Kongressen.com
Analyse Capitol Hill Update

Et rum fyldt med politiske elefanter

Natten til onsdag dansk tid taler præsident Obama for den nye amerikanske kongres, der netop er trådt sammen. En kongres, hvor begge kamre er styret af Republikanerne, og hvor der er stor skepsis over for manden, der kommer for at holde sin ’State of the Union’-tale

På overfladen var der brede smil på de folkevalgte og deres familiers læber, da medlemmerne af den nye 114. kongres for få dage siden mødtes efter juleferien på Capitol Hill. TV kameraerne fangede flere gange vicepræsident Joe Biden storsmilende og jokende, da han svor politikerne ind. Det var imidlertid ikke alle, der var lige modtagelige for Bidens charme, og dagen afslørede i stedet et rum fyldt med politiske elefanter og et potpourri af akavede situationer.

Som da Biden kom til at kalde den nyvalgte republikanske senator Joni Ernest for hendes mands navn, og efterfølgende blev rettet af hende, eller da Biden under et gruppebillede med politikernes børn sagde ”jeg kan bedre lide børn end mennesker’. Eller da han forsøgte at kysse senator Christopher Coons’ (R) 13-årige datter på kinden, mens hun med tydeligt ubehag vendte sig væk.

Og de kejtede øjeblikke kan meget vel være symbolet på en svær tid i Kongressen. Især efter en knusende sejr til republikanerne ved Midtvejsvalget, der har efterladt et stort flertal i både Repræsentanternes Hus og Senatet til partiet, hvis højrefløj har gjort hvad det kunne for at ødelægge Obamas præsidentperiode. Og hvis vi ser på de sidste års tværpolitiske samarbejde, tegner fremtiden ikke lys. Begge partier har været ekstremt partiske og ofte obstrueret hinandens politik frem for at indgå kompromisser. Noget, der har gjort Kongressen historisk uproduktiv på lovgivningsområdet, og historisk upopulær i befolkningen.

At der stadig ikke er varm luft mellem de to partier på the Hill blev synligt flere gange på åbningsdagen, hvor sne og slud symbolsk fyldte luften uden for bygningen. Ikke mindst da Speaker of the House, John Boehner (R), fik overrakt formandshammeren på talerstolen og samtidig forsøgte at kysse mindretalsleder Nancy Pelosi (D) på kinden, mens hun akavet kiggede i den anden retning.

Hvis symbolet på demokraternes nederlag ikke var tydelig nok inden, blev det det, da videotalen fra en forslået og tilplastret senator Harry Reid blev vist for de folkevalgte. Reid kunne ikke deltage ved åbningen, da han forinden havde brækket flere ribben og knogler i ansigtet og fået en hjernerystelse, da han dyrkede motion. Den republikanske senator i Mitch McConell erstatter Reid som ny flertalsleder i Senatet.

Keystone-ledningen er starten på to svære år
At de kommende to år kan blive op ad den politiske bakke, blev også tydeligt i denne uge, hvor Kongressen godkendte at sætte den omstridte olieledning Keystone XL til debat. Den 1900 kilometer lange rørledning fra Canada til Den Mexicanske Golfs kyst i Texas vil kunne flytte råolie, svarende til 800.000 tønder per dag.

Det republikansk kontrollerede Repræsentanternes Hus godkendte nemt Keystone-lovforslaget i sidste uge, som de har gjort flere gange med republikansk flertal over de seneste år. Mens Senatet med 63 stemmer for første gang godkendte forslaget med mere end de 60 stemmer, der kan forhindre en såkaldt Filibuster fra demokraterne. Det er dog værd at bemærke, at Senatet har brug for 67 stemmer, hvis det skal kunne omstøde et eventuelt veto fra præsidenten. Alligevel må forslaget anses som en sejr for republikanerne og som første symptom på, at magtfordelingen i Kongressen er tippet.

Keystone-ledningen har været omstridt siden 2008, hvor den blev foreslået. Et flertal af republikanere, med olieindustrien i ryggen, lægger vægt på, at ledningen vil skabe mange nye jobs i middelklassen, forbedre infrastrukturen og hjælpe med at sikre USA’s energiforsyning i årene fremover. Miljøforkæmpere, og en stor portion demokrater, mener derimod, at ledningen er dybt problematisk, fordi olien i Canada kommer fra tjæresand, der efterlader giftigt affald, når det udvindes, og at bygningsarbejdet vil have konsekvenser for dyrelivet og miljøet i lokalområderne.

Begge fløjes argumenter synes paradoksale, idet de fleste eksperter er enige om, at ledningen vil have begrænsede økonomiske og miljømæssige konsekvenser. Keystone har i stedet fået stor symbolsk betydning. For miljøforkæmpere er ledningen et eksempel på alle de negative aspekter ved olie; at den undergraver demokratiet og ødelægger miljøet, og den har skabt voksende polarisering i Kongressen. Ifølge republikanere vil en forkastelse af projektet omvendt sende et signal om, at Obama ikke er interesseret i at lytte til befolkningen, og at han kvæler den amerikanske økonomi.

Obama vil med stor sandsynlighed stemme nej til Keystone-forslaget, som det ser ud nu, fordi det simpelthen modstrider hans politik. Han har gjort det til en mærkesag i de sidste to år af sin præsidentperiode at skærpe indsatsen mod de voksende klimaforandringer og samtidig gøre USA energiuafhængigt. Forurenende olieudvinding fra Canada smager derfor ikke godt i præsidentens mund. Spørgsmålet er naturligvis, om han er villig til at acceptere ledningen, hvis republikanerne til gengæld giver ham indrømmelser på andre miljø- og energimæssige områder?

Samarbejdet kan – muligvis – blive bedre
Når præsident Obama i næste uge giver sin årlige State of the Union-tale om nationens tilstand, vil det være til den mest forhadte kongres i historien. Kun otte procent af befolkningen mener, at den lovgivende forsamling gør et godt stykke arbejde, ifølge en ny måling fra University of Minnesota.

Alligevel vil Obama utvivlsomt benytte talen til at opfordre til større tværpolitisk samarbejde i Kongressen og mellem de politiske magtinstanser. Men han vil også fremhæve, at han i de kommende knapt to år er parat til at gå enegang og bruge præsidentielle dekreter, hvis tingene forbliver fastlåst på Capitol Hill. Det så vi inden jul i en immigrationsreform, hvor Obama til republikanernes store fortrydelse gav amnesti til fem millioner illegale indvandrere. Og tendensen fortsætter. Obama har allerede, og ganske udsædvanligt, truet den nye kongres med at nedlægge veto mod lovforslag mindst en håndfuld gange.

Hvis man tager de negative briller på, er meget lidt ændret i den nye kongres. De fleste politikere er de samme, og partierne står stadig stejlt overfor hinanden på helt centrale områder. Præsident Obamas økonomiske og sociale politik er fortsat upopulær blandt store dele af republikanerne, som anser den som bureaukratisk, og de vil blandt andet forsøge at ændre dele af Obamas sundhedsreform gennem nye budgetforslag. Samtidig er præsidenten næppe blevet bedre til at bygge bro mellem parterne.

Alligevel er sandsynligheden for tværpolitisk samarbejde i Kongressen bedre end hidtil. Ikke mindst fordi republikanerne næppe kan fastholde rollen som protestparti, med et flertal i begge kamre, uden at miste troværdighed blandt befolkningen. De har nu et større ansvar og forpligtelse overfor deres vælgere, som stemte dem ind i Kongressen ved Midtvejsvalget, og de ser samtidig fremad mod 2016, hvor de med moderate stemmer i ryggen kan tilbageerobre Det Hvide Hus. John Boehner og resten af den republikanske top vil derfor arbejde for at samle partiet og finde en balancegang mellem på den ene side at drive politik frem, uden på den anden side at provokere Obama til at nedlægge veto.

De fleste politikere og analytikere mener, at det er realistisk af få tværpolitiske aftaler på plads på handelsområdet, inden for større infrastrukturprojekter og omkring en skattereform. For eksempel er begge partier enige om at sænke de føderale og statslige skatter på virksomheder. Men hvordan man skal nå derhen, er straks en anden sag. Politikerne skal derfor på jagt efter konsensus og kompromisforslag på den politiske midte, som alt for ofte er blevet overdøvet af den larmende retorik på de yderste fløje. Mere end noget andet er det præsidentens og Kongressens opgave i de kommende to år.

Læs også

Er USA ved at starte en handelskrig med Europa?

Kongressen

“Jeg tror ikke, vi har set det værste fra White Power-bevægelsen endnu”

Anders Agner Pedersen

Den større risiko ved at efterlade kurderne

Philip Chr. Ulrich

Thule beskytter stadig USA i det kolde nord

Morten Tastum

Højspændte højesteretsdramaer i vente

“America First” efterlader USA’s allierede på kamppladsen

Philip Chr. Ulrich