Kongressen.com
Analyse Sikkerhedsrådet

Et årtis krig og hvordan militæret lærer af det

Efter et årtis kampoperationer i Afghanistan er flere lande begyndt at samle erfaringerne sammen. Men hvordan og hvorfor er det så vigtigt med disse erfaringsindsamlinger? Organisationer lærer og glemmer langt hen ad vejen efter institutionelle præferencer, og samtidig dikterer erfaringsindsamlinger traditionelt hvordan den næste krig udkæmpes. Derfor er det så forbandet vigtigt at få rigtigt, og være kildekritiske!

”Militæret udkæmper altid den sidste krig”, sådan har anklagen lydt mange gange gennem historien. Det er der flere gode grunde til. En vigtig faktor i hvordan militære organisationer forbereder sig på den næste krig, er erfaringsindsamling fra den seneste.

Nu skal læserne til at passe på, for det kan godt blive lidt langhåret det her.

Det er ikke fordi militære organisationer bare noterer ned hvad der er sket, hvordan man reagerede og hvad man kunne gøre bedre. Man arbejder med erfaringsindsamlingen inden for særlige institutionelle rammer – med deraf følgende præferencer. Vi kender det alle sammen. Vi oplever et eller andet, og vi skal trække nogle erfaringer ud af oplevelsen. Men der er alligevel nogle lektier, som vi ikke har lyst til at tage med videre. Det hele kommer an på vores allerede eksisterende præferencer og erfaringer.

Hvis vi falder på cyklen og slår os alvorligt, lærer vi så at det er en dårlig idé at cykle og gør det derfor aldrig igen? Nej det ville passe dårligt ind i de flestes tilværelse. I stedet lærer vi at være mere opmærksomme, holde balancen, lade være med at kigge på mobiltelefonen mens vi cykler, eller lade være med at tro at vi er det nye stortalent til Tour de France som kan alt. Det er meget forskelligt, men fordi det ikke passer i vores liv at lære at vi skal lade være med at cykle, så lærer vi noget andet af vores fald. Sådanne valg tages mere eller mindre bevidst.

Et klassisk eksempel
Da USA tabte Vietnamkrigen, var man meget opmærksomme på at trække lærer ud af nederlaget. Hvordan undgik man en gentagelse?
På det tidspunkt havde det amerikanske militær en klar præference for konventionel krig, og der var også et klart behov for at kunne modstå et sovjetisk angreb mod Vesteuropa.

Af de grunde: en i forvejen eksisterende institutionel præference for konventionel krig, og et umiddelbart fokus på den sovjetiske trussel ledte til at lektien fra Vietnamkrigen blev, at man kun burde fokusere på konventionel krig.

Alle erfaringer med befolkningsfokuserede operationer, som ellers mange steder i Vietnam havde været store successer, blev ignoreret og blokeret.

For lige så vel som organisationer kan vælge hvad den lærer, så kan den vælge hvad den udelukker fra institutionelle hukommelse. Oprørsbekæmpelse og befolkningsfokuserede operationer passede ikke i militærets selvbillede, og derfor gik man bevidst efter at udelukke den viden. Idéen var at man derved skulle undgå igen at skulle lave sådanne operationer, for det havde ledt til nederlaget i Vietnamkrigen, og det skulle undgås for enhver pris.

Problemerne ved den løsning opstod især i kølvandet på invasionen af Irak, og da situationen forværredes i Afghanistan, da man pludselig stod uden institutionel viden om, hvordan man skulle håndtere den nye situation. Derfor måtte det amerikanske militær genlære dyrt købte lektier, for at genskabe en institutionel viden, så man kunne forsøge at stabilisere Irak og Afghanistan.

Læringsprocesser fokuseret forskelligt
De seneste mange års operationer i især Afghanistan har fordret at mange NATO lande i stigende grad har fokuseret på erfaringsindsamling, og at opbygge strukturer til dette. Det skal dog bemærkes, at når man siger ”stigende grad”, så kunne det næsten også kun gå den vej, og der er stadig plads til forbedring mange steder.

Overordnet set så har flere NATO lande struktureret deres erfaringsindsamling på forskellige måder. Nogle strukturer fokuserer på hurtig erfaringsindsamling og implementering af forandringer, men disse processer er ofte koncentreret omkring den enkelte enhed. Dermed er risikoen tilsvarende at lektierne ikke kommer ud til den militære organisation generelt, men forbliver ved enheden. Dog er fordelen ved denne model, at erfaringer hurtigt leder til implementering og dermed er modellen velegnet til at dække operationelle behov.

På den anden side har nogle lande store omfattende strukturer, hvor erfaringer sendes til en central instans som står for analysen og udsteder efterfølgende anbefalinger. Dernæst spredes disse anbefalinger gennem det militære system, og de nødvendige forandringer implementeres. Risikoen ved denne model, er at analyse og implementeringsfasen kan tage lang tid, fordi det er en central instans som står for arbejdet. Fordelen er at erfaringer og anbefalinger spredes gennem hele det militære system, og dermed sikrer at organisationen som en helhed lærer.

Strukturen med decentraliseret erfaringsindsamling og analyse var altså især velegnet til de operationelle behov fra f.eks. ISAF missionen i Afghanistan, hvor erfaringer hurtigt kunne omdannes til nye procedurer, som dermed kunne hjælpe når enhederne blev sendt ud igen. Til gengæld er der tilsvarende risiko for at lektier ikke blev spredt tilstrækkeligt gennem organisationen. Det er til gengæld fordelen ved den centraliserede proces, som i højere grad sikrer at hele organisationen kan lære af erfaringer. Man kan sige at den model især egner sig til post-konflikt analyse, men er for omstændig til at sikre hurtige operationelle omstillinger.

Det er altså meget forskelligt, hvordan de enkelte NATO-lande har struktureret deres erfaringsindsamling, men i sidste ende er det de seneste års operationer, som har fordret en øget opmærksomhed og optimering af de strukturer som støtter erfaringsindsamling.

I sin bog ”Learning to Eat Soup With a Knife. Counterinsurgency Lessons From Malaya and Vietnam”, analyserer forfatteren John Nagl Storbritanniens erfaringer med oprørskrig i Malaysia og USA’s fra Vietnam. Her påpeger han, at en af de vigtigste grunde til USA’s nederlag i Vietnam var, at man ikke som organisation var gode til at lære og omstille sig. Tendensen man ser i diverse vestlige militære styrker, er at man netop igennem det seneste årti har opdaget vigtigheden af erfaringsindsamling og omstilling og blive ”learning organizations”.

Det er altså utroligt vigtigt, hvordan man indsamler, analyserer og implementerer nye tiltag baseret på erfaringsindsamling. Dette er en af de vigtigste lektier fra de seneste mange års operationer i Irak og Afghanistan, og det er utrolig vigtigt at de militære organisationer ikke er nødt til at genlære disse ting på et senere tidspunkt med tab til følge. Men på den anden side er det vigtigt at se på hvorvidt organisationerne udelukker bestemte lektier, blot fordi de ikke passer organisationen.

Læs også

Skjulte optagelser afslører CNN’s politiske agenda – eller gør de?

Kongressen

Farlig udvikling i Højesteret omkring mørklægning af afgørelser

Emil Friis Lauszus

“Biden forsøger at reetablere USA’s muligheder for at bruge soft power”

Anders Agner Pedersen

Kampen Om Amerika – USA lukker sig om sig selv

Kongressen

Bidens skatteplan trækker kun minimalt i aktiemarkedet

Kongressen

Hvorfor er filibusteren USA’s største stopklods? Det har den ikke altid været

Otto Lykketoft