Kongressen.com
Feature

En krig uden momentum – hvordan ser en sejr ud?

Efter drabene på de to journalister James Foley og Steven Sotloff virkede det til, at præsident Obama kunne samle nationen bag en kamp mod Islamisk Stat. Bombningerne har nu kørt i måneder, og momentum lader til at have forladt den amerikanske kampagne. Mange ting står stadig hen i det uvisse, når det kommer til denne kamp.

Mordene på de to amerikanske journalister James Foley og Steven Sotloff rystede amerikanerne. Måden de to amerikanere blev myrdet forargede den amerikanske befolkning i en sådan grad, at der var bred opbakning til at præsident Obama kunne iværksætte bombardementer af Islamisk Stat i Irak. Flere så begivenheden som en potentiel ”game-changer”, noget vi også behandlede her på Kongressen.com.

I dag er situationen en anden, og det momentum som Obama lod til at have fået efter mordene, er væk. Dagligt bombes Islamisk Stat af amerikanske og fly fra resten af koalitionen. Men hvad er målsætningen for koalitionens kamp mod Islamisk Stat? Hvordan ser en sejr ud? Det ved man ikke rigtigt. Obama administrationen har hele vejen igennem været tilbageholdende med at engagere amerikanske styrker, dyrt belært af mere end et årtis krig i Irak og Afghanistan. Men denne tilbageholdenhed, som også præger Pentagon, er med til trække momentum ud af konflikten. I øjeblikket lader det til, at man bomber primært for at standse yderligere fremrykninger fra Islamisk Stat, indtil man finder ud af hvad man skal stille op. Derudover sender amerikanerne yderligere rådgivere til Irak for at hjælpe den irakiske hær med at blive stablet på benene, så den kan yde kvalificeret modstand mod Islamisk Stat. Denne stille eskalation får også alarmklokker til at ringe i Washington, for en stille eskalation uden klare målsætninger lugter lidt for meget af Vietnam og Irak.

Det tabte momentum er funderet i problemer lige fra en manglende strategi, en modvillig administration og militær, til en ukomplet opfattelse af konflikten hos mange.

Bombninger og rådgivere
I øjeblikket består det amerikanske engagement i kampen mod Islamisk Stat af på den ene side bombninger udført af fly fra baser i regionen, samt hangarskibsbaserede fly. På den anden side har præsident Obama mange gange gentaget at man ikke vil engagere kamptropper på jorden. I stedet har man sendt soldater afsted, som skal hjælpe med at genopbygge den irakiske hær, således at den kan agere landstyrke, mens koalitionen fortsætter bombningerne fra luften. Til den opgave har USA indtil videre sendt omkring 3.500 soldater til landet, støttet af koalitionspartnere (herunder Danmark), som også har sendt soldater til at uddanne irakerne.

Et central problematik for amerikanerne ved denne strategi er adskillelsen mellem rollen som kampsoldat og rådgiver. Den forskel kan være meget lille når krigere fra Islamisk Stat angriber basen, hvor der trænes irakiske soldater. Amerikanske specialstyrker har da også flere gange været i sådanne ildkampe, til krigernes store fortrydelse.

Et andet problem er at uddannelsen og struktureringen af irakiske enheder tager tid. I den forgangne tid har vi set en stigende indflydelse af shiamuslimske militser, som tager kampen op mod Islamisk Stat i stedet for tropper fra den irakiske hær. Risikoen ved disse militser er, at de kan meget vel ses som en ny trussel af den lokalbefolkning, som de befrier fra Islamisk Stat, og dermed fastholdes modviljen mod den irakiske regering, som er kimen til problemerne i det nordlige og vestlige Irak. I et regionalt perspektiv så øger de shiamuslimske militser også Irans indflydelse i Irak. Disse militser modtager i stort omfang våben og rådgivning fra Iran, og har indtil nu været de eneste enheder, ved siden af de kurdiske Peshmerga, som har kunnet præsentere konsekvent modstand mod Islamisk Stat.
På grund af manglen af en strategi for hvad man ønsker at opnå i Irak, og hvordan det skal gøres, så vil man fortsat se shiamuslimske militser dominere slagmarken og dermed en stigende iransk indflydelse i landet.

En konflikt hvor stilstand er lig med nederlag
Mange ser stadig Islamisk Stat som en terrorbevægelse. Det er ikke en korrekt forståelse af organisationen. Islamisk Stat skal snarere ses som en oprørsbevægelse, som har terror som et centralt redskab til opfyldelsen af dens langsigtede ambitioner – et globalt kalifat. Islamisk Stat har i høj grad været succesfulde, fordi de har forstået at udnytte utilfredsheden blandt den sunnimuslimske del af den irakiske befolkning, og det er på det fundament de har bygget deres kalifat.

Oprørsbevægelser kan ikke besejres med militære midler alene. Derfor er man nødt til at finde ud af, hvordan man kan ændre det politiske billede i Irak. Det skal sikre bedre integration af det sunnimuslimske mindretal i statsadministrationen og standse sekterisk motiveret diskrimination og drab. Denne politiske udvikling lader vente på sig.

Situationen er den at i oprørsbekæmpelse, så er den type stilstand som man ser i øjeblikket i Irak, det samme som nederlag for centralregeringen. Hvis man ikke aktivt får skubbet oprørerne tilbage, og ændret de forhold som gør at befolkningen er utilfreds med regeringen, så får oprørerne tid til at vise sig som seriøse alternativer til regeringen. Det er hvad Islamisk Stat gør i øjeblikket.

I begyndelsen af juni var tidligere øverstbefalende i Irak fra 2007-2008, general David Petraeus ude og sige, at USA i øjeblikket var ved at tabe kampen, netop fordi der ikke er nogen udvikling. En markant udtalelse fra et tidligere centralt medlem af både præsident Bushs og Obamas sikkerhedspolitiske teams.

Manglende politisk opbakning
Også på den hjemlige front har Obama haft problemer. Tilbage i februar afleverede præsidenten et udkast til en Authorization for the Use of Miltiary Force (AUMF) til Kongressen. En AUMF er en politisk tilkendegivelse fra Kongressen, som viser støtte til, at præsidenten må anvende militær magt til at imødegå en given trussel. Men der foreligger stadig ikke nogen AUMF. Republikanerne mener ikke, udkastet er omfattende nok, demokraterne mener det går for langt, og begge sider er usikre på hvad målsætningen er. Kort sagt er der også hjemlige kampe for Obama at kæmpe.
Præsident Obama har simpelthen ikke kunnet forklare målsætningen for operationen godt nok. ”We will degrade and ultimately destroy ISIL”, sådan lød budskabet oprindeligt. Men hvad betyder det egentligt? Den hårde retorik, som Obama lagde for dagen i kølvandet af mordene på Foley og Sotloff, er ikke blevet fulgt op med handling. I stedet har kampe været præget af en langsomt stigende eskalation af tropper i Irak, en langtrukken bombekampagne, og et markant og meget tydeligt tilbageslag, da byen Ramadi faldt for en måned siden.

Præsident Obamas store hjemlige udfordring bliver altså at få mobiliseret den folkelige opbakning, som han havde tilbage i september. Nøglen til at gøre dette vil være at forme debatten, og fortælle amerikanerne hvad den her krig går ud på, og hvad resultatet gerne skal være.

Det altoverskyggende problem for Obama lige nu lader bare til at være, at han ikke selv kender svaret – og at hans sikkerhedspolitiske team heller ikke gør.

Læs også

Her er de fem største præsidenter

Kongressen

Misæren i Svinebugten og Kennedys undskyldning

Anders Agner Pedersen

John Jacob Astor og Titanic-tragedien

Anders Agner Pedersen

Madison Cawthorn: Kongressens yngste medlem og et spind af løgne

Dorte Rasmussen

Historien om Hollywoods prinser: da filmbranchen drog i krig

Kongressen

Bobby Kennedy og meningsløsheden af vold

Anders Agner Pedersen