Kongressen.com
Analyse Æslet & Elefanten

De tre republikanske ansigter

Splittelsen i det republikanske parti er lige nu stor og tre tydelige grupperinger viser sig. Establishment-tilhængere, de moderate og populisterne.

Intet valgår har været så fyldt med overraskelser, som har rystet partiets elite, som 2016. Især hvad angår de kandidater, der fortsat er i spil. Det kom ikke som en overraskelse for mig, ej heller for medforfatteren af min nyeste bog, ‘Breaking Republican,’, at dette ville ske.
Allerede i 2013 vidste vi, at vores ‘vælgerlandskab’ havde forandret sig gevaldigt og at de folk, som var en del af dette landskab ikke havde i sinde at stemme på en traditionel kandidat som Mitt Romney igen. Nej, vores kernevælgere sendte helt andre signaler. De ville have en utraditionel kandidat, og ikke én Washington-kandidat med ‘professionel politiker stamtavle’ så at sige.
Det skulle helst være en ‘outsider’ eller som vi kaldte det i bogen:’Third Way’-kandidat.

Ansigt nr. 1 – Establishment republikanere
Faktisk var den ovennævnte forudsigelse ikke vores første budskab til den republikanske ledelse. Det kom i 2013 fra vores første bog, “How Republicans can win in a changing America”, hvor vi opfordrede partiet til at tage sig sammen og gennemgå en grundig selv-intervention. Havde de gjort det, så var de parate til Donald Trumps opståen og måske havde de også forstået tilbageslaget fra græsrodsrepublikanere. Men det skete ikke.

Partiets ledelse (det der kaldes ‘establishment’) tog fejl og deres overraskelse blev til forvirring og senere selvbenægtelse, mens Trumps tog kørte stadig hurtigere og samlede tusindvis af trofaste ‘passagerer’ op undervejs. Det er altid nemt at pege fingre af dem, man tror er mest skyldige i en given sag, men i dette tilfælde består ledelsens skyld i en alt for langsom reaktion på baggrund af analyser, der afslørede et markant skifte i vælgernes holdning til traditionelle kandidater.

Man burde have været klar over, hvor stor vælgernes utilfredshed var med deres nuværende ledere i Det Hvide Hus og i Kongressen. Derudover skulle man for længe siden have noteret sig den voksende vrede over alle de dårlige beslutninger, præsidenten havde truffet. Ledelsen skal selvfølgelig ikke have hele skylden alene, men sandheden er, at havde de accepteret de nye realiteter fra starten, ville de have haft tid til at tackle situationen bedre.

Partiets elite så heller ikke de langsomt udviklende ændringer i vore vælgergruppers sammensætning. Sagen er, at der er kommet flere yngre (21-40 årige) vælgere til partiet, mens Republikanernes kernegruppe (ældre) var enten statisk eller dalende. Desværre er der ikke kommet mange nye vælgere fra minoritetsgrupperne endnu, men der er altid håb. Yngre kvinder og yngre mænd er ved at erstatte deres forældre i partiet. Deres holdinger til Republikanernes traditionelle standpunkter (hovedsagelig kulturemner) er meget anderledes, og det kan give problemer i fremtiden.

De nye vælgere har også et andet syn på ledelsesformen. Republikanernes meget indviklede primary system og en al for stiv ledelsesstruktur passer ikke de unge. De foretrækker en flad struktur, som giver plads til en mere direkte form for kommunikation (helst digital), der fører til hurtigere beslutningstagning.

Græsrodsrepublikanerne har tidligere fået deres klager behandlet af ledelsen før en landsdækkende politisk kampagne begyndte. Den praksis gav topfolk i partiet en fremragende mulighed for at vide, hvor skoen trykkede før de samlede tropperne til valget. Med det som baggrund, kunne man have ønsket sig, at ledelsen var mere smidig og fleksibel og i stand til at tackle potentielle trusler mod deres kandidats masterplan. Desværre førte det ikke til øget smidighed eller fleksibilitet præcist på det tidspunkt, hvor mange ‘nye’ ikke-traditionelle republikanere dukkede op i sommeren 2015.

De var almindelige middelklasse lønmodtagere og de fleste var vrede.

Ansigt nr. 2 – ‘Populist republikanere’
For mange republikanere var den 16. juni 2015 en stor dag. Mangemilliardær Donald Trump erklærede sit kandidatur til præsidentposten, direkte fra Trump Tower i New York City med sloganet “Make America great again.” For mange amerikanere (ikke kun republikanere) var det et klart signal om, at populisme var tilbage i amerikansk politik. Mange af hans tilhængere var ikke klar over, at de var populister, men det spillede ingen rolle fordi, de havde en talisman med pondus, som sagde tingene lige ud med en ualmindelig stor energi.

De nye vælgere var nemlig meget trætte af politikere, og de så Donald Trump som den ægte vare, en ‘straight-talking’ succesrig forretningsmand, stik modsat af de Washingtontyper, der havde ødelagt deres Amerika. Trumps popularitet forvirrede eliten, men de troede at tiden var på deres side. Kampen om delegerede ville tage mange måneder. De store pengemænd, politiske strateger og det republikanske establishment troede, at Trumps folk vil vågne op og eventuelt flytte deres støtte til de andre mere ‘normale’ kandidater.

Det var netop den slags tænkning, som skabte problemer for eliten i begyndelsen! Nu var det for sent at vente og håbe på, at situationen ville ændre sig. Populisme var ankommet og vil være det nye kendetegn for republikanisme. Populismens rødder stak (og stikker fortsat) dybt ned i det republikanske parti og nu havde populist kandidaten Trump for alvor vind i sejlene. For ham ville primærvalgkampen blive en hurtig fremmarch hen mod det republikanske konvent i Cleveland, hvor han ville blive udnævnt til partiets officielle kandidat.

Populisme er ikke noget nyt i amerikansk politik og den er ikke opfundet af Tea Party stiftere, Donald Trump eller for den sags skyld Hillary Clinton. Som taktik og kampagnestil virker det strålende, især når publikum kræver en massiv ændring af status quo. Mediegeniet Trump og Hillary Clinton vil derfor fortsat bruge den populistiske talemåde i den kommende tid, og vil sikkert love meget til mange vælgere indenfor de næste syv måneder. Populisterne har derfor også et stort ansvar. De skal være parate til at gøre, hvad H.C. Andersens dreng gjorde med kejseren, der optrådte uden tøj. De skal stille detaljerede spørgsmål og kræve svar fra de etablerede kandidater, da det er den eneste måde, hvorpå ikke-populisterne vil respektere dem.

Ansigt nr. 3 – Moderate republikanere
Amerikas medier er altid glade for at tegne et billede af Republikanerne som et radikalt heppekor, der støtter ubegrænset våbenbesiddelse, mindre regeringsmagt, lav skat og personlig frihed. Desværre er mediernes portrætter forkerte, især når de påstår at Republikanerne har en tendens til at være racister, kvindehadere og et let bytte for politiske forførere. Der er utrolig mange i det republikanske parti, der er moderate i deres holdning til adskillige kulturemner, krig, udenrigspolitik, beskæftigelse, immigration og mange andre sager.

De moderate er som regel ikke dem, der rejser sig fra stolene og råber ‘USA, USA,’ og engagerer sig i slagsmål af den verbale eller fysiske art. De møder op og deltager i debatter og de stemmer uden fanfare. Af og til kan de være forvirrede over taktik og tonen fra partiets establishment eller populisterne, men de er loyale over for det republikanske partis platform og vision for fremtiden. Mange af dem venter på sidelinjen for at se, hvilken kandidat partiet ender med at vælge. Men der er én ting, man skal huske – de moderate republikanere vil rejse sig fra sofaen den første tirsdag i november og stemme republikansk, uanset hvem partiets nominerede bliver. Hvorfor? Fordi de er klar over, hvilken katastrofe det vil være for dem at vågne op om onsdagen til nyheden om at Hillary Clinton er deres næste præsident.

Læs også

USA, Kina, Rusland, SoMe, sikkerhedspolitik, valgkamp…

Kongressen

Kan nogen stoppe Joe Biden?

Anders Agner Pedersen

Pence og Haley i republikansk positionskamp

Mads Høeg-Mikkelsen

John Bolton ude: En af de mindst overraskende Trump-fyringer

Philip Chr. Ulrich

Hvordan glemmer et land, at man er i krig?

Philip Chr. Ulrich

“America First” dagsordenen aflivede fredsmøde med Taleban

Philip Chr. Ulrich