Kongressen.com
Analyse Sikkerhedsrådet

Én vred vælgergruppe for meget for Trump?

De seneste dage har været en lang nedtur for Donald Trump. Hans kampagne lader til at være i kaos, vigtige stemmer i hans eget parti har vendt sig imod ham, kritikken er massiv i medierne og vigtige organisationer kritiserer ham i stærke vendinger. Hidtil er Trump sluppet fra at kritisere forskellige vælgergrupper. Men er han gået ind i én kamp for meget denne gang?

Da Khizr Khan stillede sig på talerstolen i Philadelphia, med sin kone ved sin side og begyndte sin passionerede tale mod Donald Trump, kunne han nok dårligt have forestillet sig den uge, som fulgte. Siden hans tale har han ligget i et offentligt slagsmål med Donald Trump, som valgte at gå til angreb på Khan-familien. Reaktionerne på Trumps angreb på en ”Gold Star Family” som mistede deres søn i Irak i 2004 har været massive, og siden da er det kun gået én vej for Trump.

Fremtrædende stemmer i det republikanske parti som senator John McCain og formanden for Repræsentanternes Hus Paul Ryan gik begge ud og kritiserede Trumps reaktion på Khans tale. Det fik Trump til at nægte at støtte de to herrer, når de også er på valg til november. Dernæst fortsatte reaktionerne i det republikanske parti, og indenfor hans egen kampagnestab.

Kritikken har også været massiv i medierne, og fra en række veteranorganisationer. Her ligger måske årsagen til Trumps omfattende problemer i disse dage.

Der er ikke meget tabt kærlighed mellem Trump på den ene side og McCain og Ryan på den anden. Derfor er det måske ikke så overraskende, at de hurtigt vender sig mod Trump. Men ved at gå i clinch med en Gold Star Family, så har Trump bragt sig i kæmpe problemer, for på den måde kommer han i direkte opposition til en af de grundlæggende værdier som hans kernevælger værdsætter, nemlig respekten for de væbnede styrker. Trumps vælgere er utilfredse med deres kandidats optræden i denne sag, som de ikke kan acceptere. Derfor er denne sag så markant anderledes og større end nogen af de andre sager, hvor Trump har talt grimt om en vælgergruppe.

Gentagende fornærmelser
Trump er gentagende gange blevet kritiseret for sine udtalelser om forskellige befolkningsgrupper. Han har fornærmet kvinder, hispanics og afroamerikanere, og undervejs er der røget kommentarer afsted mod talrige enkeltpersoner, som har kritiseret Trump. Men hver gang har han formået at komme videre, og sagerne er kørt i baggrunden, fordi resten af kampagneshowet (både det republikanske og demokratiske) er videre.

Men ved sine diskussioner med familien Khan lader Trump til at have krydset en grænse, som hans egne vælgere ikke kan acceptere, at han har krydset.

Gold Star Families er efterladte til amerikanske soldater dræbt i kamp. De har en helt særlig status i amerikansk kultur og politik. Som grundlæggeren af veteranorganisationen Iraq and Afghanistan Veterans of America, Paul Rieckhoff sagde i et interview med tv-stationen MSNBC: ”Gold Star moms are sacred.” Derfor har det vakt så stærke følelser, at Trump valgte at kritisere Khizr Khan og hans hustru Ghazala. Det gør man bare ikke!

Efterfølgende har Trump igen formået at gøre endnu flere veteraner vrede efter et vælgermøde i Virginia. Her valgte en pensioneret oberstløjtnant at give Trump sin egen Purple Heart medalje. Til det kommenterede Trump: ” Man, that’s like big stuff. I always wanted to get the Purple Heart. This was much easier.'” Det fik mange veteraner op i det røde felt. For som mange kommenterede i diverse fora på internettet, så er en Purple Heart medalje ikke noget man ønsker at få. Den gives nemlig kun hvis man bliver såret eller dræbt i kamp for USA. Det siger derfor sig selv, hvorfor mange veteraner ikke mente, at det var noget man burde ”ønske sig”.

I forbindelse med disse sager har mange også fokuseret på at Trump selv undslog sig militærtjeneste under Vietnam-krigen, og derfor bruges udtrykket ”draft-dodger” også flittigt i de vredere kommentarspor til de aktuelle sager.

Disse sager har udstillet en manglende forståelse og medfølelse for de væbnede styrker og de ofre soldater og deres familier bringer, fra en mand som aktivt søgte at undgå militærtjeneste. Derfor er veterangrupper gået så stærkt ud og kritiseret Trump, og med 22 millioner veteraner i USA, så er det altså potentielt set en anseelig gruppe, som han her har fået imod sig.

Men der er jo også mange kvinder, hispanics og afroamerikanere i USA. Hvorfor er spørgsmål om veteraner så afgørende? Det skyldes nok at respekten for militæret, dem som gør tjeneste for deres land og deres familier er helt grundlæggende for de vælgere, som elles har dannet jernring rundt om Trump. Vælgere som primært er at finde i den hvide del af befolkningen, og som hylder hvad de ser som klassiske amerikanske værdier. At gå til angreb på en Gold Star Family er stik imod disse værdier.

En lavine af kritik
Umiddelbart efter Trumps slagsmål med Khan-familien gik i gang meldte fremtrædende republikanere sig i koret af kritikere.

Senator John McCain meldte sig hurtigt, fordi Trump her var gået imod amerikanske veteraner, en gruppe mennesker som McCain føler dybt for på grund af sin egen baggrund som soldat og krigsfange under Vietnamkrigen (en baggrund som Trump også er gået efter: ”I like people who weren’t captured”). Men fordi Khan-familien er muslimer, så meldte formanden for Repræsentanternes Hus Paul Ryan sig også blandt kritikerne. Han ønsker ikke det republikanske parti skal få et rygte som anti-muslimsk, og derfor søgte han at lave damage control. Det førte til at Trump overfor Washington Post nægtede at udtrykke støtte til de to herrers kandidatur ved valget i november. Dermed begyndte folk i partiet at støtte op om McCain og Ryan, og dermed antændtes en uro internt i partiet, som Trump-kampagnen også arbejder på at standse. Samtidig med at der går rygter om at selve kampagnestaben er i kaos.

Ud over politisk uro og kritik så har Trump også fået en lang række veteranorganisationer imod sig. Noget vi tidligere på ugen har skrevet om her på Kongressen.com.

Kritikken fra veterankredse begyndte i forhold til sagen om Khan-familien, men har også bredt sig til fordømmelse af hans kommentar om et Purple Heart.

Kritikkerne omfatter sågar også medlemmer af Palin-familien. Sarah Palins svigersøn Dakota Meyer har i et tweet opfodret Trump til at undskylde til Khan-familien. En undskyldning fra Trump villle ifølge Meyer være tegn på, at han kan finde ud af at opføre sig som en commander-in-chief.

Opfordringen er ikke bare interessant, fordi den kommer fra et medlem af Palin-familien, men også fordi Dakota Meyer er krigshelt. I 2011 overrakte præsident Obama Congressional Medal of Honor til Meyer for hans handlinger under kamp i Afghanistan i 2009. Medaljen er den højeste orden, som kan gives i det amerikanske militær for tapperhed, og Meyer var det første levende marinesoldat i 38 år, som fik den overrakt. Et så markant navn i republikanske kredse med en kombination af Palin-navnet og status af krigshelt er ikke smart for Trump at være imod.

På trods af opfordringer fra sine kampagne-medarbejdere så har Trump valgt ikke at rykke videre fra Khan-familien og hele kontroversen om dem. At han nu har udvidet det til et slagsmål med Ryan og McCain vil gøre det sværere at rykke videre.

Men fordi det er et emne, som Trumps kernevælgere tager meget nært, så ville det være i hans interesse at gå bodsgang. Men om end det er i hans interesse, så er det heller ikke ligefrem hans stil. Derfor vil det blive interessant at følge hvad de langsigtede konsekvenser af disse sager bliver, og hvor længe Trump vil være med til at holde liv i dem.

Læs også

Skjulte optagelser afslører CNN’s politiske agenda – eller gør de?

Kongressen

Farlig udvikling i Højesteret omkring mørklægning af afgørelser

Emil Friis Lauszus

“Biden forsøger at reetablere USA’s muligheder for at bruge soft power”

Anders Agner Pedersen

Kampen Om Amerika – USA lukker sig om sig selv

Kongressen

Bidens skatteplan trækker kun minimalt i aktiemarkedet

Kongressen

Hvorfor er filibusteren USA’s største stopklods? Det har den ikke altid været

Otto Lykketoft