Connect with us

Hi, what are you looking for?

Kongressen.comKongressen.com

Feature

De Blasio skal overtale New Yorks venstrefløj til at stemme Clinton

New Yorks borgmester Bill de Blasio tøvede længe med at støtte op om Hillary Clintons kandidatur. Derfor er han ikke rigtig inde i varmen. Men borgmesterens støtte kan dog blive afgørende under primærvalget i New York, hvor han skal overbevise sine venstreorienterede vælgere om at sætte kryds ved Clinton frem for Sanders.

Første gang jeg for alvor bed mærke i Bill de Blasio, var da han i november stillede sig op på Times Square i New York og for rullende kameraer sendte en besked direkte til Islamisk Stat:
“The people of New York City will not be intimidated”, sagde den knap to meter høje mand flankeret af seriøst udseende topchefer fra NYPD.

Formaningen til Islamisk Stat skete den 18. november 2015, et par dage efter det blodige terrorangreb i Paris, som kostede 130 mennesker livet, og Islamisk Stat havde netop udsendt endnu en propagandavideo. Denne gang med trusler om at sprænge New Yorks neonoplyste hjerte – Times Square – i luften.

Men i virkeligheden var det et helt skævt førstehåndsindtryk, jeg fik af Bill de Blasio, New Yorks borgmester på snart tredje år, da jeg boede i New York og sad og fulgte med i nyhederne i de følelsesladede dage efter terrorangrebet. Normalt bruger han nemlig ikke tid på at harcelere mod terrorister i truende vendinger, og normalt er han heller ikke ligefrem tæt allieret med New Yorks politi. Tværtimod.

Normalt taler han om sortes rettigheder, om homoseksuelles rettigheder, og om at mindske den sociale og økonomiske ulighed blandt New Yorks borgere. Og man ser ham tit og ofte afslappet sammen med sin afroamerikanske kone, aktivisten og forfatteren Chirlane MrCray, samt deres to børn Chiara og Dante.

Bill de Blasio har i sin tid som borgmester slået hårdt ned på politibrutalitet (heraf det noget kølige forhold til byens politikorps) ved blandt andet at gøre på med politiets ”stop and frisk” metode, hvor betjente tilfældigt standser og kropsvisiterer borgere – oftest sorte – for våben og stoffer. Han har talt for, at politiets uniformer er blevet udstyret med kameraer. Og da politibetjenten Daniel Pantaleo blev frifundet for drabet på Eric Garner – en sort mand, der blev kvalt ihjel under en anholdelse på Staten Island, New York – holdt han en følelsesladet tale, hvori han talte om sin søn, der er mulat, og som han var bekymret for i mødet med byens betjente, der ellers var til for at beskytte ham. Det fik mange i korpset til at vende borgmesteren ryggen.

Blandt andet på grund af hans standpunkt i racedebatten, der i de seneste år især har centeret sig om politibrutalitet, er Bill de Blasio populær blandt de sorte vælgere. Og tilsvarende ikke så populær blandt de hvide vælgere, der også ofte er mere velhavende end de sorte, og derfor måske mindre interesseret i at mindre forskellen på rig og fattig i byen.

Da Bill de Blasio vandt posten som borgmester i 2013 med 73 procent af stemmerne havde han opbakning fra 96 procent af de sorte vælgere og 54 procent af de hvide vælgere. I dag er han langt mindre populær – blandt alle vælgere – men han har stadig godt fat i de sorte vælgere.

Bill de Blasio var kampagne-manager for Hillary Clinton, da hun stillede op som senator i New York i 2000. Og derfor var det også forventeligt, at borgmesteren ville endorse hende som præsident i 2016. Han tøvede dog helt til oktober, før han officielt endorsede Hillary Clinton, og han lagde samtidig vægt på, at Bernie Sanders kandidatur var vigtigt for Amerika.
”Jeg støtter (…) entusiastisk Hillary Clinton, fordi vi bliver nødt til at gøre noget ved indkomstuligheden. Det er vores tids mærkesag. Vi er nødt til at genskabe middelklassen, og Hillary Clinton ved, hvordan det skal gøres, hun vil få det gjort, og hun har en progressiv platform, der taler til alle de forandringer, vi har brug for, inklusive progressiv beskatning, inklusive en opløftelse af arbejderklassen,” sagde han i et interview med MSNBC.

Men det skulle altså tage ham lang tid at få disse ord over sine læber, og adspurgt i april, da Hillary Clinton annoncerede sit kandidatur, afviste han ligefrem at endorse sin tidligere chef. Han ville vente og se, hvilke visioner hun bragte til bordet, som han sagde. Strategien med at vente har formentlig haft til formål at presse Hillary Clinton længere mod venstre på sin økonomiske politik – og som betaling ville hun modtage borgmesterens endorsement. Men så dukkede Bernie Sanders op og klarede det, og Bill de Blasio røg i baggrunden.

Så da Bill de Blasio endelig erklærede sin støtte til sin tidligere chef, fik han ikke den store offentlige tak fra Hillary Clinton.

Men han arbejder sig langsomt tilbage i inderkredsen. Og i januar gjorde Bill de Blasio noget så usædvanligt for en borgmester i en millionby, som at stemme dørklokker. For Hillary Clinton. I Iowa.

Politiske kommentatorer var forbløffede over at se den høje mand traske rundt fra dør til dør med sin kone i hånden, og mange tolkede derfor gerningen som en slags bod for at have ventet så længe med at endorse Mrs. Clinton. Hans egen forklaring var, at han bare gerne ville hjælpe, der hvor der var brug for ham – og i øjenhøjde med amerikanerne. Men han var larmende fraværende ved Hillary Clintons side i Iowa, ikke på noget tidspunkt optrådte de officielt sammen, hvilket de heller ikke har gjort ved lejligheder i New York.

Der hvor Bill de Blasios støtte kommer til at få størst betydning er måske, når New Yorkerne skal vælge mellem Hillary Clinton og Bernie Sanders til primærvalget den 19. april.

Hillary Clinton står stærkere end Bernie Sanders i New York, men senatoren fra Vermont er mere populær blandt New Yorks mest venstreorienterede vælgere, og netop blandt disse står Bill de Blasio også stærkt. Det bliver derfor hans fornemmeste opgave at overbevise de liberale New Yorkere om, at Bernie Sanders ikke har erfaringen til at blive præsident, selvom hans økonomiske politik kan virke tiltalende – en politik som Bill de Blasio i øvrigt er enig i langt hen ad vejen. Og så skal han også få sine trofaste sorte vælgere til at sætte deres kryds ved Hillary Clinton.

Bill de Blasio kan dog også – hvis han bliver tilgivet – få en afgørende rolle som New Yorks borgmester op mod præsidentvalget i November 2016, da de to førende kandidater har rødder i New York, og metropolen derfor kommer til at danne ramme om valget. Som Bill de Blasio sagde fra Times Square i november:
“New York City is open for business, (and don’t let the terrorists tell you any different)”.

Written By

Katrine Jo Andersen er uddannet journalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole samt fra San Francisco State University med fokus på amerikanske forhold. Forfatter til ‘Et Kvælertag, 13 Skud Og Et Hashtag’ og tilknyttet Kongressen.com som indenrigspolitisk skribent. Mail: katrinejoandersen@gmail.com

Click to comment

You must be logged in to post a comment Login

Leave a Reply

Læs også:

Copyright © 2021 Kongressen