Kongressen.com
Analyse

Collins og Manchin – De sidste fra en svunden tid

I en tid, hvor Amerikansk politik er præget af splittelse og polarisering, gik den Demokratiske senator Joe Manchin (D-WV) fornyeligt mod strømmen, da han offentligt erklærede sin støtte til Susan Collins (R-ME) og hendes kampagne for genvalg til senatet ved valget næste år. Manchin og Collins’ alliance på tværs af partiskel vakte opsigt i amerikanske politiske kredse og nu melder spørgsmålene sig: Hvad kan Collins bruge Manchins støtte til? og hvilke konsekvenser får støtten for Manchins egen politiske karriere?

Joe Manchins støtte til Susan Collins vakte opsigt i amerikanske politiske kredse, men er ikke overraskende, når man kender de to senatorer og deres historie for samarbejde. Det er nemlig ikke første gang på det seneste, at de to senatorer dannede fælles front.

Susan Collins, der er den længst siddende kvindelige, Republikanske senator og Joe Manchin, der er af flere gange har reddet Trumps agenda i Senatet, var nemlig instrumentale i at få godkendt Brett Kavanaugh til den amerikanske højesteret sidste år.

Her stod Republikanerne og manglede stemmer, da Steve Daines (R-MT) var forhindret i at stemme og Lisa Murkowski (R-AK), valgte at stemme blankt. Her blev Collins og Manchin tungerne på vægtskålen, der sikrede Kavanaughs godkendelse.

Susan Collins – Den sidste Republikaner
Collins samarbejde om genvalg med Manchin, skal i høj grad ses i lyset af Brett Kavanaughs nomineringsproces. Collins, der er blandt de mest moderate Republikanere i Senatet, og er sammen med førnævnte Murkowski særligt vigtige for Republikanernes appel til kvindelige vælgere.

Godkendelsen af Kavanaugh satte alvorlige skår i Collins’ image som Republikanernes kvindelige ansigt og adskillige fundraising-kampagner blev søsat nærmest samtidig fra kvindesagsgrupper, der ønsker at få Collins erstattet i Senatet, når hendes plads næste år er på valg.

Collins genvalgschancer bliver yderligere besværliggjort af, at ethvert Demokratisk håb om at genvinde kontrollen med Senatet ved valget i 2020, formentlig skal gå gennem Maine, og Maine har samtidig i det seneste halve århundrede, ligesom resten af New England-staterne, bevæget sig i Demokraternes retning, så oddsene er imod Collins.

Collins er den sidste Republikaner i Kongressen fra New England og ved det seneste valg i 2018, generobrede Demokraterne guvernørembedet i Maine, og nærer dermed forhåbninger om at kunne vinde et sæde i staten i USA’s nordøstligste hjørne. Manchins støtte er derfor en kærkommen hjælp, der skal være med til at sikre Collins’ politiske brand som en midtsøgende problemknuser, der kan appellere til midtervælgerne.

Manchins motiver
Joe Manchins støtte til Susan Collins var da heller ikke ubetinget populært hos det Demokratiske Parti, hvis 2020-planer som tidligere nævnt bygger på, at Collins sæde skifter ejermand. Manchin er dog ikke en mand, der er bange for at tilsidesætte partiets interesser, og i stedet tage søge den politiske midte, som han også understregede i et interview med CSpan, ”Tror i mit parti blive glade. Nej!”

Ligesom Collins, er Manchin valgt i en stat, hvor han tilhører minoritetspartiet, og er derfor ligesom Collins nødt til at tilpasse sig sin hjemstat for at blive genvalgt. West Virginia, der er stærkt afhængig af kulindustrien, har i de senere år bevæget sig mere og mere i retning af det Republikanske Parti, og Præsident Trump er en populær skikkelse hos vælgerne, og den virkelighed har Manchin måtte forholde sig til.

Manchins tid i Senatet har samtidig været præget af hans dedikerede indsats for at styrke tværpolitisk samarbejde i Senatet blandt andet med forslaget om, at senatorer ikke støtter udfordrere til ens kollegaer i Senatet. Og ligesom Collins kan bruge støtten fra en prominent Demokrat til at vifte Demokratiske udfordrer af, så kan Manchin bruge støtten fra en prominent Republikaner til at overbevise vælgerne, skulle han beslutte sig for at genopstille, når hans sæde igen er på valg i 2024. Samtidig er en af Manchins mest prominente tværpolitiske samarbejdspartner Collins, og Collins ligger politisk tættere på Manchin end den typiske New England-Demokrat gør.

Mindelser fra en svunden tid
Samarbejdet mellem Joe Manchin og Susan Collins bringer mindelser om en for længst svunden æra i amerikansk politisk historie. Manchin er en af få tilbageværende Demokratiske senatorer fra sydstaterne og en af de sidste konservative Demokrater, mens Susan Collins er den sidste liberale Republikaner fra New England.

Hvor sydstaterne i dag er en Republikansk højborg, er Manchin et minde om de konservative Demokratiske sydstater som dominerede Demokratisk politik. Collins er også det sidste levn fra New Englands fortid som Republikansk højborg, et område der i dag er domineret af liberale Demokrater. Og Manchin og Collins samarbejde bringer mindelser om de tider, hvor meningsfæller fra de to store partier på tværs af regionale skel og partiskel arbejdede sammen om lovgivningsarbejdet.

Helt så betydningsfuldt bliver Manchin og Collins samarbejde næppe selvom det dog allerede har sat et markant eftertryk på højesteret i en generation frem med godkendelserne af Neil Gorsuch og Brett Kavanaugh.

Det bliver næppe Manchins støtte, der redder Collins’ skind ved valget næste år, da Manchins støtte er en enlig svale, og da Demokraterne og liberale grupper virker fast besluttet på at vælte Collins af pinden. Samarbejdet er således mere et symbol på et ideal om tværpolitisk samarbejde og som en sidste krampetrækning fra en politisk æra, der er så godt som forsvunden. Manchins støtte til Collins er næppe mere end et tværpolitisk skvulp i et blokpolitisk hav.

Læs også

“Jeg tror ikke, vi har set det værste fra White Power-bevægelsen endnu”

Anders Agner Pedersen

Den større risiko ved at efterlade kurderne

Philip Chr. Ulrich

Thule beskytter stadig USA i det kolde nord

Morten Tastum

Højspændte højesteretsdramaer i vente

“America First” efterlader USA’s allierede på kamppladsen

Philip Chr. Ulrich

Trumps primærvalgsudfordringer

Mads Høeg-Mikkelsen