Kongressen.com
Analyse Sikkerhedsrådet

Et amerikansk ikon er gået bort

Søndag kom nyheden om, at senator John McCain fra Arizona var gået bort. Dermed har USA mistet et politisk ikon med venner på begge sider af det politiske spektrum. En politiker som var villig til dialog i en tid med stejlt opdelt partipolitik. Desuden gjorde hans status som veteran og offer for tortur ham til en kæmpe i den sikkerhedspolitiske debat. Men vi må heller ikke glemme de vidtrækkende konsekvenser som hans kampagne i 2008 fik for amerikansk politik.

Som søn og barnebarn af fire-stjernede admiraler så var der kun en vej for John S. McCain III: Han skulle også gå flådevejen. I 1958 blev han færdig ved U.S. Naval Academy i Annapolis, Maryland, men langt fra som en prangende studerende. Han sluttede femte-nederst på sin årgang. Ifølge nogen var det udtryk for et oprør mod sin familie-tradition.

Hvis det var tilfældet, så er det også et godt billede på John McCain og hans liv. Pligten til at tjene USA fyldte alt. Normer og traditioner skulle følges, men på den anden side var han kendt som en rebel i sit eget parti.

Hans tjeneste til sit land strakte sig over en militærkarriere, hvor han bl.a. sad næsten seks år i krigsfangenskab i Nordvietnam, til en politisk karriere med to perioder i Repræsentanternes Hus og fra 1987 i Senatet.
Men når man taler om McCains eftermæle så må man også tale om den betydning som hans beslutning i 2008 om at udnævne Sarah Palin til sin vicepræsidentkandidat, har haft for det republikanske parti. Hendes prominente position i partiet pustede til ilden, som blev til Tea Party bevægelsen, og man kan argumentere for at det gav energi til en bevægelse, som i sidste ende endte med valget af Donald Trump og hans overtagelse af det republikanske parti. En overtagelse som John McCain lige til det sidste var stærk modstander af.

McCain og Vietnam-krigen

I 1967 deltog John McCain i luftoperationer fra hangarskibe ud for Vietnam i hans kapacitet af pilot i den amerikanske flåde. Den 26. oktober 1967 tog han afsted på sin 23. mission over Nordvietnam som del af Operation Rolling Thunder. På denne mission blev han skudt ned af et anti-luftskyts missil og styrtede ned i en sø tæt ved Hanoi. Da han skød sig ud med flyets katapultsæde brækkede han sin højre arm tre steder foruden sin venstre arm og højre ben. Han blev samlet op af en gruppe nordvietnamesere, som tævede ham og bl.a. brækkede hans venstre skulder med en geværkolbe foruden at stikke ham med en bajonet i venstre fod.
Herfra blev han fragtet til det frygtede ”Hanoi Hilton” fængsel for amerikanske krigsfanger. Her kom han til at tilbringe de næste seks år, hvoraf de to af dem var i isolation. Han blev udsat for tortur gennem længere perioder, og forsøgte på et tidspunkt at begå selvmord for at slippe fri af torturen.

Målet med torturen var, at få ham til at skrive under på en tilståelse af forbrydelser mod det nordvietnamesiske folk, noget som han endte med at gøre – til sin store fortrydelse resten af livet.

I 1968 blev McCain tilbudt løsladelse af nordvietnameserne, fordi hans far på det tidspunkt var øverstbefalende for alle amerikanske flådestyrker i Europa, og stod til at overtage kommandoen over flådestyrkerne i Stillehavet. Fordi han ikke ville modtage særlig behandling afslog McCain.

I 1973 blev han løsladt.

Fordi hans skader aldrig blev korrekt behandlet kunne han aldrig igen hæve sine arme over hovedhøjde og begyndte også at halte i koldt vejr.

Politikeren McCain

Med hans baggrund som officer og krigsfange så blev McCain som politiker en person man lyttede til, når det kom til sikkerhedspolitik.

Men generelt set så blev McCain set som en rebel i sit eget parti. Som en mand som var villig til både at tale og stemme imod sit eget parti. Det skabte ham mange beundrere men sandelig også mange modstandere.
Her finder vi nok også McCains store begrænsning som politiker. Han havde det bedst som den mulige opposition til partilinjen. Han havde det bedst som sin egen mand. Den begrænsning det gav kom til udtryk i 2008, da han skulle samle det republikanske parti bag sit præsidentkandidatur mod Barack Obama.

Resultatet blev, at McCain udnævnte Sarah Palin til sin vicepræsidentkandidat, og løftede dermed den del af partiet frem og gav dem en prominent fortaler, som man kan sige gav energi til Tea Party bevægelsens valg i to år senere. McCain var nødt til at finde en konservativ kandidat (og kvinde), som kunne hjælpe ham mod Barack Obama. Den kyniske beregning blev efter al sandsynlighed, at Palin ville kunne bringe de konservative kræfter ind i folden for McCain og måske give ham det nødvendige rygstød, som hans kampagne så desperat manglede.
Dette aspekt af McCains politiske karriere vil blive genstand for historikeres kritiske blikke i fremtiden for at vurdere betydningen af Palins forfremmelse.

Palin og Tea Party bevægelsen satte gang i en mere konfrontatorisk partipolitisk linje i det republikanske parti – en linje som gik imod alt hvad McCain havde stået for som senator. Det er nok her vi også skal finde årsagen til hans skarpe modstand mod Donald Trump, som i sidste ende har været kulminationen på den udvikling som blev sat i gang omkring 2008-2010. McCain forsøgte nok at modarbejde den tendens, som han til sin fortrydelse satte i gang ved præsidentvalget mod Obama.

McCain og sikkerhedspolitikken

Det område hvor McCain satte sit vel nok største aftryk var på sikkerhedspolitik. Han var mangeårigt medlem af forsvars- og udenrigsudvalgene i Senatet, og også formand for begge.

Pentagon havde altid en støtte i McCain, som aldrig virkede til at holde igen med at bevilge nye midler, hvis det blev anslået nødvendigt for tropperne.
Men samtidig havde Pentagon heller ikke nogen skarpere kritikere, når McCain vurderede at strategierne haltede.

På det udenrigspolitiske område var McCain et paradoks for europæere. Han udtrykte de holdninger, som mange europæere håber og forventer kommer fra USA i krisetider, nemlig at USA må handle. Hvor lidt mange europæere end vil indrømme det, så kigger vi mod Washington, når der opstår kriser rundt om i verden. McCain var den type amerikansk politiker, som også krævede amerikansk handling – for hans billede af amerikansk magt var, at man var ”a force for good”.
Paradokset opstår ved, at McCain var en høg. Han opfordrede ofte til militære operationer, også når det stred mod Pentagons anbefalinger som f.eks. i Syrien, og her mistede han alligevel sympatien fra mange europæere.

Dog vil det transatlantiske forhold også lide efter McCains død. Han var stærk fortaler for det transatlantiske forhold, og at USA burde støtte op om NATO. Den stærke fortaler er ikke længere.

På godt og ondt så gik senator John McCains liv ud på at tjene USA. I sin offentlige udtalelse efter McCains død opsummerer forsvarsminister James Mattis det således:

”His was a life well lived, one whose actions epitomized the motto of his alma mater, the U.S. Naval Academy: non sibi, sed patriae—“not for self, but for country.”

Læs også

Nyt pro-Trump forum kan få indflydelse på den politiske diskurs i USA

Katrine Villarreal Villumsen

Vi har fået Afghanistan-krigens ”Pentagon Papers”

Philip Chr. Ulrich

Frygten for nyt Pearl Harbor lever videre i cyberspace

Philip Chr. Ulrich

Trump bruger rigsretshøringerne til at mobilisere vælgerne og drive donationer til sin kampagne

Katrine Villarreal Villumsen

De allieredes krisestyring faldt til jorden i London

Philip Chr. Ulrich

Michael Bloomberg har brugt over en million dollars på Facebook-annoncer på én uge – men han vinder ikke

Katrine Villarreal Villumsen