Kongressen.com
FN Perspektiv Tema

Da FN og USA lod Rwanda i stikken

Folkemordet i Rwanda står tilbage som en skamplet på USA’s og FN’s renommé. Bill Clinton mener selv i dag, at 300.000 menneskeliv kunne have været reddet, hvis han og USA havde grebet ind. I stedet lod USA, FN og hele verdenssamfundet Rwanda i stikken, og folkemordet udviklede sig til en af de værste humanitære katastrofer i det 20. århundrede.

På kun hundrede dage i 1994 slog ekstremistiske hutuer 800.000 tutsier og moderate hutuer ihjel – mange hakket til døde af macheter og primitive haveredskaber – i hvad, der kom til blive kendt som det hurtigste og, i sin effektivitet, mest brutale folkedrab, menneskeheden nogensinde har været vidne til: Folkemordet i Rwanda. Begivenhederne i Rwanda står i dag tilbage som et modbydeligt monument over ondskaben i menneskeheden; en uhyggelig påmindelse om, hvordan volden og massemordet kan iscenesættes og orkestreres ned til mindste detalje, så næsten et helt folk blev udryddet på blot tre skæbnesvangre måneder i foråret 1994.

Men Folkemordet i Rwanda er også historien om et verdenssamfund, der lod det lille centralafrikanske land i stikken og vendte det blinde øje til, imens Interahamwe-militsen og rwandiske regeringssoldater dagligt slog tusindvis af sagesløse tutsier ihjel. Det er historien om et FN, der fuldstændigt spillede fallit, og et USA, der bevidst valgte at ignorere folkemordet. Således indrømmede den daværende amerikanske præsident Bill Clinton så sent som i marts i år, at hvis USA havde lyttet til advarslerne og interveneret, kunne de have reddet op mod 300.000 menneskeliv, altså mere end en tredjedel af det samlede antal omkomne. På samme måde hersker der slet ingen tvivl om, at også FN i kraft af sin passivitet også har en stor andel i, at massedrabene ikke blev stoppet i tide.

Men hvorfor forholdt USA og FN sig som passive tilskuere til folkemordet? Hvorfor greb verdenssamfundet ikke ind i tide? Og hvad kunne og burde verdenssamfundet anført af USA have gjort for at stoppe uhyrlighederne. Det ser Kongressen.com nærmere på i dag. For selvom der snart er gået tyve år, og Rwanda i dag er et af Afrikas mest stabile og fredelige lande, bør folkemordet tjene som en konstant påmindelse om, hvor galt det kan gå, når verdenssamfundet svigter. Og med tanke på de uhyrligheder, der finder sted i Syrien lige nu, er det måske ekstra vigtigt at dvæle et øjeblik ved begivenhederne i Rwanda i 1994.

En historie om hutuer og tutsier
Rwanda – som er lidt mindre end Jylland, men har 12 millioner indbyggere – opnåede selvstændighed fra Belgien i 1962. Det var netop belgierne, der i sin tid institutionaliserede begreberne ”hutu” og ”tutsi”. Hutuerne og tutsier har altid talt samme sprog, delt samme religion og i det hele taget ikke skilt sig nævneværdigt ud fra hinanden, ud over at hutuerne typisk var agerdyrkere, mens tutsier avlede kvæg. I det store hele er hutu/tutsi-differentieringen altså en social konstruktion skabt af den belgiske kolonimagt ud fra devisen om, at en koloni styres bedst ved hjælp af den klassiske del og hersk-taktik, hvor én gruppe tildeles særlige privilegier på bekostning af en anden. I Rwandas tilfælde var det tutsierne (der som mindretal udgjorde ca. 14% af befolkningen), som fik positiv særbehandling og ved landets selvstændighed sad på al den politiske og økonomiske magt i modsætning til hutuerne (85% af befolkningen), der under kolonialismen fik opbygget en stærk, kollektiv identitet som en marginaliseret gruppe.

Med landets selvstændighed fulgte så tre årtier, hvor hutu-flertallet sad solidt på magten, samtidig med at de før så privilegerede tutsier oplevede systematisk diskrimination og jævnligt blev udsat for vold og sågar etniske udrensninger. Det fik i 1990 en gruppe bevæbnede tutsier, der var i eksil i Uganda, til at invadere det nordlige Rwanda, hvilket blev startskuddet på den rwandiske borgerkrig.
Som årene gik lykkedes det imidlertid hverken de invaderende tutsier (i øvrigt anført af Paul Kagame, landets nuværende præsident) eller Rwandas hutu-regering ledet af præsident Juvénal Habyarimana at vinde krigen, og i stedet blev der indgået en skrøbelig magtdelingsaftale mellem hutuerne og tutsierne samtidig med, at der blev indgået våbenhvile mellem de stridende parter i 1993. I den forbindelse blev der indsat en fredsbevarende FN-styrke, kendt under navnet UNAMIR. Det var den canadiske general Roméo Dallaire, der fik til opgave at lede det lille kontingent af fredsbevarende styrker (2.500 mand), der stammede fra intet mindre end 26 forskellige nationer, hvoraf kun de belgiske soldater havde det nødvendige udstyr og den rette træning. De resterende FN-styrker stammede fra lande som Bangladesh, Ghana og Tunesien og mødte bogstavelig talt op i Rwanda uden uniformer endsige våben. I det hele taget stod UNAMIR lavt på FN’s prioriteringer, og under hele forløbet var missionen et logistisk mareridt. Således fik Dallaire blot stillet 300 brugte og nedslidte FN-køretøjer til rådighed, som stammede fra den fredsbevarende mission i Cambodja – kun 80 af køretøjerne viste sig at virke.

Dallaires fax
At FN fra begyndelsen ikke prioriterede Rwanda særligt højt skyldtes flere ting. For det første fandt borgerkrigen i Rwanda sted samtidig med, at FN havde udsendt 70.000 fredsbevarende styrker til missioner i hele 17 lande over hele verden, hvilket altså betød, at FN var overbebyrdet af andre samtidige missioner (bl.a. i Haiti og ikke mindst Jugoslavien). For det andet herskede der en naiv, optimistisk (bevidst eller ubevidst) forestilling fra FN og verdenssamfundets side om, at den skrøbelige fred i Rwanda ville blive permanent, så snart UNAMIR var ankommet og havde sikret, at våbenhvilen blev holdt. Sådan gik det langt fra.

I januar 1994 blev FN for første advaret om den forestående katastrofe, dog uden at reagere. General Dallaire havde modtaget pålidelige informationer fra en anonym hutu-informant – efter sigende en højtstående regeringsmedarbejder – om, at hutu-ekstremisterne var blevet beordret til at registrere samtlige tutsier i Kigali, hvilket ifølge informanten var et klart tegn på, at hutuerne gjorde sig klar til at gå i gang med at udslette alle tutsier. ”Jean-Pierre”, som informanten blev kaldt, oplyste, at hutuerne på blot tyve minutter ville kunne slå 1.000 tutsier ihjel, og at de desuden planlagde at dræbe et antal belgiske tropper for at sikre sig, at belgierne trak deres styrker ud. Da Dallaire forelagde disse informationer i sin sidenhen berømte ”Dallaire-fax” til FN’s kontor for internationale fredsbevarende styrker i New York, som blev ledet af en ghanesisk diplomat ved navn Kofi Annan (der som bekendt senere blev generalsekretær for FN), gav Annan ham klar besked på, at han ikke måtte foretage sig noget som helst; og da slet ikke opsøge hutu-ekstremisterne og beslaglægge deres våben, da amerikanerne især ikke ville støtte ”aggressiv fredsbevaring”. Advarslerne blev altså ignoreret, og Annan sørgede i øvrigt personligt for, at de aldrig nåede frem til Sikkerhedsrådet.

Jean-Pierre havde ret
Den 6. april samme år blev præsident Habyarimanas privatfly (i øvrigt en gave fra Frankrig og deres daværende præsident, Mitterand, som altid havde støttet hutuerne, ikke kun diplomatisk, men også med massive våbenforsyningner i borgerkrigens start) skudt ned over Kigalis lufthavn. I flyet sad både Habyarimana og Burundis præsident. Hvem, der skød flyet ned, er aldrig blevet opklaret; teorier går på, at det både kan have været tutsi-rebeller, der ville af med hutu-præsidenten, eller hutu-ekstremister, som derved ville få et påskud for at indlede deres endelige angreb på tutsierne. Uanset hvem, der måtte stå bag, så stod udfaldet af nedskydningen hurtigt klart: Hutuerne, anført af Interahamwe-militsen, havde nu et påskud for at starte en veritabel heksejagt på tutsierne og én gang for alle gøre en ende på ”tutsi-problemet”. Allerede i minutterne efter nedskydningen, oprettede Interahamwe vejspærringer over hele Kigali og begyndte at slagte tutsierne. Det blev startskuddet til Folkemordet i Rwanda.

Allerede få timer efter nedskydningen af præsidentflyet skete den næste skæbnesvangre begivenhed. General Dallaire havde beordret fem ghanesiske og ti belgiske soldater til at evakuere Rwandas vicepræsident – en moderat politiker ved navn Agathe Uwilingiyimana, som aktivt havde støttet fredsprocessen og nu i kraft af præsidentens død automatisk var blevet statsoverhoved – og bringe hende i sikkerhed. Da soldaterne kom frem til hendes hus, blev de mødt af et bagholdsangreb fra en gruppe hutu-ekstremister, der ikke tøvede med at slå vicepræsidenten ihjel, mens soldaterne blev taget til fange. Ghaneserne blev hurtigt løsladt – dem havde hutuerne ingen interesse i at beholde – mens de ti belgiske soldater først blev tortureret og sidenhen dræbt på brutaleste vis.

Med ét slag var altså både landets præsident og vicepræsident dræbt, og udsigten til en politisk løsning på borgerkrigen dermed forsvundet. Men hvad værre var: Drabene på belgierne førte også til kollapset af FN’s mission i Rwanda, for nærmest med det samme, nyheden om drabene nåede frem til Bruxelles, blev det belgiske kontingent på 440 soldater trukket hjem. Dallaire havde dermed mistet sine eneste veludrustede soldater.

Informanten ”Jean-Pierre” havde altså ret i sine forudsigelser: Hutuerne ville angribe belgierne, belgierne ville skynde sig ud af landet, og ekstremisterne ville få frit lejde til at påbegynde den rwandiske version af ”Die Endlösung”. I løbet af de næste hundrede dage blev næsten 2/3 af Rwandas tutsier slået ihjel. General Dallaire var bundet på fødder og hænder af et FN-bureaukrati, som kun tillod hans tropper at evakuere vesterlændinge og end ikke havde mandat til at åbne ild mod ekstremisterne. Han kunne derfor kun se passivt til, mens myrderierne pågik. Og amerikanerne? De gjorde bestemt også deres for at sikre, at FN-missionen blev en eklatant fiasko, og at drabene i Rwanda løb helt af sporet.

The G-word
Amerikanerne var ellers velinformerede om begivenhederne både op til og under folkemordet (måske lige med undtagelse af udenrigsminister Warren Christopher, som flere uger inde i folkemordet måtte bede sine rådgivere om hjælp til at udpege Rwanda i et atlas, da han ikke anede, hvor landet lå). Allerede 16 dage efter nedskydningen af præsidentflyet begyndte amerikanske top-regeringsfolk internt at anvende ordet ”folkemord” om begivenhederne i Rwanda, men udadtil gjorde Washington alt for ikke at tage ordet ”genocide” i deres mund. De følte, at hvis de først begyndte at tale om folkemord, ville USA blive forpligtet til at intervenere på baggrund af FN’s Folkemordskonvention fra 1948.

Halvvejs inde i folkemordet, den 21. maj, var det allerede var kendt, at mellem 200.000 og en halv million civile havde mistet livet i systematiserede angreb, og FN’s egen definition på et folkemord var dermed for længst mødt. Alligevel var Washington mere end tilbageholdende, når det kom til at bruge ”the G-word”. ”Acts of genocide” havde fundet sted; så langt kunne amerikanerne strække sig, når de blev spurgt, om katastrofen i Rwanda kunne betegnes som folkemord. Men hvor mange ”acts of genocide”, der skulle til, før der kvalificerede til et fuldbyrdet folkemord, kunne amerikanerne ikke svare på. Eller rettere, det ville de ikke svare på, for USA skulle for alt i verden ikke indblandes i Rwanda.

USA pressede på for FN’s tilbagetrækning
Så snart, volden i Rwanda eskalerede i de tidlige aprildage, bad Dallaire om forstærkninger fra hovedkvarteret i New York. Efter at belgierne havde forladt den synkende skude, var UNAMIR nede på 2.100 mand, men i stedet for at erstatte belgierne med nye soldater, besluttede Sikkerhedsrådet d. 21. april – efter at nyheden om at 100.000 allerede havde mistet livet – at skære antallet af fredsbevarende styrker helt ned til sølle 270 mand. Belgierne havde forladt Rwanda med beskeden om, at de ønskede opbakning til deres tilbagetrækning forstået på den måde, at de forventede, at verdenssamfundet i solidaritet med de belgiske tab ligeledes skulle vende Rwanda ryggen.

USA var ikke sene til at støtte op om belgierne. Blot et halvt år tidligere, i oktober 1993, havde USA mistet 18 soldater i Somalia under et brutalt angreb, der i mange henseender mindede om angrebet på de belgiske styrker i Rwanda. USA trak sig som bekendt ud af Somalia, og lektien fra den oplevelse var, at amerikanske tropper aldrig mere skulle involveres i en krig på afrikansk jord. Derfor kom den belgiske appel som en kærkommen lejlighed for amerikanerne til at lægge pres på, at FN skulle trække sig ud af Rwanda. Skulle det modsatte have været sket, at FN trappede op, havde det været forventet, at amerikanerne også involverede sig og bidrog med både mandskab, materiel og penge til missionen i Rwanda. Det var det sidste, amerikanernes nye præsident Bill Clinton ønskede sig med tanke på begivenhederne i Somalia og med en Kongres, der i den grad ikke ønskede at spendere flere penge på fjerne krige. Så ved at presse på i Sikkerhedsrådet for, at FN skulle trække sig ud, kunne USA føle sig sikre på, at de selv slap for at involvere sig.

I sidste ende lykkedes det Dallaire at beholde omkring 500 mand, der dog ikke havde mandat til at bruge våben. Ikke desto mindre anslås det, at Roméo Dallaire og hans mandskab reddede livet på mindst 25.000 tutsier. Det ville næppe være forkert at anslå, at det tal kunne have været adskillige gange større, hvis FN havde sendt flere tropper og givet dem et stærkere mandat; Clinton har formentlig ret i sin egen skamfulde efterrationalisering om, at 300.000 liv kunnet have været sparret, hvis amerikanerne havde involveret sig – eller i det mindste presset på for, at FN gjorde noget.

En skamplet på FN og USA
Folkemordet i Rwanda står tilbage som en skamplet på både USA’s og FN’s renommé. På spørgsmålet om, hvad USA og FN kunne og burde have gjort, synes svarene klare: USA burde have vist lederskab fra starten. I stedet for at bakke op om belgiernes tilbagetrækning, skulle de have presset på for, at de var blevet – eller i det mindste brugt deres indflydelse på, at Sikkerhedsrådet fandt en fuldbyrdet erstatning for Belgiens kontingent.

Og i stedet for at negligere begivenhederne og nægte at bruge ordet ”folkemord”, skulle de have indrømmet det åbenlyse – at et folkemord var under opsejling. USA’s benægtelse smittede utvivlsomt af på hele verdenssamfundets passivitet overfor Rwanda. Da USA omsider begyndte at anerkende, at der var tale om et reelt folkemord først på sommeren 1994, skete der endelig noget. Særligt efter pres fra Frankrig besluttede Sikkerhedsrådet omsider at opgradere UNAMIR og sende 5.000 tropper af sted. Men, som Dallaire konstaterer i sine erindringer, Shake Hands with the Devil, så kom interventionen alt, alt for sent. Da den fransk-ledede mission var på plads d. 22. juni havde tutsi-rebellerne ,anført af militær-strategen Paul Kagame, næsten allerede nedkæmpet hutuerne, og folkemordet var allerede ebbet ud. Og hvad værre var: Alt, hvad den fransk-ledede FN-mission gjorde, var i sidste ende at sikre, at hutu-krigsforbryderne og den afsatte rwandiske regering (som altid havde været Frankrigs nære allierede) kunne flygte sikkert ind i Zaire (det nuværende Congo), hvilket i den grad har bidraget til det østlige Congos fortsatte uroligheder.

Folkemordet i Rwanda udstiller altså et FN, der fuldstændig fejlede. Først ved at ignorere de tydelige indicier på et folkemord under opsejling; siden ved at trække styrkerne hjem; og til sidst ved at indsætte en stor styrke alt for sent, som i stedet for at tilfangetage de ansvarlige sørgede for, at de uhindret kunne flygte ind i Zaire.

Læs også

Kolonispøgelset viser sig i Trumps Puerto Rico strid

Line Vinum

Venstrefløjen styrket i New York, trods Nixons nederlag til Cuomo

Johan Wizan

Kongressen.com og Jyske Bank TV præsenterer ’Morgen I Amerika’

Kongressen

Giffords valgkamp er godt kørende i Massachusetts

Anders Agner Pedersen

Flake og Corker til Kongressen.com: “Trump skader USA’s renomme”

Amerikanske bøger til sommerferien