Kongressen.com
Forlag Nyheder

Fire en halv stjerne til ny Petraeus-bog

Lars Bangert Struwe, generalsekretær i Atlantsammenslutningen har skrevet dagens anmeldelse af udenrigsredaktør Philip Chr. Ulrichs nye bog “I Nationens Tjeneste”. Bogen får fire-en-halv stjerne ud af fem: “David H. Petraeus er en af de meste centrale skikkelser i USA’s krige i Afghanistan og Irak. Philip Christian Ulrich har skrevet en spændende bog om manden og ikke mindst om krigene.”

En af de mest ekstreme amerikanske generaler i nyere tid er genstand for Philip Christian Ulrichs nye biografi. David H. Petraeus (1952 – ) har hele sin karriere søgt at være den bedste. Eller man burde måske sige i både hans militære og civile karriere. Han søgte ind på den prestigefyldte officersuddannelse på West Point, bestod som en af de bedste på sin årgang, gennemgik infanteriuddannelse igen med udmærkelse og gennemgik uddannelsen som Ranger, hvor han blev den bedste på sit hold. Som oberstløjtnant i 101. Airborne Division søgte han at udvikle sin enhed med mere realistiske øvelser, hvorfor der blev brugt mere skarp ammunition. Et uheld gjorde, at han blev såret under en øvelse. Et sår, der kunne have afsluttet hans karriere, men kort tid senere gennemførte han en øvelse, hvor han bar sin rygsæk på den ene skulder, imens den anden skulder forsat var bundet ind efter skuddet. En barsk officer. Men også en barsk akademiker. Han gennemførte sin master og ph.d. på Princeton på samlet 2 år. Det er virkelig hårdt.

Petraeus var således i 1980’erne og 1990’erne en fremadstormende officer, der både knoklede miltært og akademisk. Der blev som Philip Christian Ulrich klart beskriver lagt mærke til ham. Han fik flere mentorer, der tog ham under deres vinger – en meget velkendt ting i både det amerikanske og danske militær. Men på trods af, at Petraeus på papiret var dygtig, så talte enkelte imod ham. Han havde flotte akademiske papirer, og han fungerede ekstremt godt i stabsarbejdet – men han havde aldrig ført soldater i krig.

Dette vises fint i biografien, hvor vi som læser ledes igennem det amerikanske militærs udvikling fra Vietnamkrigen og frem til i dag – med særlig vægt på oprørsbekæmpelse. Petraeus virker her som vores guide. Fra han er ung kadet i 1970, hvor militæret i dele af det amerikanske samfund var meget ilde set, til han i 2003 endeligt kommer i krig. I 2004 er han vokset til selv at komme så langt frem i rækkerne, at han nu bliver det amerikanske forsvar i medierne (hvilket ikke alle i forsvaret er lige begejstret for).

51 år gammel træder Petraeus ind på den internationale scene, som den amerikaner, der rent faktisk har styr på krigen i Irak. Hans ledelse af sine styrker i Mosul bliver noget, man taler om. Philip Chirstian Ulrich forklarer, at dette ikke er uden omkostninger og modstand. Petraeus havde allerede i sin ph.d. beskrevet oprørsbekæmpelse, og hvad USA gjorde forkert i Vietnam, men han havde balanceret dette, så han fortsat kunne gøre karriere. I 2004 blev han generalløjtnant og fik stillingen som chef for Multi-National Security Transition Command – Iraq. Her prøvede han at gennemføre sine ideer om oprørsbekæmpelse.

George W. Bush så Petraeus som redningsmanden – helten – der skulle ændre situationen i Irak. Petraeus skulle vende nederlag til sejr. Derfor fik han stor indflydelse på krigen i Irak, og blev senere chef for Central Command, hvorunder krigene i Irak og Afghanistan hørte.

Tyngde – et ord jeg i øvrigt mangler i bogen – blev en af de helt afgørende diskussioner i de kommende år. Philip Christian Ulrich gennemgår klart, hvordan Petraeus og hans folk bl.a. general McChrystal ønsker mere mandskab ud til Irak og særligt Afghanistan. Den amerikanske militære ledelse havde både inden Afghanistan og særligt Irak ønsket meget større styrker indsat. I Irak talte man om op mod 480.000 mand, men fik kun en styrke på 120.000 mand. Det medførte, at politikerne ikke gav militæret muligheden for at militæret fik den nødvendige tyngde til at sætte sig på Irak og Afghanistan. Hele tiden måtte de tigge om 4.000 mand eller 20.000 mand.

Når jeg læser biografien, så slår det mig, hvor lidt den politiske ledelse egentligt forstod af, hvad de var ude i. Quick fix med kirurgisk præcision båret af en teknologisk fascination synes at have været en vigtig parameter. Og så ikke mindst et body-bag-syndrom, hvor politikere (og til dels militær ledelse) frygter militære tab, der kan vende en folkestemning. Dette politiske Vietnam-syndrom mangler til en vis grad yderligere belysning i bogen. Vi får rigtigt godt forklaret Vietnamkrigens indflydelse på militæret, men jeg synes, at vi kunne have fået lidt mere om Vietnamkrigens indflydelse på politikerne.

Forholdet imellem politikere og militær er helt afgørende, når en stat er krig. Det vises tydeligt i biografien, hvor svær denne balancegang er. Skiftende regeringer har forskelligt fokus, og ønsker til missioner, og hvordan de gennemføres. I denne malmstrøm opererer den øverste militære ledelse, der både skal vejlede politikere i deres muligheder, og samtidigt udfører de ordrer de får af politikerne. Det står helt klart, at Petraeus ikke holdt sig tilbage for at deltage i det politiske spil, og som Philip Christian Ulrich viser i biografien, så medførte det en frygt for, at Petraeues ville gøre politisk karriere, og måske stille op som præsidentkandidat.

Petraeus er endnu ikke opstillet som præsidentkandidat, og hans karriere led et knæk, da han havde et forhold til en journalist, der var i gang med en biografi om ham. Det tvang ham til at træde tilbage fra hans første civile post som chef for CIA.

Philip Christian Ulrich har skrevet en gennemresearchet bog, hvor læseren ikke har den store tvivl om, at vi nok ikke har hørt det sidste til Petraeus. Enhver der skriver en biografi skal balancer den på mindst to måder: Hvor kritisk er man til hovedpersonen? Bliver det et helte eller skurkeportræt? Og hvor meget skal bogen handle om den biograferede og om vedkommendes omgivelser. Balancen i forhold til biograferet person og omverden er efter min personlige mening lidt skæv. I særligt de første dele af bogen er Petraeus lidt i baggrunden, og vi læser en masse om udviklingen af det amerikanske forsvar fra ca. 1970 og frem. Imidlertid ruster det læseren til at forstå krigene i Afghanistan og Irak, og hvorfor det lykkedes amerikanerne at vinde de indledende slag, overkomme de eksisterende magtstrukturer, men efterfølgende tabe. Derfor er denne balancering skæv, men i orden.

Jeg synes, at det lykkes at skrive et balanceret portræt af Petraeus. Jeg har kort mødt Petraeus, som forsker på CMS til et møde på RUSI i London, og Philip Christian Ulrichs beskrivelser af hans arrogance og selvværd passer rigtigt godt med min egen oplevelse af en meget karismatisk person med højt selvværd. Hvad jeg enkelte steder mangler, er beskrivelser af Petraeus og hans relationer til andre officerer træder endnu mere frem. Da vi møder general Dempsey for første gang i bogen, kunne det have været fint at få forklaret, at Petraeus og han ikke blot konkurrerede om den samme post, og at de havde ligget i konkurrence siden de gik i klasse sammen på West Point.

”I nationens tjeneste. David H. Petraeus og USA i krig Fra Vietnam til Islamisk Stat” er en god bog til at forstå USA’s militære engagement.

Lars Bangert Struwe har givet bogen fire-en-halv stjerne ud af fem mulige.

Læs også

Kongressen.com og Jyske Bank TV præsenterer ’Morgen I Amerika’

Kongressen

Kongressen.com og Bie Research indleder samarbejde

Kongressen

Rigtig god sommer fra alle os på Kongressen.com

Flake og Corker til Kongressen.com: “Trump skader USA’s renomme”

Amerikanske bøger til sommerferien

”Min tak til alle, nu videre til Chicago, lad os også vinde dér.”