Kongressen.com
Interview

“Fighting Joe” – Obamas nye forsvarschef

Præsident Obama har i denne uge nomineret to generaler til to topposter i det amerikanske forsvar. Til efteråret går forsvarschef Martin Dempsey på pension, og Obama har nu nomineret hans efterfølger. General Joseph Dunford er nomineret til posten, og indtil videre ser det ud til at han kan få en nem bekræftelsesproces i Kongressen.

År 2015 bliver et år med mange udskiftninger i den øverste militære ledelse i Pentagon. Forsvarschef Martin Dempsey skal pensioneres efter fire år på posten, og ligeledes skal viceforsvarschef James Winnefeld pensioneres nogenlunde samtidig. Men også hærens og flådens generalstabschefer skal pensioneres, så der skal også findes afløsere for dem. På grund af Obamas nominering af Marinekorpsets chef til forsvarschef, så skal den post nu også fyldes til efteråret.
Det er i sagens natur nogle betydningsfulde poster som skal fyldes, men ikke kun fordi disse personer vil være Obamas nærmeste militære rådgivere. Den nye forsvarschef vil også være den primære militære rådgiver for Obamas efterfølger, gennem potentielt de første tre år af dennes tid som præsident. Det er altså lang tid ud i fremtiden, at den nye forsvarschef vil få indflydelse på amerikanske forsvars- og udenrigspolitik.

Man har i et stykke tid gået og ventet på, at Obama skulle nominere en ny forsvarschef, som nu efterfølgende skal godkendes af Senatet før denne kan indtage sit nye job. Onsdag annoncerede Obama så, at han nominerer den nuværende chef for Marinekorpset, general Joseph Dunford, til posten som forsvarschef.

Commandant eller forsvarschef – that is the question
Dunford har i længere tid været en klar favorit til at blive nomineret til posten som forsvarschef. Det lader til at valget til sidst stod mellem ham og generalstabschefen for flyvevåbnet, Mark A. Welsh III. En udslagsgivende faktor for at vælge Dunford lader især til at have været at en høringsproces i Senatet ville have været smertefuld for Welsh. Han er i øjeblikket chef for et værn, som har ry for flere tilfælde af tvivlsom ledelse, og projekter som løber langt over både i tid og budgetter – som for eksempel det berømte F-35 projekt.

Dog var der også på et tidspunkt tvivl om, hvorvidt Dunford overhovedet ville acceptere nomineringen til forsvarschef. Dunford blev nemlig i oktober udnævnt til ”Commandant of the Marine Corps”, hvilket er den øverste stilling indenfor Marinekorpset. Hvorfor skulle Dunford så potentielt set sige nej til posten som forsvarschef, som jo er højere i det militære hieraki? Simpelthen fordi for mange marinesoldater så er Commandant det højeste man kan blive i dette liv. Mange taler om, at man i Marinekorpset har loyalitet overfor tre magter: ”The Commandant, God, President” – og det er i den rækkefølge. Derfor var der snak om, at Dunford muligvis ville takke nej til posten, og i stedet fokusere på Marinekorpset.

Men Dunford har altså nu takket ja til jobbet som ny forsvarschef. Han skal nu gennem høringer i Sentatets forsvarsudvalg og derefter gennem en afstemning i Senatet, før han kan kalde sig forsvarschef.

”Fighting Joe” Dunford
I 1977 fik Dunford sin officersbestalling i det amerikanske Marinekorps, i en tid hvor det amerikanske militær skulle til at komme sig over nederlaget i Vietnamkrigen. Gennem det meste af sin karriere har Dunford været infanterist, og senest haft en række betydningsfulde poster som general. Han deltog i invasionen af Irak i 2003 som chef for 5. Marineregiment hvor han vandt tilnavnet ”Fighting Joe”.

Efterfølgende havde Dunford en række poster ved forsvarsstaben og Marinekorpset, hvorefter han i 2010 blev Assistant Commandant i Marinekorpset. Efter to år på posten blev Dunford udnævnt til chef for de amerikanske og NATO’s tropper i Afghanistan. I denne kapacitet arbejdede Dunford tæt sammen med Obama administrationen for at få ført den amerikanske strategi i Afghanistan hen imod et exit fra landet.

I juni 2014 blev han nomineret til posten som Commandant, og bekræftet en måned senere. Den post indtog han så i oktober 2014.
Dunford har altså kamperfaring fra invasionen af Irak 2003, samt erfaring med ledelse af større missioner fra Afghanistan, erfaringer som vil veje tungt, når han skal rådgive præsidenten om anvendelsen af militær magt.
Ved siden af sin militære karriere har Dunford to kandidatgrader, en i regeringsførelse fra Georgetown University og en i international politik fra Fletcher School of Law and Diplomacy, hvor for øvrigt NATO’s tidligere militære øverstbefalende admiral Stavridis i dag er dekan.

Denne kombination af kamperfaring, stabserfaring og politisk og akademisk viden vil gøre Dunford godt forberedt, på det som møder ham i Washington.

Obamas gave eller forbandelse til sin efterfølger
Hvad der er så vigtigt ved de valg, som Obama skal foretage hen over 2015, er at han også tager valget på vegne af sin efterfølger. En forsvarschef sidder normalt to år, ad gangen. Oftest forlænges forsvarschefen tid nemlig med endnu en periode, så han i alt sidder fire år. Dermed er vi et godt stykke inde i Obamas efterfølgers tid som præsident, inden en ny forsvarsledelse skal vælges- hvis alt går som det plejer.

Fordi forsvarschefen er præsidentens og forsvarsministerens primære militære rådgiver, men ikke operationel chef, så har forsvarschefen en stor stemme i tilrettelæggelsen og diskussionerne af amerikansk forsvars- og udenrigspolitik. Hvis en forsvarschef har holdninger, som ikke stemmer overens med præsidentens, kan det derfor føre til mere eller mindre offentlige sammenstød mellem Pentagon og det Hvide Hus. Dermed kan udnævnelsen af Dunford vise sig enten at være en gave eller forbandelse for Obamas efterfølger.

Det mest nærliggende eksempel er faktisk, da præsident Obama overtog posten som præsident i 2009. På det tidspunkt hed forsvarschefen Mike Mullen, og emnet var hvad USA skulle stille op i Afghanistan. Obama og det Hvide Hus lænede op ad en strategi, som ikke krævede for mange ekstra amerikanske soldater, og som skulle føre USA forholdsvis hurtigt ud af landet. På den anden side stod Mullen, støttet af David Petraeus, og talte for større troppeforøgelser med en flerårig tidshorisont for at opnå succes i Afghanistan. Resultatet blev en uskøn debat, som både foregik ved hjælp af kronikker, direkte og indirekte citater, lækager og brug af stedfortrædere til at komme med centrale pointer. Et sådan slagsmål er hvad en ny præsident kan risikere med den siddende forsvarschef.

Udfordringerne for Dunford
Der er umiddelbart en del udfordringer for forsvarschefen at tage fat på – flere af dem er analyseret flere gange her på Kongressen.com.
De inkluderer kampen mod Islamisk Stat i Irak og Syrien, som i øjeblikket lader til at have tabt pusten lidt, og som ser ud til at kunne blive en længere affære.
Derudover skal forsvarschefen forholde sig til den forandrede sikkerhedssituation i Østeuropa, samtidig med at han skal forsøge at forfølge Obamas drøm om en højere grad af fokusskifte mod Asien.
Alt det er velkendt for de danske læsere.

Men til efteråret ser det også ud til at forsvarschefen skal være med til indre reformer i det amerikanske militær, reformer som vil kræve hvert et fiber i Dunfords angiveligt folkelige og charmerende person.
Pentagon skal som så mange andre dele af den amerikanske statsadministration spare på budgetterne. Et af forslagene til besparelser vil være pensionsordninger, overbetalingsordninger, sygeforsikringer for personellet og deres familier og mange andre ømme dele af det amerikanske forsvarsbudget.

Ud over at skulle hjælpe præsidenten med at navigere i et foranderligt international politisk miljø, så skal forsvarschefen også rådgive i forhold til fastholdelsen og plejen af det personel som udgør rygraden af det amerikanske forsvar. Det kan meget vel vise sig at nogle af de hårdeste kampe for Dunford vil ligge i denne arena.

Hvorfor så det?
Obama administrationen har fået et ry for at dominere og holde tæt kontrol med hvordan amerikansk forsvars- og udenrigspolitik tilrettelægges. Meget af den politiske ledelse er gået fra Pentagon og over i det Hvide Hus. Dermed virker forsvarschefen i disse år lettere marginaliseret når det kommer til international politik. Men når det kommer til den hjemlige front, så skal Obama bruge den vægt som den militære rådgivning har i forhold til hvordan man plejer og fastholder det overlegne militær, som er en central del af fundamentet for USA’s globale dominans. Denne udfordring vil bestå lige meget om det er en republikaner eller demokrat som sætter sig i det Hvide Hus i 2017, men Obama er lige nu ved at vælge, hvem som skal stå ved siden af skrivebordet og rådgive. Valget er altså nu faldet på ”Fighing Joe” Dunford – og han kan godt se frem til flere kampe i sit nye job.

Læs også

“Biden forsøger at reetablere USA’s muligheder for at bruge soft power”

Anders Agner Pedersen

Hvad vil Biden med Dollaren?

Kongressen

Hvor meget indflydelse har USA’s nye handelsminister?

Kongressen

Udsigt til enorm amerikansk vækst de kommende år

Kongressen

Nordjysk eventyr på den amerikanske vestkyst

Otto Lykketoft

“Det har været hårdt meget af tiden, fordi jeg så tit var den eneste konservative i diskussionerne”

Victoria Bogetoft