Connect with us

Hvad søger du?

Kongressen.comKongressen.com

Politisk analyse

Er den politiske krise i Washington anderledes denne gang?

(foto: flickr.com)

Det amerikanske demokrati er under pres i disse dage. For budgetstridighederne er ikke bare et bevis på, at politik er en kontaktsport. De udstiller i langt højere grad et system, der står foran massive udfordringer, hvis det skal kunne fungere fremadrettet. Og bevare vælgernes tillid.

Dysfunktionen i Washington er endnu engang blevet tydeligt demonstreret. Det er ikke lykkedes Kongressen at enes om et nyt budget, og den føderale regering er lukket ned. Endnu en helt og aldeles unødvendig og selvskabt krise. 10 procent af amerikanerne synes, at Kongressen gør et godt stykke arbejde. Hele 87 procent synes det modsatte (i en anden meningsmåling synes kun 6 procent af amerikanerne, at Kongressen klarer sig godt). Det er så vidt vides en ny (bund)rekord. Alligevel reagerer de fleste amerikanere med resignation og en god portion kynisme, snarere end med alvorlig bekymring. De har fået en forventning om, at disse kriser trods alt løses uden alvorlig skade på økonomien. Måske er der dog grund til at være mere bekymret denne gang – ikke bare for, hvordan og hvornår den aktuelle konflikt ender, men for hele det amerikanske politiske system.

Mange er netop mindre bekymrede, fordi de synes, de har set filmen før: i 2011 med krisen om gældsloftet, ved nytårstid 2012 med krisen om den såkaldte ”fiscal cliff”, og ved en masse mindre konfrontationer i de mellemliggende perioder. Men er genkendeligheden beroligende (himlen faldt ikke ned sidst!), så er det netop de tilbagevendende kriser, der måske truer hele det demokratiske fundament. ”Government by crisis” er blevet selve den amerikanske model. Den ene krise lægger hele tiden kimen til den næste. Ideen er, at hvis man hele tiden presser den amerikanske økonomi mod afgrunden og modparten blinker først, så kan man vride uforholdsmæssigt store politiske indrømmelser ud af ham.

Ted Cruz i spidsen
Lad os være ærlige: Det er forkert at bruge ”man” her. Vi taler om et par Republikanske senatorer med Ted Cruz i spidsen, og om 40-50 republikanske medlemmer af Repræsentanternes Hus. En gruppe som Demokrater og en del af deres Republikanske kolleger ofte omtaler som ”the suicide caucus”. Skønt mange medier gerne vil undgå kritik og klager ved at sige, at der er stejlhed i begge partier, så er det misvisende i den aktuelle krise. Den er skabt med fuldt overlæg af et ”tea party”-mindretal i det Republikanske parti.

Faktisk var der netop i år budgetforslag vedtaget i begge Kongressens kamre. De kunne altså sende repræsentanter til at samskrive et endeligt budget, således som reglerne foreskriver. Tallene skabte heller ikke den store uenighed denne gang. Forslagene fortsatte den såkaldte ”sequestration”, og underskuddet på det føderale budget ville være på niveau med, hvad Republikanernes toneangivende budgethøg Paul Ryan har foreslået.

Alligevel spændte Tea Party-republikanere, med Ted Cruz i spidsen ben for, at de to kamre kunne komme til at forhandle om et samlet budgetforslag. Atten gange blev det afvist, inden John Boehner to timer (!) inden regeringen måtte lukke ned, stod frem for kameraerne og anmodede om, at man gik i samråd og forhandlede et kompromis på plads. Det skulle signalere vilje til kompromis, men strategien var aldeles gennemskuelig, og Demokraternes leder i Senatet, Harry Reid, afviste blankt at forhandle ”med en pistol mod tindingen”.

I Ted Cruz’ strategi skulle den truende krise give muligheder man ikke ville have i regulære forhandlinger. Forudsætningen var imidlertid, at vælgerne ikke denne gang gav Republikanerne hovedansvaret for at den føderale regering måtte lukke ned, således som tilfældet var i 1995/1996. Her kom partiet til at betale en høj politisk pris i årene efter. Uanset, hvad Cruz og co. har forestillet sig, tyder meget imidlertid på, at det samme vil ske denne gang.

Ingen plan B
Intet tyder på, at Ted Cruz har en ”plan B”. Han har med den indflydelsesrige konservative lobbyist Grover Norquists ord, ”ført sine tilhængere ud i trafikken og efterladt dem dér”. Nu må andre forsøge at finde et politisk figenblad – noget der gør det muligt at hævde, at man trods alt fik noget ud af at kaste landet ud i krisen. Det oprindelige krav var, at Demokraterne og præsident Obama for at få vedtaget et budget skulle aflive The Affordable Care Act – ”Obamacare” – og i store træk gennemføre Mitt Romneys valgprogram fra sidste års præsidentvalg.

Kravet blev fremsat på trods af, at Republikanske flertal i Repræsentanternes Hus 43 gange har stemt om afskaffelse af ”Obamacare”, blot for at se forslaget lide en øjeblikkelig død i Senatet. De burde med andre ord vide, at flertallet i Senatet og præsidenten ikke havde i sinde at slagte deres politiske hjertebarn for at forhindre en konflikt, men valgte alligevel at stille netop det krav, trods advarsler og formaninger fra partiets establishment, inklusive Speaker John Boehner. Han kaldte i foråret selv ideen om at gøre afskaffelsen af Obamacare til en betingelse for en budget-aftale for en ”selvmordsstrategi”. Alligevel måtte han nu fremføre kravet loyalt, fordi han ellers ville stå overfor et internt oprør (han overlevede et oprør i januar og blev genvalgt med blot 6 stemmer – en klar ydmygelse).

Taktisk tilbagetog
Siden den føderale regering lukkede ned, har Republikanerne været på taktisk tilbagetog: Kravet om tilbagekaldelse af Obamacare blev først til et krav om at pengene til Obamacare blev fjernet – en langsommere død for programmet, præsenteret som et kompromisforslag. Siden blev det til et krav om, at Obamacare blev udskudt i et år eller, at ”det individuelle mandat” – lovgivningens centrale princip – blev afskaffet. Ingen af delene får Republikanerne. Nu er målet så blevet at redde æren ved at få én eller anden politisk indrømmelse, så gidseltagningen ikke har været helt forgæves. Som det Republikanske kongresmedlem Marlin Stutzman fra Indiana i utilsigtet ærlighed kom til at formulere det: ”Vi vil ikke vises manglende respekt. Vi bliver nødt til at få et eller andet ud af dette. Og jeg ved ikke engang, hvad det er”.

De store spørgsmål som melder sig når man ser på det hidtidige forløb er dels, hvorfor Ted Cruz og co., som trods alt udgør et mindretal, kan have så stor indflydelse, dels hvorfor et efter sigende begavet menneske som Cruz kunne tro, at strategien ville virke. Måske huskede han, at Obama – stillet overfor muligheden for en økonomisk krise, hvis gældsloftet ikke blev forhøjet – strakte sig langt for at nå et kompromis i 2011. Måske troede han, at kravet om afskaffelse af Obamacare ville mobilisere stor folkelig støtte, og at det derfor denne gang var Demokraterne der ville få skylden for, at regeringen måtte lukke ned på grund af et endnu ikke særligt populært program.

De burde have kunnet regne ud, at Obama ikke ville give sig denne gang – dels fordi han netop følte sig taget som gidsel i 2011 og gav sig meget, dels fordi konteksten er en helt anden: i 2011 var økonomien fortsat skrøbelig, og Obama kunne se frem mod en præsidentvalgkamp det følgende år, hvor han under alle omstændigheder ville betale prisen, hvis konflikten fremprovokerede en ny recession og stigende arbejdsløshed. Nu er økonomien i bedring og Obama både genvalgt og opsat på at ende striben af politiske gidseltagninger ved – som en medarbejder i Det Hvide Hus udtrykte det – ”at slå plageånden i ansigtet”.

Ligeglade med partiets skæbne
Måske interesserede Ted Cruz og co. sig slet ikke for, hvad de nationale meningsmålinger viste om spørgsmålet, men kun for, hvad vælgerne i deres egne konservative valgdistrikter mente. Det sidste er måske både den vigtigste årsag til deres handlinger og det mest foruroligende element: Tea Party-Republikanerne får ikke kun politisk næring ved at angribe Demokrater, men i lige så høj grad fra at angribe moderate og kompromissøgende Republikanere. Det er ikke dem, men andre i partiet som kommer til at betale en pris på partiets vegne, og Cruz og co. er sandsynligvis temmelig ligeglade med både dem og med partiets skæbne generelt. De er i en vis forstand anti-politikere, og de er ikke kommet til Washington for at vedtage lovgivning og få det politiske system til at fungere. De er også involveret i en borgerkrig indenfor partiet, og ser det ikke nødvendigvis som et problem, at mere kompromissøgende kolleger ryger ud.

Det er denne grundlæggende indstilling til hele den demokratiske proces i USA, som i de seneste uger har fået alarmklokkerne til at ringe hos en del politiske kommentatorer. De ser ikke den aktuelle krise som blot endnu et eksempel på, at politik er en kontaktsport i USA, men snarere som en egentlig forfatningsmæssig krise. Hvad Cruz og co. har afvist med deres handlinger, er selve ideen om, at flertallet i sidste ende bestemmer. Det er en trussel i et system, som nok giver mindretal gode muligheder for indflydelse, men i sidste ende fordrer indgåelsen af politiske kompromisser for at kunne fungere.

Demokratiet er på spil
Blandt de kommentatorer, som hævder, at den aktuelle krise ikke blot er endnu én i rækken, men derimod en mere fundamental udfordring er Thomas Friedman. ”Our Democracy Is at Stake” kaldte han sin klumme i New York Times, 1. oktober 2013. Han advarer her mod konsekvenserne af, at nye ”sikre” kongresdistrikter isolerer Tea Party-Republikanere fra de politiske konsekvenser af deres egne handlinger, og måske endda ligefrem belønner dem for at sabotere systemet. Han advarer også mod de interessegrupper, som på grund af deres store kampagnebidrag nu har væsentlig større indflydelse på politikernes handlinger end partierne og deres ledere. Hans bekymring på demokratiets vegne deles af den konservative blogger Andrew Sullivan og af John B. Judis, der i New Republic kalder den aktuelle krise for ”en af de værste i amerikansk historie”.

Disse kommentatorers pointe er, at Demokrater og flertallet af Republikanere i virkeligheden har en fælles interesse i at isolere Ted Cruz og co. og derefter lukke en række af de huller, som nu i flere år har givet dem uforholdsmæssig stor indflydelse. Også det amerikanske erhvervsliv har en stor interesse i dette. Den politiske dysfunktion i Washington hæmmer vedvarende både forbrug og investeringer. Den aktuelle krise burde derfor ideelt set munde ud i en række reformer – blandt andet af reglerne for kampagnebidrag, og for, hvordan kongresdistrikternes grænser skal trækkes fremover. Og så måske et ”grand bargain”, der også reformerer skattesystemet og fjerner gældsloftet, så det ikke i fremtiden kan tages som gidsel. Sådan ender den aktuelle krise ideelt set. Jeg vil dog se det før jeg tror det.

Niels Bjerre-Poulsen er leder af amerikanske studier på Syddansk Universitet og forfatter til adskillige bøger og artikler om amerikansk politik. Analyserer hver måned aktuelle politiske begivenheder i USA for Kongressen.com

Click to comment

You must be logged in to post a comment Login

Leave a Reply

Læs også:

Copyright © 2021 Kongressen