Kongressen.com
Analyse Den afrikanske vinkel

Filantro- kapitalisterne kommer!

Med Bill Gates i spidsen har amerikanske rigmænd i den grad ændret den måde, det globale bistandsapparat er skruet sammen. Den såkaldte filantrokapitalisme – hvor supervelhavere donerer store dele af deres formuer til velgørende formål – er i udgangspunktet rigtig godt nyt for Afrikas fattige, men tendensen møder også kritik for at være udemokratisk og for at kanalisere ressourcer væk fra den traditionelle sundhedsforebyggelse i U-landene

DEN AFRIKANSKE VINKEL: Siden 2008 har Bill Gates – verdens næstrigeste person – sammen med sin kone Melinda dedikeret hele deres arbejdsliv til velgørenhed og arbejdet for at sikre et bedre liv for verdens fattigste. Det er enorme summer, the Bill & Melinda Gates Foundation opererer med, og fonden er på kort tid blevet en af de allerstørste spillere indenfor global sundhed. Siden 1994 har Gates via fonden således doneret mere end 150 milliarder kroner til velgørenhed, hvoraf 80% er gået til internationale projekter; først og fremmest sundhedsrelaterede projekter i Afrika. I dag giver Gates’ fond flere penge til global sundhed end den globale sundhedsorganisation, WHO, som årligt budgetterer med godt 10 milliarder kr.

At en enkeltperson i den grad er blevet en så central aktør i det globale bistandslandskab skal ses ud fra en større tendens, der især har gjort sig gældende i de seneste par årtier, hvor rigmænd og berømtheder donerer stadig større dele af deres formuer til velgørenhed. Rigmændenes tilgang til velgørenhed afspejler deres måde at lave forretning på – deraf navnet ”filantrokapitalisme” – da der er fokus på bundlinjen, og at markedskræfterne i sidste ende bestemmer. Og så handler det naturligvis om god publicity, når Gates, Bono og Warren Buffett mingler med toppolitikerne i Davos – eller rettere: For toppolitikerne handler det om god publicity, da der næppe findes bedre gratis reklame end at blive set sammen med Bono og Bill Gates.

Imponerende resultater

For Bill Gates er med sin fond i ryggen blevet en enorm betydningsfuld person, som alle politikere, meningsdannere og erhvervsfolk gerne vil associeres med. Hvem vil ikke forbindes med en mand, som har doneret kolossale summer til verdens fattige og som med rette kan hævde at have reddet næsten seks millioner børns liv gennem omfattende vaccinationsprogrammer? Hvilken præsident ønsker ikke at sidde til bords med en mand som Gates, der har doneret over syv milliarder kr. til kampen mod aids, malaria og tuberkulose, hvilket ifølge Gates selv redder 100.000 menneskeliv hver måned?

Gates-fondens imponerende resultater taler for sig selv: Hans milliarder af dollars har uden tvivl gjort en enorm forskel for verdens fattige og syge. Men som altid er der en bagside af medaljen. Først og fremmest er Gates og andre filantroper så som de tidligere præsidenter George W. Bush og Bill Clinton (som ligeledes via deres private fonde har postet store summer ind i global sundhed) blevet kritiseret for deres udemokratiske og ugennemsigtige natur. Hvad Gates vælger at støtte, afhænger udelukkende af hans eget forgodtbefindende, hvilket umiddelbart kan synes lige gyldigt, da han jo som privat person må have lov til at bruge sine penge på, hvad han end lyster. Men problemet opstår i og med, at han netop har mange penge – som sagt flere end WHO. Gates’ indflydelse på sundhedsområdet i den fattige verden er blevet så stor, at han bliver kritiseret for at lege Gud og egenhændigt dikterer hvilke vacciner, der skal udvikles, eller hvilke sundhedsområder, der ikke skal satses på.

Brain drain

Naturligvis er det godt nyt for verdens fattige – ikke mindst i Afrika – at Bill Gates poster milliarder af dollars ind i kampen for at udvikle vacciner mod malaria og AIDS, men problemet opstår, fordi Gates-fonden har så meget magt og indflydelse, at de trækker ressourcer væk fra ”traditionelle”, men ligeså vigtige, sundhedsrelaterede opgaver. Der opstår en slags brain drain, hvor de skarpeste hoveder indenfor global sundhed bliver trukket ind i Gates’ fold, og hvor ressourcer, der ellers kunne have været brugt på almindelig sundhedsforebyggelse i U-landene, i stedet bliver kanaliseret hen til de områder, Gates finder vigtigst – kampen mod aids og malaria først og fremmest. Konkret sker der det, at en læge – eksempelvis – kan tjene flere penge ved at arbejde på en hiv-klinik sponseret af Gates end ved sit traditionelle lægehverv. Derved sker der en forringelse af de lokale, almindelige sundhedsydelser, hvilket potentielt kan få negative konsekvenser for lokalbefolkningerne i de afrikanske lande, som lægetidskriftet The Lancet har påpeget.

I sidste ende kan det være, at Bill Gates og de andre filantrokapitalister sejrer ad helvedes til. Det er muligt, at Bill Gates’ milliarder kan finde en vaccine mod aids eller malaria, og det ville hævet over en hver tvivl være et fantastisk resultat. Men i takt med at flere og flere ressourcer altså bliver brugt på aids-, malaria- og tuberkulose-bekæmpelse risikerer færre og færre midler at blive spenderet på almen sundhedsforebyggelse med det resultat, at Afrikas fattige rent faktisk ender med dø lige så tidligt som nu – dog ikke af aids og malaria, men snarere af ”almindelige” sygdomme, som Gates ikke interesser sig for.

Men nu er Bill Gates og de andre filantrokapiltalister – heldigvis – ikke de eneste aktører på den globale sundhedsscene. Selvom Gates-fonden med rette kan kritiseres for ovenstående, kan der jo ikke pilles ved, at de rent faktisk gør en enorm forskel for verdens fattige, og man må ikke glemme, at organisationer som WHO, Unicef, Læger Uden Grænser og de store bilaterale donorer som Dfid, USAID og Danida stadigvæk – på trods af filantrokapitalisternes fremmarch – spiller en stor rolle, når det gælder om at fremme den globale sundhed. Læg dertil, at de enkelte afrikanske lande oplever en kraftig økonomisk vækst i disse år, hvilket i sidste ende også vil få positive konsekvenser for folkesundheden i Afrika. Det vil med andre ord være forkert at bevare pessimismen, når det gælder Afrikas fremtid – og Bill Gates er i høj grad medskyldig i, at det ser lysere ud for det store kontinent nu, end det har gjort i mange år.

Læs også

Kampen om Amerika: Ginsburgs død genopliver striden om abort

Kongressen

Topmøde: Tommy Ahlers

Anders Agner Pedersen

Trump hamrer på den blå mur

Mads Høeg-Mikkelsen

Jon Stewart kaster sig ind i veteraners kamp for hjælp

Philip Chr. Ulrich

Senatorer i svingstater under pres efter RBG’s død

Simon Fjordvang Brenøe-Jensen

Prisen for støtten til Trump er et misset genvalg

Simon Fjordvang Brenøe-Jensen