Efter COP19: Amerikanerne skylder

COP19 blev en total fiasko. Ikke mindst fordi USA ikke agerede drivkraft i forhandlingerne. Amerikanerne har til gode at bevise, de kan og vil tage globalt lederskab. Sidste chance er Paris 2015.

COP19 handlede om to ting: Penge og planer. Penge til de klima-udsatte ulande og en køreplan frem til topmødet i Paris 2015.

Allerede på COP15 i København i 2009 indgik verdens lande en aftale om, at ilandene fra 2020 skulle bidrage med 100 milliarder dollar om året til ulandenes klimaomstilling, samt til de tab og skader ulandene allerede nu udsættes for som følge af klimaforandringerne.

Selvom aftalen om de mange milliarder blev indgået for år tilbage, er hverken fonden, der skal administrere midlerne, eller vejen til at realisere pengene klarlagt.

Derfor var den afgørende opgave på COP19 i Warszawa, at opnå enighed om realiseringen af den økonomiske klima-hjælp. Den opgave hænger uløseligt sammen med COP19s andet, men ligeså vigtige punkt, nemlig udformningen af den konkrete køreplan frem mod indgåelsen af en global dækkende og juridisk bindende klimaaftale i Paris 2015. Enighed om klimafinansiering er en forudsætning for en aftale.

En regulær fiasko
Desværre kan jeg ikke se tilbage på COP19 og sige “job well done”. Tværtimod. Resultaterne er begrænsede. Klimakonferencen var intet mindre end en fiasko.

Konkrete forpligtelser fra de rige lande til hvordan og hvornår de vil sikre deres bidrag til ulandenes klimafinansiering udeblev. De samme gjorde enigheden om klare og konkrete forpligtelser på nationale CO2-reduktioner fremlagt inden topmødet i Paris.

Næsten 24 timer efter klimakonferencen skulle være afsluttet, blev forhandlerne kun enige om en løs ramme for vejen mod Paris. For at få Kina, Brasilien, Rusland og Indien var man nødsaget til at ændre det centrale ord ‘forpligtelser’ til ‘bidrag’. Har det betydning? Ja i den grad. Konsekvensen er nemlig, at landenes meldinger om CO2-reduktioner ikke er andet end ord. Ingen bindende løfter, som man kan bygge en global aftale på.

Det sparede resultat kom kun i hus fordi EU fik USA og de fattigste i-lande med på, at der skulle fremsættes nationale CO2-reduktioner inden Paris og med en udvandet ordlyd lykkedes det at presse de modstræbende BRIC-lande.
Det var vel at mærke EU, der var drivkraft og tog lederskab. Mit håb om, at USA, efter Obamas nye og mere ambitiøse klimalinje, ville gå foran, blev ikke indfriet denne gang.

Jeg er ikke i tvivl om, at Obama faktisk gerne vil levere. Virkeligheden er desværre bare, at han ikke har den nødvendige opbakning i kongressen. Men det ændrer ikke på, at amerikanerne bærer en del af ansvaret for det nedslående resultat i Warszawa. Amerikanerne har til gode at bevise, de kan og vil tage lederskab.
Hvis en global aftale skal realiseres i 2015 skal USA udvise globalt lederskab – både i de internationale forhandlinger og i deres egen ageren. Og efter Warszawa er der kun en ting at sige: I skylder – Det er på tide i løfter jeres del af ansvaret.