikke at tale om udøvelsen af symbolpolitik. Man kan meget vel også argumentere, at parti magnetismen og ideologien endnu engang blomstrer i Trump perioden.

Personaliseringen af politik indtræffer samtidig med mediernes granskning og evaluering af politikernes private liv i stedet for deres politiske succeser og fiaskoer, hvad man meget vel kunne kalde sladderbladsjournalistikkens indtrængen i politisk praksis. Situationen synes at efterligne kendisjournalisternes interesse i skuespillernes tøjvalg, diet og andre private aspekter kontra deres kunstneriske udfoldelse. I dag er det private aspekt og embedsaspektet så sammensmeltet, at det kan være svært at forholde sig til, at de to ‘sider’ engang var særskilt i samfundsbevidstheden såvel som i medierne.

Det kan vise sig at være skæbnesvangert for den enkelte politikers karriere, hvis ens politiske succes brister eller bærer på baggrund af personaliseringen af politik. Når det kommer til kongressen, senatet og ‘Checks and Balances’ systemet, så ser den politiske beslutningsproces bort fra individets tiltrækningskraft. Amerikansk politik foregår på et kollegialt basis, og det har både Obamas sundhedsreform og Trumps immigrations politik måtte sande. Begge har nydt godt af deres personlige tiltrækning – Obama som er hyldet for forandring og som håbets præsident, og Trump som er hyldet for sit business-gen og uortodokse tilgang til politik – men begges politikker har også lidt under magtens tredeling og den interne politiske proces.

Læs også

Nyt pro-Trump forum kan få indflydelse på den politiske diskurs i USA

Katrine Villarreal Villumsen

Vi har fået Afghanistan-krigens ”Pentagon Papers”

Philip Chr. Ulrich

Frygten for nyt Pearl Harbor lever videre i cyberspace

Philip Chr. Ulrich

Trump bruger rigsretshøringerne til at mobilisere vælgerne og drive donationer til sin kampagne

Katrine Villarreal Villumsen

De allieredes krisestyring faldt til jorden i London

Philip Chr. Ulrich

Michael Bloomberg har brugt over en million dollars på Facebook-annoncer på én uge – men han vinder ikke

Katrine Villarreal Villumsen