Kongressen.com
Analyse Sikkerhedsrådet

Everybody back to their corners

Den forgangne uge har bragt verden tættere på en ny storkrig i Mellemøsten, end man har været i lang tid. Med amerikanske og iranske missiler sendt mod hinanden var risikoen høj for en endegyldig fejlvurdering, så det udfald som nu tegner sig, lader til at være det bedste man kunne håbe på. Hver part har markeret sig, men begge parter kunne i sidste ende trække sig tilbage til sit ringhjørne.

En serie af begivenheder blev sat i gang med drabet på en amerikansk ”contractor” i byen Kirkuk i det nordlige Irak den 27. december. Dette førte til amerikanske bombeangreb mod den iransk-støttede milits Kata’ib Hizbollah i Irak, hvilket igen ledte til omfattende demonstrationer og angreb på den amerikanske ambassade i Bagdad. I sidste ende kom drabet på den iranske general Suleimani, som både kan ses som en reaktion på de foregående angreb på amerikanere og amerikanske interesser, men ifølge administrationen var det også for at afværge et omfattende forestående angreb på ambassaden i Bagdad. Alt dette foregår selvfølgelig i den større kontekst af krise mellem USA og Iran efter Trump-administrationen unilateralt trak amerikanerne ud af atom-aftalen fra 2015 og indførte strenge sanktioner mod Iran.

Derfor er udfaldet af ugens begivenheder vel det mest optimale man kunne have håbet på. Begge parter har fået mulighed for at sende de ønskede signaler og samtidig kunne træde tilbage fra kanten af en omfattende storkrig, som ville have haft uoverskuelige destabiliserende konsekvenser.

En svær balancegang

Hele vejen igennem forløbet har de to parter skulle balancere behovet for at positionere sig overfor modparten, tilgodese et hjemligt publikum samt undgå en konflikt. Dette har man set i de to aktørers håndtering af situationen – om end det ikke har været ubetinget succesfuldt.

Formålet fra Trump-administrationen har været at sende et signal til Iran om at afgrænse sine operationer imod amerikanere og amerikanske interesser, og drabet på general Suleimani var en optrapning af denne indsats. De større strategiske konsekvenser er endnu ikke afklaret, da reaktionen fra den irakiske regering stadig kan blive en afslutning af den amerikanske og internationale koalitions tilstedeværelse i landet. Hvis dette sker, vil det blive en markant svækkelse af USA’s regionale position.
Ligeledes er det endnu heller ikke afklaret hvilken betydning drabet på general Suleimani vil have på Irans operationer rundt om i Mellemøsten, som han var ansvarlig for.

Fra iransk side var det vigtigste at svare igen på det amerikanske drab på general Suleimani på en måde, som ikke ville provokere en voldsom amerikansk reaktion, men som samtidig ville sende et tilstrækkeligt tungt signal til USA. Den primære antagelse var, at styret i Teheran ville benytte sig af militsgrupper i Irak for at sende et svar. I sidste ende blev det et missilangreb mod baser i Irak, men ifølge flere medier havde de iranske myndigheder kontaktet de irakiske myndigheder, som derefter kontaktede amerikanerne om det forestående angreb. Angrebet endte uden amerikanske tab ganske som det må forventes at have været formålet fra iransk side, da amerikanske tab ville kunne provokere en voldsom reaktion.

Tæt på krig

Den svære balancegang skyldtes i høj grad, at det amerikanske drab på general Suleimani – lederen af den iranske Qud-styrke – bragte krisen mellem USA og Iran til et nyt niveau. Drab på så højtstående ledere er en absolut sjældenhed, og derfor var det et meget bemærkelsesværdigt træk fra Trump-administrationen. Ifølge amerikanske medier kom det da også bag på præsident Trumps sikkerhedspolitiske rådgivere, at præsidenten valgte muligheden at dræbe Suleimani som en måde at presse det iranske styre. Muligheden for at dræbe general Suleimani var kun taget med, for at få de øvrige muligheder til at fremstå rimelige. Derfor kom det bag på rådgiverne, da præsidenten valgte det mest ekstreme.

Drabet på Suleimani fik spændingsniveauet til at stige markant, og risikoen for en krig mellem USA og Iran var nærliggende. Dette skal dog ikke ses som værende målsætningen for præsident Trump. Det er ikke præsidentens ønske at bringe USA ind i en ny krig i Mellemøsten, men i en situation som den der udviklede sig i den forgangne uge, så er risikoen for fejlberegninger forhøjet og dermed risikoen for krig. Men som tidligere beskrevet her på Kongressen.com, så er det altså ikke præsident Trumps målsætning at nå en krig i stil med optakten til Irak-krigen i 2003.

En potentiel svækkelse af kampen mod IS

Den amerikansk-ledede internationale koalition, er i disse dage presset i sit virke i kampen mod IS. NATO har indstillet sin træningsmission af de irakiske sikkerhedsstyrker, og det samme har de amerikanske styrker i landet. To tredjedele af de danske styrker er ligefrem trukket ud af Irak og flyttet til Kuwait. Dette er sket pga. den øgede sikkerhedsrisiko i Irak.

To tredjedele af de danske styrker i Irak er blevet flyttet til Kuwait. Billede fra Forsvaret.

I den forbindelse må vi ikke glemme, hvor vigtig koalitionens træningsmission har været for kampen mod IS – en kamp som bestemt ikke er overstået.

Her fem år efter IS i 2014 erobrede store landområder, er disse blevet befriet. Det er sket ved landoperationer udført af irakiske sikkerhedsstyrker og kurdiske styrker støttet af koalitionens luftstøtte og træning på baser i Irak.
Men fordi landområderne er tilbageerobret betyder ikke kampen mod IS er slut, og det er da også derfor, at både USA og de øvrige koalitionslande fortsat har soldater i Irak.

Ifølge det amerikanske Defense Intelligence Agency anslås det, at der er omkring 30.000 IS-folk tilbage i Irak og Syrien, en styrke som har potentiale til at forvolde enorme ødelæggelser endnu en gang og igen dræbe et utal af mennesker. Dét IS som brød frem i 2014 var vokset ud af de ca. 700 al Qaeda folk, som man anslår var tilbage i Irak ved den amerikanske tilbagetrækning i 2011.

Blot fordi IS ikke længere direkte kontrollerer store landområder, så er de fortsat farlige. Organisationen er nu gået over til klassiske guerilla operationer, hvor de opererer i landområder og søger større og større indflydelse gennem afpresning, drab eller klassisk overtalelse ved at tilbyde et positivt alternativ til den irakiske regerings ledelse. Det er en klassisk guerilla-strategi at gå over til sådanne operationer efter større konventionelle operationer har vist sig uholdbare. Det viste sig for IS, da koalitionsstyrker begyndte deres luftkampagne i sommeren 2014. Herefter måtte IS finde andre måder at operere end i store konvojer på vej gennem ørkenen, som ellers havde været tilgangen i deres tidlige operationer. I perioden op til disse større konventionelle operationer så man også IS udføre guerilla operationer i landområder for at opbygge støtte blandt lokalbefolkningen, som ville hjælpe så snart større operationer skulle indledes.

Hvis koalitionsstyrkerne bliver tvunget til at forlade Irak, tvivler mange analytikere på, at de irakiske sikkerhedsstyrker vil kunne klare et genopstanden IS. Dermed kan fem års operationer i Irak og Syrien var i risiko for at blive rullet tilbage i et vist omfang, hvis IS på et tidspunkt igen går over til konventionelle operationer, og de irakiske sikkerhedsstyrker viser sig ude af stand til at stå imod – som analytikere altså forventer de ikke er. I den situation er det heller ikke utænkeligt, at den irakiske regering kunne finde på at vende sig mod Iran for hjælp, og dermed kan den iranske position i landet – og regionen generelt – i sidste ende blive styrket af konsekvenserne af det amerikanske drab på general Suleimani.

Kongressens forsøg på begrænsning af præsidentens magt

I kølvandet på krisen har demokraterne i Repræsentanternes Hus søgt at få vedtaget en resolution, som skal begrænse præsidentens muligheder for at gå i krig med Iran.

Det skal dog bemærkes, at selvom resolutionen er blevet vedtaget i Repræsentanternes Hus, er det ret usandsynligt, at den vil blive vedtaget af republikanerne i Senatet. Men selv hvis resolutionen skulle blive vedtaget i Senatet er der uenighed om, hvorvidt resolutionen overhovedet ville være juridisk bindende for præsidenten at følge.

Selv med en vedtagelse og hvis den teoretisk set var bindende for præsidenten, så er det dog svært at se den reelle effekt af den. I resolutionen står der nemlig, at præsidenten ikke må anvende militær magt mod Iran uden at spørge Kongressen, med mindre der foreligger en umiddelbar fare for amerikanske liv og interesser. Men det er lige præcis forklaringen fra Trump-administrationen på angrebet. Ifølge administrationen var der et nært forestående angreb mod den amerikanske ambassade i Bagdad, og det forhindrede man ved drabet af Suleimani. Så selv hvis resolutionen var juridisk bindende for præsidenten, ville administrationen altså fortsat kunne argumentere for, at angrebet lå indenfor præsidentens beføjelser.

I sidste ende er dette det seneste kapitel i en magtkamp, som er foregået gennem årtier mellem præsidentembedet og Kongressen. I henhold til Forfatningen er præsidenten øverstebefalende for de væbnede styrker, men Kongressen har retten til at erklære krig. Men hvad er krig, og hvornår har præsidenten ret til at forsvare USA uden at skulle spørge Kongressen, fordi det ikke når niveau af krig? Det har der været mange kreative løsninger på siden Anden Verdenskrig med begreber som “politiaktion” (Korea) eller “humanitær intervention” (Balkan) eller også hvor man slet og ret ikke spørger (Libyen).
Præsident Trump bygger altså videre på en mangeårig og demokratisk problematisk udvikling.

Læs også

Putin udnytter konflikten mellem USA og Iran

Kongressen

Pentagon-budget til nye våben og stormagtskonkurrence

Philip Chr. Ulrich

Kampen Om Amerika #2: Status efter New Hampshire

Kongressen

Kaosset i Iowa øger spændingen i New Hampshire

Mads Høeg-Mikkelsen

USA’s sikkerhedspolitiske comeback er langt fra komplet

Philip Chr. Ulrich

Kongressen.com præsenterer ‘Kampen Om Amerika’

Kongressen