Kongressen.com
Midtvejsvalg 2014 Tema

Den store midtvejsprognose – her er staterne du skal holde øje med

Et republikansk flertal i begge kongressens kamre; et republikansk parti, der står ved en skillevej; en præsident, som fuldstændig forudsigeligt får en lektion fra vælgerne; en underbelyst guvernørvalgkamp; og stort set ingen tendenser til præsidentvalget i 2016. Her er hvad du skal vide om dagens midtvejsvalg.

I dag når det amerikansk midtvejsvalg sit foreløbige klimaks, når millioner af amerikanere går til stemmeurnerne landet over. Ikke mindst amerikanerne selv er nok glade for, at de nu for en stund slipper for at blive tæppebombet med negative valgreklamer når de tænder for tv`et. Cirka fire milliarder dollars har partierne alt i alt brugt på at føre valgkamp. Udgifterne er fordelt forholdsvis ligeligt, dog med en lille `fordel` til republikanerne. Dermed er midtvejsvalget det dyreste nogensinde i amerikansk politik. Til sammenligning kostede præsidentvalget i 2012 cirka 2,6 milliarder dollars. Mon ikke, der er en del amerikanerne, som ønsker sig de gode gamle pre- Citizens United dage tilbage?

Hermed indledes også den afsluttende fase af Kongressen.coms dækning af midtvejsvalget. De seneste uger har vi dækket midtvejsvalget tæt, og vores skribenter har belyst valget fra deres respektive fagområder. I dag følger vi så op med Kongressen.coms store midtvejsvalgprognose. Så er du godt klædt på til i morgen, når vi (formodentlig) kan se frem til at vide, hvem der skal sidde på magten i hovedstaden Washington D.C. og de forskellige guvernørkontorer landet rundt. Men lad os tage det fra en ende af.

Guvernørerne
Kampen om senatet har fyldt mest i dækningen af det midtvejsvalget på de fleste platforme. Det kan overraske, da kampen om senatet aldrig har været rigtig spændende – i hvert fald ikke, hvis man er mest opsat på, hvem der får flertallet i kongressens andet kammer. Mere om det senere.

Dækningen af de 36 guvernørposter, som skal fordeles i dag, har derimod fyldt relativt lidt. Pudsigt er det, når man tænker på, at guvernørerne har stort råderum og dermed magt og betydning i amerikansk politik. Lidt groft sagt svarer det til, at man i Europa kun bed mærke i valget til Europaparlamentet, men forsømte at beskæftige sig med det tyske forbundsvalg samt det franske præsidentvalg. Et scenarie, man næppe kan forestille sig.

Hvorom alting er, så sidder republikanerne inden valget på 29 guvernørposter, mens demokraterne har nøglerne til 21 af de eftertragtede kontorer. Kigger man på tendensen ved kongresvalget burde man tro, at demokraterne også her står til en mindre afklapsning. Men dette er ikke tilfældet, hvilket gør det endnu mere mystisk, at man har ignoreret at følge slagets gang her. Guvernørkampen gør sig først og fremmest bemærket ved, at der fortsat er mere end en fjerdel af alle ræs, som kan gå begge veje. Prognoserne peger dog på, at demokraterne kommer til at vinde et-to sæder. Den nye fordeling vil således være cirka 27/26-23 i republikanernes favør (en post kan blive vundet af den uafhængig kandidat, Bill Walker i Alaska, hvor han i skrivende stund fører marginalt over den republikanske guvernør Sean Parnell).

En anden grund til, at det er værd at følge guvernørkampene, er at udfaldet i flere guvernørvalg giver et fingerpeg om, hvem der potentielt kunne stille op til præsidentvalget i 2016. I Wisconsin for eksempel vil en sejr til den republikanske guvernør Scott Walker være med til at puste ild til spekulationerne om, at Walker kunne være en stærk kandidat til valget i 2016. Med politikerleden i Washington er det ikke usandsynligt, at befolkningen om to år gerne vi have en `outsider`, som ikke har siddet i kongressen. Derudover kan guvernører med rette pointere, at deres nuværende ansvarsområde kvalificerer dem til posten som leder af verdens eneste supermagt. Amerikanerne virker til at dele denne opfattelse. Således har fyrre procent af alle amerikanske præsidenter igennem tiden været tidligere guvernører. Ser man tilbage på mange af de seneste præsidenter er det da også påfaldende, at flere af dem – som Bill Clinton, Ronald Reagan, og George W. Bush – har bestridt posten.

Repræsentanternes hus
Kampen om Repræsentanternes Hus har generelt fyldt lidt i dækningen af det amerikanske midtvejsvalg. Dette er ikke overraskende, da spørgsmålet omkring huset ikke primært drejer sig om republikanerne kan fastholde flertallet, men hvor stort republikanernes flertal kommer til at være. Alle underhusets 435 pladser er på valg i dag, og lige nu sidder republikanerne på 233 sæder, mens demokraterne råder over 199 pladser (tre pladser er ubesat for tiden).

Efter valget vil republikanerne med stor sandsynlighed havde udbygget føringen. Spørgsmålet er bare, med hvor mange sæder. Partiets officielle mål er en nettogevinst på tolv sæder, og dermed at komme op på 245 sæder. De konservative bud går på en nettogevinst på seks pladser, mens de optimistiske går på tretten ekstra pladser og dermed 247 republikanske sæder. Skulle republikanerne lykkedes med at komme op på 247 sæder, vil det betyde, at partiet vil sidde med det største republikanske flertal i Repræsentanternes Hus siden 1929. Eller med andre ord, siden Herbert Hoover sad i det Hvide Hus og Den Store Depression ramte landet.

Uafhængigt af udfaldet i Repræsentanternes Hus vil det blive interessant at følge, om den republikanske flertalsleder John Boehner vil få nemmere eller sværere ved at holde på tropperne. De fleste husker nok, at Boehner havde store problemer med at styre slagets gang på omtrent samme tidspunkt sidste år, hvilket resulterede i en delvis nedlukning af den føderale sektor. Om det igen bliver tilfældet, eller om Boehner kan bruge et formodentlig godt valg til at styrke sin position, bliver spændende at se.

Dømt ud fra meningsmålinger, valgprognoser, samt valgdynamikken i dagene op til valget anslås det, at republikanerne udbygger flertallet, men ender et lille stykke under deres eget mål. Et sted mellem 241-243 sæder over for 192-194 sæder til demokraterne forekommer sandsynligt i skrivende stund.

Senatet
Valget til de 36 ud af de 100 sæder, der igen skal besættes efter en seksårig valgperiode i senatet, er blevet fulgt tæt og har domineret snakken om det amerikanske midtvejsvalg. Men selvom mange medier har prøvet at piske en spænding op omkring udfaldet af kampen om senatet, så må man konstatere at helt spændende blev det aldrig. Langtrukkent, det kan det blive. Men spændende? Næppe.

Demokraterne havde altid et svært udgangspunkt, da de skulle forsvare 21 sæder, som de vandt i 2008, hvor Obama suverænt vandt det amerikanske præsidentvalg. Det resulterede også i, at demokraterne vandt i en hel del `lilla stater`, altså svingsæder, ligesom de vandt seks pladser, som typisk har været `røde`, altså republikanske. Lægger man deroveni, at amerikanerne typisk uddeler en lektion til præsidentens parti, når der er midtvejsvalg (især, når præsidenten befinder sig i sin anden embedsperiode); en økonomi, som er i bedring, men uden at mange amerikanerne føler, at deres egen økonomiske situation er væsentlig forbedret; og det, at demokraterne traditionelt set har svært ved at mobilisere deres kernevælgere til midtvejsvalget, har vi opskriften på en giftig cocktail for demokraterne. Derfor må man konstatere, at spørgsmålet i kampen om senatet også snarere bliver, hvornår republikanernes flertal kommer på plads, samt hvor stort flertallet bliver, end om et vagtskifte er under opsejling.

Republikanerne stod hele vejen igennem i de seneste uger til at have minimum 65 procent chance for at vinde flertallet i senatet. Dette tal har ligget meget stabilt og er i de seneste dage op til valget steget til gennemsnitlig 75 procent. Så rigtig spændende har det aldrig været – bortset fra et par enkelte afgørelser.

Få spændende kampe
Ligesom i Repræsentanternes Hus er der også i senatet kun få sæder, som har været tæt om kæmpet til det sidste. I repræsentanternes hus er der kun tale om cirka 26 ud af de 435 sæder, mens der er i senatet dog er cirka en fjerdel af sekstredive, sæder, som fortsat er `too close to call`. Det er disse valg, som er værd at holde øje med i dag og i morgen.

Det er Alaska, hvor den siddende senator Mark Begich er under pres fra republikaneren Dan Sullivan; Arkansas, hvor den siddende Senator Mark Pryor bliver udfordret af Tom Cotton; Colorado, hvor Mark Uldall er i færd med at tabe sit sæde til republikaneren Cory Gardner; mens Jeanne Shaheen prøver at klamre sig til sædet i New Hampshire, hvor Scott Brown byder op til dans. I North Carolina kæmper senatoren Kay Hagan mod en dobbelt udfordring fra republikaneren Thom Tillis og libertarianeren Sean Haugh, mens demokraten Bruce Braley kæmper mod Joni Ernst i Iowa. Ydermere er der valget i Kentucky, hvor den republikanske mindretalsleder – og i given fald kommende flertalsleder – i Senatet, Mitch McConnell er under pres fra demokraten Alison Lundergan Grimes. Derudover er der senatskampene i Georgia, Louisiana, og Kansas, som har nogle særlige forhold.

Dømt ud fra meningsmålingerne, valgprognoserne, samt valgdynamikken i dagene op til valget, anslås det, at republikanerne vinder senatet sikker. En nettogevinst på cirka syv-otte sæder og dermed 52-53 sæder til republikanerne over for 47 sæder til demokraterne forekommer sandsynligt.

Udfaldet afhænger dog af en række faktorer, som også er værd at følge. Ikke mindst, om vi overhovedet kender det endelige resultat, når vi vågner i morgen.

Bliver afgørelsen udskudt?
Vores indenrigspolitiske skribent Pernille Bruun Nielsen pointerede allerede i sidste uge, at valgkampen godt kunne trække i langdrag. Således kan det være tilfældet, at vi dagen derpå, altså i morgen, fortsat ikke ved, hvem der har magten i senatet. Det skyldes, at man kan komme til at se en situation, hvor ingen af kandidaterne i Georgia og Louisiana har sikret sig det nødvendige absolutte flertal, mens en eventuel valgsejr til den uafhængige kandidat Greg Orman i Kansas ville resultere i, at Orman først skulle beslutte sig, hvilket parti han vil støtte i kongressen. Derudover kan nogle afgørelser vise sig at være så tætte, at en fintælling af stemmerne er nødvendig, hvilket sagtens kan tage et par uger. Da runoff-valget i Louisiana først finder sted den 6. december, ligesom et eventuelt runoff i Georgia først vil finde sted den 6. januar, kan det altså sagtens være tilfældet, at vi både fejrer jul og nytår, inden flertallet i senatet er fundet.

Er det Obamas skyld?
Der skal ikke være nogen tvivl om, at valgets forventede udfald til dels skal ses som en lektion til præsident Obama. Præsidentens popularitet er beskeden, og han ligger og roder rundt omkring de 42 procent. Det tal har været stabilt over det seneste års tid. I de afgørende svingstater i kampen om senatet er Obamas popularitet endda endnu lavere nogle steder, som i Kansas og Arkansas, er præsidenten helt nede og ramme 33 og 29 procent.

Samtidig skal man dog være forsigtig med alene at udpege Obama som syndebuk. Selvom republikanerne har været gode til at pointere, at valget skal ses som en afstemning om Obama og hans politik, så er midtvejsvalg også kendetegnet ved lokale emner, der optager borgerne. Især i et midtvejsvalg, som det første i to årtier ikke har været kendetegnet ved et altdominerende emne. I 2002 var det økonomien, i 2006 Irak, og i 2010 igen i økonomien. I år topper immigration, regeringen, arbejdspladser og økonomien listen. Kort sagt, så er der mange ting, som spiller ind i valgets udfald. Præsidentens approval rating er ét af mange, ikke det altafgørende.

Læg dertil, at amerikansk politik er som en cyklus. Forandring er en del af det amerikanske DNA, og har en politiker siddet i tilpas mange år – især på det føderale plan – så er der en større sandsynlighed for, at man ved midtvejsvalget sender ham en `hilsen` i form af en engangsbillet fra Washington til hjemstaten (især når præsidenten sidder i sin anden embedsperiode og ikke er særlig populær).

Det scenarie, som Obama formodentlig kommer til at gennemgå til midtvejsvalget, er derfor ikke spor usædvanligt. Historisk set har det parti, som stiller præsidenten, kun vundet sæder i begge kongressens kamre én gang siden 1945. Det var i november 2002, hvor præsident George W. Bush sad i Det Hvide Hus og landet lige havde markeret etårsdagen for angrebene den 11. september 2001. Her vandt republikanerne otte pladser i Repræsentanternes Hus og to sæder i Senatet.

Formuleret på en anden måde, så har præsidents parti i gennemsnit tabt 30 sæder i Repræsentanternes Hus og fire pladser i Senatet ved de sidste 21 midtvejsvalg. Demokraternes tab i dag kommer dermed sandsynligvis til at ligge i den pæne ende, når vi snakker om Repræsentanternes Hus, mens man ligger i den voldsomme ende, når vi kigger på senatet. Det kan demokraterne og præsident Obama selvfølgelig ikke være tilfredse med. Men summa summarum er, at det altså er fuldstændig normalt fænomen, som vi kommer til at se, når stemmerne er talt op, og verden vågner til en republikansk kongres. Uafhængigt af om præsidenten så hedder Obama eller ej.

God midtvejsvalgdag og på gensyn i aften til Kongressen.coms store midtvejsvalgaften på Modern American Diner.

Læs også

COP23 bliver sandhedens time for klimaet

Tue Sander Hansen

Trump hiver skrinlagte rørledninger op af skuffen igen

Tue Sander Hansen

Clinton vil fortsætte Obamas klimakamp

Tue Sander Hansen

Klimaforandringer ændrer samfundet i Afrika

Kongressen

Fokus på regnskoven skygger for Brasiliens øvrige klima- og miljøproblemer

Kongressen

Højesteret har sat Obamas klimaplan på hold

Tue Sander Hansen