Demokraterne står foran en stejl vej til at genvinde Senatet

Kortet tilbyder kun få chancer for at flippe stater, mens deres medlemmer skal forsvare pladser i adskillige Trump-stater.

Washington D.C. – Det politiske klima blæser Demokraternes retning, men der er større skepsis, når det kommer til deres chancer for at vriste hammeren fra den Republikanske leder Mitch McConnell (R-Ky.) i 2018.

Der er 100 medlemmer af Senatet, og Republikanerne nyder i øjeblikket et snævert flertal 51-49. Umiddelbart virker to pladser som en overkommelig opgave for Demokraterne, men kigger du på, hvem der står over for vælgerne i midtvejsvalget, ser det anderledes svært ud.

35 af de nuværende senatorer skal søge genvalg i 2018. 24 af dem er Demokrater. To er Independents, der normalt føre politik sammen med blå blok og blot ni er Republikanere.

Fordi præsident Trump ikke er på stemmesedlen, vil deres valgkamp i de fleste stater være øverst på agendaen. I andre delstater finder guvernørvalg og/eller folkeafstemninger også sted. Modsat valgene i Repræsentanternes Hus foregår senatsvalg i hele delstaten. Det betyder et par ting for måden at tænke valgkamp på.

For det første betyder kandidaternes profil langt mere. Der er stadig en anseelig del af folk i de respektive delstater, der ikke kender navnet på deres senator. Udfordrer du en siddende senator bliver det endnu sværere. Mange modkandidater har aldrig stillet op til et valg på delstatsniveau. For eksempel har en af de førende Republikanske kandidater i primærvalget i Ohio, kongresmedlemmet Jim Renacci, aldrig stillet op uden for det 16. distrikt. Der er selvsagt stor forskel på vælgerkorpset og at føre valgkamp i et distrikt med omkring 700.000 og 94 procent hvide til hele Ohio, der har 11,5 millioner indbyggere, hvor omkring en fjerdedel er raceminoriteter. Omvendt har Republikaneren Josh Hawley en fordel i Missouri. Han vandt sin plads som justitsminister i 2016 ved at vinde i hele the ”Show Me State”.

Det stiller på samme måde krav til de enorme summer, som en kandidat skal indsamle. En kandidat til senatet indsamlede i gennemsnit 1,45 millioner dollars ifølge Center for Repsonsive Politics, mens en vindende kandidat i gennemsnit brugte lidt over 10 millioner dollars. Interessegrupper kan ligeledes spille en rolle her, hvis delstaten bliver set som nøglen til at bestemme flertallet. I Pennsylvania postede kandidaterne, partierne og andre grupper lidt over 188 millioner dollars ind i valgkampen.

Folkeafstemninger kan også have en indflydelse på de politiske kalkulationer og udfald. Tag Florida som et eksempel. I 2014 fik et forslag om at legalisere hash til medicinsk brug flere stemmer end vinderen af guvernørvalget. I 2018 er der et forslag, der vil give stemmerettighederne tilbage til folk, der har en plettet straffeattest. Det vil betyde, at folk der normalt ikke ville møde op til stemmeurnerne kommer til at deltage. Og denne mærkesag tiltrækker typisk flere demokratiske vælgere end republikanske.

Hvad betyder flertallet i Senatet?

Den lovgivende proces i Kongressen har længe lagt i ruiner og stilstanden på Capitol Hill er et velkendt fænomen. Det virker som en rimelig antagelse, at det ikke vil betyde det store, hvem der sidder med flertallet. Senatet har desuden filibuster-reglen, der gør det muligt for mindretallet at stoppe lovgivning og giver dem anseelig magt.

Så hvorfor har det stor betydning, om lederen i Senatet hedder Mitch McConnell eller Chuck Schumer (D-NY)?

For det første bestemmer flertallet, hvem der sidder som formænd i diverse udvalg. Det er dem, der har kontrol over, hvilke høringer der bliver afholdt, og hvilke undersøgelser der bliver åbnet. Trump-administrationen er allerede kendt for korruption og inkompetence. Men de fleste skandaler er blevet afsløret af pressen. Forestil dig, hvor meget snavs Demokraterne vil kunne grave frem, hvis de startede undersøgelser, indkaldte ministre til afhøringer og stævnede dokumenter en masse.

Flertalspartiet sidder desuden også med flertallet i udvalgene. Og det bliver i særdeleshed vigtigt, fordi det vil give Demokraterne magten over, hvilke ministre og embeder som CIA-direktør, føderale dommer og ambassadør, der kan blive godkendt. Vi ved, hvor stor udskiftning i embedsværket præsident Trump har forskyldt. Og nogle af hans mest kontroversielle nominerede, for eksempel Andy Puzder som beskæftigelsesminister, gik aldrig igennem. Hvis der er flere fyringer, tilbagetrædelser eller skandaler, der trækker ministre ned kan Trump ikke nominere en person, der ikke har Demokraternes accept. Uddannelsesminister Betsy DeVos ville aldrig være nået igennem et Schumer-anført senat.

Et navn er angiveligt allervigtigst for de lange udsigter i amerikansk politik: Anthony Kennedy. Han er svingstemmen i Højesteret, og der er længe blevet hvisket om, hvorvidt han trak sig. To liberale dommere, Breyer og Ginsburg, er desuden henholdsvis 79 og 85. Hvis en af dem skulle trækker sig tilbage eller gå bort vil det give Republikanerne endnu en plads og et konservativt flertal i den næste generation.

Et demokratisk flertal giver dem muligheden for at fremsætte en mere pro-aktiv agenda frem imod 2020. Hvis Demokraterne samtidigt tager Huset kan de sende en lang række lovgivning op til Trump. Præsidenten har endnu ikke brugt sin vetopen, men det vil han uden tvivl blive tvunget til, når et demokratisk seant prøver at minimere selskabsskattelettelser. Sådanne manøvre giver desuden muligheden for tvinge Republikanske senatorer til at tage svære stemmer, før deres egne genvalg i 2020.

Og så sidder senatorer i seks år. Trump kan meget vel blive genvalgt i 2020, men her favoriserer kortet Demokraterne. Hvis han ikke har et flertal i Senatet i sin andet embedsperiode vil hans agenda stort set være sat i stilstand fra dag et.

Republikanerne er favoritter

Den fundamentale faktorer er på Demokraternes side. Den såkaldte ”Generic Congressional Ballot” er på deres side. Resultaterne i specialvalgene peger i retningen af en blå jordskredssejr i november. Entusiasmen er på Demokraternes side i samtlige målinger, lige meget hvordan du vender og drejer det.

De har bedre kandidater, der i langt de fleste starter fører i målingerne. Republikanerne har desuden haft svært ved at rekruttere troværdige kandidater i en række stater.

Alligevel er Republikanerne favoritter til at beholde flertallet. Kortet er mildest talt modbydeligt, hvis du er demokratisk konsulent. Ti Demokrater er på genvalg i stater, som Trump vandt i 2016.

De ti Trump-stater med demokratiske senatorer

I fem af dem (MT, ND, MO, IN og WV) vandt han med mere end en dobbeltcifret margin. Demokraterne har altså rigeligt at gøre med at spille forsvar.

De ti mest sårbare Demokrater kan trøste sig med, at siddende senatorer næsten altid bliver genvalgt, når præsidenten ikke er fra deres parti.

Kilde: FiveThirtyEight

Ifølge en analyse fra FiveThirtyEight har sølle 4 senatorer ud af 114 tabt under disse omstændigheder siden 1982. Tallene er de samme for senatorer i stater, som stemte på præsidentens parti, altså Demokrater i røde stater. Her var genvalgsraten 93 procent med en gennemsnitlig margin på 22 procentpoint.

Omvendt er det svært at se, hvor de to ekstra pladser kan komme fra. Republikanerne har blot en senator i en Clinton stat: Dean Heller i Nevada. Arizonas åbne plads bliver set som Demokraternes bedste mulighed for at flippe en stat, men Arizona er langt fra lilla. Trump vandt staten med 4,5 procentpoint i 2016, mens Romney vandt med 9 procentpoint i 2012.

I Tennessee har de en stærk kandidat i tidligere guvernør Phil Bredesen, der ifølge en måling fra MTSU i denne uge førte med 10 procentpoint. I Texas indsamlede deres kandidat Beto O’Rourke vanvittige 6,7 millioner dollars i første kvartal. Og i Mississippi har de to stærke kandidater, mens en af Republikanernes kandidater, Chris McDaniel, er bedre kendt som deres svar på Roy Moore. Moore tabte en plads i senatet sidste år til Demokraten Doug Jones i landets rødeste stat.

Når det er sagt, så virker Demokraternes muligheder i de sidstnævnte delstater små. Der er ganske enkelt en overflod af republikanske vælgere i alle tre. Der kunne blive endnu en plads ledig i Arizona, hvis kræftramte John McCain trækker sig tilbage, men den Republikanske guvernør vil utvivlsomt udpege en kendt politiker, der vil være en stærk kandidat.

Og igen, alt dette er forudsat, at Demokraterne holder alle deres stater. Missouris Claire McCaskill ser ikke for stærk ud og havde en usædvanlig svag modkandidat i 2012. Jon Tester i Montana har blot en favorability rating på +7, og igennem 2017 faldt den med 18 procentpoint ifølge målinger foretaget af Morning Consult.

Kilde: Morning Consult

Skulle bare en af disse senatorer snuble er sejre i Nevada og Arizona ikke nok. Senatet vil være 50-50 og vicepræsident Mike Pence vil have den udslagsgivende stemme.

Det er ikke til at sige, hvor vælgerne vil være i september, hvor størstedelen begynder at blive opmærksomme på valget. I D.C. snakker man også om de kendte ubekendte, som den tidligere forsvarsminister Donald Rumsfeld kaldte dem. Måske blomstrer økonomien og Trump lærer, at jo mindre han siger og gør, jo mere populær bliver han. Måske fyrer han specialanklageren Robert Mueller og tvinger sit eget parti til at tage afstand. Kommer vi til at se en aftale om immigration eller infrastruktur? Hvad med vil effekterne af en handelskrig med Kina? Eller er der en uventet begivenhed, der kommer til at definere valget, på samme måde som Ebola-udbruddet gjorde i 2014?

Vi bliver klogere til efteråret. Men indtil videre står det klart, at Demokraterne, på trods af stærk medvind, stadig har noget af en klatretur foran sig for at genvinde Senatet.