Kongressen.com
Analyse

Delstatsreform skal sikre direkte præsidentvalg

Efter to præsidentvalg på to årtier, hvor vinderen af valget ikke var den med flest stemmer, har en bevægelse for direkte valg til præsidentembedet fået fodfæste og er blevet nærmest mainstream . . . blandt demokraterne.

South Bend, Indiana — Om den manglende tværpolitiske enighed skyldes, at de to præsidentvalg faldt til republikanernes fordel, er svært at sige, men det er en nem konklusion at drage.  Demokraten Al Gore modtog over en halv million flere stemmer end George W. Bush i 2000. Men Bush havde succes med valgmandsmatematikken og sikrede sig 271 ud af de 538 valgmænd – altså en enkelt mere end nødvendigt for at blive præsident.

Igen i 2016 vandt demokraten, denne gang Hillary Clinton, flere stemmer en republikaneren, Donald Trump. Og her var forskellen på den direkte afstemning og valgmandsstemmerne endnu større, for Clinton modtog knapt tre millioner flere stemmer end Trump, over 2 procentpoint mere end republikaneren. Alligevel tog Trump overbevisende 304 valgmænd, mens Clinton måtte nøjes med 227.

Det kan lade sig gøre, fordi en snæver sejr i alle stater bortset fra Maine og Nebraska er nok til at give vinderen alle valgmænd i den pågældende stat. Det skete eksempelvis i 2016, da Trump vandt Michigan med 0,23 procentpoint flere stemmer end Clinton men tog 100 procent af de 16 valgmænd. At Clinton så eksempelvis vandt Illinois med næsten 900,000 stemmer,  eller 17 procentpoint, gav hende ikke en større andel af den delstats valgmænd.

Dermed er alle stemmer, der falder oven i dem, der sikrer sejren i en delstat, ligegyldige.

Samtidigt er en stemme mere værd i nogle delstater end andre, fordi antallet af valgmænd i en stat er det samme som statens antal af medlemmer i Repræsentanternes Hus (som afgøres af befolkningens størrelse) samt Senatet (som er to for alle stater). Dermed har små stater, som Wyoming, flere valgmænd per vælger end store stater som Californien.

Specifikt har Wyoming en valgmand per 190.000 indbygger, mens Californien skal samle over 700.000 indbyggere for én valgmand.

Tager man det til ekstremer, betyder systemet, at det teknisk set kan lade sig gøre at vinde præsidentembedet med kun 23 procent af stemmerne, ifølge National Public Radio. Det er et tænkt eksempel, fordi det kræver, at en kandidat vinder med én stemme i nok delstater til at sikre sig 270 valgmænd og så ikke modtager en enkelt stemme i nogen anden delstat. Det kan naturligvis ikke lade sig gøre, men tanken sætter streg under, at de amerikanske præsidentvalg er forholdsvist langt fra direkte demokrati.

Og det er helt fint, lyder det Republikanske svar på kritikken. USA er nemlig en republik, ikke et demokrati, og man må ikke fratage staterne deres ret og magt, siger de. Men er der egentligt grund til at tro, at systemet er gavnligt for Det Republikanske Parti, og at dét kan spille en rolle i partiets holdning i sagen?

Ikke hvis man spørger Præsident Donald Trump. Ifølge ham er valgmandssystemet til langt større fordel for demokraterne end republikanerne, fordi flere valgmænd tilhører stater, der næsten altid er demokratiske end republikanske.

Og selv præsidenten måske tog lige store nok ord i munden, da han kaldte demokraternes fordel stor, så kan noget tyde på, at han har en pointe. For selv om PolitiFact rangerede Trumps påstand som falsk, så pegede de også på, at der faktisk er flere ”sikre” demokratiske end republikanske valgmænd, om end det drejer som en forskellen mellem 187 og 179, ifølge deres opgørelse.

Imod den fordel skal det også regnes med, at flertallet at de små stater, som altså har flere valgmænd per indbygger end de store, er overvejende Republikanske.

Dermed kan begge partiet let pege på hinanden og sige, at systemet er til fordel for deres modstander. Så hvorfor ikke afskaffe systemet og lade personen med flest stemmer vinde, spørger flere demokrater.

Men det kommer ikke til at ske, hvis ikke Republikanerne er med, for der skal to tredjedeles flertal til i både Repræsentanternes Hus og Senatet for at ændre forfatningen.

Derfor går en række delstater nu en anden vej – for staterne kan selv bestemme, hvordan de fordeler valgmænd. 48 af 50 stater giver i dag alle deres valgmænd til vinderen af staten, men det kan ændre sig.

Og faktisk har 14 delstater plus District of Columbia allerede besluttet at give deres valgmænd til den kandidat, der får flest stemmer i præsidentvalget. Men tilsammen har de kun 189 valgmænd, eller 35 procent, og dermed er deres forsøg på at ændre det amerikanske demokrati endnu ufuldendt.

Aftalen mellem staterne, der kaldes National Popular Vote Interstate Compact, træder først i kraft, når staterne i aftalen repræsenterer minimum 270 valgmænd. Det vil sige, at Californien, Illinois og New York, der alle er med i NPVIC, fortsat fordeler valgmænd på traditionel vis.

Men er der så håb for bevægelsen? Ja og nej. For faktisk er der i øjeblikket lovgivning undervejs i så mange stater, at NPVIC-staterne vil danne et flertal, hvis bare to tredjedele af de lovforslag bliver vedtaget.

Alligevel er det usandsynligt, at reformen vil lykkes. For mange af de stater, hvor der er stillet lovforslag om at blive en del af NPVIC, er styret af det Republikanske parti. Blandt dem tælles Florida, North Carolina og Indiana, og de stater vil, næsten med statsgaranti, ikke finde flertal for at ændre deres fordeling af valgmænd. Størstedelen af de lavt hængende frugter, altså de demokratiske stater, er plukket, og selv om Colorado, en såkaldt lilla stat, for nyligt tilsluttede sig, er NPVIC nu i en sværere fase end tidligere.

Og skulle det lykkes, er der stadig et stort problem. NPVIC kan med sikkerhed se frem til at blive taget i retten og udfordret for at være imod USA’s forfatning – blandt andet af den simple årsag, at aftalen omgår, hvad ”The Founding Fathers” havde tænkt sig.

Læs også

Lige på & Trump: Hende her udstillede alt det amerikanerne hader ved politik

Kongressen

Trump gearer ikke op til krig med Iran

Philip Chr. Ulrich

Hvordan er vi nået her til i forholdet mellem USA og Kina?

Philip Chr. Ulrich

Hvorfor forsøger Trump-administrationen at inddæmme Irans regionale tilstedeværelse og militære magt?

Stine Collin Nielsen

Kampagnesporet: Hemingway, RFK, Pearl Jam og Obama

Kongressen

Manden der kan føre dine krige for dig

Philip Chr. Ulrich