Connect with us

Hvad søger du?

Kongressen.comKongressen.com

Feature

Et-barns-politikken har skabt kæmpe problemer for Kina

Ældrebyrden rammer Kina længe før, landet er blevet rigt nok til at håndtere det. Ungkarlene må kæmpe om de alt for få piger, og så mangler der pludselig hænder på fabrikkerne. Regning for godt 30 års et-barns-politik skal betales – og den er høj.

Håret bliver tyndere og mere gråt, brillerne får tykkere glas, og man skal have en hånd for at komme op fra sofaen, ligesom turen op ad trapperne synes at blive længere hvert år – alderdommen. Det er ikke super sexet, men det er den tidsindstillede bombe, som lige nu tikker højest under det kinesisk vækstmirakel.

Problemet er, at Kinas befolkning samlet bliver ældre hurtigere end noget andet sted i verden. Det lagt sammen med, at Kina endnu ikke har gennemgået den samme økonomiske udvikling, som andre lande, der står i en tilsvarende situation, men har bedre råd til at finansiere den store aldrende gruppes pension, og hvor borgerne selv har haft råd til at spare op.

Siden 1980 er kinesiske forældre blevet opdraget til kun at få et barn. Et imponerende og meget vellykket indgreb i den private sfære, som nok havde fået Lenin til at kippe med den totalitære klaphat.

Propagandaen holder ikke
Et-barns-politikken er en af grundstenene i hele den kinesisk økonomis genopstandelse og himmelfart. Sådan lyder den officielle forklaring fra Kommunistpartiet, som også forklarer, at der i dag havde været hele 400 millioner flere kinesere end tilfældet er, hvis de ikke havde gennemført deres politik. Et vægtigt argument både inden for grænserne af Riget i Midten og ude blandt resten af verdensbefolkninger.

Virkeligheden er dog, at disse tal er langt overdrevne. Regeringen henviser til at landets fertilitetsrate er faldet fra 4,77 i 1970’erne til nu at ligge på 1,56 barn per kvinde. Mange anser det dog for mest sandsynligt, at politikken højest har forhindret 100 millioner fødsler. Resten har den økonomiske udvikling selv stået for.

Kina snart ældre end USA
Udfordringen deles af resten af verdens økonomisk udviklede lande, men ikke i nær samme grad. Verdens anden stormagt, USA, har for eksempel en fertilitetsrate på 2,08 og den er stigende i modsætning til i Kina, hvor lysten til at få børn bare er nedadgående, så raten i 2015 skulle ryge helt ned på 1,34.

I en artikel i the Economist, bliver det gjort klart, at de tal betyder, er Kina bliver ældre meget hurtigere end USA.

I dag er gennemsnitslevealderen 34,5 i Kina mod 37 i USA. I 2050 forventes Kinas gennemsnitslevealder at være på 49, mens amerikanerne på det tidspunkt vil være ni år yngre. Med andre ord, så har Kina en pensionsbyrde, der vokser hurtigere end noget andet land har oplevet før, og modsat lande som USA, Japan og Danmark, så har kineserne endnu ikke opnået den rigdom, der skal til for at håndtere alle disse gamle mennesker, og børnene har ikke tid til at tage sig af alle de ældre.

Børn koster
Man kan dog ikke kun tilskrive et-barns-politikken skylden for den ekstremt hurtige aldring af befolkning. Kinas vækst har også været ekstrem, og det betyder, at det i dag er enormt dyrt at bo i Kina, og ikke mindst, hvis der også skal være plads til børn, og hvis de skal have de muligheder med privatundervisning og materialistiske goder som både kulturen og konkurrencen blandt børnene foreskriver.

Mange har hverken tid eller råd til at få mere end et barn. I Shanghai blev der i 2010 født 0,6 barn per kvinde ifølge FN og i 2020 forventes gennemsnitsalderen i Shanghai at være 60 år. Selv på landet er der en tendens til, at man ikke længere er så forhippet på, at få mere end det ene barn man har lov til.

4-2-1 model sætter enebarn under pres
Mu Guanzong er populationsekspert på Beijings Universitet, og han gør det klart i Time Magazine, at han faktisk ikke mener, at et-barns-politikken var alt postyret værd.

”De mennesker, der lavede politikken, havde aldrig forestillet sig de problemer, vi står over for nu. Deres viden om demografi var overfladisk, og nu må samfundet betale dyrt for deres ignorance.”

Og det er nogle alvorlige udfordringer, de knap 35 års et-barns-politik har efterladt landet med. For det første er der ældrebyrden. I Kina taler man nu om en 4-2-1 model, hvor et barn altså er alene med ansvaret for to forældre og fire bedsteforældre.

En stor opgave ikke mindst i et konfuciansk samfund, hvor det både er mod moral at sende de ældre på plejehjem, ligesom der af samme grund ikke eksistere alverdens plejehjem. Knap 89 procent af de ældre, der har brug for støtte, får den fra familiemedlemmer, og ikke systemet.

Ungkarle puster til boligboblen
Herudover har et-barns-politikken også medført, at mange har fravalgt sig pigebørn gennem aborter efter skanninger, eller det der er værre. Det betyder at der i 2020 vil være 30 millioner flere mænd end kvinder i den giftefærdige alder.

Det er unægtelig tal, der kan få selv den mest optimistiske bachelor til at ryste i bukserne, men heldigvis er der en kur. Vejen til en piges hjerte går nemlig direkte gennem ejendomsmæglerens kontor. Renminbi på kistebunden og en lejlighed er alfa omega, når hannen skyder brystet frem og udsender sit parringsskrig. Ikke mindst i Kina.

Resultatet er, at mange unge kinesisk mænd i dag investerer i fast ejendom, og dermed puster masser af varm luft ind i den kinesiske boligboble. Faren er også, hvad det kommer til at betyde for Kinas, og dermed verdens stabilitet, hvis man ikke finder en god løsning for alle disse unge mænd.

Der mangler billige arbejdere
Endeligt skal man også huske, at den kinesiske vækst er blevet båret op på skuldrene af den tilsyneladende uudtømmelige arbejdskraft, der bare strømmede ind til byerne for at sy sko og samle iPads til meget lave lønninger.

Med det faldende antal mennesker i den arbejdsdygtige alder stiger lønningerne allerede, og der går formentligt ikke længe, før Kina i stedet for at sende arbejdere ud i verden, selv må hente ind fra andre lande.

Da et-barns-politikken blev indført i 1980 blev der lagt op til, at den kun skulle vare i 30 år, før man skulle overveje andre modeller. Derfor var det også med spænding, at verden fulgte den nye leders reform af politikken. Det blev dog til mindre kosmetiske ændringer, og sagen er den i dag, at Kina nok har fået standset befolkningseksplosionen, men uret tikker nu med den demografiske bombe, den forrige blev erstattet med.

Jonas Løvschall-Wedel er uddannet cand.public fra Syddansk Universitet og UTS Sydney med kinesiske forhold som speciale. Har desuden en bachelorgrad i kinesiske studier fra Aarhus Universitet. Han har tidligere boet, studeret og arbejdet i Kina og Australien og blandt bidragyderne til ‘Fem År Med Obama – Forandring Vi Kunne Tro På?’, ‘Glimt Af Amerika’ og senest ‘Den Amerikanske Drøm’. Dækker fast forholdet mellem USA og Kina for Kongressen.com

Click to comment

You must be logged in to post a comment Login

Leave a Reply

Læs også:

Copyright © 2021 Kongressen