Kongressen.com
Analyse

Den politiserede kendiskultur

Den politiserede kendiskultur, i sit mangfoldige handlemønster, er blevet en norm i amerikansk politik. Det kræver ikke en større åbenbaring at se, at kendisser bruger deres berømmelse til politiske formål, selv om at medieopmærksomheden naturligvis faciliterer udbredelsen. De ytrer sig politisk, handler i politisk aktivisme, fremskaffer økonomisk støtte til kampagner, bliver ambassadører for politiske organisationer, og giver deres personlige støtte til præsidenter, embedsmænd og sociale sager. Men har det en effekt? Rykker det noget?

Grænsen mellem den politiske kultur og kendiskulturen er sløret og overlappende. Det er blevet en mainstream tildens, at entertainere taler åbenlyst og offentligt om politik, samtidig med at politikere og underholdningsbranchen mingler i det private og drager nytte af hinanden. Desuden dækker flere medier politik i sand underholdnings stil.

Underholdning og politik har længe haft et specielt og traditionsrigt forhold i USA; politisk satire er for eksempel en ærkeamerikansk tradition og kan spores tilbage til koloniernes kamp for uafhængighed, der artede sig som kommentar på britisk styre. Spoler vi tiden frem til i dag, så er formen stadig udbredt i karikatur ‘cartoons’ i diverse aviser og netmedier, mens tegnerne kan være berømtheder i sig selv. Desuden er politisk satire cementeret i talkshows, hvor kendisser som John Oliver (Last Week Tonight), Jon Stewart (The Daily Show) og Stephen Colbert (The Colbert Report) har gjort karriere i fusionen af politik og underholdning.

Kendis politik
Research i kendissers medvirken i politik er en snoet affære – To modpoler mødes generelt, når snakken falder på kendiskulturens politisering. Den første holdning erklærer sin mistro og foragt for ufaglærte kendte, der blander sig i politik, hvorimod den anden holdning betragter kendisser i politik som at fremme liberal demokratisk etos, der assisterer i at etablere borgerligt engagement i politik.

Hvis vi umiddelbart forholder os til kendisser, der fremmer politisk engagement, så har forskningen heraf en forudindtaget tildens til at vægte den positive effekt (forøget medieopmærksomhed og genkendelse) og ikke nær så meget den negative effekt (kan gøre mere skade end gavn for politikeren såvel som kendissen). Det negative aspekt er et emne, der fanger betydelig opmærksomhed i det nuværende politiraserende klima.

Der mangler ikke kun aktuelt research, men en systematisk og metodisk kategorisering af kendissers medvirken i politik. Det kommer i høj grad også an på, hvilken kendis der repræsenterer hvem og hvad, og om der befinder sig en troværdig sammenhæng mellem sag/kendis og politikken/politikeren. Tales der om kendisser, som havde etableret berømmelse før, de gik ind i politik, kan der nævnes Arnold Schwarzenegger, Cynthia Nixon, Sonny Bono, Clint Eastwood og Al Franken. Tales der om politikere, som har erhvervet sig kendisstatus, hvilket må være et fænomen i sig selv, er JFK og Obama bemærkelsesværdige. Derudover er der et skel mellem kendte, der støtter politikere med og uden deres viden, hvilket kan have vidt forskellige påvirkninger. Flere af kategorierne overlapper, men de har også hvert deres eget forståelsesparameter.

Kendis ‘endorsements’ og præsidentembedet
I den simpleste forstand, så er motiverne bag kendis ‘endorsements,’ at politikeren benytter kendissens ansigt og berømmelse til at skabe synlighed, opmærksomhed og association med sin politik, for dermed at motivere og påvirke borgerne til at stemme i sin retning.

Siden starten af det tyvende århundrede har adskillige præsidenter gjort nytte af såkaldte ‘endorsements’ fra underholdningsbranchen. Det var i underholdningskrydsningen af Broadway, vaudeville, og i det tidlige Hollywoods sfærer, at kendis arketypen opstod, idet at teater scenen og film studierne skabte ikonografiske personaer. Historikere citerer ofte 1920ernes Republikanske kandidat Warren Harding, der ved hjælp af datidens megastjerner, såsom Al Jolson og Douglas Fairbanks, blev den første kendis støttede præsident. Der findes dog tidligere eksempler på kendis ‘endorsements,’ for eksempel, da Woodrow Wilson fik stumfilmsstjerner som Mary Pickford og Charlie Chaplin til at sælge ‘War bonds’ under første verdenskrig.

Filmindustriens popularitet blev kun større i løbet af 1930, og der udviklede sig stærke bånd mellem industrien og den politiske sfære. Franklin Roosevelt havde blandt andet forbindelser til Warner Brothers, der støttede præsidenten gennem sine produktioner, som promoverede New Deal værdier. Roosevelts liberalistiske politik appellerede til stjernerne, hvilket skaffede ham en hidtil uset grad af støtte fra kendismiljøet.

Den moderne kendis, som vi kender den i dag, er et produkt af populærkulturens ægteskab med det tyvendeårhundredes massemedier. John F. Kennedy var manden, der frugtbargjorde fjernsynets tiltrækningskraft som et politisk værktøj. Kombinationen af hans forståelse for fjernsynet som et politisk medium, samt hans støtte og tilknytninger til berømmelsens aristokrati, her i blandt ‘the Rat Pack,’ kunstnerne og Marilyn Monroe, og hans personlige karisma, var instrumental for hans karriere og stærkt medvirkende til at gøre JFK til et præsidentielt ikon. JFKs association med kendissfæren var med til at almengøre den politiserede kendiskultur, der har banet vejen for kendis ‘endorsements’ lige siden.

Har det en effekt?
Kendis ‘endorsements’ er altså ikke nogen ny dille, men måske seriøsiteten og alvoren bag den måde vi forholder os til kendissers politiske støtte er. Det er en dokumenteret realitet, at kendte personligheder kan drage forøget opmærksomhed på sociale sager og specifikke samfundsproblemer, som ved hjælp af medietid kan risikere at ende i politiske foretag, som lov reevaluering eller nye lovforslag. Berømmelse har sin magt og kan være med til at ændre holdninger. Præmissen forholder sig tæt til kendissers medvirken i markedsføring, hvor de agerer som reklamesøjler og branding for forbrugerprodukter. Her er der dog tydeligt etablerede strategier og påvist effekt gennem afspejling på økonomien og ‘brand awareness’ målinger. En maksimeret medieopmærksomhed er dog langt fra lig med en effekt på, hvordan folk i sidste ende stemmer.

Burde fænomenet vægtes mere, og kan kendissers støtte oversættes til en direkte effekt på stemmeurnerne? Inden for statskundskab og politisk forskning har man indtil for nylig givet et tydeligt svar – nej, kendis støtte har ingen reel påvirkning på valgresultater, og hvis der så skulle slippe en effekt gennem nåleøjet, så er den af minimal betydning kontra parti ideologi og identifikation, økonomisk politik, valg af fokus policer, og kandidat evaluering. Kendis ‘endorsements’ indvirkning på politik er dog ved at blive reevalueret i takt med at fænomenet bliver taget mere seriøst, men væsentligst, at det kan gå hen og blive en betydningsfuld faktor i en politiraseret befolkning, der karakteriseres af tætte valgresultater og mistillid til politikere og det politiske system. Det er sådanne spørgsmål, der danner baggrund for kommende artikler, der tager afsæt i nutidige eksempler af kendis ‘endorsements.’

Du kan læse anden del af denne artikelserie om den politiserede kendiskultur i næste uge her på Kongressen.com

Læs også

Lige på & Trump: Det sikre kort, vi kommer til at tale om de næste to år

Lindsey Grahams transformation

Mads Høeg-Mikkelsen

Lige på & Trump: Hvor langt vil Trump gå i sin kamp for grænsen?

Kongressen

En af de vigtigste personer, som du sikkert aldrig har hørt om

Philip Chr. Ulrich

Trump kan gøre abort til sin vindersag frem mod 2020

Marie Apitz

USA og Mexico i nationalismens tid

Frederik Wrist