Kongressen.com
Feature

Benghazi the movie – Hillarys frygt

I dag har ’13 Hours’ premiere i Danmark. Instruktør Michael Bay har lavet endnu en film fyldt med action, eksplosioner og patriotisme. Han har taget fat på en af de mest kontroversielle begivenheder i præsident Obamas regeringstid – terrorangrebet på de amerikanske faciliteter i Benghazi den 11. september 2012. Det er helt klart afbildningen af de historiske hændelser, der gør filmen interessant – ikke filmen i sig selv.

Står du lige og har lyst til at se en film med overdreven amerikansk patriotisme, kæmpe og mange eksplosioner, uselviske toptunede amerikanske specialstyrker og umulige odds, så er Michael Bay som regel et sikkert bud. Med den nye film ”13 Hours: The Secret Soldiers of Benghazi” fortsætter han i den genre.

Det er ikke sandsynligt at filmen vinder nogen kunstneriske priser, men alligevel kan filmen få rigtig stor betydning på længere sigt. For med den to og en halv time lange film, sætter Bay nemlig billeder på en af de mest kontroversielle hændelser i præsident Obamas tid i det Hvide Hus – noget som også kan blive et problem for Hillary Clinton. Filmens omdrejningspunkt er angrebet den 11. september 2012 på to amerikanske faciliteter i den libyske by Benghazi. Det ene var drevet af Udenrigsministeriet og den anden af CIA. Angrebet endte med fire amerikanske døde, heriblandt den amerikanske ambassadør Christopher Stevens. Det er sikkerhedsfolkene fra CIA, der er hovedpersonerne i filmen.

Hele filmen igennem er det tydeligt at Michael Bay ikke ønsker at tage klar politisk stilling. Men hans fremstilling gør alligevel filmen ekstremt politisk. Der er gentagende stik til præsident Obama, daværende udenrigsminister Hillary Clinton og Susan Rice som i dagene efter angrebet kom med kommentarer om forløbet, som senere blev brugt som bevis for at regeringen søgte at dække over hvad der egentlig skete.

Et problem for Hillary Clinton
Begivenhederne i september 2012 i Benghazi har været et konstant tilbagevendende problem for Hillary Clinton, både da hun var udenrigsminister og som præsidentkandidat. Det skyldes at hun som udenrigsminister var endelig ansvarlig for sikkerheden ved den diplomatiske mission i Benghazi, hvor ambassadør Christopher Stevens mistede livet. Kritikken har lydt på, at hun ikke gjorde nok for at sikre personellet ved missionen, og ikke gjorde nok for at redde dem da de kom under angreb.

Hidtil har hendes republikanske modstandere ikke kunnet påvise, at hun ikke gjorde sit arbejde ordentligt eller ligefrem har søgt at dække over manglende indsats – trods utallige høringer og undersøgelser. Problemet for Hillary Clinton bliver nu, at filmen sætter billeder på hændelser, som indtil nu har været forholdsvis abstrakte. Det betyder, at hendes republikanske modstandere fremover blot behøver nævne Benghazi, og så vil folk kunne se billeder af sårede og dræbte amerikanere fra Bays film.

Der har i de seneste måneder været debat i danske medier om populærkulturens indflydelse på folks historieforståelse. Den debat kom især efter filmen ”Under Sandet”. En stor del af folks forståelse og viden om historiske begivenheder, kommer efterhånden fra populærkultur, og det er her Hillary Clintons problemer ligger.

Hvis Michael Bays fremstilling af angrebet i Benghazi bliver den almene forståelse af forløbet, så er det skidt for Clinton. Det vil nemlig være et billede af udenrigsministeriets ansatte, som fik for lidt beskyttelse, trods et tydeligt behov, og amerikanere under angreb som ikke fik den hjælp de havde behov for – og resultatet var fire amerikanske dræbte. Det vil være en forståelse af at amerikanere var under angreb, og alligevel valgte det store ansigtsløse bureaukrati ikke at handle. Trods gentagende opkald og bønner ser man amerikanske F-16 fly stå stille på landingsbanerne på Sigonella basen i Italien, og generelt ingen amerikansk hjælp. Selv da ligene af de fire amerikanere skal flyves hjem er det på et libysk fly. Til det kommenterer en af filmens hovedpersoner: ”A Libyan transport. Still no Americans.” Den sætning vil gøre ondt i hjerterne på mange amerikanere. Hvorfor hjalp man dem ikke! Man havde alle muligheder. Hillary Clinton vil blive ansigtet på det ansigtsløse Washington bureaukrati, som lod amerikanere i spidsen. Ikke lige et billede man har lyst til hænger fast hos vælgerne i en valgkamp.

Filmen som et partsindlæg
Gennem de to og en halv time som filmen varer følger vi en gruppe sikkerhedsfolk ved en hemmelig CIA mission i den libyske by Benghazi. Fra filmens start er det tydeligt, at den lille gruppe tidligere soldater føler sig begrænsede i løsningen af deres opgaver, og konstant mangler støtte i den ene eller anden form. Det er kun gennem deres uselviske indsats, som går mod ordrer, at man undgår en total katastrofe.

På den måde fremstiller Bay en umulig situation for de få sikkerhedsfolk, da amerikanerne kommer under angreb. Her er der en klar svaghed ved Bays film. Det forklares aldrig rigtig for seeren, hvem det er der angriber amerikanerne.

Man får forklaret, at forskellige krigsherrer styrer hver deres område af Libyen og bekriger hinanden. Men man får ikke forklaret hvem det præcist er. Det nævnes kort at det er gruppen Ansar al Sharia, som står bag, men det beskrives ikke nærmere hvorfor det er relevant. Umiddelbart efter angrebet gik Susan Rice til medierne, og sagde at angrebet var resultatet af spontane demonstrationer mod en islamkritisk film, som umiddelbart før var blevet lagt på Youtube. Det viste sig at være forkert, men det var ud fra de tilgængelige oplysninger, at Rice talte. Men kritikere har efterfølgende påstået at præsident Obama ønskede at underspille at der var tale om et koordineret angreb udført af en al Qaeda relateret gruppe. Præsidenten var nemlig i gang med en valgkamp, hvor et af hans styrkepunkter var hans succes mod al Qaeda. Det var først senere at regeringen fortalte offentligheden at Ansar al Sharia stod bag. I filmen konstateres det dog allerede i løbet af aftenen for angrebet. Det siges da også flere gange direkte i filmen, at angrebet må være blevet planlagt over længere tid. Dermed bidrager Michael Bay til anklagerne om, at præsident Obama og hans regering vidste mere om bagmændene for angrebet, end de ville stå ved efterfølgende.

I det hele taget er Michael Bays film et indlæg i debatten om Benghazi, som kan være med til at holde liv i diskussionen om hvad der egentlig skete og hvem der vidste hvad i lang tid endnu. Længere tid end Hillary Clinton sandsynligvis ønsker, og også være med til at sætte en plet på præsident Obamas eftermæle. Så på trods af de klare mangler som filmen helt klart har, så kan den altså få betydning der er langt ude af proportioner set i forhold til kvaliteten.

Læs også

Her er de fem største præsidenter

Kongressen

Misæren i Svinebugten og Kennedys undskyldning

Anders Agner Pedersen

John Jacob Astor og Titanic-tragedien

Anders Agner Pedersen

Madison Cawthorn: Kongressens yngste medlem og et spind af løgne

Dorte Rasmussen

Historien om Hollywoods prinser: da filmbranchen drog i krig

Kongressen

Bobby Kennedy og meningsløsheden af vold

Anders Agner Pedersen