Da klimakampen nåede ‘The Last Frontier’

Præsident Obamas besøg i Alaska i sidste uge satte på ny en tyk streg under Obamas engagement i klimakampen. Både i USA og på den internationale scene. Dette til trods beskyldes Obama for at være dobbeltmoralsk. For hvordan kan man tillade flere olie- og gasboringer, og samtidig gøre USA til en vigtig kriger for klimaet?

Barack Obama havde på sin tur til Alaska flere forskellige ting på programmet. USA har i de næste par år formandsskabet for Arktisk Råd, og havde derfor inviteret de øvrige medlems staters udenrigsministrer til Alaska. Normalt sker møderne i Arktisk Råd på udenrigsministerniveau. Derfor var det bemærkelsesværdigt at både den amerikanske udenrigsminister John Kerry og præsident Barack Obama var til stede ved dette års møder i Arktisk Råd. Højt på dagsordenen var klimaforandringer og særligt klimaforandringer i de arktiske egne. Og netop derfor havde Obama også valgt at deltage på mødet med Arktisk Råd. Klimaforandringer er nemlig så højt oppe på præsidentens politiske dagsorden, at han efterhånden benytter enhver lejlighed til at lade amerikanerne og det internationale samfund vide, at USA er klar. Klar til at tage kampen op imod klimaforandringer. Og klar til at tage teten på FN’s klimatopmøde, COP21, i Paris til december.

Foruden præsidentens deltagelse, er det også værd at notere sig, at hverken Canada eller Rusland havde sendt deres udenrigsministre, som det ellers er normen på møderne i Arktisk Råd. Canada stillede med en højtstående embedsmand, mens Rusland deltog i form af landets ambassadør i USA. Hvorfor er det interessant? Det er det fordi, der fra begge lande sendes et ganske entydigt signal om, at man mener, at Obama efterhånden er gået en smule for vidt i sin kamp for klimaet. Det er for meget at kalde det et canadisk/russisk klimapolitisk boykot af USA. Men det er påfaldende, at både Canadas og Ruslands klimamål op til COP21, deres såkaldte ’Intended Nationally Determined Contribution’, er mindre ambitiøse end det USA har budt ind med. Og når disse to lande som de eneste i Arktisk Råd ikke sendte deres udenrigsministre lugter det lidt af, at Canadas og Ruslands klimapolitiske prioriteter ikke kommer på højde med Obamas. Og dermed USA’s.

Obama og bjørnen
Den klimadagsorden som Obama rejste i Arktisk Råd, vidner om at præsidenten er i færd med at opbygge USA’s internationale klimaposition frem mod forhandlingerne i Paris senere på året. Men Obamas tur til Alaska havde også et nationalt klimapolitisk formål. For der var lagt flere forskellige udflugter i præsidentens kalender, der alle i en vis grad skulle fortælle amerikanerne i de 49 øvrige stater, hvor slemt landets nordligste stat vil lide under klimaforandringerne. Hvis der ikke gøres noget nu og her. Blandt andet havde Obama et særdeles spændende møde med en bjørn. Og nej det var ikke den russiske bjørn, for den blev som nævnt hjemme på den russiske del af Beringstrædet. I stedet kom præsidenten med en tur ud i Alaskas vildnis med ingen ringere end den ultimative overlever Bear Grylls. Mange kender Bear Grylls fra TV programmer, hvor han bliver fløjet ud i ingen-mands-land, og så viser seeren, hvordan man kan overleve ved blandt andet at drikke og spise ganske fæle erstatninger for almindelig føde.

Det synes måske en smule useriøst, at Obama hægter sig på en populær TV-skikkelse, for at fortælle historien om de klimaproblemer Alaska allerede står midt i og overfor i fremtiden. Men det er formentlig en ganske velkalkuleret manøvre fra præsidentens side. For det kan være en smart måde for Obama, at komme mere bredt ud i den amerikanske befolkning med sit klimapolitiske budskab: Der skal gøres noget, og det skal være nu. Men klimaforandringer, og Obamas klimapolitiske budskab, kan være svære at forholde sig til, hvis man ikke føler det på egen krop. Med Obamas og Bear Grylls fælles tur ud i ødemarken, skal klimaforandringer bringes ned i øjenhøjde. Amerikanere, som ikke til dagligt er optaget af klimaforandringer, vil hermed måske få øjnene op, hvad klimaforandringer har af betydning for Alaska. Også selvom præsidenten – ud fra sin og Bear Grylls fælles selfie at bedømme – ikke stiftede bekendtskab med nogle af de ellers tvivlsomme næringskilder, som Alaska helt sikkert rummer mange af.

Drill, baby, drill
Foruden de sædvanlige modstandere imod Obamas klimapolitik rejste der sig fra uventet hånd hård kritik af præsidenten og besøget i Alaska. Forskellige klima- og miljøorganisationer anklagede således Obama for at være særdeles dobbeltmoralsk. Beskyldningen kom fordi han tidligere har givet grønt lys til flere offshore boringer efter olie og gas i Alaska. Og det hænger jo ikke helt sammen med præsidentens klimapolitiske holdning, som endnu engang ganske eftertrykkeligt blev slået fast. Eller gør det?

Kritikerne bør måske slå koldt vand i blodet. For Obama har allerede taget et temmelig stort opgør med kulkraften i USA. Det er ganske enkelt ikke muligt både at skære ned for kulafbrænding og olie- og gasproduktion. Nuvel, det ville være bedst for klimaet, hvis man kunne skære ned på al fossil afbrænding på én gang. Men det er stort set umuligt i et land som USA. Energibehovet i USA vil altid være højt, og det vil ganske givet ikke kunne blive dækket af vedvarende energi. I hvert ikke i de næste mange år. Og Obamas energipolitik har fra første dag i præsidentembedet været at gøre sig fri af udenlandske energiproducenters kløer. Når man skruer ned for mængden af kulkraft, som er en stor og den mest CO2 udledende energikilde i USA, er man nødt til at finde en afløser. Fra USA vel at mærke. Derfor har man vurderet, at olie og gas er uundværlig for den amerikanske energiforsyning. Og at der skal yderligere boringer til.

Anklagen om dobbeltmoral har således elementer af fornuft i sig. Der skrues op for produktion af olie og gas i Alaska, hvilket er skadeligt for bekæmpelsen af klimaforandringer og for miljøet i Arktis. Men det er på bekostning af det mere forurenende kul fra Wyoming, West Virginia og Kentucky. Desuden skal man huske på, at Obama ikke går til samme ekstremer, som den tidligere Alaska-guvernør Sarah Palin ønskede det, da hun på stålfast facon opfordrede olieindustrien til at producere endnu mere. Sætningen ’drill, baby, drill’ blev Palins måde at lade amerikanerne forstå, at hun på ingen måde ville stille sig i vejen for at lade USA’s undergrund, inklusiv Alaska, blive mere gennemhullet end en schweizisk ost i jagten på fossil energi. På trods af at Obama har givet tommefingeren opad for boringer i de arktiske egne, har præsidenten trods alt på intet tidspunkt givet udtryk for at have samme fossilhungrende energipolitiske holdninger.

Fra Alaska til Paris
Der er lang vej fra Alaska til Paris. Men der er ikke så lang tid fra da Obama besøgte delstaten i sidste uge, til verdens øjne rettes mod den franske hovedstad til december. Obama har med turen til Alaska på én gang haft to dagsordener i forhold til klimaforandringerne. Det internationale samfund skulle nok engang forstå, at USA er parat til at være en del i en global klimaaftale. Og man er også klar til at gå fortrop.

Samtidig var turen til Alaska en charmeoffensiv for at få flere amerikanere til at købe Obamas klimapolitiske holdninger. Holdninger som helst skal deles af størstedelen af den amerikanske befolkning, når man næste år skal vælge USA’s præsident nummer 45. Med en ny demokrat i Det Hvide Hus fra januar 2017 vil de klima- og energipolitiske tiltag, som Obama har sat i værk i sin embedsperiode, have langt større chance for at overleve. Hvis al Obamas klimapolitiske arbejde blot bliver rullet tilbage, når han overdrager stolen i Det Ovale Kontor til sin efterfølger, vil han stå tilbage med en meget tom følelse. En følelse af at USA’s rolle som klimakriger, som han forsøgte at opbygge, med et forsvandt op i atmosfæren. Desuden har Obama brug for at den næste præsident i rækken støtter op om og fortsætter hans klimapolitik både hjemme og ude. Ellers vil Obama, rent klimapolitisk, ikke blive husket for meget mere end præsidenten, der forsøgte at slå et stort slag for klimaet, men som tabte kampen til sine klimapolitiske modstandere.