Bernie Sanders har momentum – men det har ingen betydning

Med en stribe sejre i træk i det demokratiske primærvalg gror troen på, at Bernie Sanders er ved at indhente Hillary Clinton. På trods af de gode resultater forbliver sandheden dog, at senatoren fra Vermont kun har en mikroskopisk chance for at vinde nomineringen.

Publikum i Laramie, Wyoming var ikke til at styre.

De intense jubelråb gav genlyd i sportshallen: ”Bernie! Bernie! Bernie! Bernie! Bernie! Bernie! Bernie! Bernie! Bernie!”

Få øjeblikke forinden stod det klart, at Sanders havde vundet Wisconsin. Med et smil på læben tog kandidaten ordet. Han havde et klart budskab. Emnet var ”momentum”.

”Nu skal jeg fortæller jer en ting eller to om momentum. (…) Med aftenens sejr i Wisconsin har vi nu vundet syv ud af de otte sidste primærvalg. Og vi har vundet næsten alle sammen med en overvældende margen,” erklærede han.

Der er ingen tvivl om, at den selverklærede demokratiske socialists kampagne har momentum. Og historierne om det demokratiske primærvalg kommer uden tvivl til at være præget af netop det ord: momentum.

Der er bare et problem: Momentum betyder ingenting i denne fase af valget.

Ingen overraskelser
Lad os starte med at kigge på argumentet om momentum.

Som han sagde i sin sejrstale, så har Sanders vundet syv af de seneste otte primærvalg. Er det så ikke rimeligt at tro, at demokraterne endelig har taget budskabet om økonomisk ulighed til sig og er klar til den politiske revolution?

Det korte svar er nej.

Resultatet i Wisconsin ændrer ikke noget i det store billede. Sanders’ flertal bygger på den samme formel som har ført ham til sejre gennem hele valget. Resultatet lægger sig tæt på, hvad du kan forvente dig ud fra tidligere primærvalg. Sanders formåede ikke at vinde blandt de afgørende demografier i det demokratiske vælgerkorps. De fyldte bare mindre i the Badger State.

Faktum er, at den seneste række sejre ikke flytter på Clintons kvælende føring i delegerede. Den tidligere udenrigsminister fører stadig med over 200 forpligtede delgerede — mere end dobbelt så meget som præsident Obama førte med på noget tidspunkt i 2008. Faktisk blev Sanders’ chancer mindre efter sejren, fordi han ikke trak nok delegerede til sig. Før tirsdag havde han brug for 66 procent af de resterende delegerede for at mønstre et flertal. I skrivende stund har han brug for 67 procent.

Hvad er det så, der foregår?

I den seneste måneds tid har vi bevæget os fra stater med et stort antal minoriteter og et ældre vælgerkorps, hvor Clinton klarer sig godt (Mississippi, Florida, Ohio, North Carolina) til stater, hvor Sanders typisk excellerer. Det er typisk caucus-stater, der er mere liberale, og hvor millennials udgør en større andel af vælgerne (Utah, Washington, Idaho). Men de fundamentale dynamikker har ikke rykket sig.

Sanders har ikke bevist, at han kan trække de afgørende vælgerkoalitioner væk fra Clinton. Sorte, kvinder, folk over 65 og registrerede demokrater foretrækker stadig Hillary. Sanders’ nuværende succes er altså et produkt af, hvornår de forskellige stater holder deres primærvalg.

Eller sagt på en anden måde: Når Sanders’ kampagne slår på brystet og slynger ord som momentum ud i æteren, betyder det bare, at skemaet for hvornår de forskellige stater holder primærvalg favoriserer ham som kandidat på dette tidspunkt i kampagnen.

Hvad betyder momentum egentlig?
Det er løjerligt at tænke over, hvad momentum egentlig er, og om fænomenet i det hele taget påvirker et valg.

Hvis momentum referer til en række sejre på stribe, så er det svært at se, hvordan det skulle have en effekt på det overordnede resultatet i et langt primærvalg. I 2008 tabte Obama for eksempel til netop Clinton i seks af de sidste ni stater. Og med margener så høje som 41 procent point (West Virginia) og 34 procent point (Kentucky).

På samme måde er det svært at få øje på et historisk eksempel i et primærvalg på begge sider, hvor en stribe sejre i træk fundamentalt ændrede på kampagnens dynamik undervejs.

En række sejre i begyndelsen af et primærvalg kan være vigtige. Det er med til at bekræfte, at en kandidat er den ægte vare og kan appellere til vælgere i hele landet. Men det er ikke Sanders’ problem på nuværende tidspunkt.

Der er også tegn på, at nogle vælgere stemmer strategisk ud fra, hvem der har størst sandsynlighed for at vinde i november. Men exit polls indikerer, at demokratiske vælgere, der lægger vægt på om kandidaten kan slå Donald Trump i november og generel valgbarhed stadig vælger Clinton.

Det er også sandt, at nogle studier dokumenterer en såkaldt bandwagon effekt. Altså at vælgere er mere tilbøjelige til at stemme på en kandidat med succes. Og den eneste exit poll siden 15. marts viser, at vælgere, der først bestemmer sig for, hvem de vil stemme på inden for den sidste uge vælger Sanders. Omvendt snakker vi om én meningsmåling ud af otte valg. Og der er reelt ingen forskel i opbakningen: I Wisconsin vandt Sanders 61-39 blandt vælgere, der havde besluttet sig inden for den sidste uge. Den margen var 55-45 for dem, der havde besluttet sig tidligere.

Der er næppe tale om momentum.

Og modargumentet er, at hvis momentum findes, hvorfor var valget så ikke afgjort efter Super Tuesday, hvor Clinton vandt overbevisende eller 15. marts, hvor hun dominerede sin modkandidat med fem sejre i nogle af landets vigtigste svingstater? Der er ganske enkelt ikke noget, der tyder på, at en række sejre medfører sejre i fremtiden.

Post hoc, ergo propter hoc
Momentum betyder noget for en kandidats evne til at fundraise. Du kan regne med, at donationerne kommer til at strømme ind til Sanders’ kampagne efter sejrene. Men Clinton har ikke problemer med at finansiere sin kampagne, og størrelsen på kandidaternes pengekasser betyder langt mindre end fundamentale ting som støtte blandt de centrale vælgergrupper og institutionelle faktorer som støtte fra partieliten og interesseorganisationer.

Lige så meget som kommentatorer og medierne skriver om momentum og forventninger, så forbliver faktorerne, der afgør et primærvalg antallet af delegerede, et solidt field program, støtteerklæringer og hvilke vælgerkoalitioner kandidaterne har opbygget.

Momentum virker nærmere til at være en klump modellervoks — det er, hvad du selv gør det til. Det er som at tro på, at solen skinner på din fødselsdag, fordi du har opført dig ordentlig sidste år. Det føles måske godt, men det er ren overtro.

Argumentet om momentum er det ultimative post hoc, ergo propter hoc. Bare fordi to ting sker lige efter hinanden, betyder det ikke, at de hænger sammen. Sanders’ nuværende succes er i stedet et udtryk for geografiske, demografiske og valgformatslige forhold.

Det lyder logisk nok, at den ene Sanders sejr har ført til den næste og kan føre til flere sejre på sigt. Kald det momentum, kald det lige hvad du vil. Den demokratiske nominering stadig sikkert hos Hillary Clinton.

For det er værd at gentage: Momentum betyder ingenting i denne fase af valget.