Det kræver noget at tabe til Trump

Det kniber gevaldigt for både Demokraterne og Hillary Clinton i særdeleshed at acceptere det faktum, at de tabte præsidentvalget sidste efterår. Og i stedet for at tage ved lære af de fejl, man begik, har man i stedet travlt med at give alle mulige andre skylden.

I løbet af den seneste måneds tid er jeg flere gange vendt tilbage til en udtalelse, Obamas gamle chefstrateg, David Axelrod kom med tilbage i starten af maj.
“It takes a lot of work to lose to Donald Trump,” lød Axelrods meget præcise analyse af sidste efterårs demokratiske nederlag til Donald Trump. Et nederlag, der mere end et halvt år senere fortsat ligger som en dyne hen over det demokratiske parti. Og som sendte den tabende kandidat, Hillary Clinton, ind i en tilstand af chok, afmagt – og fornægtelse.

Der er ikke noget at sige til at fru Clinton var både skuffet og rystet over nederlaget til Trump. Det lå ikke just i kortene, at det var det, der ville ske den 8. november 2016. Men skete, det gjorde det. Men hvorfor, ja, der er det, at det kniber med forståelsen. Både hos Clinton selv og Demokraterne generelt.

For hverken Clinton selv eller partiet synes at have nået hen til den konklusion, som ellers ville være den rigtige at nå frem til hurtigst muligt, nemlig at Axelrod har ret. Det kræver en indsats ud over det sædvanlige at tabe til Donald Trump.

Og den indsats leverede Hillary Clinton. Hun førte en elendig valgkamp, hun opførte sig som om sejren var givet flere uger på forhånd, hun fik aldrig sin fortælling i gang, hun fik aldrig givet Trump igen og hendes ‘basket of deplorables’ udtalelse er et af de største selvmål i nyere tids politiske valgkamps historie.

Med sådan en valgkamp, ja, så er det faktisk muligt at tabe til Trump. Nøjagtig som fru Clinton gjorde det. Den erkendelse er imidlertid fraværende hos Clinton selv og blandt mange demokrater.

De gange, vi har set Clinton i offentlig sammenhæng siden nederlaget, har bundlinjen været den samme hver gang: Det var ikke min skyld. Det var nogen andres skyld, at jeg tabte. Russerne, Comey, valgdata osv. Det bliver som regel tilføjet, at nederlaget selvfølgelig var hendes ansvar, men det klinger unægteligt lidt hult, når den centrale del af erkendelsen mangler, nemlig at hun førte en jammerlig kampagne. Og at netop dette er den primære forklaring på, hvorfor hun ikke var i stand til at besejre den til dato mest upopulære præsidentkandidat i amerikansk historie, nemlig Donald Trump.

Tænk, hvor befriende det ville være, hvis fru Clinton en dag kravlede op på en ølkasse og sagde: ‘Det var min skyld. Det var mig, der var kandidat. Det var mig, der stod i spidsen for kampagnen. Vi tabte. Det kan der være mange forskellige grunde til, at vi gjorde. Min modstander havde læst nogle ting i vælgerhavet, jeg ikke havde. Han så bedre end mig, at folk var trætte af systemet. Trætte af Washingtons dysfunktionalitet. Og trætte af at høre tom politikersnak, der aldrig ville blive bakket op med handling. Det burde jeg have opfanget og adresseret langt bedre end jeg gjorde. I det hele taget begik jeg fejl undervejs. Og løftede ikke min opgave tilstrækkeligt. For havde det været tilfældet, havde vi vundet. Det er jeg ked af. Og det tager jeg det fulde ansvar for.”

Tænk engang, hvor befriende det ville være. Tænk, hvor mange anerkendende nik, den tidligere udenrigsminister ville få.

Og tænk, hvor godt det ville være for Demokraterne i deres arbejde herfra og frem mod både midtvejsvalget i 2018 og præsidentvalget i 2020. Tænk, hvis man en gang for alle kunne nå frem til konklusionen: Vi tabte et valg, vi ikke havde behøvet tabe. Det gjorde vi fordi vi førte en elendig valgkamp og havde en dårlig kandidat, som amerikanerne ikke kunne lide og som ikke leverede varen.

Derfra kunne man begynde at se fremad og sige: Nu, hvor vi så har fået det på plads, så kan vi så se nærmere på, hvordan vi undgår at begå de samme fejl igen næste gang. Og finde ud af, hvilken type kandidat, vi ønsker at køre i stilling som vores præsidentbud i 2020.

Der er imidlertid ingen tegn på, at den type af erkendelse er ved at indfinde sig. Hverken hos partiet eller hos fru Clinton. Analysen er ellers omtrent lige så enkel som Axelrod formulerede den: It takes a lot of work to lose to Donald Trump.

Jo længere tid, Demokraterne er om at forstå, hvorfor de tabte, jo sværere bliver det for dem at undgå at gøre det næste gang. Derfor ville Schumer, Pelosi og resten af den demokratiske ledelse gøre klogt i at invitere Axelrod på en kop kaffe næste gang han er i D.C.