Drømmer amerikanerne stadig?

Italesættelsen af den amerikanske drøm har været et centralt element i mange præsidentembeder. Inklusiv hos præsident Obama. Læs uddrag af Mark Herrons kapitel fra ‘Den Amerikanske Drøm’ her.

Af Mark Herron

USA kan igen skrive sin egen historie – fremfor at være fanget i krisens tegn. Det var hovedbudskabet i præsident Obamas State of the Union tale i begyndelsen af 2015. Men der er stadig mange amerikanere, der ikke ser drømmende på fremtiden. Som i andre vestlige lande tales der i USA om, hvorvidt kommende generationer må indstille sig på en tilbagegang i velstand og muligheder i forhold til ældre generationer. Men er det overhovedet foreneligt med den amerikanske drøm? Drømmen er et bredtfavnende begreb, der kan være svært at indfange, men som alligevel må siges at fokusere på en stærk grad af social mobilitet og en legitimering af generationernes hårde slid, netop for at de næste i rækken kan klare sig bedre.

Den amerikanske drøm bruges i amerikansk politik til både at definere den enkelte amerikaners målsætning, et nationalt etos for USA, eller nationens image og fascinationskraft i forhold til resten af verden. Der hvor drømmen i dens mange lag samles, er hos lederen for nationen. Præsidenten i Det Hvide Hus kan ses som både en fortaler og en personificering af den amerikanske drøm. Præsidenten er nået til tops i samfundet, og det er ofte sket på grund af en retorisk evne til at beskrive en troværdig personlig og national udgave af den amerikanske drøm, der har ramt zeitgeisten i det amerikanske samfund.

Drømmen har været vigtig for amerikanske præsidenter, fordi den har været det, som alle amerikanere har kunne være enige om at have tilfælles på tværs af etniske og religiøse forskelligheder. Ideen og idealet om individets muligheder i det amerikanske samfund. Selv om dette ideal kan siges at have bibeholdt nogle grundelementer, så udbygges og udvikles drømmen også. Det sker både i gode og dårlige tider for nationen, hvor perioder med kriser kalder på en endnu tydeligere italesættelse af drømmen, så den kan bevares.

Præsident Obama har også talt om USA og drømmen i lyset af både økonomiske og militære kriser. Men særligt i hans udenrigstaler har Obama været kritiseret for ikke at hylde ideen om amerikansk exceptionalisme nok. I stedet har præsident Obama sidestillet USA og amerikanerne med andre nationer og befolkninger i verden, både i deres værdier og håb for fremtiden. Spørgsmålet er så, om dette fokus på lighed imellem nationer skal ses som afslutningen på den amerikanske drøm, eller om Obamas definition af den amerikanske drøm som en universel tanke er et forsøg på at gøre den holdbar i det 21. århundrede?

Obama har derved også bidraget til udviklingen af konceptet ”den amerikanske drøm”, der officielt blev introduceret i 1931 af den amerikanske historiker James Truslow Adams. For Adams handlede drømmen ikke kun om økonomisk gevinst, men om et samfund hvor individet kunne udleve sit fulde potentiale, fri fra tidligere samfundsformers restriktioner. Men selv om begrebet først bruges officielt fra 1930’erne, så har drømmen været en del af USA’s selvopfattelse fra begyndelsen.

I 1980’erne yndede præsident Reagan at beskrive USA som ”a city upon a hill”. Billedet stammer fra en prædiken leveret af puritanerpræsten John Winthrop i 1630. Her talte han på østkysten af det amerikanske kontinent om sin vision for et nyt samfund, der kunne placere sig på verdenskortet som en by på en moralsk bakketop, til inspiration for resten af verden. Præsident Reagan benyttede sig af dette billede, da han ville revitalisere nogle af de puritanske idealer, som en del af den konservative bølge han red ind i Det Hvide Hus på. Ideen om USA som det eksemplariske samfund har levet videre især i konservative kredse, og i præsidenternes sprog, for eksempel med George W. Bushs beskrivelse af USA efter angrebet 11. september 2001, hvor konflikten mellem USA og dets fjender også blev sat ind i et billede, der understregede en hjemmefront under angreb udefra.

Drømmen om det individuelle potentiale, som Adams beskrev det i 1930’erne, havde inden da også fået et yderligere nationalt lag i den amerikanske selvforståelse med ideen om ”Manifest Destiny”, et begreb præsenteret af John O’Sullivan i 1845. Med ”Manifest Destiny” blev 1800-tallets fysiske ekspansion af USA fra øst mod vest, defineret som skæbnebestemt for nationen. Det gav samtidig USA en identitet baseret på bevægelse og fremdrift, emner som præsidenter slår på, den dag i dag.

Læs hele Mark Herrons kapitel i ‘Den Amerikanske Drøm’, der udkommer tirsdag den 30. juni på Forlaget Rosenkilde.