Kongressen.com
Analyse Sikkerhedsrådet

Colombiansk splittelse bekymrer i USA

I Colombia løb den konservative kandidat Iván Duque med sejren i præsidentvalget mandag d. 17. Valgkampen viste en dyb politisk polariseringen i befolkningen, som ikke er set i årtier. Det helt store spørgsmål er hvilken betydning valget vil have på amerikansk udenrigspolitik i regionen, især med øje på fredstraktaten mellem Colombias regering og FARC guerillaen, og hvordan landet som en af USA’s tætteste regionale allierede kan hjælpe med at skabe stabilitet i regionen.

Valget af Iván Duque som afløser for præsident Juan Manuel Santos er ikke overraskende, da meningsmålingerne konsekvent har ligget i Duques favør op til valgdagen d. 17. Med 54 % af stemmerne mod venstrefløjens Gustavo Petros 41,8 %, har Duque allerede indskrevet sig i historien som den største stemmesluger i Colombias historie. Det har været en meget polariseret valgkamp som har reflekteret en dyb splittelse i befolkningen over hvilken retning Colombia skal bevæge sig i. Det mest kontroversielle punkt har været den kun to år gamle fredsproces som blev iværksat med en traktat mellem afgående præsident Santos og FARC guerillaen, som har ført en blodig væbnet kamp mod landets regering i mere end 50 år. Iván Duque har i løbet af sin valgkampagne udtalt at han ønsker at ændre på traktaten, og allerede kort tid efter sin sejre proklamerede han, at løftet stadig står ved magt. Det har skabt bekymring for om fredsprocessen som har bred opbakning i USA, Europa og resten af Latinamerika, vil kunne gennemføres, eller om Colombias borgerkrig bluser op på ny.

Med Iván Duques valgsejr rykker hans parti Centro Democrático og Colombias konservative fløj ind i magtens centrum. Spørgsmålet er hvilken effekt det vil have på forholdet til Washington i et land der i årtier var frontlinje i USA’s krig imod illegale stoffer?

 

Et komplekst forhold

Det bilaterale forhold mellem USA og Colombia har været præget af Washingtons forsøg på at komme kriminelle organisationers handel med illegale stoffer til livs. Da Colombia i slutningen af 1990’erne var ved at blive en såkaldt ”failed state”, begyndte Clinton-regeringen i 2000, i samarbejde med Colombias præsident Andrés Pastrana Arango, den bilaterale ”Plan Colombia” -strategi som havde til formål at stabilisere landet og udrydde den vidtstrakte produktion af kokaplanter. USA ville med $10 milliarder i militær- og udviklingsstøtte over 15 år, samt træningsprogrammer for Colombias militær, bekæmpe paramilitære grupper som de Marxistiske FARC, ELN og paraplyorganisationen for højreorienterede militser AUC. Herudover ville man stoppe handlen med illegale stoffer som primært landede hos amerikanske forbrugere, og udbygge landets demokratiske institutioner. Strategien bar hurtigt frugt. I de følgende år blev de paramilitære gruppers kampstyrke reduceret med 25 %, dyrkningen af kokaplanter faldt med 47 % mellem 2000 og 2003, og for første gang i årtier blev myndighedernes tilstedeværelse sikret i alle provinser, især som resultat af Uribe-regeringens (2002 – 2010) militært baserede strategi under navnet ”demokratisk sikkerhed”.

De mange stabiliseringsinitiativer som er udsprunget fra ”Plan Colombia” har ført Colombia ind i det nye årtusind som et af de mest stabile demokratier i Latinamerika.
I 2012 indgik USA en frihandelsaftale med Colombia og den 30. maj underskrev præsident Santos Colombias medlemskab af OECD som bare det tredje land i Latinamerika udover Chile og Mexico, hvilket i sig selv er en blåstempling af landets økonomiske helbred. Samtidig er Colombia NATO’s eneste ”global partner”-land i Latinamerika. I 2016 kom kulminationen i form af en fredstraktat mellem FARC og regeringen forhandlet i Havana, Cuba, og assisteret af en amerikansk gesandt. USA’s investering i colombiansk stabilitet har altså givet et klækkeligt afkast og opløftet landet til en af Washingtons tætteste regionale samarbejdspartnere.

Men frem for at forene befolkningen omkring fred er traktaten også blevet et symbol på splittelse over hvordan freden egentlig skal implementeres i et land hvor 4 millioner borgere lever som interne flygtninge. D. 2. oktober 2016 blev traktaten forkastet i en folkeafstemning med 50,2 %, mod 49,8 % for fredsaftalen. D. 1. december blev en revideret udgave stemt igennem af Colombias kongres, uden om befolkningen.

For USA’s vedkommende har fredsaftalen en vital betydning da den er kulminationen på årtiers amerikansk investering i at stabilisere Colombia. Hvis freden kollapser vil FARC formentligt flyde sammen med nye kriminelle organisationer for at kultivere kokaplanter til kokain som derefter sendes via Mexicos karteller til det amerikanske marked. USA’s forsøg på at forpurre fragten af illegale stoffer vil altså få et alvorligt tilbageslag, og det vil samtidig gå imod Trump-regeringens hårde linje mod illegale stoffer. Stabilitet i Colombia har også en økonomisk dimension for Washington da landet som Latinamerikas tredjestørste økonomi med en aktiv frihandelsaftale med USA er et vitalt marked.

 

Nyt forhold eller gamle kendinge?

Valget af Iván Duque skal ses som del af en større tendens i latinamerikansk politik i de senere år. Fra et kontinent af næsten udelukkende venstreorienterede USA-kritiske regeringer er de fleste af disse blevet udskiftet med konservative mere markedsvenlige ledere. Fra Washingtons perspektiv er det positive signaler. Duque har tidligere studeret jura i USA og var indtil for fire år siden ansat ved Inter-American Development Bank i Washington, hvilket tegner godt i forhold til at booste den private sektor og åbne op for amerikanske investeringer, især i landets infrastruktur og naturressourcer.

Samtidig er Duques politiske mentor den tidligere præsident Álvaro Uribe som var en af de primære kræfter bag modkampagnen ved folkeafstemningen i 2016, og stadig en markant skikkelse i Colombias politiske landskab som senator i kongressen. Med Uribes konservative ideologi som sit politiske kompas vil Duque med al sandsynlighed forsøge at ændre fredsaftalen for at afspejle en meget hårdere linje imod de tidligere guerillamedlemmer. De mest kontroversielle punkter ved traktaten har været hvad mange kritikere betegner som rent symbolske straffe for tidligere krigsforbrydelser, og en garanti på 10 pladser i Colombias kongres til FARC’s nye politiske gren. Som respons på Duques løfte om ændring af traktaten udtalte FARC’s leder Rodrigo Londoño, også kaldet Timochenko, at ”det eneste han vil formå er at bringe landet ind i en ny cyklus af vold” såfremt regeringen ikke overholder sin del af aftalen.

Som reaktion på valgsejren udsendte det amerikanske udenrigsministerium en udtalelse hvor man erklærede “We will work with President-elect Duque to support Colombia’s efforts to combat drug trafficking, strengthen security, protect human rights, and secure the just and lasting peace its people deserve.” Som man kan læse ud af det sidste punkt er det stadig i USA’s interesse at fredsprocessen fortsætter. Hvilken form amerikansk støtte får er dog uklar, og det vil også afhænge af hvor mange midler Trump-regeringen er villig til at give under ”America First”-sloganet.

Til gengæld vil Duque kunne fremme landenes fælles interesser på andre punkter. Formentligt vil Uribes ”demokratisk sikkerhed” opstå i en ny form og kampen mod dyrkning af koka og transnationale kriminelle organisationer, blive mere militariseret og hårdhændet. Det er en linje som der er bred opbakning til på begge sider af den amerikanske kongres. Opbakningen er også at finde i Trump-regeringen der har lagt hårdt ud mod netop handel af illegale stoffer og latino-bander i USA, eks. MS-13. Samtidig var valgresultatet et signal om Colombias rolle i regionens politik. Modkandidaten Gustavo Petro har tidligere udtrykt sympati og endda direkte støtte til Nicolas Maduros regime i Venezuela. Mange frygtede derfor at Petro ville skabe en stat efter ”chavistisk” forbillede og dermed et ”nyt” Venezuela. Det giver USA muligheder for at lægge en hårdere linje i samarbejde med Colombia mod styret i Caracas, og yderligere isolere styret økonomisk.

Læs også

Arbejdet for at undgå militær konfrontation mellem stormagterne

Philip Chr. Ulrich

Stormagtskonkurrence er tilbage på det afrikanske kontinent

Philip Chr. Ulrich

Lige på & Trump: Hvad har Chuck Norris, Ronald Reagan og “Daisy” til fælles?

Kongressen

Den russiske forbindelse i Latinamerika

Frederik Wrist

Lige på & Trump: Det sikre kort, vi kommer til at tale om de næste to år

Lindsey Grahams transformation

Mads Høeg-Mikkelsen