Ved midtvejsvalget d. 6. november genvalgte vælgerne i Mississippi overbevisende, Republikaneren, Roger Wicker. I dag går vælgerne i sydstaten endnu engang til stemmeurnerne for at vælge endnu en senator, denne gang ved et suppleringsvalg. Republikaneren Cindy Hyde-Smith, der er favorit, er på det seneste kommet i modvind efter en række kontroversielle udtalelser, der formentlig havde påvirket hendes favoritstatus alle andre steder end i dybrøde Mississippi.
En af Mississippis helt store politiske skikkelser, den 80-årige senator, Thad Cochran valgte i foråret at træde tilbage efter 30 års virke i Senatet og 15 år i Repræsentanternes hus, for at pleje sit helbred. Thad Cochran blev den første Republikanske senator i Mississippi i et århundrede, da han blev valgt til Senatet i 1978 i en delstat, der frem til midten af 1960’erne var en solid Demokratisk stat. Siden da er den konservative delstat blevet mere og mere Republikansk, og er i dag så rød en stat, at Demokrater ikke spås mange chancer.
Cindy Hyde-Smith – Sydstatsdame af den gamle skole
Mississippis Republikanske guvernør udpegede Cindy Hyde-Smith, som Cochrans stedfortræder indtil et suppleringsvalg kunne afholdes, og hun blev således Mississippis første kvindelige senator nogensinde. Hyde-Smith, der tidligere har været medlem af Mississippis delstatssenat har de seneste 6 år været Mississippi Commissioner of Agriculture (landbrugsminister).
Udpegelsen af Hyde-Smith gav anledning til nogen murren i krogene, da Cindy Hyde-Smith har en fortid som Demokrat, og oprindeligt blev valgt til Mississippis delstatssenat som Demokrat. En kritik, der gik helt til partitoppen, hvor Præsident Trump efter sigende skulle have haft et kritisk blik på Hyde-Smiths fortid.
Cindy Hyde-Smith, der er født og opvokset i delstaten, er præget af statens fortid. Som ung gik hun på Lawrence County Academy, en hvid privatskole, der blev grundlagt af hvide borgere i det sydlige Mississippi for at undgå, at deres børn skulle gå i skole med afroamerikanere. Skolens maskot var en sydstatsgeneral, der bar det kontroversielle sydstatsflag, der for mange amerikanere kædes sammen med racisme.
På kant med afroamerikanere, Demokrater, og Walmart
Cindy Hyde-Smiths kampagne har været stærkt præget af kontroversielle udtalelser. Udtalelser, der i høj grad afspejler Hyde-Smiths baggrund i et raceopdelt Mississippi, og bærer præg af en hvis grad af historisk tonedøvhed overfor delstatens raceproblematikker.
Ved et vælgermøde i byen, Tupelo i den nordlige del af Mississippi roste Hyde-Smith en lokal borger med ordene, ”Hvis den mand inviterede mig til en offentlig hængning, ville jeg sidde på første række.” Udtalelsen trak med det samme overskrifter i USA, og den er specielt problematisk i Mississippi, der er den delstat i USA, hvor flest lynchninger fandt sted frem til midten af 1960’erne, og hvor særligt afroamerikanere var målet. Det faktum, at Hyde-Smiths Demokratiske modstander, Mike Espy, er afroamerikaner, gør bestemt ikke udtalelsen mindre kontroversiel. Selv udtalte Hyde-Smith dog, at kritikken var overdrevet og taget ude af proportioner.
Hyde-Smith kom fornyeligt endnu engang i problemer, da hun ved et vælgermøde fik udtalt sin støtte til at gøre det sværere for den amerikanske venstrefløj at stemme. Hendes kampagne forsvarede sig med at klippet, der afslørede udtalelserne, var klippet så det bevidst fik hende til at fremstå dårligt, og at udtalelsen var en joke. Udtalelsen bærer dog endnu engang præg af Hyde-Smiths dårlige forståelse af Mississippis fortid. Venstrefløjen i Mississippi består primært af afroamerikanske vælgere, vælgere som frem til 1960’erne blev udsat for diskrimination og trusler på liv og levned for at undgå at disse kunne stemme.
De to udtalelser fik så forleden den enorme amerikanske supermarkedskæde, Walmart til at trække deres støtte til Hyde-Smiths kampagne og forlange deres bidrag til denne tilbagebetalt. Walmarts tilbagetrukne støtte til Hyde-Smith viser lidt om, hvor kontroversiel hendes udtalelser har været.
Hyde-Smith er stadig favorit trods udtalelser
Når Cindy Hyde-Smith stadig er favorit til at vinde suppleringsvalget, ligger der formentlig flere faktorer bag. Først og fremmest består delstatens vælgerkorps overvejende af vælgere med en baggrund, der minder om Hyde-Smiths. Til trods for at Mississippi er den delstat i USA, hvor afroamerikanere udgør den største andel, så er flertallet af Mississippis borgere og vælgere stadigt hvide.
Mississippis historie er stadig et kontroversielt emne og Mississippis opgør med statens racistiske fortid har været mindre omfattende end, det man har set, i andre sydstater. Mississippi er således den sidste og eneste stat, der stadig har sydstatsflaget inkorporeret i delstatens officielle flag. Særligt hos statens hvide befolkning bruges flaget som symbol på en nostalgisk og romantiseret stolthed og sydstatsidentitet, og statens hvide vælgere er også mere tilbøjelige til at benægte racistiske undertoner i flaget. Cindy Hyde-Smiths kommentarer taler ind i delstatens nostalgiske fornægtelse af fortidens onder, og har derfor ikke skadet hende så meget, som de kunne have gjort, havde hun været på valg alle andre steder end i Mississippi.
Samtidig har Hyde-Smiths modstander, Demokraten, Mike Espy, der var landbrugsminister i Clinton-administrationen heller ikke umiddelbart været i stand til at omsætte sin Republikanske modstanders fejltrin til succes. Det er ikke helt umuligt, at Mike Espy ligesom Senator Doug Jones fra nabostaten Alabama, kan vinde et valg i en solid Republikansk sydstat med en kontroversiel modstander, men det mest sandsynlige er dog, at Cindy Hyde-Smith forsætter som senator fra Mississippi.
You must be logged in to post a comment Login