Connect with us

Hi, what are you looking for?

Kongressen.comKongressen.com

Feature

Buttigieg til Kongressen.com: ”Hvorfor har danske børn bedre chancer for at udleve den amerikanske drøm?”

Pete Buttigieg, der er borgmester for South Bend, Indiana, og vil være amerikansk præsident, har tidligere besøgt Danmark og brugt inspiration derfra til revilatisering en af byen. Men hele USA kan lære af den danske samfundsmodel, fastslår præsidentkandidaten over for Kongressen.com

SOUTH BEND, INDIANA: Børn i Danmark kan have en bedre chance for at udleve den amerikanske drøm end børn i USA, ifølge Pete Buttigieg, der søger Demokraternes nominering til det amerikanske præsidentvalg i 2020.

“Én ting, der står klart omkring det danske samfund, er, at man har nogle grundlæggende forventninger, der gør folk friere i forhold til, hvad de kan forvente af sundhedsvæsnet, uddannelse eller endda nogle garantier omkring indkomst,” sagde Buttigieg direkte adspurgt af Kongressen.com, kort før han lancerede sin nye bog, Shortest Way Home: One Mayor’s Challenge and a Model for America’s Future.

“Det er meget foruroligende for mig, at et barn statistisk set kan være bedre i stand til at udleve den amerikanske drøm i dele af Danmark end i dele af Amerika. Som Amerikaner er det noget, jeg vil ændre,” uddybede Buttigieg.

Den 37-årige Buttigieg er borgmester for byen South Bend i Indiana. Byen, med godt 100.000 indbyggere, er mest kendt for det katolske universitet University of Notre Dame og bilmærket Studebaker, der lukkede for over 50 år siden, hvilket har gjort South Bend til noget nær definitionen på Rustbæltet: Gamle og uvedligeholdte bygninger, trailerparks og stor relativ fattigdom.

Den nedtur, mener mange, er byen kommet ud af takket være Buttigieg, der overtog ansvaret i 2012, som bare 29-årig.

Til lanceringen af sin bog, der reelt også fungerede som en Buttigiegs første store kampagnearrangement, fortalte den lokale TV-legende Maureen McFadden, at South Bend for 10 år siden ikke var et sted, hvor man rigtigt havde lyst til at være, og at der ikke var nogen virkelig bymidte.

Men i 2016 besøgte Buttigieg København, og inspirationen derfra har været med til at ændre South Bend, der nu har cykelstier, rundkørsler og et centrum, der næsten lige så godt kunne tilhøre en større dansk by.

Og nogle af idéerne til det moderne South Bend kommer også fra Danmark, siger Buttigieg.

“Ting så simple som fordele ved at cykle til arbejde og sørge for, at trafikmønstre tilgodeser fodgængere lige så meget som køretøjer,” sagde han.

Men der er langt fra at arbejde for lokale cyklisters sikkerhed til at være ansvarlig for hele nationens sikkerhed. Buttigieg indrømmer, at han som studerende ikke havde forestillet sig en fremtid i lokalpolitik; Kongressen er der, hvor seriøse mennesker gør seriøse ting, og lokalpolitik er for amatører, tænkte han dengang.

“Men det synes jeg egentlig ikke. Har I set USA’s kongres?” spurgte han de cirka 800 fremmødte, hvilket førte til stor latter. “Om noget skal vi have Washington til at ligne vores bedste byer mere, ikke omvendt.”

McFadden spurgte Buttigieg, hvad der, udover hans alder, seksualitet og politiske baggrund, adskiller ham fra alle andre, der vil være Demokraternes præsidentkandidat i 2020.

“Der vil ikke være så stor forskel,” sagde han, “for jeg har det med at være enig med dem. Men jeg tror, der vil være en forskel på, hvad der bliver lagt vægt på.”

Han vil især fokusere på at ændre de amerikanske demokratis spilleregler, ved eksempelvis at gøre op med gerrymandering – hvor partiet med magten i en stat ligger valgdistrikterne sådan, at de har nemt ved at vinde – og at præsidenten vælges af delegerede frem for antallet af stemmer fra befolkningen.

“Vi går faktisk tilbage på demokrati lige nu, og for os i Indiana, hvor vores stemme ikke tæller mere end en gang hver 30. eller 40. år, tror jeg, at vi vil blive styrket af et system, hvor man vælger præsidenten – og nu lyder jeg måske lidt naiv – hvor personen med flest stemmer vinder.”

Men på nogle punkter går det også frem for demokratiet i USA. I starten af Buttigiegs embedsperiode kunne han ikke lovligt gifte sig med en mand i Indiana. Og måske er chancen for, at han bliver Demokraternes præsidentkandidat i 2020 ikke stor, men det har langt mere at gøre med, hvor kendt han er, hvor ung han er, og hvor begrænset erfaring han har, end han er homoseksuel.

“Der er noget ekstraordinært over dette øjeblik. Der har på intet tidspunkt i USA’s historie været et øjeblik, hvor en som jeg overhovedet er blevet overvejet i en snakken om at blive præsident,” sagde han.

Men hvorfor vil Buttigieg egentlig være præsident?

“Jeg tror på, at landet har brug for noget virkelig anderledes, og vi har brug for at høre stemmer fra generationer, der har en personlig aktie i, hvordan landet kommer til at se ud i 2054, når jeg har den alder, præsidenten har nu,” sagde Buttigieg.

Om partiet kan forene sig omkring det, er endnu uvist, men Buttigieg måtte mange gange i løbet af sin boglancering holde pause for klapsalver fra et begejstret publikum.

Hundredevis af mennesker stillede sig efterfølgende i kø for at få borgmesterens signatur i deres egen udgave af Shortest Way Home.

En af dem var Louann Dobbins, der er født i South Bend og havde sin mand, Mark, med til boglanceringen.

“Jeg troede altid, det ville være en skæbne værre end døden at ende med at bo her,” sagde hun. “Det er vidunderligt at se byen genoplivet og at se alle de friske nye idéer.”

Hun giver Mayor Pete, som Buttigieg kaldes lokalt, kredit for den udvikling. Og så synes hun, at han er noget anderledes end den magtfulde elite i det Demokratiske Parti, som ikke altid lytter til befolkningen i det konkrete USA.

Jeff Durrell fra Granger, Indiana, har allerede besluttet sig for at stemme på Buttigieg til næste års primærvalg.

“Vi kan lide hans politik, jeg kan lide det han har gjort for South Bend. Han har gjort meget godt for fælleskabet,” sagde han.

Hvad Mayor Pete har gjort for South Bend, er måske ikke nok til at overbevise folk i Alabama og Hawaii, om at han er den rette person til Det Hvide Hus. Men det bekymrer ikke Harry Thibault fra den lille by Niles, der ligger lige på den anden side af grænsen mellem Indiana og Michigan.

“Jeg tror, at når folk hører ham tale, så vil det gå meget nemmere for ham, for han er så god en taler, og han forstår problemerne,” sagde han.

Især Buttigiegs vision om “Medicare for all who want it,” er populært hos Thibault.

“Jeg tror, det er det største emne. Og jeg synes, han rammer hovedet på sømmet.”

Written By

Rasmus S. Jorgensen er uddannet journalist ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og University of Notre Dame. Han startede sin karriere i amerikansk journalistisk på Notre Dame Magazine, hvor han fortsat er freelanceskribent, og har siden været på South Bend Tribune. Han har tidligere boet i Arlington, Virginia, men er nu bosat i South Bend, Indiana, hvorfra han følger Midtvesten for Kongressen.com. Tlf. +1 (574) 318-6357 Mail: rschjorgensen@gmail.com

Click to comment

You must be logged in to post a comment Login

Leave a Reply

Læs også:

Copyright © 2021 Kongressen